Tag-arkiv: Museer

Dansktegnet museum skal omfavne Anhalter Bahnhof

Den internationalt anerkendte arkitekt Dorte Mandrups tegnestue har tegnet Exilmuseum Berlin ved Anhalter Bahnhof. Gæsteskribent Teddy Petersen skriver her om sit møde med det imponerende projekt.

Anhalter Bahnhof er nok en af de største ruiner i Berlin fra 2. verdenskrig – alligevel er den en meget, meget lille del af den internationale banegård, den engang var. I 1929 var der op mod 20.000 passagerer hver dag, under Leipzig-messen næsten 60.000. Under OL i Berlin i 1936 afgik eller ankom et tog hvert andet minut.

Der var forbindelser til Wien, Rom, Marseille, Athen, Napoli med skibsforbindelser videre til Ægypten. I den 34 meter høje, 61 meter brede og 175 meter lange ankomsthal kunne der være op til 40.000 mennesker.

I dag står kun indgangsportalen og en del af den høje gavlmur tilbage. Resten er væk. Hele bygningen, alle skinnerne. Lige bag ruinen ligger en fodboldbane, og bag den rager den teltagtige bygning Tempodromen op med sine hvide spir.

Exilmuseum Berlin 2025

Visualisering af Exilmuseum Berlin, som det vil se ud ved indvielsen i 2025. Venligst stillet til rådighed af Dorte Mandrup A/S ©Mir

Bygningen breder sine arme ud og værner varmt

Jeg cyklede forleden i 30 graders varme rundt på en genopdagelsesrejse i byen efter ikke at have været her siden august sidste år. Og pludselig drejede jeg rundt for at se en udendørs udstilling lige bag den høje ruingavl. Og blev fuldstændig betaget og optaget af det, der mødte mig. Historien – projektet – og den danske arkitekt Dorte Mandrup.

Bygningen står der ikke endnu, men det forventes den at gøre i 2025. Men allerede arkitektens konstruerede billede viser det: Den gamle indgangsportal, den høje mur – og bagved står den nye, endnu større bygning: Exilmuseum Berlin. Den nærmest omfavner ruinen. I ærbødig afstand breder den i en bue sine arme ud og værner varmt.

Det gør den ikke for ruinens skyld. Det er for de mennesker, hvis skæbne er knyttet til netop denne banegård. Mennesker, som rejste efter egen beslutning – i modsætning til de tusinder, der blev deporteret netop fra Anhalter Bahnhof, Det er de jødiske børn, der blev sendt afsted fra 1938 via Holland til en usikker skæbne i England for at beskytte dem mod en sikker skæbne i Tyskland. 1. december 1936 afgik den første Kindertransport med 196 børn – det blev til 10.000 i tiden efter. Fra juni 1942 blev der hæftet et par 3. klasses vogne på morgentoget til Dresden – de næste par år blev næsten 10.000 jøder sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.

Anhalter Bahnhof Porticus

Indgangsportalen til Anhalter Bahnhof, som den ser ud i dag.

Exilmuseum Berlin vil gøre emnet konkret

Det nye museum skal fortælle om mennesker, der rejste af egen fri vilje. Fra nazisternes magtovertagelse i 1933 og de følgende år forlod de Tyskland, fordi de ikke turde, kunne eller ville blive der. ”Hvorfor endnu et museum med det emne?”, spurgte tidligere forbundspræsident Joachim Gauck, da han præsenterede vinderen af arkitektkonkurrencen i august 2020. Og han leverede selv svaret: ”Det egentlige spørgsmål bør lyde: Hvorfor først nu?”
Med udgangspunkt i byens og banegårdens egen historie vil museet gøre ordet ”eksil” konkret forståeligt. Store tal bliver til konkrete fortællinger. Og museet vil vove at betragte eksilet ikke kun som en historisk, tysk hændelse, men vil ”samtidig åbne vore øjne for eksil-skæbner fra vores egen tid.”

Det fik en ældre tysk mand til at gå i samtale med nogle af museets venner. ”Hvordan kan I kæde eksil sammen med indvandring?” var hans spørgsmål. Selv havde han på grund af sit arbejde boet mange år i Canada, men var nu pensionist i Berlin og nabo til Anhalter Bahnhof. Det kom der en intens, skarp og kultiveret samtale ud af. Vist ikke nogen enighed, men nogle klare bud på definitioner og meningsforskelle.

Einstein, Bauer, Brecht, Brandt …

Og som Nobel-pristager Herta Müller sagde allerede ved prisoverrækkelsen: ”Kernen i museet er vores egen historie om nationalsocialismen, der på kort tid bortjog vore vigtigste kunstnere, vores bedste videnskabsfolk. Men naturligvis peger den tid også på de flygtninge, der kommer til os nu. Desto vigtigere er det også at begribe betydningen, indholdet, i ordet eksil.”

Udstilling om Exilmuseum Berlin

Den aktuelle udstilling om Exilmuseum Berlin ved Anhalter Bahnhof

Nogle af de konkrete fortællinger kender vi, om end ikke altid i denne sammenhæng: fysikeren Albert Einstein; maleren Max Beckmann; juristen Fritz Bauer, der i flere af sine eksilår boede i København; publicisten Hannah Arendt; forfatteren Thomas Mann; Ernst Reuter, senere Berlins første borgmester; dramatikeren Bertolt Brecht, hvis første eksil var i Svendborg; Herbert Frahm, der under sit eksil i Norge tog dæknavnet Willy Brandt og siden blev overborgmester i Berlin og betydningsfuld kansler.

Det danske arkitektfirma, grundlagt i 1999 af Dorte Mandrup selv, har tidligere gjort sig bemærket med skulpturelt prægede byggerier, der har vist en særlig fornemmelse for sted og materialer, som man kan se det på Vadehavscentret i Vester Vedsted syd for Ribe, et af fem byggerier i tilknytning til UNESCOs verdenskulturarv. ”Med byggeriet i Berlin vil vi skabe et sted, der indbyder til refleksioner over og dialog mellem fortid og nutid,” siger hun om Exilmuseum Berlin. ”Det historiske udgangspunkt er ekstra relevant i dag, hvor millioner mennesker er tvunget til at forlade deres hjem, deres dagligdag og deres kultur for at bringe sig i sikkerhed.”

En rejse uden returbillet

Den tyske forfatter og dramatiker Carl Zuckmayer, mest kendt for skuespillet og senere filmen ”Kaptajnen fra Köpenick”, skrev i sine erindringer i 1966 om præcis det samme dilemma:
”Rejsen i eksil er en rejse uden returbillet. Den, der tager afsted med drømmen om at vende hjem, er fortabt. Han kan godt vende hjem – men det sted, der møder ham, er ikke det samme som det, han forlod. Og selv er han heller ikke længere den samme, som tog afsted.”

Læs mere
Exil Museum Berlin: https://stiftung-exilmuseum.berlin/de
Dorte Mandrup A/S: https://www.dortemandrup.dk/work/exile-museum-berlin-germany

Fakta om Anhalter Bahnhof

Anhalter Bahnhof 1880

Ankomsthallen i 1880 – det år, hvor den ny bygning blev taget i brug

 

Den første del af banegården blev bygget fra 1839, men den fandt sin endelige form i årene  1876-1880 efter tegninger af arkitekten Franz Heinrich Schwechten. Den åbnede 15. juni 1880 med deltagelse af kejseren og kansleren, henholdsvis Wilhelm I og Otto von Bismarck.

Den var på det tidspunkt den største banegård i Tyskland og en imponerende “katedral” med den 175 meter lange og delvis glasoverdækkede ankomsthal. Banegården var før 2. Verdenskrig Tysklands vigtigste station for togforbindelser til Mellem- og Sydtyskland, Østrig, Italien og Grækenland. Under OL i Berlin i 1936 ankom eller afgik et tog fra stationen hvert 2. minut.

Luftbombardementer forårsagede voldsomme ødelæggelser under krigen. I 1959 blev det meste at stationsruinen revet ned, bortset fra dele af indgangsportalen, der siden da har stået som en slags monument.
Kilde: Tysk Wikipedia m.m.

Gæsteskribent Teddy Petersen er journalist og står bl.a. bag den danske udgave af bogen “111 steder i Berlin som du skal se“. Læs mere om Teddy Petersen i blogindlægget “Første gang var dramatisk og overvældende“.

Guide til en skøn vinterferie i Berlin 2020

Skal du til Berlin i vinterferien i uge 7 eller 8? Så læs med her og få inspiration til gode oplevelser i byen – fx rundvisninger i byen med danske guider, kunstudstillinger og historiske udstillinger.

Guidede ture på dansk

“Berlin på vrangen” har åbne ture alle dage fra 7.-16. februar. Turene har titlerne

  • Kreuzberg / Lille Istanbul
  • ”Under jorden” i Berlin, Jøders overlevelse under nazismen
  • Friedrichshain i 1990´erne og i dag / husbesættere og andre livskunstnere
  • På sporet af Berlinmuren
  • Neukölln’s mange ansigter

Læs mere hos “Berlin på vrangen“.

Lene Tymoshenko, der er den danske kvinde bag “Berlin på vrangen”, har boet i Berlin i 27 år. Læs om hende og hendes forhold til Berlin i indlægget “Berlinerne finder sig sgu ikke i noget“.

Ture med Gitte Merrild

Unik tur med DDR-patruljebåd

Den rutinerede guide Gitte Merrild er begyndt lejlighedsvis at arrangere ture på Spree med en tidligere DDR-patruljebåd. Lørdag 15. februar har hun den næste tur i tidsrummet 9.45-12.00. Læs mere og køb billetter via begivenheden på Facebook,

Ekstra danske ture hos Berliner Unterwelten

Hos Berliner Unterwelten har man specialiseret sig i ture i de bunkere, der dels blev anvendt under 2. verdenskrig og dels bygget til brug i en evt. tilspidset situation under den kolde krig. Der er kommet flere danske guider til, bl.a. Chris Alban Hansen, der fortæller om turene i videoen herover, og der er ekstra danske ture i vinterferien.

Læs om dem på Berliner Unterweltens site.

Diverse guidede ture på gåben, cykel, bus eller med skib (tysk og engelsk)

I Berlin kan du vælge mellem et stort antal guidede ture med forskellige temaer. Fx cykelture til det ‘alternative Berlin’ eller langs den tidligere berlinmur eller en guidet vandretur rundt til nogle af byens største seværdigheder. Find en stor oversigt over guidede ture her

Du kan også tage på en privat guidet tur med en berliner, som deler ud af sin passion for byens kultur, historie, musik, madscene, arkitektur, skjulte steder m.m. Find udvalget af lokale guider på portalen With locals.

Guidede ture i Berlins rock-, pop- og clubmusik-historie finder du hos Berlin Music Tours. Herigennem kan du bl.a. få adgang til det legendariske Hansa Studio og besøge David Bowies gamle hood i Schöneberg.

Udstilling af Monet-malerier

Fra 22. februar udstilles værker af den franske impressionist Claude Monet på Museum Barberini i Potsdam. Udstillingen ’Monet. Orte’ viser diversiteten i hans kunst fra hans første værker fra 1858 til hans sene malerier fra Giverny. En del af de udstillede 110 værker er privatejede og dermed normalt utilgængelige for det almindelige publikum. Udstillingen er et resultat af et samarbejde mellem Barberini Museum og Denver Art Museum.

Museum Barberini
Humboldtstraße 5-6
14467 Potsdam
Udstillingen ‘Monet. Orte’ løber fra 22. februar til 1. juni 2020. Museet har lukket tirsdage.

Udstilling om Wilhelm og Alexander von Humboldt

Deutsches Historisches Museum viser i øjeblikket en særudstilling om de to Humboldt-brødre, Wilhelm og Alexander.

Wilhelm von Humboldt (1767-1835) var en anerkendt filosof, sprogforsker, politiker og diplomat. Han beklædte en årrække betydelige poster i den preussiske statsledelse, og han realiserede sine ideer om forskningens uafhængighed og det frie studievalg ved Friedrich-Wilhelm Universität i Berlin (grundlagt 1810), der i 1949 blev omdøbt til Humboldt Universität.

Lillebroren Alexander von Humboldt (1769-1859) var en meget betydende, farverig og aktiv naturvidenskabsmand og forskningsrejsende. En superstjerne på sin tid og senere kaldt bl.a. ”Videnskabernes Shakespeare” og ”Den nye verdens opdager”. Han ændrede den måde, vi ser og beskriver naturen på, og han var også den første til at påpege, at mennesket påvirker klimaet. Alexander von Humboldt har lagt navn til flere steder end nogen anden i verdenshistorien. Dertil kommer næsten 300 planter og mere end 100 dyrearter.

Deutsches Historisches Museum
Unter den Linden 2
10117 Berlin
Udstillingen ’Wilhelm und Alexander von Humboldt’ løber frem til 19. april 2020.
Onsdage har museet åbent til klokken 20.

Berlin Story Bunker ligger i en gammel betonbunker, der under 2. verdenskrig blev bygget som beskyttelsesrum for passagererne på den dengang store og centrale station Anhalter Bahnhof og lokale beboere.

Berlin Story Bunker – Udstilling om Hitler og nazitiden i gammel bunker

Hvordan kunne det ske? Det er det gennemgående spørgsmål i den meget seværdige og stærke udstilling om Hitler og nazitiden i Berlin Story Bunker. Hvordan blev Hitler nazist? Hvorfor støttede så mange mennesker ham? Hvorfor blev uhyrlighederne ikke stoppet før?

Udstillingen er bygget op over 30 rum i en gammel bunker fra 2. Verdenskrig. Her skildres Hitlers baggrund og hans vej mod magten, krigens forløb, dens brutalitet og vanvittige rædsler og dens afslutning. Man får også et kig ind i Hitlers førerbunker med bl.a. en rekonstruktion af hans arbejdsværelse og autentiske fotos taget af de første russere og englændere, der besøgte bunkeren efter Hitlers selvmord.

Sæt god tid af til den meget omfattende og gennemførte udstilling. Der går nemt 2,5-3 timer med at dykke ned i historien og fordøje de mange og barske fortællinger og indtryk.

Berlin Story Bunker
Schöneberger Strasse 23A
10963 Berlin (S Anhalter Bahnhof)

Udstilling om Stasi i Berlin

Det er stadig muligt at se udstillingen ‘Stasi i Berlin’ med undertitlen ‘Overvågning og undertrykkelse i øst og vest’ i det tidligere Stasi-fængsel i Hohenschönhausen. Multimedie-udstillingen viser mange interessante detaljer, der leder tankerne hen på Netflix-serien “The Americans” om sovjetiske agenter i USA. Garderobeskabe på Bahnhof Zoo blev fx brugt af Stasi til deponering af propagandamateriale og breve til kontakter i Vestberlin, og et helt hotel i Vestberlin var i nogle år drevet af Stasi-informanter. Da Muren faldt i 1989, var der 300 DDR-informanter i Vestberlin.

Udstillingen er centreret om et 170 kvadratmeter stort luftfoto af Berlin, som de besøgende går hen over udstyret med en iPad. Film, billeder og dokumenter giver mulighed for at placere DDR-tidens begivenheder i nutiden og vise helt nye sider af byen.

Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen
Genslerstrasse 66
13055 Berlin
Der er fri entré og åbent alle dage kl. 9-18.
Udstillingen ‘Stasi i Berlin’ løber frem til 31. marts 2020

Shoppingområder og loppemarkeder

Eftersom Berlin består af 12 bydele (Bezirke), har byen ikke ét centrum med butikker og centre. Hver bydel har sine egne områder med et miks af butikker, caféer og restauranter. Er du til shoppingcentre, har Berlin omkring 70 af slagsen – men som i Danmark ligner shoppingcentrene meget hinanden med stort set de samme kædebutikker.

De rigtig gode shoppingfund gør du ved at gå på opdagelse i hovedgader og sidegader i de forskellige bydele, hvor gågader og populære shoppingområder typisk ligger tæt ved de store U-Bahn- og S-Bahn-stationer.

Nogle af de store og mest populære shoppingområder i Berlin er:

Hackescher Markt – Et af Vild med Berlins favoritområder. Meget hyggelige gader med både cafeer, restauranter og masser af tøj- og skobutikker med gode og mere specielle kvalitetsmærker, heriblandt lokale brands som fx lala Berlin. Her finder du også Hackesche Höfe med otte sammenhængende baggårde med trendy butikker med design, kunsthåndværk, souvenirs m.m. Nogle af områdets gode shoppinggader er Schönhauser Strasse og Oranienburger Strasse. Området byder også på flere secondhand butikker med gode tøjmærker.

Kurfürstendamm – Berlins længste shoppinggade med et hav af mærkevarebutikker fra de mere budgetvenlige som H&M, Zara til alle de eksklusive som Louis Vuitton, Chanel osv. Jo længere, du bevæger dig ud ad Ku’Damm mod Charlottenburg, jo mere eksklusive butikker finder du i gaden.

Bikini Berlin – Et mindre og utraditionelt shoppingcenter ved Berlin Zoo i Mitte.  Her finder du tøj og smykker fra upcoming designere, kunstnere og iværksættere, som tester deres koncept i pop-up butikker. På centrets førstesal finder du et madmarked med streetfood.

KaDeWe – Berlins nok mest kendte og ret eksklusive stormagasiner. Husk at besøge den legendariske delikatesseafdeling på 6. sal med masser af madbarer og specialiteter.

Alexa Shopping Center – Kæmpemæssigt center ved Alexanderplatz med bl.a. en af Berlins største Media Markt-butikker med alt til spil- og tekniknørderne.

Mall of Berlin – Stort center ved Potsdamer Platz med både eksklusive og highstreet mærker.

Kastanienalle, Oderberger Strasse og Kollwitzstrasse – Nogle af de hyggelige og kendte shoppinggader i Prenzlauer Berg.

Friedrichsstrasse – Eksklusiv shoppinggade i gåafstand fra kendte attraktioner som Brandenburger Tor og Checkpoint Charlie. I Friedrichsstrasse ligger både store konceptbutikker og flere store varehuse som Galaries Lafayette og Dussmann.

Loppemarkeder – Berlin er kendt for sine utallige søndagsloppemarkeder rundt om i byen. Nogle af de mest populære finder du på Mauerpark, Boxhagener Platz og Arkonaplatz. Læs om en række af de mest populære markeder her

Få insidertips fra Berlin-kendere

I serien “Mit Berlin” kan du hente inspiration til gode spisesteder, caféer og oplevelser i Berlin. Her er nogle eksempler på anbefalinger fra de seneste bidrag i serien:

Mit Berlin #40: Her anbefaler journalist Torben Kitaj bl.a. besøg på cabaretstedet Bar Jeder Vernunft, hvor man kan opleve den gale og sjove berlinerstemning med en blanding af satire, visesang, cabaret og musik.

Mit Berlin #39. Her anbefaler 17-årige Lola Gazan bl.a. sin yndlingscafé House of Small Wonder, der både er smukt indrettet og har en interessant og anderledes menu.

Mit Berlin #38: Her anbefaler Tove Fleischer bl.a. restauranten Die StäV (Stándige Vertretung) am Schiffbauerndamm, som er indrettet i lokalerne, der tidligere husede den vesttyske repræsentation i Østberlin.

Mit Berlin #36: Her anbefaler historiker og forfatter Andreas Monrad Pedersen bl.a. et besøg i bygningskomplekset Am Flutgraben, der ligger på grænsen mellem Kreuzberg og Treptow. Oprindeligt var det et sporvognsværksted, og i DDR-tiden var det pga. by-opdelingen en del af murkomplekset. I dag fungerer stedet som et kunstnerværksted med uden- og indendørs udstillinger af de sjoveste ting, og der er et dejligt miljø omkring kanalens bredder.

Caféen Du Bonheur laver kager, der får englene til at synge, lyder et tip i serien Mit Berlin.

Mit Berlin #35: Her anbefaler rejsejournalist Regitse Cecilie Rosenvinge bl.a. besøg på caféen Du Bonheur på Brunnenstrasse, hvor de laver kager, så englene synger.

Berlinferie med børn og teenagere

Der er altid noget sjovt og spændende at tage sig til i Berlin, uanset hvor gammel man er. Et af de sikre hits for alle aldre er Museum für Naturkunde, som er et af verdens vigtigste naturhistoriske museer med en enorm samling, bl.a. store dinosauerskeletter.

Besøg i en af Berlins zoologiske haver er også et bud på en god familieaktivitet. Zoo Berlin ligger i hjertet af Berlin, mens Tierpark Berlin – Europas største dyrepark – er placeret i Friedrichsfelde i det gamle Østberlin. Begge zoologiske haver har fine lege- og familieområder. Panoramaudsigten fra Berliner Fernsehturm og besøg i glaskuplen på toppen af Reichtag plejer også at kunne imponere både store og små.

Tierpark Berlin har udover eksotiske dyr også gode legepladser og store grønne arealer.

For børn op til cirka 12 år er oplevelsesmuseet MACHmit og Labyrinth Kindermuseum populære bud på familieaktiviteter. Det samme er Rittersport Museum, hvor I kan lave jeres egne Rittersport-varianter.

Teenagere vil givetvis også synes, det er sjovt at besøge Rittersport-slaraffenlandet. Andre bud på aktiviteter med større børn og unge er søndagsloppemarkedet i Mauerpark og besøg i den tidligere lufthavn Tempelhof, hvor man kan give den gas på cykel, rulleskøjter og skateboard eller med drager i snor på de tidligere start- og landingsbaner.

Hvis vejret er til det, vil børn i alle aldre også elske at hænge ud på det alternative område Holzmarkt, der ligger lige ned til floden Spree i Friedrichshain. Her er der et hyggeligt, kreativt og afslappet miljø med caféer, restauranter og plads til leg i sandkasse, på rutsjebane eller på de grønne arealer.

Få flere tips til en vellykket Berlinferie med små og større børn i Vild med Berlins guide Berlin i børnehøjde

Flere nyttige guider fra Vild med Berlin:

Begynderguide – om alt, hvad man skal opleve første gang, man besøger Berlin

10 gode og gratis oplevelser – nyttig guide til Berlins mange gode gratis museer og oplevelser. Brug i stedet mønterne til drikkepenge

Berlins bydele og kvarterer – her kan du læse om Berlins geografi og få en kort præsentation af de mest populære bydele.

Guide til Berlins kollektive trafik – Tips og informationer om brug af U-Bahn, S-Bahn, busser og sporvogne.

Guide til restauranter, som egner sig til den helt særlige kærestemiddag eller fejring af en mærkedag i Berlin.

8 sommeroplevelser i Berlin 2019

Nogle ritualer skal gentages, når man besøger Berlin med jævne mellemrum, men man skal også huske at få nogle nye oplevelser i den by, der har så meget at byde på. Denne to-do-liste for sommeren 2019 fra Lars Friis, den ene af Vild med Berlins redaktører, kan måske inspirere andre.

Bauarbeiter

Fotografi fra udstillingen “Berlin. Die Halbe Hauptstadt”

1. Ost-Berlin. Die halbe Hauptstadt

Nogle spændende udstillinger skal jo nås, mens de er der. Det gælder for eksempel “Øst-Berlin – Den halve hovedstad” i Ephraim Palais i historiske Nikolaiviertel. Den kan besøges frem til 30-årsdagen for Murens fald 9. november og viser billeder, der spejler byen som magtcentrum, socialismens udstillingsvindue og hverdagen i DDR.

Ost-Berlin. Die halbe Hauptstadt
11.maj-9. november 2019
Museum Ephraim-Palais
Poststraße 16, 10178 Berlin

Link til udstillingens hjemmeside

Nolde og entartete Kunst

Emil Noldes billede “Die Sünderin” var med på udstillingen, hvor nazisterne gjorde grin med det, de betegnede som “entarterte” kunst, dvs. degenereret, dekadent kunst. Det smertede den overbeviste nazist Emil Nolde. Til højre ses propagandaminister Joseph Goebbels besøge udstillingen i 1937 – med Die Sünderin på væggen (© Nolde Stiftung Seebüll)

2. Emil Nolde

Den begrænsede udstillingstid gælder også Nolde-udstillingen på museet Hamburger Bahnhof. Den viser enestående ekspressionistiske værker af Emil Nolde og kan opleves frem til 15. september. Grundig forskning nuancerer – mildt sagt – hans ry som forfulgt – “entartete” – kunstner og historien om “Ungemalten Bilder“ under nazismen, hvilket udstillingen også beretter om. Læs mere i en artikel fra TV2.

Emil Nolde – Eine deutsche Legende. Der Künstler im Nationalsozialismus
12. april-15. september 2019
Hamburger Bahnhof
Invalidenstraße 50-51, 10557 Berlin

Link til udstillingens hjemmeside

Sammlung Boros3. Sammlung Boros

En privat kunstsamling er permanent udstillet i en gammel bunker, men man skal være ude i god tid, hvis man skal sikre sig adgang. Den gives kun i form af rundvisninger for mindre grupper på faste tidspunkter, og billetterne er som regel udsolgt mindst en måned i forvejen. Jeg har ikke tidligere planlagt i så god tid, men denne gang blev Boros-billetten sikret allerede tilbage i maj.

Min medredaktør Inge har været der og har skrevet et indlæg om oplevelsen. Hun beretter: ”Under rundvisningerne får man en meget kvalificeret indføring i både de mange kunstværker, der er udstillet i rummene, samt i den gamle bunkers turbulente historie. Bunkeren blev bygget som beskyttelsesbunker under 2. Verdenskrig. Efterfølgende har den både været anvendt som fængsel, som madlager og som avanceret techno/fantasy/fetich-klub. Og sporene fra fortiden er bevaret i mange rum.”

Sammlung Boros
Bunker, Reinhardtstr. 20
10117 Berlin-Mitte
Bestil tid her

4. Zille Museum

En tysk bekendt er vild med Zille Museum, og så er det jo lidt pinligt at indrømme, at man aldrig har været der, når man ret jævnligt farer til Berlin. Så nu skal det være.

Heinrich Zille (1958-1929) var litograf, men ernærede sig i sine sidste leveår ved at illustrere, fotografere og lave karikaturtegninger. Han stod på de fattiges side og beskrev bl.a. de usle vilkår i de berlinske ”Mietkasernen”, hvor den tilvandrende landbefolkning var stuvet sammen i små baggårdslejligheder i de to første årtier af det tyvende århundrede.

Han opnåede stor popularitet, og hans 70-årsdag blev fejret stort i Berlin i januar 1928. Han døde 9. august, dvs. for 90 år siden her i 2019. Det markeres med særudstillingen „Siehe. So leben Menschen”.

Zille Museum
Propststr. 11
10178 Berlin
Link til museet

Spreepark – billede fra 2017 (By A.Savin (Wikimedia Commons · WikiPhotoSpace) – Own work, FAL, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=58430668)

5. Spreepark

De sidste 20 år af DDR’s levetid lå der i Østberlin en stor forlystelsespark med navnet ”Kulturpark Plänterwald”. Det var den eneste af sin art i hele DDR. Efter genforeningen genåbnede parken som ”Spreepark Berlin” med nye attraktioner i 1991 og havde i de første år høje besøgstal. Men da billetprisen blev sat op for at dække store omkostninger, gik det ned ad bakke. I 2001 måtte det private driftsselskab bag parken erklære sig insolvent, og ejeren flyttede til Sydamerika med et par af attraktionerne.

Området har stået forladt lige siden. Mange eventyrere har benyttet sig af huller i hegnet til en lille udflugt blandt de spøgelsesagtige bygninger og mennesketomme forlystelser. Med mellemrum bliver der også arrangeret rundvisninger, og det er en af dem, jeg har sikret mig billetter til. Måske er denne sæson en af de sidste chancer for at besøge resterne af den gamle Spreepark, for Berlins bystyre købte området allerede i 2014, og der drøftes forskellige planer.

Spreepark
Kiehnwerderallee 1-3, Treptow, 12437 Berlin
Book billetter her (5 euro + 1 euro i gebyr)

6. Rummels

Man bliver tørstig af al den kultur, og et ophold i Berlin indebærer for mig næsten altid et besøg i den historiske Prater Biergarten i Prenzlauer Berg. Flere andre steder er blandt mine foretrukne, fx Golgatha, hvis jeg er i Kreuzberg. Den Biergarten ligger lidt gemt i et hjørne af Viktoriapark.

De nyere steder, Klunkerkranich og Holzmarkt, er måske ikke ”ølhaver” i traditionel forstand, men også rigtig gode steder at få slukket tørsten. Førstnævnte med udsigt over hele byen.

I år skal mindst én ny Biergarten opdages, og en ven har givet mig en rigtig god anbefaling af Rummels, der ligger ned til Rummelsburger See – et område, jeg endnu ikke har fået tjekket ud. Rummels skulle være lidt hippieagtigt. Og med et skattekort som vejviser er der nok også lidt sørøver over det.

www.rummels-welt.de

7. Åben tur med en dansk guide

Berlin er vist den eneste storby i hele verden uden for Danmark, hvor man stort set dagligt kan komme på en rundvisning med en dansktalende guide. Det skal man da benytte sig af. Man får altid noget nyt at vide om lokale bydele eller vilkår og skæbner under nazismen og socialismen. Der er adskillige muligheder denne sommer.

Tjek denne oversigt – og kontrollér links til arrangørernes sider mht. ekstra ture eller aflysninger.

8. En spændende restaurant

Streetfood i Markthalle Neun eller en Döner hos Mustafas Gemüsekebap er ofte faste indslag på mine ture til Berlin. Både traditionelle tyske restauranter og gode italienske står også højt på listen. Og asiatiske. Det internationale køkken har bare et ret højt niveau i Berlin – til relativt lave priser. Hvortil selvfølgelig skal lægges de obligatoriske drikkepenge.

I år er jeg blevet inspireret af anbefalinger fra Vild med Berlins følgere på Facebook og tv udsendelsen om Rick Steins gourmet-besøg i Berlin og har bestilt bord på vegetarrestauranten Cookies Cream.

(Læs om oplevelsen her: “En ekskursion i vegetarisk nydelse“)

Cookies Cream
Behrenstraße 55, 10117 Berlin, Tyskland
cookiescream.com

Og så er der alle de pludselige indfald, genbesøg på ”gamle” steder og de oplevelser, man bare falder over. Der er ingen ende på Berlin.

Mit Berlin #35: Jeg elsker, at Berlin altid overrasker

Efter flere år som rejseblogger og freelance rejsejournalist slog Regitse Cecilie Rosenvinge sig ned i Berlin i 2016. Hun blev hurtigt fascineret af byens iværksætterscene og mange tilbud, og i dag elsker hun byen på grund af dens størrelse, råhed og ægthed. Læs mere om Regitses forhold til Berlin og få nogle af hendes tips til gode oplevelser inden for bl.a. kultur og mad.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Tro det eller ej – jeg var faktisk ikke fan af Berlin, før jeg flyttede hertil. Jeg husker, jeg var her som barn og som teenager, hvor byens puls og ’råhed’ gjorde indtryk på mig, men som voksen var jeg ikke synderlig imponeret. Ironisk nok er de ting, jeg ikke brød mig om førhen, blevet nogle af de elementer, jeg nu sætter pris på ved Berlin! Byen er stor (nogle gange lidt for stor!), men der er charme i at kunne ”gemme sig” i sit kiez og tage en rejse ud i den hektiske storby fra tid til anden. Jeg bor i Prenzlauer Berg, og som så mange andre berlinere kommer jeg sjældent helt til f.eks. Potsdamer Platz eller Brandenburger Tor, da jeg ikke har min daglige gang dér. Når jeg gør, elsker jeg det til gengæld på grund af pulsen, friheden og størrelsen. Det er én af Europas største byer, og det finder jeg stor frihed i, i dag.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Som nævnt har jeg lært at elske Berlin for dens størrelse, råhed og ægthed. Berlin er ikke for sarte sjæle, og der er klart ting, jeg stadig ikke er fan af, men overordnet set er jeg dybt taknemmelig over, at byen har været med til at udvikle mig som menneske. Der er plads til alle typer, meninger og eksistenser, og det betyder blandt andet, at man kan være sig selv 100 procent. Det er en fin tanke, synes jeg.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Her må jeg atter fremhæve frihedsfølelsen, som danner hele eksistensgrundlaget for byen – og har gjort det i hundredvis af år. Berlin er en rebelsk storby med en bagage som ingen andre byer. Det er enormt overvældende at dykke ned i historien, men det skylder man virkelig sig selv, hvis man er vild med byen – eller bare er glad for kultur og historie. Forud for DDR og 2. Verdenskrig var Berlin én af Europas smukkeste byer; en ægte kejserstad, hvilket er svært at forestille sig i dag. Men storheden kan stadig findes enkelte steder, og det er bestemt en del af byens DNA. Det må man ikke glemme. Jeg elsker, at Berlin altid overrasker, hvad enten der er tale om historie, mennesker, muligheder eller mad!

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg bor selv i Prenzlauer Berg med min familie, og det er jeg rigtig glad for på grund af bydelens mange børnevenlige områder og fine initiativer. Det føles virkelig som en by i byen. Jeg synes dog alle kvartererne har hver deres charme. Friedrichshain elsker jeg, når det bliver efterår; der er en helt særlig ’hygge’ i de små gader med caféer og butikker. Kreuzberg byder også på fine steder – især i Bergmannkiez, hvor jeg faktisk startede med at bo, da jeg først flyttede til Berlin.

Hvilke kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Man behøver næppe én specifik kulturoplevelse i en by som Berlin, for hele byen vibrerer af historie; både den spændende og den chokerende. Går man gennem byens gader og stræder, er det en kulturoplevelse i sig selv. Jeg kan dog klart anbefale et besøg i Deutsches Historiches Museum, en lun sommerdag på Spree, søndagsslentretur på Museums Insel og evt. en guidet gå- eller cykeltur i Kreuzberg. Og nå ja – en tur i Rigsdagen er også spændende! Der er generelt mange gode museer i byen, som man med fordel kan bruge en dag på at besøge.

Regitse deler en lang række tips til gode oplevelser i Berlin på sin blog The Copenhagen Traveler, bl.a. inden for mad, hoteller, kultur, men også om f.eks. at være mor til et lille barn i byen.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har vist mange! I mit eget kiez (Prenzlauer Berg) får man god kaffe hos Kaffee.Bar på Stargarder Strasse, fantastisk cheesecake hos Bekarei og lækker, fransk morgenmad hos Le Midi. To af mine favorit-restauranter er Heimlichtreu og Tim Raue (begge i Mitte). Derudover kan jeg varmt anbefale Du Bonheur på Brunnenstrasse i Mitte – de laver kager, så englene synger! Princess Cheesecake i Mitte er en anden favorit med syndige cheesecakes på menukortet (ja, jeg er stor fan af kage!).
På min blog The Copenhagen Traveler har jeg udgivet et indlæg med en lang liste over mine favoritcaféer og brunch-steder. Den kan man med fordel tjekke ud, hvis man, ligesom jeg, er tilhænger af god morgenmad og hyggelige, små caféer.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det ’ægte Berlin’ kan for mig lige så vel være en gåtur langs Spree som en solrig sommerdag i Klunkerkranich (ikonisk rooftop-bar i Neukölln). Det smukke ved byen, i mine øjne, er netop, at man selv definerer ’det ægte’. Alle har deres eget forhold til byen, så hvad der er ægte for mig, er ikke nødvendigvis ægte for min nabo. For mig er det området omkring Spree (fra Museumsinsel ned til Kreuzberg), hvor jeg har skabt nogle af mine bedste Berliner-minder. De små caféer omkring Boxhagener Platz i Friedrichshain og hele området omkring Tempelhofer Ufer i Kreuzberg er i denne forbindelse også værd at nævne. Og Tempelhof – den gamle, ikoniske lufthavn, der har været nedlagt siden 2008.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin gemmer på nogle virkelig cool speakeasy-barer, der nærmest er umulige at finde, hvis man ikke lige ved, hvor man skal ringe på! Prinzipal i Kreuzberg og Buck & Breck i Mitte er to af mine favoritter! Det er nærmest som at træde ind i en tidslomme. Det kan godt være, man skal betale lidt mere for en cocktail, men de smager til gengæld fantastisk! Og så er der kun plads til ganske få gæster, hvilket gør oplevelsen ret speciel.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Som mor til en dreng på 14 måneder bliver jeg næsten nødt til at sige storbyens larm og massive trafik. Jeg prøver for så vidt muligt at holde mig væk fra trafikerede områder og knudepunkter, hvis jeg har min søn med, men det er ikke altid muligt. Berlinere kan også være ret kontante, hvilket nemt kan forveksles med uforskammethed, og det er ikke altid lige charmerende.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Lige p.t. glæder jeg mig allermest til sommer, for sommeren i Berlin kan være magisk! Lune sommeraftener ved Spree, dans og biograf under åben himmel og de hyggelige søndags-loppemarkeder – det er alt sammen noget, jeg ser frem til.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Som iværksætter er jeg også en del af hele iværksættermiljøet i byen, og det er enormt spændende (og til tider tidskrævende!). Hvis jeg skal pege på noget, der ”rykker” i øjeblikket, må det være den (fortsatte) udvikling af startup-scenen; de mange initiativer for selvstændige, festivaler, netværks-arrangementer og lignende. Og så er der kommet stort fokus på kvindeligt iværksætteri. Mit kontor er f.eks. i et kontorfællesskab kun for kvinder, og det er ret inspirerende at være en del af!

Regitse Cecilie Rosenvinge, født 1988, iværksætter og rejseblogger. Lancerede i 2014 rejse- og hotelbloggen The Copenhagen Traveler. I dag er bloggen forbundet med et content marketing-bureau for hoteller, Room22. Regitse har også skrevet bogen “Freelancer – En kvindes guide til et succesfuldt freelanceliv”.

Regitse har boet i Berlin siden 2016, hvor hun først boede i Kreuzberg en kort overgang. Siden flyttede hun til Prenzlauer Berg, hvor hun i dag bor med sin partner og deres lille søn.

GUIDE: Berlinferie på budget

Vild med Berlin har samlet en række tips til, hvordan du kan opleve Berlin på budget og stadig få en ferie spækket med oplevelser.

Er det ikke som om, pengene falder ud af lommerne på én, når man er på storbyferie?

Først er der udgifter til transport og overnatning. Så skal man have morgenmad, besøge seværdigheder og museer, en kop god kaffe, så en god frokost, måske en øl eller to, besøge flere museer, shoppe, mere kaffe, øl, is, kage, aftensmad, måske en drink eller to – og …?
Næste dag: Forfra igen.

Heldigvis er Berlin stadig en by, hvor pengene strækker meget længere end så mange andre steder. Især hvis du er opmærksom på byens mange gratis og budgetvenlige oplevelser og tilbud.

Brandenburger Tor

Her kan du bo godt og billigt i Berlin
Følgerne på Vild med Berlins Facebook-side har leveret en række tips om gode og prisbillige hoteller og hostels:

Aletto Jugendhostel Kreuzberg – fint med god og billig morgenmadsbuffet og tæt på Mehringdamm med Curry 36 og Mustafa’s Gemüse Kebab.

Hotel-Pension Bregenz – familievenlig hotelpension – tæt på Kurfürstendam.

A & O hostel – godt og billigt i hyggelig område i Friedrichshain, har både hostel-afdeling og lidt pænere hotelværelser. Fin morgenmadsbuffet og god stemning.

080 hostel Berlin – fint, ungt luksushostel tæt ved Alexander Platz.

Beroline an der Gedachtniskirche Hotel – godt hotel med central beliggenhed.

Hostel Circus – billig og med god beliggenhed i Mitte.

1a Apartment Berlin – godt og billigt med god beliggenhed i Prenzlauer Berg.

Hostel St Christoper’s Berlin – billigt og central beliggenhed tæt ved Alexanderplatz.

EastSeven Berlin Hostel – Skøn atmosfære og dygtigt personale.

Plus Berlin – Fedt hostel i Friedrichshain.

Se Berlins største seværdigheder fra bus 100 og 200
En ”hop af/hop på”-sightseeing-bustur gennem Berlin behøver ikke koste mere end en billet til den offentlige trafik. Bybusserne nummer 100 og 200 kører nemlig gennem de centrale dele af Berlin og stopper ved en række af byens største seværdigheder. Og fra bussernes øverste etage kan du få et flot panoramakig ud over byen under køreturen.

Bus 100 kører bl.a. til Alexanderplatz/TV-tårnet, Museumsøen, Unter den Linden/Brandenburger Tor, Reichstag, Haus der Kulturen der Welt, Schloss Bellevue, Siegessäule, Kaiser Wilhelm Memorial Church, KaDeWe og Zoologischer Garten.
Se bus 100-køreplanen her.

Bus 200 har stop mange af de samme steder som bus 100, men kører bl.a. også til Potzdamer Platz og Philharmonien og lidt dybere ind i det gamle Østberlin.
Se bus 200-køreplanen her.

Kom nemt og billigt rundt med tog og busser
Berlin har et stort, fintmasket og meget velfungerende net af offentlig transport, der spænder over U-bahn, S-bahn, sporvogne og busser. Når du først har købt fx en dagsbillet, kan du nemt bevæge dig på kryds og tværs i byen.
Læs om billettyper m.m. i vores guide til Berlins offentlige trafik. 

Gratis museumsoplevelser i Berlin
Du behøver ikke have penge op af lommen for at besøge spændende museer, hvor du kan dykke ned i Berlins omfangsrige og fascinerende historie. Her er 10 anbefalelsesværdige museer og mindesteder om Hitler-perioden, Muren og den kolde krig, som du kan besøge ganske gratis:

Alltag in der DDR – nyt og moderne museum om hverdagen i DDR.

Tränenpalast – permanent udstilling om hverdagen for dem, der rejste mellem DDR og Vesten.

Dokumentationscentret vedr. Muren i Bernauerstrasse – stor udendørs og indendørs udstilling om tiden med Muren.

Gleis 17 Memorial – bevægende mindesmærke på stationen, hvorfra Berlins jøder blev deporteret til koncentrationslejre under nazitiden.

Allierten Museum – Museum, der dokumenterer USA’s, Englands og Frankrigs engagement i Berlin efter 2. Verdenskrig.

Topographie des Terrors – stort dokumentationscentrum, der giver indsigt i nazisternes forbrydelser.

Museum under ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” – stort underjordisk informationscenter, hvor man kan følge jødernes og andre forfulgtes skæbne under nazistyret.

Kuplen over Reichstag – arkitektonisk oplevelse og en betagende udsigt over Berlin

Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt – fortæller historien om børstefabrikanten Otto Weidts bestræbelser på at beskytte sine jødiske medarbejdere fra forfølgelse og deportation

Märkisches Museum – bymuseet giver gratis entre 1. onsdag i hver måned

Find adresser og yderligere oplysninger i GUIDE: 10 gode og gratis oplevelser i Berlin.

Berlin har mange andre museer og mindesteder med gratis adgang. Find listen over dem her.

Gratis klassiske middagskoncerter
Musikere fra Berliner Philharmoniker, der er kendt som et af verdens bedste symfoniorkestre, inviterer hver tirsdag klokken 13 på gratis frokostkoncerter. Koncerterne varer cirka 45 minutter og foregår i foyeren i Berliner Philharmonie. Her kan du også købe en god frokost til at nyde sammen med kammermusikken.

Koncerterne er populære, så kom i god tid. Af sikkerhedshensyn lukkes der kun 1.500 tilhørere ind. Den aktuelle sæson for gratiskoncerterne løber fra 5. september 2017 til 19. juni 2018. Herefter er der pause indtil september.
Se programmet for de kommende gratiskoncerter her.

Holzmarkt i Berlin ligger helt ned til SpreeHippe ”hænge ud-steder” under åben himmel
To skønne steder med lidt ”trashed” og afslappet berlinerstemning er taghaven Klunkerkranich og det nye bar-, butiks- og kulturområde Holzmarkt.

Klunkerkranich finder du på toppen af en forretningsarkade i Neukölln, mens Holzmarkt ligger ned til Spree i det sydvestlige hjørne af Friedrichshain, tæt på Ostbahnhof.

I juletiden er der julemarkeder hos både Klunkerkranich og Holzmarkt.
Der er gratis adgang til begge områder (om aftenen betales en lille entré til Klunkerkranich).
Læs mere om de to skæve Berlin-attraktioner.

Her kan du søge og finde gratis oplevelser i Berlin
På webportalen gratis-in-berlin.de finder du en oversigt over aktuelle, gratis arrangementer i Berlin. Det kan fx være markeder, festivaler, koncerter, fester og udstillinger. Her er også en kalender, så du kan gå lidt frem i tiden og søge efter interessante og sjove begivenheder, der foregår, når du er i byen.

Gode oplevelser i udkanten af Berlin

Turisterne flokkes i det centrale Berlin, mens der er bedre plads, hvis man søger lidt væk fra Mitte og ud i udkanten. Her er en stribe tips til spændende oplevelser og seværdigheder i byens periferi.

Hvorfor gå i hælene på alle de andre turister, når der er masser af kunst, historie og andre oplevelser lidt væk fra centrum af Berlin? Og til dig, der alligevel har købt dagsbilletter til offentlig transport, er der tilmed rigtig fine muligheder for at nå derud med U-Bahn, S-Bahn og bus.

Her er nogle muligheder af meget forskellig art.

Brücke Museum Dahlem Udkanten Berlin

Brücke Museum
Brücke Museum åbnede i 1967 og tog navn efter en ekspressionistisk kunstnergruppe, der var stiftet i 1905. På flere måder ligner det en mini-udgave af Louisiana, der kun er ni år ældre. Brücke-malerier udgør kernen i museets samlinger, men der er også indkøbt flere malerier derudover, blandt andet af Emil Nolde.

Ifølge Berlin-kenderen Lene Tymoshenko var Brücke Museum et af David Bowies yndlingssteder, da han boede i Vest-Berlin 1976-1978. Bowie, der selv malede, var meget inspireret af den ekspressionistiske kunst på museet. Blandt andet malede han et selvportræt inspireret af maleren Erich Heckel. Portrættet blev senere skitse til fotografiet til Pladecoveret på Heroes.

Bemærk, at der kan købes en billig kombibillet for to euro ekstra til nabomuseet Kunsthaus Dahlem, der omtales herunder.

Obs! Lukket om tirsdagen.

Brücke Museum
Bussardsteig 9
14195 Berlin-Dahlem

Link til museets hjemmeside

Kunsthaus Dahlems skulpturhave Udkanten Berlin

Skulpturhaven, der forbinder Kunsthaus Dahlem og Museum Brücke

Kunsthaus Dahlem
Lige ved siden af Brücke Museum ligger Kunsthaus Dahlem. Lad dig ikke forvirre af forskellige gadenavne. De to museer er forbundet via den lille parkeringsplads foran Brücke Museum og Kunsthaus Dahlems skulpturhave, der er med til at danne det ”Louisiana-agtige” indtryk.

Kunsthaus Dahlem i udkanten af BerlinKunsthaus Dahlems fokus er især skulpturer, og bygningen rummer den interessante historie, at den faktisk stod færdig i 1942 som atelier for Arno Breker, der var populær hos Hitler og en af nazitidens mest produktive billedhuggere. Han stod blandt andet for produktionen af skulpturer til Albert Speers monumentale konstruktioner samt bronze-portrætter af Hitler selv og andre nazi-spidser samt deres børn.

Selve museumsbygningen er tydeligt Albert Speer-inspireret, men dog tegnet af arkitekten Hans Freese. Den blev smukt renoveret frem til sommeren 2015, hvor museet  åbnede som udstillingssted for tysk modernisme i efterkrigstiden.

Obs! Også lukket tirsdag. Husk kombibilletten til Brücke Museum for to euro ekstra.

Kunsthaus Dahlem
Käuzchensteig 8
14195 Berlin-Dahlem

Link til museets hjemmeside

Alliierten Museum Berlin

Alliierten Museum
Kun et par busstop fra de to ovennævnte museer ligger Alliierten Museum, der har til formål at fortælle vestmagternes historie i efterkrigstidens delte Berlin. Museet blev indviet i 1998 og havde indtil da – med sin beliggenhed i den amerikanske sektor i Vestberlin – rummet den amerikanske biograf ”Outpost” og et bibliotek.

Museet har både en fast samling og udstillinger, der udskiftes cirka en gang om året. I gården står et af de fly, der blev brugt i forbindelse med luftbroen til Berlin 1948-1949.

Der er gratis entré til museet.

Obs! Lukket mandag.

Alliierten Museum
Clayallee 135
14195 Berlin

Link til museets hjemmeside

Dong Xuan Center Lichtenberg Berlin Udkanten

Dong Xuan Center
I den modsatte, østlige ende af byen, i bydelen Lichtenberg, ligger det store indkøbscenter Dong Xuan, som er kendt for sit store vare- og serviceudbud. Det er en slags indendørs Vietnam i Berlin i form af fem store haller med tøj, legetøj, mad, frisører, massører, kunstige blomster, restauranter osv.

Stedet af skabt af tidligere vietnamesiske kontraktarbejdere i DDR, der blev arbejdsløse efter Murens fald. Mange vendte tilbage til Vietnam, men nogle stykker blev altså i Berlin og skabte dette sted, der nu har op imod 1.000 ansatte.

Man kan komme hele vejen til Dong Xuan Center med Tram (1 skift) fra Alexanderplatz på 20 minutter – og det er jo i sig selv hyggeligt.

Stå af ved Herzbergstraße/Industriegebiet – og en eksotisk verden åbner sig.

Obs! Lukket om tirsdagen.

Dong Xuan Center
Herzbergstraße 128-139
10365 Berlin

Link til centret Facebook-side

Link til centrets hjemmeside

Dong Xuan Center Berlin

Det er muligt at sidde udendørs i Dong Xuan Center og nyde glimrende vietnamesisk mad.

GUIDE: 10 gode og gratis oplevelser i Berlin

Berlin har været centrum i Europas historie ad flere omgange og deler gavmildt ud af sine erfaringer. Her er 10 spændende museer og mindesteder om både Hitler-perioden, Muren og den kolde krig, som du kan besøge ganske gratis.

1. Alltag in der DDR
Et nyt og moderne museum om hverdagen i DDR, der i november 2013 åbnede med en permanent udstilling i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder.

Her kan du se en Trabant med telt på taget, som på et tidspunkt var højeste mode blandt DDR-borgere på campingtur, og du kan opleve mange andre sider af hverdagslivet, som de kommer til udtryk i såvel afsavn, undertrykkelse og overvågning som kammeratskab og den stille modstand.

Udstillingen er både meget større og mere interessant end det ofte tætproppede DDR-museum i Karl Liebknecht Straße, hvor entrébilletten koster 8,50 euro.

TIP: Bemærk, at indgangen ligger i Knaackstraße, tæt på Danziger Straße, så du undgår at gå unødigt rundt om og inden for i Kulturbrauerei for at finde museet.

WWW
https://www.hdg.de/museum-in-der-kulturbrauerei/

Adresse
Museum in der Kulturbrauerei
Knaackstraße 97
10435 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Torsdag dog åbent til kl. 20
Mandag lukket

2. Tränenpalast
Tårer ved modtagelse af venner fra Vesten. Tårer ved afsked med tvangsudviste. Tårer ved adskillelse fra sine kære …

Ud over rejselyst og trang til nye oplevelser kan banegårde symbolisere mere vemodige følelser. Tränenpalast (Tårepaladset) gør det i udpræget grad. Tilbygningen ved stationen i Friedrichstrasse blev opført i 1962 for at adskille almindelige lokale rejsende fra personer, der rejste mellem DDR og Vesten. Den monumentale tilbygning stod tom i mange år efter Murens fald, men siden 14. september 2011 har den rummet den permanente udstilling ”Alltag der deutschen Teilung” om stedet og tiden med Muren.

Man kan sagtens bruge et par timer i Tränenpalast på at fornemme den kolde stemning i grænsevagternes bokse, passene, læse de mange vidnesbyrd og se videoer. Eller man kan tage mindre ”snapse” ad flere omgange, for entreen er gratis. Overtøj og bagage opmagasineres også helt gratis, og personalet er venligt og imødekommende.

WWW
https://www.hdg.de/traenenpalast/

Adresse
Tränenpalast
Reichstagufer 17
10117 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-fredag: Kl. 9–19
Lørdag, søndag og helligdage: Kl. 10–18
Lukket mandag

3. Dokumentationscentret vedr. Muren i Bernauerstrasse
Her finder du det sidste stykke af Berlinmuren, hvor både den ydre og den indre mur er bevaret. Her er både det såkaldte ingenmandsland og vagttårn. I det åbne landskab langs Bernauer Straße er der mange informative fotos og tekster, og en særlig mindetavle viser de mange, der døde i forsøget på at flygte over Muren. Det hele er gratis – og sæt god tid af til besøget, for der er masser at fordybe sig i.

I årene 1961-1989 var området genstand for nogle af de mest spektakulære scener, der udspillede sig i det delte Berlin. Her var der gravet flugttunneler, flygtende sprang ud af vinduer, adskilte familier kunne have øjenkontakt og vinke til hinanden, DDR-grænsebetjenten Conrad Schumann sprang over pigtrådshegnet, og adskillige af de 139 omkomne ved flugtforsøg endte deres liv her.

Et nyt besøgscentrum på hjørnet Bernauer Straße/Gartenstraße stod færdigt i 2010. Her er der endnu flere informationer og en velassorteret boghandel.

WWW
http://www.berliner-mauer-gedenkstaette.de/en/

Adresse
Besucherzentrum der Gedenkstätte Berliner Mauer
Bernauer Straße 119, 13355 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Mandag lukket

4. Gleis 17 Memorial
Næsten 56.000 berlinske jøder blev deporteret til koncentrationslejre i perioden 1941-1945, heraf mange til direkte udslettelse. De fleste af dem blev sendt med tog fra spor 17 på S-togsstationen i Grunewald. Her indviede man på Auschwitz-dagen (27. januar) i 1998 et af Berlins stærkeste mindesmærker til minde om jødeforfølgelsen.

Gleis 17 Memorial er tidligere blevet omtalt i et indlæg på Vild Med Berlin, læs mere her.

Adresse
Am Bahnhof Grunewald
14193 Berlin

Altid åbent

5. Alliierten Museum
Museet dokumenterer USA’s, Englands og Frankrigs engagement i Berlin efter 2. Verdenskrig. Det har både en permanent og skiftende udstillinger over længere tid, så der er rig mulighed for at opleve dem flere gange, hvilket kan være en udmærket idé, for der er mange detaljer at fordybe sig i.

WWW
http://www.alliiertenmuseum.de/

Adresse
Clayallee 135
14195 Berlin

Åbningstider
Tirsdag-søndag kl. 10-18
Mandag lukket

6. Topographie des Terrors
Et stort dokumentationscentrum åbnede i 2010 i en helt ny udstillingsbygning, hvor der er vide muligheder for at få indsigt i de nazistiske forbrydelser. Stedet er ikke tilfældigt, for blandt andet Gestapo havde sit hovedkvarter her i Niederkirchnerstrasse. Mange informative plancher beretter på tysk og engelsk og fortæller historien på en meget indlevende måde.

I en lang, udendørs arkade kan man kronologisk følge den tiltagende undertrykkelse i Nazityskland med et kort afsnit om Muren og DDR. Arkaden er overdækket og overskuelig. Det sidste er meget praktisk, hvis man er i selskab med historieinteresserede, men måske lidt utålmodige teenagere.

WWW
http://www.topographie.de/

Adresse
Topographie des Terrors
Niederkirchnerstraße 8
10963 Berlin

Åbningstider
Dagligt kl. 10-20
Udendørs indtil det bliver mørkt, dog senest kl. 20

7. Museet under ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (“Holocaust Denkmal”)
Næsten alle turister i Berlin har vel set det markante mindesmærke med 2.711 betonpiller tæt ved Brandenburger Tor, men kun en lille del af dem tager turen ned i det 800 kvadratmeter store, underjordiske informationscenter, hvor man kan følge jødernes og andre forfulgtes skæbne under nazistyret. Her fortælles udvalgte familiers gribende livsforløb, der efterlader et knugende indtryk.

Et grundigt sikkerhedstjek kan til tider betyder en ret lang kø, men man kommer som regel hurtigt frem til indgangen. Derefter bestemmer man selv tempoet, men sæt tid af til dvæle og “debriefe” lidt til sidst, inden du igen bevæger dig op i den travle by.

WWW
https://www.holocaust-denkmal-berlin.de/

Adresse
Cora-Berliner-Straße 1
10117 Berlin

Åbningstider
April-September: Tirsdag-søndag kl. 10-20
Oktober-Marts: Tirsdag-søndag kl. 10-19
Mandag lukket

8. Kuplen over Reichstag
Kuplen over det tyske parlament blev indviet i 1999 og er gratis at besøge, For at undgå at stå lang tid i kø er det en god idé at melde sin ankomst på forhånd. Det gør du via dette link – når dit besøg er registreret, modtager du en mail med en bekræftelse af dit mødetidspunkt. Med den i hånden kan du gå til en indgang ved siden af den lange kø med ikke-forhåndstilmeldte besøgende. Fra den store, spektakulære glaskuppel har du en forrygende udsigt over Berlin.


9. Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt

På værkstedet i det centrale Berlin i den i dag rå, hyggelige baggård i Rosenthaler Straße fremstillede fabrikanten Otto Weidt koste og børster under krigen med hjælp fra primært blinde og døve.

Forskellige livshistorier fortæller om Otto Weidts bestræbelser på at beskytte sine jødiske arbejdere fra forfølgelse og deportation. Nogle skjulesteder var indrettet i et baglokale i det nuværende museum. Det er en historie, der på mange måder minder om Schindlers i Krakow.

WWW
https://www.museum-blindenwerkstatt.de/

Adresse
Rosenthaler Straße 39,
10178 Berlin

Åbningstider
Hver dag kl. 10-20

10. Gedenkstätte Deutscher Widerstand
En udstilling over tre etager, der fortæller om den interne, tyske modstand mod nazisternes terror. Den åbnede oprindeligt i 1968, men er ad flere omgange udvidet og fornyet. Sin nuværende form fik den i januar 2018, hvor den blev udvidet med det meste af en etage, der under titlen “Stille Helden” fortæller om de mange mennesker, der med livet som indsats forsøgte at hjælpe de forfulgte jøder under naziregimet. (“Stille Helden” lå indtil oktober 2017 i en mindre udgave i samme baggård som Blindenwerkstatt Otto Weidt).

Modstandsgrupper mod Hitler havde mange forskellige udgangspunkter, bl.a. kristne, jødiske, idealistiske, intellektuelle, socialistiske og kommunistiske. På udstillingen er der fyldige omtaler af modstandsgrupperne Die Rote Kapelle, Weiße Rose og flere mindre kendte som fx Swing-Jugend, – en oppositionel ungdomskultur, der afgrænsede sig til Hitlerjugend ved i al hemmelighed at dyrke amerikansk-engelsk musik og livsstil.

Gedenkstätte Deutscher Widerstand ligger i bygningskomplekset Bendlerblock, hvor henrettelsen af seks af officererne bag attentatforsøget mod Hitler den 20. juli 1944 fandt sted. Gaden hed Bendlerstraße indtil 1955, hvor den fik navnet Stauffenbergstraße efter hovedmanden, Claus Schenk Graf von Stauffenberg. I gården er der en statue og en mindeplade med teksten:

“Hier starben für Deutschland
am 20. Juli 1944
Generaloberst Ludwig Beck
General der Infanterie Friedrich Olbricht
Oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg
Oberst Albrecht Ritter Mertz von Quirnheim
Oberleutnant Werner von Haeften”

Både den permanente udstilling og de skiftende særudstillinger lægger op til fordybelse i billeder, dokumenter og tekster på både tysk og engelsk. Gratis entré gør det heldigvis tillokkende at vende tilbage med jævne mellemrum.

Særudstillinger på Gedenkstätte Deutscher Widerstand

Ud over den permanente udstilling viser Gedenkstätte Deutscher Widerstand hele tiden skiftende særudstillinger. Se en oversigt her.

WWW
https://www.gdw-berlin.de/home/

Adresse
Gedenkstätte Deutscher Widerstand
Stauffenbergstraße 13-14
10785 Berlin-Mitte

Åbningstider
Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 9-18
Torsdag kl. 9-20
Weekend og Helligdage kl. 10-18
Lukket 24.-26. december, 31. december samt 1. januar.

Og så en ekstra gratis mulighed med en månedlig gratis-dag:

Desuden: “Museum Sundays” med gratis adgang

Rigtig mange museer har gratis adgang 1. søndag i hver måned. Læs mere her.