Tag-arkiv: döner

Mit Berlin #23: Berlin er uforstillet ligetil

Jens Unmack, frontmand i Love Shop, har et inderligt forhold til Berlin, som han beskriver med ord som rå, yndefuld, hæslig, vibrerende, neonlysende … Og glæder sig over, at byen nu igen har et fodboldhold i toppen. Dette bidrag til serien ”Mit Berlin” kunne rumme råskitsen til en fin sang om byen.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
At byen stod bygget og skåret i sort/hvidt. Det var vinteren 86/87, jeg boede på et monstrøst hotel i Vestberlin, hvor der var iskoldt dag og nat på den der tørklimafacon, der er så speciel for Berlin. Følelsen af om aftenen at være i en neonlysende hule, med det hvide Mercedes Benz-logo på Europa Center som pejlemærke, omringet af kommunismens tavse mørke, derovre på den anden side af Muren.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kommer gerne forbi tre-fire gange om året, alene, med familie, med venner. For at arbejde, perspektivere, nyde livet, være til.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
At byen er så uforstillet ligetil. På en gang rå og forfinet, på samme tid hæslig og yndefuld. Og så den følelse af historisk bevidsthed, som Berlins vilde blanding af fortid og nutid konstant sætter i spil.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Kreuzberg. Klassisk Vestberlin, som endnu aldrig er blevet renskuret.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der har været mange. Senest nu i maj, da Iggy Pop spillede i Tempodrom, kun få hundrede meter fra Hansa Studios, hvor han sammen med David Bowie i 1977 indspillede sit mesterværk Lust For Life. Det var vanvittigt godt og meget specielt at opleve ham lige der.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg spiser næsten altid frokost på Il Casolare, Berlins bedste italienske trattoria, ved Landwehrkanal i Kreuzberg, bare fem minutters gang fra Kottbusser Tor.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
At drikke kolde Berliner Kindl og se VM/EM-fodbold på storskærm i en af byens mange biergartens om sommeren føles som ægte Berlin. Men ‘ægte’ Berlin er så mange ting. Kan også ud fra det spørgsmål på det kraftigste anbefale natlige gåture i byens lys og vibrerende liv, med dunkende elektronisk musik i ørene. Som de siger det i Berlin, Hamburg er til rock, mens Berlin er til electro.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Byens allerbedste döner – der er hård konkurrence – fås hos Mustafa’s Gemüse Kebab ved Mehringdamm. Der er altid kø ved skuret, både dag og nat, så formidabelt god er deres Hänchen-döner. Og hey, nu vi snakker multi-kulti, er det også helt specielt med 1. maj i Kreuzberg, hvor tyrkerne holder en overvældende stor folkefest i området omkring Mariannenplatz. Det er meget specielt at opleve deres helhjertede dans og sang, mens autonome og venstrefløjsaktivister hvert år slås mod store mængder af riotklædte polizeistyrker kun få gader derfra.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Bilister i Berlin synes bare ikke vant til at kigge efter cyklister, så på cykel er man i konstant livsfare. Pas på!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Det bliver igen noget med musik. Den tidligere The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, som netop har udsendt en af årets allerbedste plader indenfor den mere alternative rock, kommer på sin første europæiske tour til vinter. Og d. 2 marts spiller han på Kantine am Berghain over i Friedrichshain. Det bliver alle penge værd, er jeg sikker på.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
For første gang i nyere tid har Berlin pludselig et fodboldhold, der blander sig i toppen. Jeg ved godt, Eisern Union er det fashionable hold at dyrke, og det er da også kultsjovt at se dem ude på deres selvbyggede stadion i skoven ved Köpenick. Men den gode fodbold bliver altså spillet af Hertha BSC, der har sine hjemmekampe i Adolf Hitlers gamle olympiske sportspark fra 1936, Olympia-Stadion, som bare arkitektonisk i sig selv er et besøg værd. Billetterne til Herthas hjemmekampe er til at få fat i, og stemningen på den billige Ostkurve  er forrygende.

jens-unmackJens Unmack, født 1964, er sanger, sangskriver og forsanger i Love Shop, som har en “November Tour” her i 2016, hvor første koncert afvikles på Auster Club i Berlin 3. november. Læs mere om koncerten på dette Facebook-event, hvor der også er link til billetsalg.

Jens Unmacks blog: http://www.jensunmack.dk/

Jens Unmack er her fotograferet i lufthavnsbygningen i Tempelhof. Fotograf: Morten Larsen (Flere billeder på bloggen sticksnsushi.berlin)

Madguide: Berlin-kendernes personlige favoritter

Her får du 35 tips til gode restauranter, cafeer, barer og streetfood fra de danske kendere af Berlin, som har bidraget til serien “Mit Berlin”.

Mit BerlinVi har nu bragt 13 afsnit i serien ”Mit Berlin”, hvor mennesker med en særlig passion for den tyske hovedstad fortæller om deres forhold til byen og deler ud af deres bedste Berlin-tips.
De fleste bidragsydere fortæller om deres yndlingssteder på mad- og drikkefronten, og i denne guide har vi samlet alle deres favoritter. Her finder du tips til Berlins bedste morgenmadscaféer, til den gode lokale kaffe-dealer, til Berlins bedste döner-biks, til stedet med tysk mad i ægte DDR-stil til favorable priser, til de bedste nye og hotte restauranter – og for de særligt historieinteresserede: til baren, der engang var ejet af Hitlers bror.

Skønne Berlin-caféer til god kaffe og morgenmad:

Cabslam – California Breakfast Slam
Innstrasse 47, Neukölln
”Serverer en fantastisk morgenmad i ægte amerikanske størrelser”.

Silo
Gabriel-Max-Straße 4, Friedrichshain

Roamers
Pannierstraße 64, Neukölln

Flere gode Berlin-caféer:

Ora

Café Ora i Kreuzberg

Ora
Oranienplatz 14
”En smuk ny café i Kreuzberg”.

Bar Bianco
Schlesische Str. 28, Kreuzberg
”God lokal kaffe-dealer”.

Katie´s Blue Cat
Friedelstraße 31, Xkölln
”Laver fantastiske scones og kager”.

St_Oberholz

Sankt Oberholz på Rosenthaler Platz

 

Sankt Oberholz
Rosenthaler Platz, Mitte
”Umiddelbart tror man, det er en læsesal, da caféen altid er fyldt med arbejdende mennesker, som sidder med telefoner, iPads, hørebøffer og computere. Dette er nok på grund af deres superhurtige wifi og deres kaffe, kager og salater. Oberholz kan lidt af hvert, og jeg kommer der for at drikke kaffe, spise morgenmad eller sidde og arbejde et par timer”.

Berlin homo-café:

Himmelreich
Simon-Dach-Straße 36, Friedrichshain
”Den er rigtig hyggelig både om sommeren med udeservering og indenfor om vinteren. Det er en café, der gør lidt ekstra ud af det. Hver dag ankommer dagens bartender med nyplukkede blomster, som sættes i små vaser på hvert enkelt bord”.

Gode Berlin-restauranter:

Ankerklause
Kottbusser Damm 104, Kreuzberg
”En klassiker, som altid holder”.

Salumeria Lamuri
Köpenicker Straße 183, Friedrichshain-Kreuzberg
Italienske specialiteter, vine og bagværk.

Nest
Görlitzer Str. 52 ved Görlitzer Park, Kreuzberg.
Internationalt/tysk/middelhavskøkken.

District Mot
Rosenthaler Str. 62, Mitte
”Vietnamesisk gadekøkken, stedet og indretningen i sig selv er et besøg værd”.

Shiso Burger
Auguststraße 29, Mitte
”Fantastiske burgere”. 

Fleischerei Domke
Warschauer Str. 64, Friedrichshain
”Tysk mad i ægte DDR-stil til formidable priser”.

Max & Moritz
Oranienstrasse 162, Kreuzberg
”Til dig, der gerne vil have, at maden i Berlin også smager af Berlin.
I denne smukke gamle restaurant serveres Eisbein og alt det andet ”svineri” på god gammeldaws facon”.

Mutter Hoppe
Rathausstraße 21, Mitte
”For dem, der er fan af traditionel tysk mad og en god Schweinehaxe”.

Zur Letzten Instanz
Waisenstraße 14-16, Mitte
”Traditionel tysk mad – god Schnitzel”.

Mola
Wittenbergplatz 3, Schöneberg
”Hvis man mere er til det italienske og gerne vil kombinere det med lidt historie, så kan man jo besøge Mola, der engang hed Alois og var ejet af Hitlers halvbror”.

Nogle af de bedste, nyere Berlin-restauranter:

Bar Raval
Lübbener Str. 1, Kreuzberg
Klassisk tapasrestaurant.

Katz Orange
Bergstraße 22, Mitte
Gourmetrestaurant med inspiration fra hele verden.

Nudo
Lausitzer Pl. 10, Kreuzberg
Italiensk køkken.

Schlesisch Blau
Köpenicker Str. 1A, Kreuzberg
Fransk køkken.

Bosco
Wrangel str 42, Kreuzberg
Italiensk køkken

Lavanderia Vecchia
Flughafenstraße 46, Neukölln
”Fantastisk italiensk restaurant, hvor Berlin pludselig bliver til Firenze”.

NENI Berlin
Budapester Str. 40, Mitte
En kulinarisk mosaik med persisk, russisk, arabisk, marokkansk, tyrkisk, spansk, tysk og østrigsk inspiration.

Spindler
Paul-Lincke-Ufer 43, Kreuzberg
Sæsonkøkken med regionale produkter.

Berlins bedste döner-biks:

Döner Dach
Simon-Dach-Straße 11, Friedrichshain

Anbefaling 1: ”Bestil en “Hänchen Gemüse Döner mit allen Soßen”, og din lykke er gjort! Alle venner, jeg viser stedet, er enige med mig om, at döner ikke fås bedre end her”.

Anbefaling 2: ”En Döner med alles Gemüse und extra Zwiebeln på Döner Dach er ikke til at komme uden om. Specielt ikke for dem, der skal lugte din ånde bagefter”.

Streetfood-steder i Berlin med god mad til billige penge:

Markthalle IX
Eisenbahnstrasse 42/43, Kreuzberg

Neue Heimat i RAW
Revaler Strasse 99, Friedrichshain

SaigonStreetKitchen

Saigon Street Kitchen i Mitte

District Môt – Saigon Street Kitchen
Rosenthalerstr 62, Mitte
”Det er ikke just traditionel tysk mad, men de har Berlins bedste utraditionelle burgere”.

Berlin-barer og biergarten:

Monkey Bar
Budapester Straße 40, Mitte, på toppen af Hotel Bikini Berlin.
”Det må være en af byens bedst placerede barer, når det kommer til udsigt. Der hersker en international, men alligevel afslappet, berlineragtig loungestemning i baren, der med sit gulv til loft glasparti giver gæsterne en panoramisk udsigt over Großer Tiergarten og Zoologischer Garten”.

Ständige Vertretung
Schiffbauerdamm 8, Mitte
”Et symbol på genforeningen med alle billederne af primært vesttyske politikere på væggene”.

Voodoo Lounge
Käthe-Niederkirchner Str. 6, Prenzlauer Berg
”Et herligt sted, der forbinder to ting, som jeg holder endeløst meget af: Rolling Stones og Union Berlin”.

Jockel Biergarten
Ratiborstraße 14C, Kreuzberg
”I sommerhalvåret er jeg tosset med at gå i Biergarten og få Flammkuchen og fadøl. Hvis man er af sted med børn, er Jockel Biergarten et herligt sted”.

Golgatha
Dudenstraße 40-64, Kreuzberg
”På toppen, hvis I skal se fodbold og feste”.

Schönbrunn
Am Schwanenteich i Volkspark Friedrichshain
”Har en herligt afsondret atmosfære og østtysk flair på den lækre måde”.

Tak for tips om cafeer og restauranter til:
Jacob Egevang – Mit Berlin #12: Ich bin ein Prenzlauer Berger
Lone Bech – Mit Berlin#11: Tanker og anbefalinger fra en kender
Caroline Sølver – Mit Berlin #10: Det bedste ved Berlin er friheden
Ole Blegvad – Mit Berlin #9: En fantastisk kulturby med masser af muligheder
Erik Jensen – Mit Berlin #7: Den unikke by er truet af pænhed
Ditte Ingemann – Mit Berlin #6: Jeg når aldrig at se, smage og opleve det hele
Dan Reedtz – Mit Berlin #5: Berlins historie trækker mest
Lykke Friis – Mit Berlin #4: Berlin er min anden hovedstad
Matthias Kolstrup – Mit Berlin #3: Berlin vil altid være mit hjem
Mathias Irminger Sonne – Mit Berlin #1: Berlin har fascinerende meget at byde på

Mit Berlin #10: Det bedste ved Berlin er friheden

Allerede som 15-årig forelskede Caroline Sølver sig hovedkuls i Berlin, og hun flyttede dertil, så snart studenterhuen var i hus. Hun blogger fra Berlin og skriver på en guidebog om byen. Og så har hun efter grundig research fundet frem til byens allerbedste döner.

Mit BerlinHvad var dit første indtryk af Berlin?
Da jeg første gang kom til Berlin, havde jeg mest hørt om byen gennem tyskundervisningen i folkeskolen. Når nogle nævnte Muren, tænkte jeg: “Jamen, hvorfor kunne de ikke bare gå uden om den?”. Det var så svært for mig at forstå, hvordan det hele havde fungeret. Jeg forstod det nok ikke før, jeg selv besøgte byen under 20-års jubilæet for Murens fald. Jeg brugte fem dage i en form for historisk koma – tænk at gå rundt i en by, der bare for 20 år siden havde været delt i to.

Tænk at kunne gå rundt i en kæmpe bunker (The Story Of Berlin-museum), der for ikke særlig mange år siden blev bygget, fordi man virkelig var bange for en atomkrig. Tænk at gå rundt i gader og stræder og pludselig snuble over Stolperstein, der vidnede om, at her havde boet en jøde, der blev deporteret til et af historiens værste afsnit. At forestille sig, at byen for bare 65 år siden var sønderbombet, og at de kvinder, der var tilbage, byggede den op igen med deres bare hænder. Ud over at føle og mærke historiens vingesus på egen krop og prøve at forstå, hvad denne by har været vidne til, var det fantastiske ved Berlin også, at den på så kort tid er blevet så fantastisk på trods af, hvad den har været igennem. Det var inspirerende!

Hvad rykker i Berlin lige nu?
Lige nu er Berlin ved at åbne op efter sin vinterhi. Derfor er der dagligt udendørsarrangementer – open air-koncerter, karaoke i Mauer Park, loppemarkeder, street food-markeder (Neue Heimat, Bite Club, Markthalle 9) madmarkeder, fester i de forskellige parker, for ikke at nævne Badeschiff og det nyåbnede Haubentaucher, en udendørs pool med dertilhørende hang out-sted i RAW.

Har du en foretrukken café/restaurant i Berlin?
Jeg lever for at spise, og Berlin er et fantastisk sted at gøre dette! Jeg har meget svært ved at udvælge én yndlings, men jeg vil give nogle forskellige tips, da der nok er andre end mig, der er glade for god mad:

Caféer: De kaffe- og morgenmadsglade gør  klogt i at lægge vejen forbi Silo (Friedrichshain) og Roamers (Neukölln), der begge er skønne steder. Er man ekstra glad for morgenmad, serverer California Breakfast Slam en fantastisk morgenmad serveret i ægte amerikanske størrelser.

I Berlin, hvor man finder en döner-biks på hvert hjørne, kan det være nemt at gå forkert, men jeg har gjort min research og fundet Berlins bedste af slagsen. Den findes i Friedrichshain på Simon-Dach-Straße: Dach Döner. Bestil en “Hänchen Gemüse Döner mit allen Soßen”, og din lykke er gjort! Alle venner, jeg viser stedet, er enige med mig om, at döner ikke fås bedre end her.

Generelt er det svært at gå galt i byen i Berlin, når det kommer til at spise, da her er et kæmpe udvalg af mad fra alle mulige forskellige lande og kulturer. Et par yndlingssteder er District Mot (vietnamesisk gadekøkken, stedet og indretningen i sig selv er et besøg værd), Shiso Burger (fantastiske burgere) og Fleischerei Domke (tysk mad i ægte DDR-stil til formidable priser).

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det er uden tvivl den frihed, der findes i byen. På trods af tyskernes ry for at være meget ordentlige og regelrettede er Berlin som en mild version af Roskilde Festival – her er lidt grænseløst, og alt kan ske. Vil man i byen mandag aften, kan man det uden problemer. Vil man i snak med nye mennesker, er det ikke svært at finde nogle åbne, interessante mennesker. Berlin er stedet, hvor en masse kulturer mødes, og en masse forskellige typer mennesker findes, for byen har plads til alt og alle.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Mange af dem! Jeg gør en dyd ud af at opleve så meget som muligt af Berlin. Mine personlige favoritsteder i Berlin er området omkring Flutgraben. Det er en gren af Spree, der munder ud i området Kreuzberg/Treptow, hvor der direkte på floden er bygget caféer og klubber. Over for broen hertil ligger et gammelt vagttårn, så dette sted var engang ingenmandsland på DDR’s side af muren. Spis et stykke kage eller et let måltid mad på Freischwimmer.

Et andet yndlingssted i Berlin er gåturen fra Alexanderplatz langs Karl Marx Allée – en vanvittig og enorm boulevard, som DDR byggede. Det var også her, deres årlige jubilæumsmarcher fandt sted. Alleen er et par kilometer lang og giver et godt indblik i DDR’s historie og ideologi. Derfra skal man så gå ned ad Warschauer Straße, hvor man endnu kan se forladte bygninger også fra DDR-tiden. Går man længere ned, når man Warschauer Straße Station, der under murens tid var en såkaldt spøgelsesstation. I dag bliver den brugt af hundredetusindvis af mennesker dagligt. Videre fra der krydser man Oberbaumbrücke, et meget populært sted i Berlin, der også er brugt i mange filmscener. På den anden side af broen ligger Kreuzberg, hvor man kan gå på jagt på egen hånd. Dette er min egen yndlingsmåde at opleve en by på: gå og gå og gå og opleve på samme tid.

1450972_10151992623337310_1245379616_nCaroline Sølver,  20 år, har boet i Berlin siden august 2013.

Caroline besøgte første gang Berlin som 15-årig og blev hurtigt så forelsket i byen, at hun på tre år besøgte byen 10 gange, inden hun forfulgte sin drøm om at være der på fuld tid. Straks efter studenterhuen var sat på hovedet, købte hun en envejsbillet til Berlin.

Har i sin tid i Berlin lavet meget forskelligt – fra personlig assistent hos en “vanvittig kunstner” og country manager for en dansk hjemmeside til at leve “det frie berliner-liv”, som hun kalder det – et liv uden fast fuldtidsjob, som mange i Berlin lever, og som gør, at byens barer og klubber er lige så fyldte en mandag aften som en fredag aften.

Carolines frie berliner-liv bruger hun på at skrive sin blog www.silverstories.dk, hvor hun fortæller om sig selv, rejser og ikke mindst Berlin. Derudover arbejder hun på en guidebog om Berlin, som hun håber at få udgivet senere på året.

Berlins populære döner kebab

Skærmbillede 2015-02-19 kl. 21.16.40Nok er currywursten særdeles populær i Berlin, men for mange er döneren den ultimative fastfood.

Mustafa’s Gemüse Kebap på Mehringdam har nærmest fået kultstatus som Berlins bedste dönersted – men måske har du en anden favorit?

 

5 gode råd om at købe dönere:

Vil du have den bedste döneroplevelse, er det en god ide at følge disse fem råd fra Eberhard Seidl, der er forfatter til en bog om dönerkultur:

1. Køb helst din döner der, hvor tyrkerne også spiser.
2. Køb kun i butikker med en jævn afsætning – og kun direkte fra spyddet.
3. Læg mærke til kvaliteten på kødet – undgå spyd med hakket kød.
4. Undgå alt for billige dönere. En pris på 2,50 euro og opefter borger for god kvalitet.
5. Undgå kyllingedönere, for de består (ofte) af andenklasses kalkunkød.

10344280_582024538586219_4507991075765458427_o

Selv den tyske ordensmagt står gerne i kø hos populære Mustafa’s Gemüse Kebap på Mehringdam..

Hvem opfandt döner kebab?

Döner kebab’en (frit oversat: roterende grillet kød) blev efter sigende opfundet for 300 år siden i Anatolien, da man fandt på at rette det traditionelle grillspyd op i lodret stilling.

Senere udviklede den sig til en af Tyrkiets mest kendte tallerkenretter, og i 1960’erne holdt fastfood-döneren sit indtog i de tyrkiske storbyer.

Dengang serveret i en baguette med eksempel tomatsauce, syltede agurker og grøn peber.

Hvem der opfandt den tyske variant af döner kebab, ligger hen i det uvisse. Måske var det den tyrkiske immigrant Mehmet Aygun, der fandt på at putte kebabkød og salat ind i et fladt hvedebrød, så kunderne nemmere kunne tage maden med sig. Historien fortæller, at han serverede den første döner kebab i marts 1971.

Men også den tyrkiske immigrant Kadir Nurman nævnes som ophavsmand. Om ham fortælles, at han solgte det første fladbrød med kebabkød, grøntsager og dressing fra sin bod i det vestlige Berlin i 1972.

Under alle omstændigheder er döneren blevet en megasucces. Man anslår, at der i dag er over 1.000 dönerbutikker i Berlin, så du behøver ikke lede længe efter denne specialitet.