Hans første møde med Berlin var overvældende, og han finder stadig steder, hvor han suger det ægte Berlin til sig, men Erik Jensen, Politikens korrespondent, er også skeptisk over for udviklingen i byen. Her deler han rundhåndet ud af sine indtryk og anbefalinger.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Det var virkelig godt. Kom hertil første gang en vidunderlig og virkelig varm forårsdag i 1992 og lagde ud med at gå den historiske tur fra Charlottenburg i Vest til Øst – Strasse des 17. juni, Siegessäule, Brandenburger Tor, Unter den Linden, Alexanderplatz. Så meget og så barsk historie knyttet sammen med så megen frihedsfølelse. Det var overvældende.
Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Lidt mere hverdagsagtigt, efter at jeg nu er berliner og bor her. Så opdager man selvfølgelig hurtigt, at Berlin er en storby som alle andre storbyer med alle de belastninger, det nu fører med. Trafik, støj, (alt for) mange mennesker, stress og jag. Byen er blevet for stor og for populær og er i nogen grad ved at drukne i turister, hvilket sammen med gentrificeringen truer med at omdanne Berlin til en ganske almindelig og ganske grim storby i Europa.
Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Historien er uomgængelig. Så snart jeg går ud i min egen gade, Ackerstrasse i Mitte, ned langs de gamle kirkegårde til det sted, hvor de startede med at bygge Muren et par hundrede meter herfra, suger man jo historie til sig direkte op af det i øvrigt ualmindeligt smukke fortov. Fortsætter man 200 meter mere over Bernauer Strasse og ind i Wedding, har man oplevet det delte Berlin og den forskel, der stadig er, på cirka 400 meter eller et kvarters gang. Det pudsige er, at det er i det gamle Vest, Wedding, man i dag har fornemmelsen af, at tiden står stille, og der findes sært gammeldags bodegaer, butikker og boliger, som ikke ville overleve mange sekunder i den moderne, hippe, men stadig stilfulde østlige del af gaden, hvor Berlin pludselig minder svært meget om New York.
Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Mitte. Fordi jeg kender det bedst. Og Köpenick, fordi mit elskede fodboldhold bor der og på grund af kvarterets charme med sin blanding af virkelig gammel historie, natur og indflydelse fra DDR-tiden med et mildt sagt forrygende mix i arkitekturen.
Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Mange fine koncerter, senest med spanierne Concha Buika og Diego el Cigala (Berlin profiterer på musikscenen gevaldigt af, at så mange spaniere blev tvunget til at immigrere og søge job her under finanskrisen). Men sådan dybest inde i hjertet er det Stadion an der Alten Försterei, hvor stemningen og sangene ganske enkelt er dybt betagende, når 1. FC Union Berlin spiller på hjemmebane.
Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Det går ned ad bakke for mig. Mine to yndlingssteder er lukkede – især den helt urimelige lukning af Alt Berlin i Münzstrasse inde ved Alexanderplatz gjorde ondt. Efter 121 år blev den smukke bierstube med sine mørke træpaneler, der i øvrigt også blev Quentin Tarantinos yndlingssted, da han i Babelsberg-studierne indspillede filmen Inglorious Bastards, offer for, at bygningens ejer ville renovere. Nu er der åbnet en latterlig tøjbutik med det mest overflødige kluns i verden. For et historisk smukt værthus, der burde være beskyttet og fredet i klasse A. Hver gang jeg går forbi, har jeg lyst til at kyle en sten gennem ruden derind, men indtil videre er det lykkedes for mig at holde beherskelsen. Men en skandale og en desværre sørgeligt typisk skamplet for Berlin er det. Knapt så slemt er det vel, at stedet med det enkle navn Bodega måtte lukke på Prenzlauer Allee for at give plads til endnu en … middelmådig italiensk restaurant. Før lå her byens bedste fodboldkneipe. Nu må vi så tage til takke med Voodoo Lounge i Käthe-Niederkirschner Strasse i bunden af Prenzlauer Berg. Et herligt sted, der forbinder to ting, som jeg holder endeløst meget af: Rolling Stones og Union Berlin.
Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Stadion an der Alten Försterei, i hvert fald hvis vi taler det ægte , gamle Østberlin. Ellers har jeg en mystisk kærlighed til den fine Fasanenstrasse i Vest, hvor Asta Nielsen slog sine folder i sin tid. Et herligt sted at drømme sig tilbage til det dekadente, storladne og glamourøse Berlin i 1920’erne.
Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Ud over de nævnte steder er der smukt og hyggeligt i Alt Marzahn, en landsby, som blev opslugt af de kommunistiske højhuse i den fjerne forstad Marzahn. Selv om Marzahn får mange berlinere til at væmmes, er højhusene et besøg værd og stemningen langt bedre end rygtet.
Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Det har jeg vist allerede svaret på. Men kommercialiseringen, ensretningen, middelklassens magtovertagelse, de velhavende børnefamiliers udrensning af Prenzlauer Berg og nu andre kvarterer, pænheden, drabet på særkendet – de mange kunstnere, frie sjæle og bohemer, der må takke af til fordel for de hipstere, der tror, at de er kunstnere, frie sjæle osv., fordi de vader rundt i den samme håbløse uniformering og leger David Bowie, Marlene Dietrich og co. Berlin og byens politikere skal virkelig til at tage sig sammen for at passe på det unikke Berlin, for uden det er byen altså en ret grim og meget stor klat uden meget andet end historien at slå sig op på. Og så er det i øvrigt ret skandaløst, at en by, der lever så meget af turistpenge, er så dårlig til at informere og hjælpe sine gæster, der står hjælpeløse i Schönefeld-lufthavnen eller farer forvirrede rundt for at hitte den rigtige S-bahn. Så svært kan det ikke være.
Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Det bliver enormt spændende i juli at se, om U2 kan håndtere den ubegribeligt grimme og ucharmerende kolos, O2 Arena, og levere en god koncert i den by, hvor bandet skabte en af rockhistoriens bedste album, Achtung Baby.
Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Vestberlin og ellers særarrangementer og særudstillinger om afslutningen på Anden Verdenskrig og den tyske genforening …
Journalist Erik Jensen har som Europa-korrespondent for Politiken haft base i Berlin siden 1. januar 2015. De seneste fem år har han haft en kæreste i Berlin og har derfor besøgt byen igen og igen i hele og halve måneder. Han var fra 1990 tilknyttet kulturredaktionen på Politiken, fra 1995 til 2012 som musikredaktør. Fra 2012 til 2014 var han Politikens korrespondent i Spanien med base i Barcelona.
