I dag, 15. juni 2021, er det 60 år siden, at Berlinmuren blev nævnt for allerførste gang. Journalist Gitte Merrild fortæller her om baggrunden for denne første omtale, der viste sig at være en lodret løgn:
Ideen om at bygge en mur mellem Øst- og Vestberlin blev i en og samme sætning både nævnt og benægtet. Det skete den 15. juni 1961 i DDR’s hovedstad Berlin på en international pressekonference.
“Niemand hat die Absicht eine Mauer zu errichten” – på dansk: ”Ingen har til hensigt at rejse en mur,” udtalte DDR’s statsoverhoved generalsekretær Walter Ulbricht på et spørgsmål om, hvorvidt der skulle bygges en statsgrænse ved Brandenburger Tor.
Han svarede, at han “afviste vesttyske rygter om, at østtyske bygningsarbejdere skulle mobiliseres for at rejse en håndfast grænse ved Brandenburger Tor” og forklarede uddybende, at DDR’s bygningsarbejdere havde alt for travlt med at bygge boliger.
Walter Ulbricht løj uden at blinke. Hemmelige planer om en storstilet, østtysk militæraktion var for længst udarbejdede. Ulbricht var desperat og afventede blot grønt lys fra den sovjetiske topledelse i Moskva til at spærre flugtvejen for DDR-borgerne med en mur. Den demokratiske republik var nemlig ved at forbløde, fordi millioner af Ulbrichts landsmænd vendte det unge DDR ryggen og flyttede til Vesttyskland. Den eneste flugtmulighed ud af DDR nu var til Vestberlin.
13. august 1961 begyndte etableringen af Berlinmuren
Mindre end to måneder efter pressekonferencen – natten til den 13. august – drog udkommanderede østtyske specialenheder gennem byen og rullede pigtråd i kilometervis ud omkring de bydele, der snart blev kendt som Vestberlin. På få døgn var soldaterne i fuld gang med at rejse den mur, som Ulbricht havde benægtet.
Men den 15. juni vidste berlinerne ikke, at 1961 blev deres sidste frie sommer i de næste 28 år. De kunne stadig pendle øst-vest tur-retur mellem bolig, arbejde, familie, venner og fritidsforlystelser i byens fire besatte zoner.
De cirka to millioner vestberlinere – heriblandt regerende borgmester Willy Brandt – anede ikke, at de i et hug ville blive spærret inde på et område mindre end Møn. På 480 kvadratkilometer.
Østtyskerne kunne næppe tro på, at det skulle lykkes først Walter Ulbricht, derefter Erich Honecker og Stasi (Ministeriet for Statssikkerhed) med Erich Mielke i spidsen, at udvikle, bygge, bevare og bevogte en uoverstigelig grænse rundt om hele deres land.
Bonusinfo:
Pressemødet med Walter Ulbrichts store løgn blev legendarisk i tysk historie. Kun overgået af et endnu mere berømt pressemøde i DDR’s hovedstad! 28 år senere, den 9. november 1989, da en rystet DDR-regering ved en fejl annoncerede, at alle østtyskere frit kunne rejse ud af landet uden ansøgning. Per omgående, som en noget forvirret talsmand for politbureauet, Günter Schabowski, læste op. Få timer senere var Berlinmuren åbnet.
OM FORFATTEREN:
Gitte Merrild var journalist i Berlin 1988-1995 og var både øjenvidne til livet bag Muren og oplevede oprøret i DDR. Hun rapporterede til danske medier, da Muren faldt om ørerne på de jublende berlinere i 1989 og om genforeningen af de to tyske nationer.
Gitte holder foredrag om livet i Berlin dengang og i dag, laver pop-up byvandringer i Berlin på dansk og arrangerer gerne fagrejser til Berlin – se mere på hendes Facebook-side. Gitte kan kontaktes på mail: gm@gittemerrild.dk. Læs Gittes bidrag til serien ‘Mit Berlin’ her: Mit Berlin #13: Jeg beundrer berlinerne
Annette Herzog har skrevet en fremragende bog om de første 30 år af sit liv i DDR. Med både humor og alvor fortæller hun om at vokse op, uddanne sig og være ung mor i et land, hvor der ganske vist var propaganda, overvågning og undertrykkelse, men også mennesker med fællesskab og drømme om et andet liv.
Annette Herzog boede som barn i Großbeeren, hvorfra der var mindre end 20 km til det centrale Kreuzberg i Berlin. Hun boede i Bahnhofstraße, så man skulle tro, at hun og familien bare kunne gå til banegården og tage toget den korte strækning ind til storbyen. Men kort efter hendes fødsel var der rejst en mur omkring hele Vestberlin, så selv om man kunne skimte bydelens hvide højhuse, kunne man altså ikke rejse direkte dertil. Skinnerne fra banegården mod Berlin var skåret over.
Det beretter hun om i den nye erindringsbog “Det der var – Historier fra den anden side af muren”. Hun fortæller også, at man kunne godt komme til Berlin, men det krævede flere forskellige offentlige transportmidler og en stor omvej ind i Østberlin. Vestberlin forblev en hvid plet på landkortet. Også bogstaveligt talt, når man dengang kiggede på DDR’s bykort.
Regler for vestlig musik på DDR’s diskoteker
Der var ellers ifølge Herzog meget vestligt, der lokkede de unge i DDR – også selv om Vesten ifølge den statslige propaganda var ledet af onde mennesker, der stod for krig og udbytning. Vestlig musik og mode kunne myndighederne ikke holde isoleret fra DDR’s ungdom. Selv om de offentlige dansesteder ifølge reglerne højest måtte spille dekadent vestlig musik i 40 procent af et diskoteks åbningstid, så kunne alle synge med på Udo Lindenbergs ”Zonderzug nach Pankow”, for den blev hele tiden spillet på de vestberlinske radiostationer.
Samme Udo Lindenberg var med både sangen og sin direkte og meget antiautoritære henvendelse til DDR’s ”overindianer” Erich Honecker med til at gøde jorden for et spirende oprør. Meget kunne ikke siges direkte, men med blandt andet sin tøjstil kunne man signalere, at man var i opposition. Udslidt vestligt tøj kunne koste en mindre formue, fordi det var så populært i visse kredse.
Til gengæld var det billigt at bo i en kæmpestor lejlighed på 170 kvm på Kollwitplatz i Prenzlauer Berg. Huslejen var på 64 mark på et tidspunkt i 1980’erne, hvor Annette Herzog tjente 1200 mark om måneden.
Et tilbageblik fra Danmark
Hun har nu boet i København næsten lige så længe, som hun levede i DDR. Når valget i sin tid faldt på Danmark, skyldtes det især, at hun havde studeret dansk på universitetet i Greifswald. Hun flyttede hertil med familien i 1991, og på både tysk og dansk skriver hun bøger, der er udkommet på 20 sprog, primært børnebøger.
Når hun efter utallige opfordringer endelig har fået skrevet sin egen fortælling om DDR, har en af drivkræfterne blandt andet været, at hun gerne vil ”aflive den betonhårde myte om, at alt kun var kedeligt og gråt”, som hun skriver i forordet.
Det får hun gjort på fornem vis. Annette Herzog har fået venner fra DDR-tiden til at genopfriske hukommelsen, og udvekslingen af erfaringer, som bogen beskriver, og flere af forfatterens egne fortællinger vidner om et varmt, solidarisk, humoristisk og oprørsk fællesskab. Bogen føjer fine, personlige nuancer til de efterhånden mange beskrivelser af livet i DDR, og der er meget at hente for alle, der interesserer sig for denne periode i vores naboland.
Også udgivet som lydbog
Bogen er udgivet på forlaget Colibri. Den kan også lånes som både e-bog og lydbog på e-reolen. Lydbogen har en fin oplæser i Anne-Mette Johansen, men selvfølgelig ikke de mange interessante, historiske fotos som den trykte bog og e-bogen.
Du har nu mulighed for at vinde et eksemplar af den spritnye bog Afhopperne, der er Jesper Clemmensens tredje fortælling om koldkrigsflygtningene. Forlaget Lindhardt og Ringhof har doneret tre eksemplarer til udlodning blandt Vild med Berlins følgere. Læs hvordan du deltager længere nede i artiklen.
Jesper Clemmensen har gjort det til sit speciale at skrive om den kolde krig og DDR. Afhopperne er hans tredje bog om koldkrigsflygtningene.
Det var forbundet med stor risiko at forsøge at flygte over jerntæppet, der efter 2. verdenskrig delte Europa i øst og vest. Alligevel var der mange, der gjorde forsøget. Og en del, det lykkedes for.
En skøn sommersøndag den 24. juli 1960 hoppede Jan Rocek sammen med sin kone, svigermor og to små drenge over rælingen på den østtyske færge “Seebad Ahlbeck” og ned i vandet i Gedser Havn, hvorfra de blev reddet i land. Dagen efter gjorde familiens gode venner dem kunststykket efter. Dermed sluttede årtiers undertrykkelse af to jødiske familier i Østeuropa.
Jesper Clemmensens nye bog Afhopperne er en vild historie om at overleve holocaust, se det meste af sin familie blive udslettet og i 1960 på dramatisk vis flygte fra Prag og op gennem Østtyskland til friheden via Danmark.
Begge familieskæbner i bogen forsøgte under flugten at komme ud gennem Berlin, uden held. Men i 1960, cirka et år før Berlinmuren blev opført, var det muligt at rejse med færgen mellem Warnemünde og Gedser. Selvfølgelig uden mulighed for at gå i land. Færgeforbindelsen til Danmark blev alligevel familiernes vej til at undslippe kommunismen – takket været heltemodige danskere, der forhindrede færgens østtyske mandskab i at stoppe familiernes flugt.
Afhopperne er blevet til gennem interviews med hovedpersonerne dengang – bl.a. Jan Rocek, der stadig lever – og omfattende research i arkiver i Danmark, USA, Tyskland og flere østeuropæiske lande. I denne artikel fortæller Jesper Clemmensen om sit møde med 95-årige Jan Rocek.
Anmelder: ’Journalistisk historieskrivning i fornemste form’ Afhopperne har allerede fået sine første flotte anmeldelser:
“Jesper Clemmensen har skrevet sin hidtil bedste bog om flygtninge, der kom til Danmark via Østersøen … Det er journalistisk historieskrivning i fornemste form … Den står som en stele over dem, systemet bandt på mund og hånd. Men ikke ånd. Stor tak til forfatter og forlag for denne perle.” Sådan lyder det bl.a. i anmeldelsen på historie-online.dk, udgivet af Dansk Historisk Fællesråd. Læs hele anmeldelsen her.
Lolland-Falsters Folketidendes anmelder kalder bogen for “en decideret page-turner” og skriver bl.a.: “Og anden halvdel af bogen er simpelthen umulig at lægge fra sig med den accelererende spænding frem til springene ud i havnen i Gedser.”
SÅDAN DELTAGER DU I UDLODNINGEN: Læg en kommentar om, hvem du gerne vil have som rejsemakker på din næste tur til Berlin + hvad du glæder dig mest til at opleve i byen.
OM KONKURRENCEN:
Konkurrencen løber til og med tirsdag 31. marts 2020. Den foregår også på Vild med Berlins Facebook-side og Instagram-side. Vi finder vinderne gennem lodtrækning og kontakter dem direkte. Vinderne modtager efterfølgende deres bog direkte fra forlaget.
OM FORFATTEREN:
Jesper Clemmensen, født 1975, er uddannet journalist og har gjort det til sit speciale at skrive om den kolde krig og DDR.
Han debuterede i 2012 med “Flugtrute Østersøen – historien om ‘den usynlige mur’ mellem DDR og Danmark under den kolde krig“. Bogen vandt prisen som Årets historiske bog 2012.
I 2017 fulgte “Skyggemand – flugthjælper i den kolde krigs Berlin”.
20. marts 2020 udkom “Afhopperne”.
Tove Fleischers ”Kærlighed i socialismens tid” er en velskrevet og medrivende bog til alle, der ønsker viden om livet i DDR set med danske øjne. Den er for nylig udkommet i en ny, opdateret udgave.
Hvorfor forlader man frivilligt det danske velfærdssamfund i 1981 og flytter til DDR for at bo der de næste otte år? Og hvordan var det at leve i det østtyske samfund med mangel på stort set alt samtidig med, at man måtte affinde sig med overvågning og overdrevne bureaukratiske kontrolforanstaltninger?
Det første spørgsmål lader sig hurtigt besvare, når man læser Tove Fleischers bog ”Kærlighed i socialismens tid – Et dansk liv i DDR”. Det fremgår da også af titlens første ord. Den unge danske kvinde møder 1975 i Jugoslavien en jævnaldrende, mandlig DDR-borger. Det fører efter gensyn i DDR til graviditet og fødsel af en fælles datter – og efter moden overvejelse og imod råd fra nærtstående til en ansøgning om permanent indrejse til det land, hvorfra trafikken på dette tidspunkt i tiltagende grad gik den modsatte vej.
Spørgsmålet om livsbetingelserne for den danske kvinde og hendes lille familie, der med tiden øges med yderligere to børn, skal man læse bogen for at få et rigtig velskrevet indblik i. Man kan roligt sige, at Tove Fleischer ikke ikke en af den slags tilflyttere, der fortrækker ”den virkeliggjorte socialisme” af ideologiske årsager, og hun var tydeligvis et fremmedelement for magthaverne i DDR.
En lugt af benzin og brunkul
Det har magthaverne sandsynligvis på fornemmelsen, for hendes ansøgning om indrejsetilladelse trækker i langdrag. Og de får i den grad med en kvinde at gøre, som ikke bare finder sig i de faktiske forhold i hverdagens DDR. Det er der flere eksempler på i bogen, der rummer erindringer så knivskarpe, så man næsten kan mærke den dårlige boligstandard og lugte osen fra bilernes totaktsmotorer og den brunkul, der blev brugt til opvarmning.
Bogen er tidligere udgivet under titlen ”Kærlighed i kommunismens tid”, men forlaget havde svigtet, så der både var mange blanke sider, byttet om på kapitler og en del korrekturfejl. Alligevel fik første udgave fem hjerter/stjerner i henholdsvis Politiken og Jyllands-Posten. Man skal altså have fat i den nyeste udgave, ”Kærlighed i socialismens tid”, hvis man vil læse bogen uden fejl.
Kom til Stammtisch med Tove Fleischer i Århus og København
Til førstnævnte møder man bare op på Fairbar kl. 14.30. Arrangementet på Berlin Bar 2. februar kræver tilmelding og er allerede fyldt op, men man kan skrive sig på venteliste.
En god gave til dem, der er interesserede i Tysklands historie
Sammen med 10 andre gode bøger er ”Kærlighed i socialismens tid” på Vild med Berlins inspirationsliste, hvis man skal finde en god boggave til én, der er vild med Berlin samt tysk kultur og historie. Se listen her.
Byen emmer af historie, så det er svært at begrænse sig, hvis man bliver bedt om at pege på, hvor man bedst oplever historiens vingesus i Berlin. Her er første del af et overblik over de mange anbefalinger, der i april 2016 kom fra følgerne af Vild med Berlins blog, nyhedsbrev og Facebook-side.
”Berlin er indbegrebet af historiens vingesus,” lød det fra en af bidragyderne, da vi i forbindelse med udlodning af bogpræmier bad deltagerne om at lægge ”en kommentar med dit bud på, hvor i Berlin man bedst oplever historiens vingesus”. En anden forestillede sig at være gudinden i quadrigaen på toppen af Brandenburger Tor: ”Hun har i mange, mange år fra toppen af Brandenburger Tor haft udsigt til, hvad der er foregået i Berlin, så netop der får man en fantastisk oplevelse af historiens vingesus”.
Ja, gudinden har overværet triumftogene i 1864, 1866 og 1870 efter sejre i krige mod blandt andet Danmark. Hun har set sejrsikre soldater drage i krig i 1914, og hun har været vidne til nazisternes march gennem porten, da Hitler kom til magten 30. januar 1933. Hun blev bombet i smadder i kampene om Berlin i 1945 og var i mange år centrum for den delte by, da der eksisterede to tysklande. Selv om hun stod med ryggen til, registrerede hun sikkert også talen 12. juni 1987, hvor den amerikanske præsident Ronald Reagan bad sin sovjetiske kollega Gorbatjov om at rive Muren ned. Ingen havde vist regnet med, at den rent faktisk blev pillet fra hinanden mindre end to år senere, hvor øst- og vestberlinere blandt andet fejrede det ved at stille sig på Muren om aftenen den 9. november 1989.
Diana Gillmeister fortæller i en kommentar, hvordan hun oplevede Brandenburger Tor før Murens fald: ”Jeg mindes de russiske soldater med maskinpistoler, som stod der ved mine besøg som barn. Som skræmte os børn, fordi vi sad på hegnet, og det måtte vi ikke. De sagde noget, vi ikke forstod, men kropssproget var tydeligt, og vi kom hurtigt ned. Fantastisk at se at der nu ikke er hegn om.”
Reichstag nævnes af mange som et andet godt sted at opleve Berlin som centrum i den vestlige verdens historie. ”Her er hele Tysklands historie på godt og ondt samlet i ét imponerende bygningsværk,” er der en, der skriver. Men derudover deler anbefalingerne sig især i steder, monumenter og mindesmærker for to epoker i historien: Den delte by 1961-1989 og Nazi-tiden 1933-1945. For overskuelighedens skyld er af denne opsamling derfor grupperet på denne måde. Her følger første del.
Den delte by 1961-1989
Stasi-fængslet i Hohenschönhausen
DDR-tiden scorer højest blandt bidragsyderne, og rigtig mange har været på rundvisning i fængslet i Hohenschönhausen, der fra 1951 til 1989 var stedet, hvor Stasi holdt op mod 200 politiske fanger indespærret ad gangen. ”Et koldt og alvorligt vingesus,” bliver stedet beskrevet som, og Jakob Schmidt anbefaler det med ordene: ”Det gamle Stasi-fængsel i Hohenschönhausen er virkelig en oplevelse værd. Stadig fornemmer man den mistro, psykiske terror og ondskab, som hele stedet var drevet af. Og i autentiske omgivelser med det originale interiør intakt.”
Caroline supplerer: ”Tilbage i DDR-tiden vidste de fleste ikke, at der lå et fængsel her – det var en Stasi-sag og fængslet var ikke på noget kort, og når nye indsatte skulle køres derud, var en af torturmetoderne ofte at køre de arresterede rundt i mørke biler i timevis, så de til sidst ikke havde nogen som helst idé om, hvor de var. Psykisk terror var måden, Stasi torturerede deres indsatte og borgere på.”
Rundviseren Mike
Som rundviser i fængslet, der har været ”Gedenkstätte” siden 1994, har mange mødt Mike, der er særlig interessant for danskere, fordi han er vild med alt dansk – blandt andet inspireret af Olsen Banden – og brugte tiden under sine mange ophold i fængslet til at lære dansk, blandt andet ved hjælp af brugsanvisninger, hvor vejledningerne var oversat til flere sprog.
”Min største historiske oplevelse i Berlin var, da jeg blev vist rundt i Hohenschönhausen af en tidligere fange, Mike, som i øvrigt taler dansk. Hans største ønske efter murens fald var at besøge Danmark og lære dansk. Han gjorde et stort indtryk på mig, for vi er jævnaldrende. Mens jeg var ung, hvor jeg levede livet og uddannede mig, så sad han det meste af tiden i fængsel i DDR,” fortæller Simon Smidt Jensen.
Efter Murens fald gik Mikes første udlandsrejse i øvrigt til Sønderjylland, hvor han blev modtaget meget varmt og inviteret indenfor af de danskere, der fandt ud af, at han var fra DDR.
Bente Toft: ”Et besøg i Stasi-fængslet i Hohenschönhausen i Berlin har gjort dybt indtryk hos min mand og jeg. En af de tidligere indsatte guidede os rundt. En meget personlig og intens rundvisning. Efter Genforeningen mødte han tilfældigt sin forhørsleder ude i byen. De kom i snak, og det var starten på ideen om en bog om fangernes og deres “forhørsbødlers” skæbne i den nyere historie. Bogen kan nu købes i fængslets boghandel.”
Museet ”Alltag in der DDR”
En permanent udstilling med gratis entré, der i november 2013 åbnede i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder.
Helle Faber: “Boede i Østberlin i november 1989, og dette museum beskriver livet der.”
Museets hjemmeside: http://www.hdg.de/berlin/museum-in-der-kulturbrauerei/ Læs også om museet i blogindlægget: Ni gratis fornøjelser ved regnvejr i Berlin
Bornholmer Strasse – stedet for Murens fald 9. november 1989
”Der, hvor jeg mærkede historiens vingesus, var ved broen på Bornholmer Straße, hvor vi så plancher med billeder fra før og ved Berlinmurens fald,” skriver Laila Hejlskov.
Begivenheder ved grænseovergangen er skildret i denne 9 minutter lange dokumentar (med engelske tekster):
Den tyske kanal ARD viste i 2014 begivenhederne i et tv-drama, der i høj grad beskrev begivenhederne set fra Harald Jägers synsvinkel. Han var den østtyske befalingsmand, der ledede gænseovergangen og er kendt som ”Manden der åbnede muren”.
Haralds Jägers biografi kan læses på Wikipedia i en engelsk og en tysk version.
Potzdamer Platz
”Med det enorme Sony Center og stykkerne er muren – en fantastisk historisk kontrast,” skriver Tanja Rasmussen.
U-Bahnhof Friedrichstrasse
Kirsten Gjaldbæk: ”Når jeg står på banegården Friedrichstrasse, kigger jeg hver gang op mod vinduerne i gavlen under den buede hvælving, og så synes jeg stadig at se soldaterne med maskingeværer, der stod på vagt der, mens byen stadig var delt. Og så behøver man blot at gå ned i udstillingsrummene i “Tränepalast” lige uden for stationen for med gysen at genopleve nervøsiteten for kontrollerne dengang før november 1989!”
Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse
Det eneste sted i Berlin, hvor et stykke af både den ydre og den indre mur stadig er bevaret. Det tilhørende dokumentationscentrum er løbende blev fornyet. ”Efter udvidelsen af Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse, synes jeg at man her får en fornemmelse af, hvordan en helt almindelig gade med boligblokke blev forvandlet under delingen af byen,” skriver Lone.
Anne Hessing Simonsen: “Ingenmandslandet ved Bernauer Strasse. Det risler en kold ned af ryggen, når man står i Mauerpark på flisegangene og tænker på, hvor mange der flygtede i de dybe gange under jorden netop der, hvor man står.”
Baumhaus an der Mauer
Martin Olesen skriver: ”Et ikke så berømt – men meget tankevækkende – sted er “Baumhaus an der Mauer” i Kreuzberg. Hør fx historien på Youtube. Her får man en helt anderledes og skæv vinkel på Berlins deling. Jeg så stedet første gang med en af de alternative gåture, der også er meget anbefalelsesværdige. Se fx http://alternativeberlin.com/tours/free-tour/
Trabant-museet ved Checkpoint Charlie
Anette Due: ”Det er et fantastisk lille museum, hvor der virkelig er noget at komme efter. Rigtig god film om Trabantens historie også.”
Karl-Marx-Allee
Annie Hansen: ”Efter at have oplevet Berlin i 1960 – før muren, på Stalinallee, (nu Karl-Marx-Allee) med de brede fortov og, efter datidens østtyske forhold, imponerende facader er det alligevel som at komme til en anden verden, når man i dag går ned af samme allé. I 1960 var der mennesketomt og uden trafik. Gik man ind bag facaderne, oplevede man kun sønderbombede huse, hvor der var legende børn. I dag en meget trafikeret allé, nærmest boulevard, med masser af flotte boligblokke, hvor der var ruiner. I årene siden dengang har jeg oplevet Berlins forandring på både godt og ondt, heldigvis mest af den gode slags. Det gyser dog stadig i mig, når jeg aflægger Tränenpalast et “besøg” og genoplever de gange, jeg skulle der igennem og visiteres.”
Torben Stig Nymand Jacobsen: ”Jeg vælger Karl Marx Allee v. Warschauer Strasse. I dette kryds finder man fire meget store bygninger, som er sovjetiske i al deres pragt. Jeg forestiller mig, at bygningsarbejderne forlod stilladserne i juni 1953 i protest mod prisstigninger og tempoopskruninger. 17.juni var Berlin på randen af sammenbrud. Kun ved sovjetiske kampvognes mellemkomst blev opstanden knust i blod. Bertolt Brecht skrev et satirisk indlæg et par dage efter, hvor han foreslog styret at opløse folket og vælge et nyt.”
Stasimuseum
Gitte Luk skriver: ”Jeg har oplevet dårlig karma af nærmest fysisk karakter tre steder i Europa: I Pompeji syd for Napoli, ved invasionskysten i Normandiet og på Stasimuseum i Ruschestrasse, Berlin. Lugten af bonevoks, gammel cigaretrøg og “Beamterbüro” væltede mig helt bagover, første gang jeg var der for mange år siden. Vi så en halv BBC-dokumentar på VHS i cafeteriet. Den anden halvdel var “gået i stykker”, og der var ikke råd til en ny kopi. Til gengæld fik vi kaffe og småkager, og en venlig ældre kvinde genfortalte resten af dokumentaren, som hun kunne udenad. Ude på trappen stod en gammel, blind mand og fortalte sin egen historie til alle, der gad høre den. Om tab og undertrykkelse og om, hvor svært det også var at falde til i det nye Tyskland. Hver gang jeg er i Berlin, MÅ jeg tilbage til det museum. Ikke for at svælge i fortidens elendighed, men for at minde mig selv om, at mure og pigtråd ikke løser nogen problemer. Det er der desværre endnu nogen, der tror.”
Museumsbolig
Jane Tobberup skriver: ”Tidslomme til offentlig beskuelse: En typisk 80’er DDR-lejlighed i et af datidens Plattenbau-komplekser. Interessant!!!”
Hellersdorfer Straße 179. Åben om søndagen 14-16 eller efter aftale. Gratis entré. http://www.berlin.de/museum/3110025-2926344-museumswohnung.html
Tempelhof
Ole Borch: ”Jeg vil gerne slå et slag for den tidligere Tempelhof lufthavn … Under den kolde krig etablerede amerikanerne og englænderne den berømte luftbro, så Vestberlins befolkning kunne få fødevarer og brændsel, selvom russerne havde afskåret disse bydele under allieret kontrol. Et af de fly, der deltog i luftbroen, en såkaldt “Rosinbomber”, kan stadig ses foran lufthavnsbygningen. Navnet “Rosinbomber” opstod, fordi flyene ud over at fragte varer også smed små faldskærme ud med slik, rosiner og chokolade til de børn, der forventningsfuld stod på ruinbjergene og så flyene ankomme.”
East Side Gallery
Et langt stykke indermur på den østberlinske side af Spree.
Per Mikkelsen: ”Find stedet hvor to danske piger har malet “Himlen over Berlin”. Og vid, at de to piger tog rejsen til Berlin spontant, stort set uden en krone på lommen, malede i Trabi-damp, boede på gulvet hos en østtysk studerende. Deres værk blev udvalgt til at “overleve”, da dele af muren blev revet ned.”
Læs mere i blogindlægget: East Side Gallery – 1.316 meter gribende historiefortælling
Mauermuseum ved Checkpoint Charlie
Anita Ege Urbak: ”Dokumenterer meget detaljeret og konkret livet i Berlin under den kolde krig, og man kommer virkelig ind under huden på mennesket og fornemmer, hvad der var på spil for dem, når man ser, hvad de udsatte sig selv og familien for. Et sted, der gjorde dybt indtryk på hele familien.”
East Side Gallery