Vild med Berlins kalender bliver løbende fyldt med begivenheder og aktiviteter, der kunne have særlig interesse for byens danske gæster. I de danske vinterferie-uger er der fx tilbud om adskillige dansk-guidede ture og ung, dansk jazz. Hold øje her: vildmedberlin.dk/kalender/
Lene Tymoshenko, Chrissie Sternschnuppe og Nicolaj Holmboe er danskere, der udbyder guidede ture i Berlin på dansk. Lene i sit eget firma, Berlin på vrangen, Chrissie både i Berliner Unterwelten og med egne ture, og Nicolaj med lejlighedsvise “pop up-ture” via Facebook-siden “Dansk Guide i Berlin”
I de danske skolers efterårsferie arrangerer de alle danskguidede ture. Læs mere om deres ture på siderne, hvor der også er oplysninger om tilmelding og pris:
Her på Vild med Berlin planlægger redaktionen et nyhedsbrev om spændende oplevelser i efterårsferien 2022. Nyhedsbrevet vil også fortælle om endnu en bogudlodning fra Vild med Berlin. Det er det første nyhedsbrev fra os i mere end halvandet år, så det vi spammer ikke ligefrem din mailboks. Vil du gerne modtage det, kan du skrive dig på modtagerlisten her. Det er ganske gratis!
Anhalter Bahnhof er nok en af de største ruiner i Berlin fra 2. verdenskrig – alligevel er den en meget, meget lille del af den internationale banegård, den engang var. I 1929 var der op mod 20.000 passagerer hver dag, under Leipzig-messen næsten 60.000. Under OL i Berlin i 1936 afgik eller ankom et tog hvert andet minut.
Der var forbindelser til Wien, Rom, Marseille, Athen, Napoli med skibsforbindelser videre til Ægypten. I den 34 meter høje, 61 meter brede og 175 meter lange ankomsthal kunne der være op til 40.000 mennesker.
I dag står kun indgangsportalen og en del af den høje gavlmur tilbage. Resten er væk. Hele bygningen, alle skinnerne. Lige bag ruinen ligger en fodboldbane, og bag den rager den teltagtige bygning Tempodromen op med sine hvide spir.
Visualisering af Exilmuseum Berlin, som det vil se ud ved indvielsen i 2025. Venligst stillet til rådighed af Dorte Mandrup A/S ©Mir
Jeg cyklede forleden i 30 graders varme rundt på en genopdagelsesrejse i byen efter ikke at have været her siden august sidste år. Og pludselig drejede jeg rundt for at se en udendørs udstilling lige bag den høje ruingavl. Og blev fuldstændig betaget og optaget af det, der mødte mig. Historien – projektet – og den danske arkitekt Dorte Mandrup.
Bygningen står der ikke endnu, men det forventes den at gøre i 2025. Men allerede arkitektens konstruerede billede viser det: Den gamle indgangsportal, den høje mur – og bagved står den nye, endnu større bygning: Exilmuseum Berlin. Den nærmest omfavner ruinen. I ærbødig afstand breder den i en bue sine arme ud og værner varmt.
Det gør den ikke for ruinens skyld. Det er for de mennesker, hvis skæbne er knyttet til netop denne banegård. Mennesker, som rejste efter egen beslutning – i modsætning til de tusinder, der blev deporteret netop fra Anhalter Bahnhof, Det er de jødiske børn, der blev sendt afsted fra 1938 via Holland til en usikker skæbne i England for at beskytte dem mod en sikker skæbne i Tyskland. 1. december 1936 afgik den første Kindertransport med 196 børn – det blev til 10.000 i tiden efter. Fra juni 1942 blev der hæftet et par 3. klasses vogne på morgentoget til Dresden – de næste par år blev næsten 10.000 jøder sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.
Indgangsportalen til Anhalter Bahnhof, som den ser ud i dag.
Det nye museum skal fortælle om mennesker, der rejste af egen fri vilje. Fra nazisternes magtovertagelse i 1933 og de følgende år forlod de Tyskland, fordi de ikke turde, kunne eller ville blive der. ”Hvorfor endnu et museum med det emne?”, spurgte tidligere forbundspræsident Joachim Gauck, da han præsenterede vinderen af arkitektkonkurrencen i august 2020. Og han leverede selv svaret: ”Det egentlige spørgsmål bør lyde: Hvorfor først nu?”
Med udgangspunkt i byens og banegårdens egen historie vil museet gøre ordet ”eksil” konkret forståeligt. Store tal bliver til konkrete fortællinger. Og museet vil vove at betragte eksilet ikke kun som en historisk, tysk hændelse, men vil ”samtidig åbne vore øjne for eksil-skæbner fra vores egen tid.”
Det fik en ældre tysk mand til at gå i samtale med nogle af museets venner. ”Hvordan kan I kæde eksil sammen med indvandring?” var hans spørgsmål. Selv havde han på grund af sit arbejde boet mange år i Canada, men var nu pensionist i Berlin og nabo til Anhalter Bahnhof. Det kom der en intens, skarp og kultiveret samtale ud af. Vist ikke nogen enighed, men nogle klare bud på definitioner og meningsforskelle.
Og som Nobel-pristager Herta Müller sagde allerede ved prisoverrækkelsen: ”Kernen i museet er vores egen historie om nationalsocialismen, der på kort tid bortjog vore vigtigste kunstnere, vores bedste videnskabsfolk. Men naturligvis peger den tid også på de flygtninge, der kommer til os nu. Desto vigtigere er det også at begribe betydningen, indholdet, i ordet eksil.”
Den aktuelle udstilling om Exilmuseum Berlin ved Anhalter Bahnhof
Nogle af de konkrete fortællinger kender vi, om end ikke altid i denne sammenhæng: fysikeren Albert Einstein; maleren Max Beckmann; juristen Fritz Bauer, der i flere af sine eksilår boede i København; publicisten Hannah Arendt; forfatteren Thomas Mann; Ernst Reuter, senere Berlins første borgmester; dramatikeren Bertolt Brecht, hvis første eksil var i Svendborg; Herbert Frahm, der under sit eksil i Norge tog dæknavnet Willy Brandt og siden blev overborgmester i Berlin og betydningsfuld kansler.
Det danske arkitektfirma, grundlagt i 1999 af Dorte Mandrup selv, har tidligere gjort sig bemærket med skulpturelt prægede byggerier, der har vist en særlig fornemmelse for sted og materialer, som man kan se det på Vadehavscentret i Vester Vedsted syd for Ribe, et af fem byggerier i tilknytning til UNESCOs verdenskulturarv. ”Med byggeriet i Berlin vil vi skabe et sted, der indbyder til refleksioner over og dialog mellem fortid og nutid,” siger hun om Exilmuseum Berlin. ”Det historiske udgangspunkt er ekstra relevant i dag, hvor millioner mennesker er tvunget til at forlade deres hjem, deres dagligdag og deres kultur for at bringe sig i sikkerhed.”
Den tyske forfatter og dramatiker Carl Zuckmayer, mest kendt for skuespillet og senere filmen ”Kaptajnen fra Köpenick”, skrev i sine erindringer i 1966 om præcis det samme dilemma:
”Rejsen i eksil er en rejse uden returbillet. Den, der tager afsted med drømmen om at vende hjem, er fortabt. Han kan godt vende hjem – men det sted, der møder ham, er ikke det samme som det, han forlod. Og selv er han heller ikke længere den samme, som tog afsted.”
Læs mere
Exil Museum Berlin: https://stiftung-exilmuseum.berlin/de
Dorte Mandrup A/S: https://www.dortemandrup.dk/work/exile-museum-berlin-germany
Ankomsthallen i 1880 – det år, hvor den ny bygning blev taget i brug
Den første del af banegården blev bygget fra 1839, men den fandt sin endelige form i årene 1876-1880 efter tegninger af arkitekten Franz Heinrich Schwechten. Den åbnede 15. juni 1880 med deltagelse af kejseren og kansleren, henholdsvis Wilhelm I og Otto von Bismarck.
Den var på det tidspunkt den største banegård i Tyskland og en imponerende “katedral” med den 175 meter lange og delvis glasoverdækkede ankomsthal. Banegården var før 2. Verdenskrig Tysklands vigtigste station for togforbindelser til Mellem- og Sydtyskland, Østrig, Italien og Grækenland. Under OL i Berlin i 1936 ankom eller afgik et tog fra stationen hvert 2. minut.
Luftbombardementer forårsagede voldsomme ødelæggelser under krigen. I 1959 blev det meste at stationsruinen revet ned, bortset fra dele af indgangsportalen, der siden da har stået som en slags monument.
Kilde: Tysk Wikipedia m.m.
Gæsteskribent Teddy Petersen er journalist og står bl.a. bag den danske udgave af bogen “111 steder i Berlin som du skal se“. Læs mere om Teddy Petersen i blogindlægget “Første gang var dramatisk og overvældende“.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?Jeg voksede op i Großbeeren, en landsby i DDR syd for Berlin. Jeg kunne se Vestberlins høje huse, fordi Muren kun lå tre kilometer fra, hvor vi boede. I dag tager det kun 10 minutter at køre fra Großbeeren til den nærmeste S-togsstation i Berlin, men dengang måtte vi køre i en stor bue uden om Vestberlin for at komme til ”vores”, dvs. Østberlins centrum. Det tog over en time.
Da jeg var lille, midt i 1960’erne, måtte mine forældre vise deres Personalausweis – det tyske identifikationskort – når vi kørte ind til Berlin. Jeg håbede ved disse lejligheder altid at se et sort menneske, som jeg ellers kun kendte fra min billedbog ”Den sorte Bastian”. Men min far fortalte, at der fandtes nogle afrikanere i Berlin, som læste på universitetet. Jeg syntes, det var vildt spændende.
Det var billigt, men tidskrævende og omstændeligt at komme til Berlin med den offentlige transport. Først med bus, så med regionaltog og bagefter med S-tog ind til Centrum. Centrum var for os først og fremmest Alexanderplatz. Når folk havde en aftale, mødtes de altid under Verdensuret.
Prenzlauer Berg sidst i 1987. Annette Herzog har sin tredje søn i maven, til venstre er det Annettes lillesøster Kathrin, til højre er det Johann, den ene af tvillingesønnerne.
Så godt som alle DDR-borgere, der kom på besøg i Berlin, tog også ind til Centrum-Varehus, som var Østberlins største varehus, og som i dag er Galeria Kaufhof. I 1969 blev Fjernsynstårnet ved Alexanderplatz indviet, og vi meget stolte over, at vi nu havde verdens næsthøjeste tårn, kun overgået af fjernsynstårnet i Moskva.
Vi kunne se over til Vestberlin deroppefra, men jeg havde ikke nogen forestilling om den vestlige del af byen. Jeg har stadigvæk en byplan, hvor Vestberlin i bogstavelig forstand er en hvid plet på kortet. Jeg anede ikke, hvor de forskellige bydele lå, og hvad der var karakteristisk for dem.
Et DDR-kort over Berlin. Vestberlin er hvid plet.
Andre steder, vi plejede at besøge i Østberlin, var Monbijoupark og Museumsinsel, Unter den Linden, Friedrichstraße og Karl-Marx-Allee med de imponerende bygninger efter sovjetisk forbillede. Vi holdt også meget af Østberlins store zoo i Berlin Lichtenberg. Den findes stadigvæk, og den kan virkelig anbefales. Også som park i sig selv, fordi der er masser af plads.
Da jeg flyttede til Berlin som ung kvinde, oplevede jeg selvfølgelig byen på en helt anden måde. Vi boede både i Friedrichshain, i Hellersdorf (en af de kæmpe nyoprettede bydele med betonbygninger) og til sidst i Prenzlauer Berg ved Kollwitzplatz. Jeg hadede selvfølgelig Muren, men for at være helt ærlig var halvdelen af byen stor nok. Der foregik mange spændende ting også i Østberlin.
Kollwitzstraße 60 midt i Prenzlauer Berg. Her fik den unge familie med tvillingedrenge i 1987 anvist en lejlighed på 170 kvm på byens bedste adresse, men skulle så til gengæld acceptere, at de boede der, mens den blev totalrenoveret det første år. I 1988 blev familien forøget med endnu en søn, og to måneder før Murens fald kom en datter til verden.
Prenzlauer Berg var et typisk arbejderkvarter med en spændende blanding af studerende, arbejdere, intellektuelle, pensionister, asociale og kunstnere. Bydelen har udviklet sig til en turistmagnet, men den har mistet sin originalitet. De fleste oprindelige beboere blev nødt til at flytte væk derfra, fordi lejlighederne blev for dyre efter murens fald.
Jeg vil aldrig glemme natten, da muren faldt, og hvor vi efterlod vores børn alene hjemme for at løbe med over og opleve det. Vi regnede jo med, at de ville lukke muren igen.
De næste uger og måneder gik med at udforske Vestberlin, selvom jeg stadig ikke kender den godt. Det første halve år måtte vi benytte de offentlige transportmidler gratis, og jeg satte mig i tilfældige busser for at køre rundt som i en helt fremmed by. En anden stærk oplevelse var at sidde i metroen og køre igennem spøgelsesbanegårdene, dvs. de metrostationer, som var blevet lukket i forbindelsen med murens oprettelse. Togene kørte gennem disse gamle, dårligt oplyste stationer med reklamer og plakater fra 1960’erne. Tiden havde stået stille der i 30 år!
I 1991 flyttede vores familie til København, og der gik ofte mange måneder mellem mine besøg i Berlin. Hver gang jeg kom, var der sket utrolig mange forandringer. De kendte butikker forsvandt og blev erstattet af andre butikker eller af restauranter og værtshuse, men også de skiftede hele tiden navn og ejer. Veje og stationer blev omdøbt, fordi man ikke længere ville have de socialistiske navne. Trafiksystemerne i Øst- og Vestberlin blev sammenlagt, og ruterne skiftede.
Jeg husker, at jeg spurgte efter S-togsstationen Leninallee, som jeg egentlig kendte godt. Folk kiggede underligt på mig. Den hed for længst Landsberger Allee, fandt jeg ud af, og jeg følte mig som en relikt fra en svunden tid. Muren var væk, der blev bygget nyt alle steder, og jeg havde problemer med at orientere mig. Tit var jeg ikke engang sikker på, om jeg befandt mig i det tidligere Øst- eller det tidligere Vestberlin.
Jeg har et ambivalent forhold til Berlin. Byen er overvældende, voldsom, spændende, rummelig, udfordrende. Jeg hører hjemme der – og så alligevel ikke. Jeg er berliner, og samtidig er jeg kun på besøg. Jeg spørger mig selv hele tiden, om jeg kunne leve der igen, og det kunne jeg sikkert.
Men byen stresser mig også. Jeg har hele tiden fornemmelsen af at gå glip af noget. Det tager lang tid at komme fra det ene sted til det andet, selvom den offentlige transport fungerer godt. Byen er bare meget stor. Jeg nyder det virkelig, når jeg er der. Men jeg er også glad for at være hjemme i København igen, hvor alting er mere overskuelig.
Tag til Wünsdorf syd for Berlin, hvor de gamle bunkeranlæg Maybach 1 og Zeppelin fra 2. verdenskrig og den kolde krig formodentlig vil slå benene væk under dig. Det er et enormt bunkeranlæg med metertykke betonmure, trapper, der fører langt ned under jorden, gammelt kommunikationsudstyr og meget andet. Bunkerne husede den øverste tyske militærkommando i 2. verdenskrig og nazisternes kommunikationscentral. Nogle af bunkerne blev destrueret, men Zeppelin-bunkeren blev frem til Murens fald brugt af den sovjetiske militærledelse i DDR. Man behøver ikke være militærinteresseret for at blive imponeret af denne imponerende tidslomme. Det er muligt at komme ned i bunkerne på guidede ture.
Ikke langt fra bunkerne findes også et militærhistorisk museum om Wünsdorfs 100-årige militærhistorie og om bunkernes historie. Derudover kan jeg absolut anbefale museet Roter Stern med en udstilling om de russiske tropper, om soldaternes hverdag og de usle vilkår, som de levede under, mens de aftjente deres værnepligt i DDR.
Sidst men ikke mindst ligger der nogle velbevarede og usædvanlige civilbunkere i byen. De er ikke underjordiske, men ligner høje hatte og bliver kaldt for ”Spitzbunker” eller ”Betoncigarer” på grund af deres specielle form. De er i flere etager, og man kan komme ind og gå rundt i hvert fald i den ene af dem.
Ellers har Wünsdorf skabt sig et ry som ”bøgernes by”, fordi der er masser af antikvariater, hvor man finder stort set alt. Det tager lidt over en time at komme dertil fra Berlin i regionaltog. Man finder praktiske oplysninger og billeder på hjemmesiden og på Wikipedia.
En ven tog mig engang med til Classic Remise i Wiebestraße 36, en kæmpe udstilling af smukke, klassiske biler i et historisk sporvognsdepot fra ca. 1900. I modsætning til andre bilmuseer er det et levende sted med værksteder, bilbutikker og garager. Bilerne derinde er virkelig flotte, og arkitekturen i det store, smukt restaurerede sporvognsdepot gjorde indtryk på mig. Og så er det oven i købet gratis.
Ellers kan jeg anbefale den jødiske kirkegård i Berlin-Weißensee. Den er magisk. Den kæmpestore botaniske have med de mange glashuse er bestemt også et besøg værd.
Et lille, men udsøgt museum med ekspressionistiske malerier er Brücke-Museum. Det kan kombineres med Kunsthaus Dahlem, som ligger direkte ved siden af.
Brücke Museum i Dahlem. Læs mere om Brücke Museum og Kunsthaus Dahlem i indlægget “Gode oplevelser i udkanten af Berlin“.
For mig er det ”ægte Berlin” der, hvor jeg finder den brogede blanding af mennesker, som jeg kender fra Østberlin. Jeg tager til fx Pankow eller Weißensee for at opleve det. Før i tiden var det Prenzlauer Berg, men nu bor der tilflyttere fra Vesttyskland eller fra udlandet med en god økonomi.
De fleste af mine venner, som tidligere boede i Prenzlauer Berg, bor nu i Pankow. Pankow er en grøn bydel med flere store parker. Der er fx en hyggelig udendørs servering midt i Bürgerpark, hvor der også kan være gratis koncerter. Det er skønt at sidde der og se på de helt almindelige folk en sen eftermiddag eller tidlig aften. Det et godt eksempel på noget ”ægte” for mig.
Jeg kan godt lide de brede fortove, og at byen er så grøn med så mange træer. Man føler, at man har plads. Jeg elsker også diversiteten og tolerancen, de mange forskellige mennesker fra hele verden og de vildt forskellige bydele. Der er så meget at se og opleve!
Jeg holder også meget af de mange bagerier med gode, tyske kager. Og det store udbud af teatre og museer, mange i verdensklasse. Der er højt til loftet i Berlin, og når jeg fortæller om byen, savner jeg den!
Annette Herzog, født 1960, forfatter til børnebøger, radiohørespil og teatermanuskripter. Hun flyttede til København i 1991 for at genopfriske det danske sprog, som hun er uddannet i som tolk og oversætter på universitetet i Greifswald. Det endte med at familien bosatte sig permanent i Danmark, hvor hun i dag har 10 børnebørn i alderen fra et halvt til 12 år.
Sidste år udkom bogen “På vores side af Muren” på Dansklærerforeningens Forlag. Det er Annette Herzogs erindringer om barndommen i DDR skrevet for børn og unge – henvendt til 6.-9. klasse.
”Det der var – Historier fra den anden side af muren”udkom også i 2020 og er en erindringsbog om de første 30 år af hendes liv, hvor hun boede i DDR.
Læs her Vild med Berlins omtale af ”Det der var” .
Annette Herzog boede som barn i Großbeeren, hvorfra der var mindre end 20 km til det centrale Kreuzberg i Berlin. Hun boede i Bahnhofstraße, så man skulle tro, at hun og familien bare kunne gå til banegården og tage toget den korte strækning ind til storbyen. Men kort efter hendes fødsel var der rejst en mur omkring hele Vestberlin, så selv om man kunne skimte bydelens hvide højhuse, kunne man altså ikke rejse direkte dertil. Skinnerne fra banegården mod Berlin var skåret over.
Det beretter hun om i den nye erindringsbog “Det der var – Historier fra den anden side af muren”. Hun fortæller også, at man kunne godt komme til Berlin, men det krævede flere forskellige offentlige transportmidler og en stor omvej ind i Østberlin. Vestberlin forblev en hvid plet på landkortet. Også bogstaveligt talt, når man dengang kiggede på DDR’s bykort.
Der var ellers ifølge Herzog meget vestligt, der lokkede de unge i DDR – også selv om Vesten ifølge den statslige propaganda var ledet af onde mennesker, der stod for krig og udbytning. Vestlig musik og mode kunne myndighederne ikke holde isoleret fra DDR’s ungdom. Selv om de offentlige dansesteder ifølge reglerne højest måtte spille dekadent vestlig musik i 40 procent af et diskoteks åbningstid, så kunne alle synge med på Udo Lindenbergs ”Zonderzug nach Pankow”, for den blev hele tiden spillet på de vestberlinske radiostationer.
Samme Udo Lindenberg var med både sangen og sin direkte og meget antiautoritære henvendelse til DDR’s ”overindianer” Erich Honecker med til at gøde jorden for et spirende oprør. Meget kunne ikke siges direkte, men med blandt andet sin tøjstil kunne man signalere, at man var i opposition. Udslidt vestligt tøj kunne koste en mindre formue, fordi det var så populært i visse kredse.
Til gengæld var det billigt at bo i en kæmpestor lejlighed på 170 kvm på Kollwitplatz i Prenzlauer Berg. Huslejen var på 64 mark på et tidspunkt i 1980’erne, hvor Annette Herzog tjente 1200 mark om måneden.
Hun har nu boet i København næsten lige så længe, som hun levede i DDR. Når valget i sin tid faldt på Danmark, skyldtes det især, at hun havde studeret dansk på universitetet i Greifswald. Hun flyttede hertil med familien i 1991, og på både tysk og dansk skriver hun bøger, der er udkommet på 20 sprog, primært børnebøger.
Når hun efter utallige opfordringer endelig har fået skrevet sin egen fortælling om DDR, har en af drivkræfterne blandt andet været, at hun gerne vil ”aflive den betonhårde myte om, at alt kun var kedeligt og gråt”, som hun skriver i forordet.
Det får hun gjort på fornem vis. Annette Herzog har fået venner fra DDR-tiden til at genopfriske hukommelsen, og udvekslingen af erfaringer, som bogen beskriver, og flere af forfatterens egne fortællinger vidner om et varmt, solidarisk, humoristisk og oprørsk fællesskab. Bogen føjer fine, personlige nuancer til de efterhånden mange beskrivelser af livet i DDR, og der er meget at hente for alle, der interesserer sig for denne periode i vores naboland.
Bogen er udgivet på forlaget Colibri. Den kan også lånes som både e-bog og lydbog på e-reolen. Lydbogen har en fin oplæser i Anne-Mette Johansen, men selvfølgelig ikke de mange interessante, historiske fotos som den trykte bog og e-bogen.
Af Chris Alban Hansen og Anna Freya Lykkegren, gæsteskribenter (tekst og fotos)
Lige på grænsen mellem lufthavnen Tegel og Charlottenburg Nord gemmer Berlin på en forlystelse for både børn og voksne. Waldhochseilgarten Jungfernheide er navnet på en klatrepark i Volkspark Jungfernheide, der føles mere som en skov end en park.
Klatreparken er ikke synlig ude fra vejen, men går du ind og kigger op i træerne, opdager du pludselig firkantede platforme monteret til træstammerne. Og deroppe balancerer børn og voksne på forhindringer fra det ene træ til det næste i forskellige højder, mens vilde kaniner leder efter føde i skovbunden.
Alle over 150 cm, når man står på tæer og med armene strakt i vejret, er velkommne mod entré. Idéen er, at du får udleveret en klatresele, og du skal kunne nå op og låse dig fast i linen over dig, når du klatrer.
Du bliver naturligvis grundigt instrueret og får lov til klatre på prøvebanen 40 cm over jorden, før du slår dig løs på de virkelig udfordringer i trætoppene. Men derefter er du mere eller mindre på egen hånd.
I 2020 var der fire baner til mindre børn og ti baner til store børn og voksne. Antallet og udformningen af banerne kan variere fra år til år, da de jævnligt bygger om eller bygger nyt. Børnebanerne er lige så svære som voksenbanerne, men sikkerhedslinen sidder længere nede, så kortere arme kan nå op.
Voksenbanerne er inddelt efter sværhedsgrader med farver. Den grønne er lettest, og den sorte er sværest. Og det er ikke så meget højden, der er forskellen, som det er forhindringerne. På den grønne bane klatrer du op ad en stige til den første platform, og så går det derudaf på gyngende gangbroer og svævebaner.
På de stigende sværhedsgrader bliver forhindringerne mere ustabile, trapper er erstattet med klatrevægge, eller du må gå i armgang for at komme igennem forhindringerne. Det kræver flere besøg i klatreparken for at komme i form til den sorte bane.
Og for de fleste nybegyndere er der en overvindelse i at kaste sig ud fra en platform og stole på, at sikkerhedsudstyret holder. Det gør det heldigvis. Hver gang. Når først du har spændt dig fast på vej op ad den første trappe, så kommer du ikke ud af sikkerhedslinen, før du er igennem banen og står med fødderne på jorden igen. Og skulle du fortryde halvvejs igennem en bane på grund af angst eller udmattelse, er der trænere og reddere, der får dig sikkert ned på skovbunden igen.
Waldhochseilgarten Jungfernheide ligger uden for centrum, men der er offentlig transport hele vejen. Er du eller dine børn til en anderledes og udfordrende forlystelsespark, er det helt klart turen til en klatrepark i det nordlige Berlin værd.
Læs mere om praktiske oplysninger, booking og billetpriser på Waldhochseilgartens hjemmeside.
Adresse
Waldhochseilgarten Jungfernheide
Heckerdamm 260
13627 Berlin
Link: waldhochseilgarten-jungfernheide.de
– – –
Gæsteskribenterne Chris Alban Hansen og Anna Freya Lykkegren bor i Berlin med deres to børn på 7 og 5 år. Man kan være heldig at møde Anna og Chris som guider hos Berliner Unterwelten, der pga. af det begrænsede antal turister i denne coronatid desværre ikke har dansk-guidede ture for tiden.
Familien har i de seneste måneder kastet sig over farverigt tøjdesign med en butik på nettet: Color the soul. Se også deres side på Instagram.
Som alle andre blogindlæg på Vild med Berlin er heller ikke dette indlæg på nogen måde sponsoreret. Lysten til at dele vores Berlin-begejstring er det, der driver alle skribenter.
I bogen ”Berlinernes Berlin”, der udkom i slutningen af 2019, fortæller den tidligere TV-A-reporter og udlandsredaktør Torben Kitaj om en lang række sider af både det historiske og det moderne Berlin. Han gør det over 260 sider, mange billeder og 54 korte kapitler i et flydende sprog.
Emnerne er blandt andet Stolpersteine, Willy Brandt, kolonihaver, Schnauze, Fussbier, Fussball, Asparges, KaDeWe, litteratur og berlinernes forhold til sociale medier. Så bogen kommer vidt omkring, men som med andre af den type rejsebøger er de mest vedkommende, når de er engageret skrevet ud fra personlige interesser og ikke bare opremser fakta og pligtstof.
Fortællestemmen er ikke bare Torben Kitajs. I 19 af kapitlerne supplerer han med korte interviews med mennesker, der enten bor eller har boet i Berlin, og som alle har interessante ting at fortælle om byen. Nogle af interviewpersonerne optræder også i Vild med Berlins serie ”Mit Berlin”: Peter Tudvad, Boris Boll-Johansen, Lene Tymoshenko, Jørgen Smidstrup, Hans Christian Post og Rasmus Therkildsen.
Torben Kitaj har også selv bidraget til serien med indlægget “Berlin er en mangfoldig by med en lyslevende historie“. Han holder oplæg ved Vild med Berlins 10. Stammtisch-arrangement på Berlin Bar på Frederiksberg søndag 15. marts 2020 kl. 13. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere og tilmeld dig via NemTilmeld her.
Hvis du ønsker at nære Berlin-længslen i den våde vintertid, er det en glimrende idé at få fat i ”Berlinernes Berlin”.
Torben Kitaj: Berlinernes Berlin
249,95 kr., Forlaget Turbine
I august 1961 var jeg et par dage på sommerferie i Berlin med mine forældre og mine to søstre. Vi var kørt derned i bil efter at være strandet i et sommerhus i øsende regn på Bornholm.
Vi boede i et pensionat på Fasanenstrasse i Vestberlin og så kun den vestlige del af byen.
Der var meget politi og mange soldater med våben og hunde. Det viste sig, at østtyskerne var i gang med at forberede opførelsen af muren, og der var pigtråd og kontroller flere steder i byen. Vi kørte hjem og blev kontrolleret af politi et utal af gange. Det var lidt mere spændende, end jeg i mit 11-årige hoved havde forestillet mig.
Jeg var så heldig at være udsendt af TV-Avisen til Berlin i dagene op til murens fald og kunne så rapportere om den historiske åbning af muren til de danske seere. Både før og efter 1989 var jeg i Berlin som reporter, og jeg har fulgt byen tæt i alle årene. Berlin er blevet en del af min identitet, og de seneste 12 år har jeg sammen med min kone haft en lejlighed i byen, så vi er der en del.
Berlin er for mig blevet et sindbillede både på det splittede Europa og det nye Europa og samtidig også et vindue ud til både Tyskland og det øvrige Europa. Berlin er for mig en by med plads til mange forskellige eksistenser og tilgange til livet. En mangfoldig by fyldt af modsætninger mellem nyt og gammelt og med en historie, som er lyslevende overalt i sin voldsomhed. Jeg stopper altid op ved et af de mange monumenter og tøver og tænker lidt over, hvad der er sket.
Mit favoritsted er bronzeskulpturen ved Friedrichstraße Station, hvor to grupper af jødiske børn står på en lille opsats. Den ene gruppe på to børn er på vej med Kindertransport til England reddet fra døden, den anden på fem børn er på vej til udryddelseslejrene i øst under anden verdenskrig. “Tog til livet- tog til døden”, står der på monumentet, som er et mindesmærke for de op mod to millioner børn, som blev dræbt af nazisterne.
Bronzeskulpturen ”Trains to Life – Trains to Death” blev i 2008 rejst ved Friedrichstraße Station. Den er skabt af arkitekten og billedhuggeren Frank Meisler, der som 14-årig i august 1939 selv blev transporteret fra Polen via Berlin og Holland til London. Frank Meisler døde i Israel i 2018 i en alder af 92 år. Foto: Lars Friis ©
Vores lejlighed ligger i Prenzlauer Berg i det nordøstlige Berlin. Her kom jeg før muren faldt og mødte østtyskere, som var kritiske over for DDR-regimet. Siden 1989 er kvarterets gamle huse blevet sat pænt i stand, og de gamle beboere er blevet erstattet af især mange unge børnefamilier. Det har ændret hele kvarteret radikalt, men det er stadig et meget hyggeligt og autentisk kvarter, omend lidt atypisk for Berlin.
Jeg vender altid tilbage til cabaretstedet Bar Jeder Vernunft. Det er her, man kan opleve den gale og sjove berlinerstemning med en blanding af satire, visesang, cabaret og musik. Stedet ligger i et telt oven på en parkeringskælder, men det emmer af atmosfære, fra det øjeblik man træder ind. Scenen vender ud mod en sal med borde og stole, og de velklædte tjenere serverer mad og drikke for et altid meget medlevende publikum. Lyset er dunkelt, men publikum og de optrædende er så tæt på hinanden, at man nærmest føler, at man selv er med i showet.
Det er ikke nemt, for jeg har mange. Det kunne være den legendariske intellektuelle vest-restaurant Paris Bar i Kantstraße, som var mødestedet for de intellektuelle i Vestberlin, før muren faldt, og stadig er det. Det kunne også være SophienEck, en gammel blanding af knejpe og spisested på hjørnet af Grosse Hamburgerstraße og Sophienstraße i Mitte. Det er her, et stort krus fadøl, gerne den mørke Märkischer Landmann sammen med en tallerken med Berliner Bouletten med Bratkartoffeln og Sauerkraut kan få en til at glemme tid og sted.
Men jeg vælger alligevel Prater Biergarten længere oppe i Prenzlauer Berg, fordi de tyske ølhaver er noget helt særligt med deres langborde, fadøl og pølser og den meget ligetil og folkelige stemning. Her kan alle komme uanset pengepung, og her er der plads til hunde, børn, højrøstede typer og høj og lav.
Jeg hører til dem, der godt kan lide at bevæge mig rundt i Vestberlin. Der er en atmosfære af det borgerlige og højkulturelle Berlin iblandet en stemning af gamle dage. I øst går det så stærkt, i vest er der mere ro.
En cykeltur fra centrum ned mod Potsdam bringer en igennem det grønne og blå Berlin med skove og søer. Der er mange gode muligheder for at gøre holdt. Vi standsede for et par år siden på den lille kirkegård Friedhof Stubenrauchstraße, hvor sangerinden og filmskuespilleren Marlene Dietrich ligger ved siden af sin mor i en undselig lille grav. Marlene ville hjem til Berlin efter sine mange år i udlændighed. Hun var en ægte berliner dybt ind i sjælen.
Torben Kitaj, født i 1950, journalist, tidligere TV-Avisen som reporter og redaktør. Nu freelance og forfatter til bl.a. ”Berlinernes Berlin”. På sine 260 sider formidler den stemningsfulde beskrivelser af byens mangfoldighed, fortalt med Kitajs egne ord og gennem mennesker, der færdes i byen til hverdag.
Se bogen her: Berlinernes Berlin, forlaget Turbine, 2019.
Stammtisch 15. marts 2020 kl. 13 på Berlin Bar, Frederiksberg. Gratis , men kræver tilmelding via NemTilmeld.
Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?Det bedste ved Berlin for mig kommer altid til at være byens diversitet. Jeg siger tit, når jeg er i andre byer eller omgivelser, at der er ingenting, der kan chokere mig længere efter at have boet i Berlin i 15 år. Fra at tage u-bahnen hjem klokken fire om natten, fra Kottbusser Tor over Alexanderplatz til Bernauer Straße, til at falde i snak med nogle af de mest absurde og spændende mennesker – Berlin har alle folk fra alle verdenshjørner og alle baggrunde at byde på.
Hånd i hånd med det elsker jeg, hvor lidt der så bliver dømt af byen kollektivt (for det meste). Ingen kigger to gange på et homoseksuelt par i latex eller folk med flere piercings, end man kan tælle, og det synes jeg er skønt.
Berlin har virkelig meget at byde på, og det er jeg taknemmelig for. Man keder sig aldrig, hvilket selvfølgelig også har sine skyggesider. Jeg må sige, at Berlin lige nu ikke er min yndlingsby. Det er måske ikke det, I gerne vil høre – men efter at have rejst rundt, siden jeg blev student i juni, har jeg ikke savnet byen en eneste gang.
Især efter jeg er kommet på højskole i Danmark, sjovt nok, er det gået op for mig, hvor kold og sur og gnaven Berlin faktisk godt kan være. Men jeg tror nu, at det har mere noget med min personlige situation at gøre og mindre med byen selv. Det har altid været sådan med mig og Berlin – det mest op-og-ned-kærlighedsforhold nogensinde.
Det gode ved ikke at være Berlins største fan lige nu er, at når jeg kommer tilbage til den til januar, kan jeg sætte som mål at ændre på det – tage ud og nyde alt det gode, Berlin har at byde på og måske lære nogle nye folk at kende. Måske vil det ændre på min indstilling.
“Spätikultur er også super “Berlin” – at sidde foran kiosker og drikke“. (Foto: Martijn van Exel , CC BY-SA 2.0)
Jeg synes, at det ægte Berlin kommer ud om natten. Især Mitte, som om dagen kan virke meget homogen, meget rig og meget hvid, bliver til en skøn kulturoplevelse om natten. Jeg kender ikke noget mere “Berlin” end at drikke en øl i en Biergarten eller tage ud og danse til tekno eller små, independent bands, man aldrig har hørt om før. Det gode ved berliner nightlife er, at man aldrig ved, hvor man ender.
Spätikultur er også super “Berlin” – at sidde foran kiosker og drikke. Det lyder ikke så hyggeligt, det ved jeg godt, men hvis man er sammen med nogle mennesker, man elsker, kan jeg love jer for, at I får en god aften. Næsten alle mine aftener starter foran en kiosk. Det er lidt federe om sommeren, det indrømmer jeg, men man vænner sig til kulden om vinteren. Så, hvis man gerne vil opleve det rigtige Berlin – så skal man ud om aftenen. Plus: Alle de introverte, lidt kolde folk bliver overraskende dejlige at være sammen med, når de lige har fået nogle øller.
For tre år siden, da jeg havde en udvekslingsstudent fra Argentina, fandt hun et event i et besat hus i Köpenicker Straße. Det hedder “Køpi”, og det viser i hvert fald også det rigtige Berlin, hvis I leder efter et sted. Eventet bestod af, at squattere fra Athen var kommet for at tale med os og snakke om deres situation, og bagefter var der musik og billige bajer. Vi tog hjem tidligt den aften, men det var alligevel en aften, der altid kommer til at sidde i min hukommelse som en ægte berliner-kulturoplevelse.
Ellers er den årlige filmfestival Berlinale også noget af det skønneste, jeg ved. At komme ind i en biograf for at se en eller anden film fra Korea aller Skotland eller Sydafrika uden nogen forventninger om noget og komme ud bagefter, nogle gange fuldstændig paf over hvad man lige har set og andre gange rørt til tårer. Der bliver filmnørden inde i mig glad. Jeg kan kun anbefale at komme til Berlin i den tid, hvor der er Berlinale.
House of Small Wonder, Johannisstraße 20, 10117 Berlin
Jeg er her ikke så tit, som jeg godt gad, men House of Small Wonder er nok min yndlingscafé/restaurant. Den er så smukt indrettet, og menuen er interessant og anderledes. Så ligger den også lidt gemt, som jeg sætter pris på. Selvom den på en mærkelig måde er meget berliner-hipsteragtig, som jeg egentlig ikke så godt kan lide, så har den en helt anden charme. Den første House of Small Wonder ligger i Brooklyn, New York og det kan man godt mærke, når man går derind – den får én til at føle sig, som om man er et helt andet sted, hvilket kan være ret skønt engang imellem.
Uh, og The Tree på Brunnestraße! Super lære japanske nudelsupper og lækker te og mega fint indrettet!
Det er ikke nyt for Berlin, men for mig rykker ravekulturen meget lige nu. Jeg har mange venner, der er begyndt at gå op i teknomusik, som jo altid har haft stor indflydelse på Berlins undergrund, og det er noget af det fedeste af danse til, synes jeg selv.
Lola Gazan, født 2001, p.t. højskoleelev. Hun præsenteres med bl.a. disse ord i Sissel-Jo Gazans ”Vi elsker stadig Berlin: ”… kom til Berlin i 2005, da hun var tre år gammel, i selskab med sin eventyrlystne mor, en kuffert og en barnevogn. Nu lakker barndommen mod enden, og Arbitureksamen – studentereksamen – fra John Lennon Gymnasiet kom i hus sommeren 2019, og så begyndte en ny æra.”
Bogen udkom 7. november 2019 og rummer 65 ekstra sider i forhold til første udgave fra 2015. bl.a. i kraft af mange tips fra Lola. De er fremhævet med blå skrift og ”gør bogen ekstra velegnet til familier, der rejser sammen med deres store børn og teenagere”, som vi skrev i vores omtale.
Læs mere om bogen “Vi elsker stadig Berlin” og lodtrækningen om tre eksemplarer (senest tirsdag 3. december 2019).
Hvad var dit første indtryk af Berlin?Mine første berlinoplevelser bestod af banegårde! Som alle rigtige storbyer har byen altid haft mange banegårde, benævnt efter de byer eller de områder, de servicerede: Stettiner Bahnhof, Frankfurter Bahnhof, Anhalter Bahnhof, Görlitzer Bahnhof, Dresdner Bahnhof og mange flere, som ikke overlevede krigen og Berlins deling.
Da jeg kom til Berlin for første gang i juli 1969, var det med nattoget fra København, Østersøekspressen, der først kørte til Ostbahnhof, hvor alle DDR-borgere skulle forlade toget, så til Bahnhof Friedrichstraße, hvor toget blev grundigt gennemsøgt, og så fortsatte det til Bahnhof Zoo i Vestberlin. Jeg var på vej til Tjekkoslovakiet, så jeg skulle kun til Ostbahnhof, der var knudepunkt for togtrafikken til alle de østeuropæiske hovedstæder.
Ostbahnhof var virkelig en knytnæve i synet på en 18-årig dansker, grim, beskidt, fyldt med uvenlige mennesker og hyldet ind i den særlige luft, som var overalt i Østeuropa – dårligt forbrændt benzin, kulos, desinfektionsmidler, sure toiletter og den særlige duft af østeuropæiske cigaretter. Perroner og ventesale var overfyldt, fordi de fleste internationale tog var forsinkede, ofte med flere timer.
Folk sad med deres pakkenelliker og papkasser og gamle kufferter omviklet med snor, og det var som at være landet i en flygtningestrøm lige efter krigen. Når et af de forsinkede tog så endelig kørte ind på en perron, blev det bestormet med en vildskab, jeg slet ikke havde tiltroet de lidt sølle udseende passagerer, bagage blev rakt ind gennem vinduerne, og der blev råbt og skreget på sprog, jeg ikke kunne identificere. Jeg var dybt fascineret!
Men mest imponerende var Bahnhof Friedrichstraße, hvor der var to afdelinger: En hvor alle de normale østberlinske S-tog havde endestation, og hvor almindelige DDR-borgere kunne færdes frit, og så en afspærret afdeling, hvor de internationale tog kørte, og hvorfra S-toget til Vestberlin udgik.
Der var sat skillevægge op mellem sporene, så når man stod i ”østafdelingen”, kunne man sagtens høre togene i ”vestafdelingen”, men man kunne ikke se dem. Hvis man skulle rejse fra øst mod vest, skulle man først forlade ”østafdelingen” og så gå ind ad en anden indgang (gennem ”Tränenpalast”), hvor der var udrejsekontrol, hvorefter man ad meget labyrintiske gange blev ledt op på ”vestperronen”.
Første gang jeg overnattede i Berlin var den 23.-25. juni 1978. Jeg havde forelsket mig i en østtysker fra Leipzig, og jeg var blevet gravid. For at vi kunne mødes, havde jeg købt en tredages rejse til Østberlin, hvor vi overnattede på det nybyggede hotel Metropol, som lå lige over for Bahnhof Friedrichstraße. Vi boede i værelse 922. Det ved jeg, fordi Stasi omhyggeligt førte protokol! Hotellet findes stadig under navnet Maritim pro Arte.
Vi brugte også senere Østberlin som mødested, inden jeg fik lov til at bosætte mig i DDR. Så boede jeg på Hotel Stadt Berlin på Alexanderplatz. Det hedder i dag Park Inn.
Tove og Klara foran Hotel Stadt Berlin i foråret 1979
Det er en by, jeg aldrig bliver færdig med. Den rummer alt det fantastiske ved Tyskland – og alt det hæslige.
Som besøgende nyder jeg de rigtig gode offentlige infrastrukturer, som gør det nemt at komme rundt, selv om man ikke er stedkendt. Det gastronomiske niveau er højt, og man kan få meget god mad til relativt beskedne penge.
Og så er der altid et eller andet sted, hvor man ikke har været endnu. Men det bedste ved Berlin er, at byens popularitet har fået danskerne – og folk fra mange andre lande – til at interessere sig for Tyskland og det tyske sprog på en positiv måde.
Kvarteret omkring teatret Berliner Ensemble (Brechts teater) og Bahnhof Friedrichstraße. Det var her, det østberlinske kulturliv foldede sig ud med Deutsches Theater og Friedrichstadtpalast kun få hundrede meter fra Berlinmuren. Friedrichstadtpalast blev indviet i sin nuværende skikkelse i 1984 og var DDR’s største revyteater. Ingen anede, at staten kun havde få år tilbage af sin eksistens.
At besøge Berlinerfilharmonien. Det er ikke specielt originalt, men når man som jeg næsten udelukkende hører klassisk musik, er det en absolut totaloplevelse.
Det var også tankevækkende at se udstillingen om Emil Nolde, som var på Hamburger Bahnhof i sommeren 2019. Her blev fremlagt dokumentation for, at Nolde – som for øvrigt var dansk statsborger – lige til sin død i 1956 var overbevist nazist. En dokumentation, som må have været kendt i adskillige kredse, men som man åbenbart ikke ønskede frem. Nolde iscenesatte sig selv som nazi-offer og fik hele verden til at hoppe med på det. Gør det nu hans billeder dårligere?
Tove og Holm Fleischer har boet i Århus siden 1989. Her er en selfie foran Brandenburger Tor i 2019.
Die StäV am Schiffbauerdamm. StäV står for Ständige Vertretung, hvilket var navnet på den vesttyske repræsentation i Østberlin, som blev åbnet i maj 1974. Vesttyskland anerkendte aldrig Østtyskland diplomatisk, så derfor hed det ikke en ambassade. Efter genforeningen lukkede Ständige Vertretung. I 1997, da regeringen blev flyttet fra Bonn til Berlin, åbnede to gastronomer fra Bonn restauranten ”Ständige Vertretung des Rheinlandes”, således at de mange embedsmænd, der måtte flytte med, ikke kom til at savne den lokale rhinske gastronomi.
Beliggenheden på Schiffbauerdamm er ikke specielt idyllisk, der er udsigt til bagsiden af Bahnhof Friedrichstraße og den jernbanebro, hvor S-togene mod vest kører, og som tidligere var afblændet, så man ikke kunne se dem. Det er et stort og støjende lokale, fyldt med politisk historie og masser af humor. Om sommeren kan man sidde udenfor på ”Rheinterrassen” og kigge på Spree.
Lige ved siden af ligger Berliner Republik, som også er stort, støjende og underholdende. Ligesom Berlin selv.
Til Berlin!
Tove Fleischer, født 1951. Studerede slaviske sprog og dansk ved universiteterne i Aarhus og Prag. Hun flyttede i 1981 til Leipzig i DDR for at leve sammen med Holm Fleischer, far til hendes datter og de to øvrige børn, de fik sammen i DDR.
1981-89 boede hun i Leipzig, hvor hun arbejdede som oversætter og lærer. I 1989 flyttede familien til Aarhus, og Tove Fleischer arbejdede indtil sin pensionering som underviser i dansk for udlændinge. I bogen “Kærlighed i socialismens tid” beretter hun om sine oplevelser og refleksioner fra tiden i DDR.
Læs Vild med Berlins omtale af “Kærlighed i socialismens tid”.
Læs mere om Vild med Berlins Stammtisch-arrangementer med Tove Fleischer i Århus og København i begyndelsen af 2020.