Tag-arkiv: Mindesmærker

Ny guide til den skæve, skøre og modsætningsfyldte by

Hvis man vil lære Berlin at kende, skal man bare begynde. Og blive ved. Du kan passende gå i gang ved at læse om – og opleve – de 111 specielle steder, der omtales i en ny dansk guidebog.

Europas smukkeste undergrundsstation, det berlinske Eiffeltårn, den tidligere jødiske pigeskole …

Tre tilfældige nedslag i ”111 steder i Berlin som du skal se” beviser endnu engang, at der ikke er nogen ende på den tyske hovedstad. Selv om du har besøgt byen mange gange, er der fortsat utallige steder at opdage, fængslende historier, betagende arkitektur eller sjove anekdoter.

Den nye guidebog på dansk er et udvalg af de to bind, der findes på tysk af ”111 Orte in Berlin die man gesehen haben muss”. Journalist Teddy Petersen, der tidligere har bidraget med et gæsteblogindlæg på Vild med Berlin, har stået for udvælgelsen, oversættelsen og tilpasningen til et dansk publikum.

Det er der kommet en meget interessant og smuk bog ud af. De 111 steder har fået hvert sit opslag med en overskuelig tekst på venstresiden og meget varierede billeder på højresiden. Bagerst i bogen er der fire bykort, der ret præcist viser placeringen af de udvalgte steder. Hvis man befinder sig på et nyt sted i Berlin, kan kortene også bruges til inspiration, så man lige kan få et par oplevelser med, mens man alligevel er i området.

Forfatteren er freelancejournalist Lucia Jay von Seldeneck, født i Berlin i 1977. Hendes opvækst i byen har på ingen måde svækket hendes blik for de spøjse detaljer i de mere ukendte kringelkroge, og hendes tekster emmer af kærlighed til byen. Også fotografen Verena Eidel og reseacheren Carolin Huder er berlinere.

I samarbejde med forlaget Frydenlund udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af bogen. Du kan vinde dit eksemplar ved – i kommentarfeltet under nedenstående uddrag fra bogen – at skrive lidt om et særligt sted i Berlin, som du holder af eller gerne snart vil opleve. Vi udtrækker tre vindere blandt bidragene på bogens udgivelsesdag 28. oktober 2015.

Forlaget har stillet nedenstående fire eksempler fra bogen til rådighed for Vild med Berlin.

Et forsøg, der vejer tungt

Storhedsvanvid man kan røre ved

I årevis var den runde kolos en gåde. Der var mange bud på, hvad betonklodsen inde midt i et område med kolonihaver var: en bunker, et vandtårn eller et forsvarsværk af en slags? Men ingen af buddene var helt troværdige. Forklaringen på disse 12.650 tons betonmonstrum kunne ingen forestille sig. Men så fandt man planerne: Dette overdimensionerede korpus skulle teste jordbunden før et vildt mammutprojekt!

Albert Speer var Hitlers foretrukne arkitekt, og efter hans planer skulle på dette sted stå den 117 meter høje triumfbue, der var en del af projekt Germania, som var Berlin bygget om til ny hovedstad i nazisternes verdensrige. Den gamle øst-vest-akse, der i dag er Unter den Linden og Straße des 17. Juni, skulle udvides til 50 kilometers længde. Vinkelret på den skulle en ny nord-syd-akse på 40 kilometer ende i »Folkets hal«, verdens største bygning med plads til 180.000 mennesker. Da Albert Speer viste sin far modellen af Germania, skulle han have sagt til sin søn: »I er blevet fuldstændig sindssyge«.

Men galskaben resulterede også på dette punkt i realiteter, og Speer overlod ikke noget til tilfældighederne. Fra april til oktober 1940 kom betonklodsen derfor til verden – for at afprøve undergrundens stabilitet på stedet. Triumfbuen skulle være så stor, at den parisiske triumfbue i sin helhed kunne stå under den.

Det viste sig at være umuligt at sprænge denne testbygning i luften eller på anden måde fjerne den, så den står tilbage som et monument og erindrer om de uhyrlige planer for Berlin. Den har selvfølgelig fået nogle øgenavne – »Champignon« og »Naziklodsen«.

Fra et udsigtstårn på området lader vanviddet sig overskue i hele sin udstrækning. Op i 14 meters højde skulle en vold danne denne akse gennem Berlin. Forsøgsprojektet her skulle have været fjernet, og al beboelse mellem Tempelhof Feld og Hauptstraße skulle have veget for dette storhedsvanvid.

Huset David Bowie boede i

”Heroes” fra en toværelses i Berlin

Huset står på en gade, der skråner – det oplever man ikke mange steder i Berlin. Men ellers er det en helt gennemsnitlig ældre bygning, malet i en trist grå-hvid-gullig farve. En indisk restaurant, et forsikringskontor, en tatovør og en lægepraksis kæmper om pladsen i stueetagen, og mellem dem er indgangsdøren klemt inde – den dør i Hauptstraße 155, som David Bowie i 1976 gik ind ad og besluttede at leje en toværelseslejlighed på første sal. Hans nabo blev Iggy Pop.

Da Bowie kom til Berlin, hed det sig, at han var færdig. Et narkotikavrag. Men i Berlin kom han sig. Han kom for at indspille, og han blev her i tre år. I Hansastudierne blev lp’erne »Low« og »Heroes« indspillet, og sammen med Iggy Pop lavede han nogle fælles sange.

Kun to huse derfra i Hauptstraße 157 har indehaveren af baren »Neues Ufer« stillet stole og borde ud på fortovet. På Bowies tid hed baren »Anderes Ufer« og var for musikerne fra nummer 155 deres andet hjem. De kom for at få morgenmad, og om aftenen var det whisky.

Det var den første åbenlyst homoseksuelle café i Schöneberg. Man kunne kigge ind i den, og enhver kunne – også uden at ringe på og uden hemmelighedskræmmeri – bare gå ind. Hvilken whisky Bowie drak, er der ingen på stedet, der ved i dag. Men det siges, at når David Bowie i dag er i Berlin, skal han altid lige forbi huset i Hauptstraße. »En by, fuld af barer for sørgmodige, skuffede mennesker. Den elsker jeg«, sagde David Bowie engang om Berlin.

Der er også folk, der stadig elsker David Bowie. Beviset: Der er jævnligt fans, der skruer skiltet med husnummeret af for at få et stykke af David Bowies liv med hjem.

Det dyreanatomiske teater

Et vindue til videnskaben

Kort før floden Panke munder ud i den større Spree, snor den sig i skyggen af Charité-højhuset og Humboldt-Universitetets veterinærmedicinske murstensbygninger. Det gamle campusområde ligger fuldstændig gemt bag husene i de omliggende gader, men derinde under de ældgamle træer fører små højryggede broer over den lille flod, som på dette sted næsten er nemmere at springe over. Nogle huse står tomme, og gennem de støvede vinduer kan man ane, at de fleste er gamle stalde.

Midt på det store område ligger det nyrestaurerede Dyreanatomiske Teater. Kong Friedrich Wilhelm II lod det bygge i 1787 for at kunne uddanne dyrlæger til hestene i sin hær, fordi så mange af dem døde af epidemier.

Kuplens indre ligner ikke et auditorium, som man ellers kender det. Det minder mere om et amfiteater med sine stejle, afrundede sider og hvide bænke, der løber hele vejen rundt. Det var på en vis måde også hensigten: Så kunne alle se den forestilling, der udspillede sig nede i midten. Ved hjælp af et bord, der kan sænkes og hæves, blev det døde dyr nede fra kælderen hævet op i lokalet – en ren teateroplevelse – og så blev det dissekeret for øjnene af de studerende. De antikke vægmalerier med letpåklædte mænd og deres dyr plus det tilbagevendende motiv med blomstersmykkede dyrekranier virker overdrevet og alt for mytologisk i de videnskabelige omgivelser.

I dag er salen under kuplen igen i brug. Tværfaglige udstillinger, møder og foredragsrækker med temaer, der er tilgængelige for alle, gør det videnskabelige teater til et udstillingsvindue for forskningen.

Uret, hvor tiden flyder

Mere Vestberlin bliver det ikke

Alt flyder. I det mindste i Europa-Center – her er tiden siden 1982 i form af en grøn neonfarve løbet gennem glasrør, boblet videre i store reagensglas, inden den bliver pumpet ovenpå, samlet og på ny ledt videre.

Små flade glasbobler ude til højre viser minutterne, store runde timetallet ude til venstre – det aflæses af, hvor den grønne væske står lige nu. Al den flyden og boblen driver et stort pendul, som så igen styrer åbningen af de forskellige kanaler. Men helt forstå alt det kan man ikke!

Fædrene forklarer børnene det tekniske, men alle, der bliver stående for at kigge på tidens op- og nedstigen, har deres egen teori om, hvordan uret fungerer. Og det er ikke så mærkeligt – forklaringen på det skilt, der er sat op, er ikke nem at forstå.

Da Europa-Centret blev åbnet i 1965 som indkøbs-, kontor- og boligcenter, var det virkeliggørelsen af en drøm for hele Vestberlin. En Mercedes-stjerne drejede uden pause højt oppe over byens tage, i den overdækkede gård nedenunder kunne man sidde på små terrasser mellem planter, og man kunne sidde ved springvandet udenfor og bestille is med parasol. Det kan man i øvrigt stadig.

På trods af det – eller netop på grund af det – er der fyldt af mennesker på den neonbelyste rulletrappe og på gangene mellem Irish Pub og Mövenpick. Den ene gæst ser ud til at være fast gæst, den næste formodentlig Berlin-turist. Der er indimellem nogle, der nok allerede som børn i Vestberlin har stået ved uret og måbet. Og uret står der stadig og viser næste time, mens de gamle et øjeblik synes, at det er som om tiden er gået i stå et eller andet sted mellem 1960’erne og 1980’erne. Eller som det bliver sagt i en reklamefilm på internetsiden: »Mere Vestberlin bliver det ikke«.

Mest bevægelse er der i det sindrige system, når klokken skifter ved hele klokkeslæt.

Vindere af lodtrækningen
Bidragsyderne til teksterne i kommentarfeltet herunder skriver om et særligt sted i Berlin, som de har opdaget eller gerne vil opdage. De indgik i en lodtrækning om tre eksemplarer af bogen. 29. oktober 2015 trak vi tre vindere: Steen Karstensen, Helsingør, Pia Möller-Light, Århus C og Bente Toft, Knebel.

Bogen kan købes hos Forlaget Frydenlund for 199 kr.

Gleis 17 Memorial – Mindesmærke for nazisternes jødetransporter fra Berlin

1 svar

Mellem oktober 1941 og marts 1945 blev næsten 56.000 berlinske jøder deporteret til nazisternes koncentrations- og dødslejre østpå. Hovedparten af dem blev sendt med tog fra spor 17 på S-togsstationen i Grunewald. Her findes i dag et af Berlins stærkeste jødiske mindesmærker, Gleis 17 Memorial.

Det nedlagte spor 17, hvor selvsåede træer har vokset sig store mellem skinnerne.

Hvilke tanker løb gennem hovedet på folk, mens de blev drevet som kvæg gennem adgangstunnelen med de gule mursten, op ad trappen til perronen og videre op i togvognene?

Var stemningen præget af gråd og fortvivlede udbrud? Eller lagde de voksne låg på deres egen frygt i et forsøg på ikke at skræmme børnene endnu mere i den i forvejen angstfyldte situation, det har været at blive tvunget ud af hjemmet af uniformerede SS-folk og ført af sted mod en ukendt skæbne.

Aldrig før har et mindesmærke sat så mange tanker og følelser i gang og skabt så uhyggelige scener på min indre billedskærm som Gleis 17 Memorial på S-togsstationen i Grunewald. Det skulle da lige være projektet Stolpersteine, der ligesom Gleis 17 skal forhindre os i at glemme nazisternes systematiske deportationer og drab på millioner af jøder under 2. Verdenskrig.

Jeg besøgte stationen i Grunewald en stille hverdagsformiddag i maj. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, fuglene sang, og de mange træer og buske i de nydelige villakvarterer omkring stationen struttede livfulde og forårsgrønne.

Kontrasten kunne næsten ikke være større til det mørke kapitel i stationens og Deutsche Bahns historie, som blev udrullet, da jeg gik op af trapperne til spor 17.

Herfra blev der mellem oktober 1941 og marts 1945 deporteret over 50.000 jøder til koncentrations- og dødslejre i øst. 35 af togene med i alt 17.000 jøder om bord kørte direkte til dødslejren i Auschwitz.

Jøderne blev ført til fods mod Grunewald-stationen

På det nu nedlagte spor 17 kan man finde samtlige datoer for deportationer nedfældet i 186 stålplader, der ligger langs perronkanten på begge sider af sporet. Stålpladerne fortæller også, hvor mange jøder, der var med på hver transport, og hvor toget gik hen. Det hele i kronologisk rækkefølge.

Hver enkelt deportation af jøder fra Grunewald er beskrevet i kronologisk rækkefølge.

Den første deportation fandt sted den 18. oktober 1941. Den dag blev 1.251 jøder sendt til ghettoen i Lodz i Polen.

Den 24. oktober 1941 afgik endnu et tog mod Lodz. Denne gang med 896 jøder om bord. Den 27. oktober 1941 blev endnu 1.034 jøder deporteret til Lodz, og sådan fortsætter det. De første måneder kørte togene hovedsageligt til de østeuropæiske ghettoer i Lodz, Minsk, Riga og Kovno (Kaunas).

Men fra 2. juni 1942 begynder transporterne til koncentrationslejren i Theresienstadt. Gennem juni, juli, august og september er der næsten daglige afgange mod Theresienstadt. Typisk med 100 jøder pr. gang. Fra slutningen af november samme år begynder transporterne direkte til dødslejren i Auschwitz.

Forud for transporterne havde politiet og SS samlet jøderne i en særlig lejr i synagogen i Levetzowstraße i Berlins Moabit-kvarter. Herfra blev jøderne ført til fods mod Grunewald-stationen.

I krigens sidste måneder tyndede det ud i deportationerne. Den sidste fandt sted den 27. marts 1945, hvor 18 jøder blev deporteret til Theresienstadt.

Gleis 17 blev skabt på initiativ fra Deutsche Bahn

Mindesmærket Gleis 17 blev indviet den 27. januar 1998. Det blev skabt på initiativ fra Deutsche Bahn som følge af debatterne om den rolle, som det nationale togselskab havde spillet i forbindelse med deportationerne under nazistyret. Mindesmærket er udviklet af arkitekterne Niklaus Hirsch, Wolfgang Lorch og Andrea Wandel.

Betonskulpturen skabt af Karol Broniatowski står til højre for Grunewald-stationens hovedindgang.

På Grunewald-stationen finder man også et mindesmærke skabt af den polske kunstner Karol Broniatowski. Hans værk, der blev indviet i 1991, består af en 18 meter lang betonblok med indlejrede silhuetter.

Mindepladen ved dette værk slutter med ordene:

“Zur Mahnung an uns, jeder Missachtung des Lebens und der Würde des Menschen mutig und ohne Zögern entgegenzureten.”

Mit Berlin #12: Ich bin ein Prenzlauer Berger

1 svar

Jacob Egevang udgav tidligere i år den roste e-bog ’90files Berlin’, der er en anderledes rejseguide til voksne, der rejser med børn. Han deler her ud af sine tips om bl.a. en af byens bedst placerede barer, gribende mindesmærker og en uforglemmelig guidet street art-tur.

Hvad er dit forhold til Berlin?
Berlin er et sted, hvor jeg føler mig hjemme, næsten ligesom jeg føler mig hjemme i København. De seneste knap 10 år har jeg været i Berlin omkring hver sjette til ottende uge. Jeg elsker byen året rundt og på tværs af dens vidt forskellige bydele. Der er så mange ansigter, udtryk og måder, livet leves på i Berlin, at jeg får nye impulser og ideer under hvert besøg.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Berlin er en storby med stort S. Der er højt til loftet og dejlig langt fra væg til væg. Jeg har svært ved at komme i tanke om andre metropoler, hvor der på samme måde er den her kombination af genuin rummelighed og livgivende nysgerrighed. Ingen behøver føle sig anderledes i Berlin, og det er på forunderlig vis med til at åbne verden op. Det, synes jeg, er vildt inspirerende.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Ich bin ein Prenzlauer Berger. Jeg kan simpelthen ikke få nok af denne bydel; dens tilbagelænede stemning, de hundredvis af kneiper, restauranter og cafeer, LSD Viertel, Kollwitz Platz, Bötzow Viertel, Kastanien Allee, Oderberger Strasse og Mauer Park om søndagen.

For mig er Prenzlauer Berg en varm og smuk oase, hvor jeg helt instinktivt bare får lyst til at nyde livet.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Jeg glemmer aldrig den guidede tur til Berlins street art, jeg deltog i for nylig. En graffitimaler fra The Hidden Path tog os i løbet af tre timer fra Spandauer Vorstadt til Kreuzberg. Han åbnede en dør til et veltalende rum af gadens kunst, som tiltalte mig meget. Det urbane moment, de farverige signaturer og gadekunstens uudslettelige trang til at råbe op for at vække os andre, var en eminent øjenåbner i selskab med The Hidden Path.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har mange! Men jeg har for nylig ”opdaget” Monkey Bar, som ligger i Budapester Straße 40 på toppen af et hotel. Det må være en af byens bedst placerede barer, når det kommer til udsigt. Der hersker en international, men alligevel afslappet, berlineragtig loungestemning i baren, der med sit gulv til loft glasparti giver gæsterne en panoramisk udsigt over Großer Tiergarten og Zoologischer Garten.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin er en mester i mindesmærker. De fleste turister besøger Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauer Straße og Mindesmærket for Europas dræbte jøder. Det er begge gribende oplevelser, men der er to andre mindesmærker, som også har gjort stort indtryk på mig.

Det ene mindes Porajmos, som er romabetegnelsen for nazisternes udryddelse af Europas romaer og sintier. Det ligger på en eksklusiv adresse klods op ad Bundestag i Großer Tiergarten, hvilket i den grad er med til at understrege alvoren i dets budskab. Det andet ærer de homoseksuelle ofre for nazisternes forfølgelse og er ligeledes fornemt placeret i Großer Tiergarten lige over for Mindesmærket for Europas dræbte jøder.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Jeg skal helt sikkert på Tysklands Historiske Museum og se udstillingen ”1945 – Nederlag. Befrielse. Begyndelse.” i anledning af 70-året for krigens afslutning. For mig er museet en mester i formidling, og jeg har hørt og læst meget godt om den aktuelle udstilling.

Jacob Egevang, 46 år, forfatter, bl.a. af e-bogen ’90files Berlin’, der henvender sig til voksne, som rejser med børn og unge i Berlin. Derudover kommerciel tekstforfatter og kommunikationsrådgiver.

Var i Berlin første gang i 1993 på studietur som lærerstuderende. Muren var faldet få år forinden, og vi unge studerende besøgte skoler i det tidligere Østberlin for at få indsigt i den enorme omstillingsproces, de befandt sig midt i.

Er i Berlin seks til 10 gange om året og tager af og til på arbejdsophold i byen.

Et markant mindesmærke fylder 10 år

Skriv et svar

”Mindesmærket for Europas myrdede jøder” i hjertet af Berlin blev indviet 10. maj 2005. I sin åbningstale viderebragte forbundsdagspræsidenten sit håb om, hvordan monumentet ville blive modtaget. Det fortjener en gentagelse her ti år senere.

Denkmal für die ermordeten Juden Europas

“Mindesmærket for Europas myrdede jøder” fotograferet ved nedgangen til det underjordiske dokumentationscenter med Tiergarten i baggrunden

”I dag åbner vi et mindesmærke, der minder os om Nazitysklands værste og mest rædselsvækkende forbrydelser: Forsøget på at tilintetgøre et helt folk. Dette monument er dedikeret til de myrdede jøder i Europa.”

Sådan indledte forbundsdagspræsident Wolfgang Thierse sin tale 10. maj 2005 ved åbningen af ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (”Mindesmærket for Europas myrdede jøder”) tæt på Brandenburger Tor. Han tilføjede, at ingen anden nation nogensinde har påtaget sig at bygge et monument til minde om nationens forbrydelser midt i sin egen hovedstad, og at det derfor var forståeligt, at der var kommet en strøm af indvendinger i løbet af de 17 år, fra ideen til mindesmærket blev præsenteret allerede før Murens fald, til monumentet stod færdigt i 2005.

Beslutningen om placeringen i det tidligere ingenmandsland mellem Øst- og Vestberlin – tæt ved Brandenburger Tor – blev taget i 1999 som en af de sidste vedtagelser i den gamle forbundsdag i Bonn.

Begynd besøget under jorden
Som kunst er den amerikanske arkitekt Peter Eisenmans værk åbent for fortolkning. Det er nærliggende at sammenligne de 2.711 betonsteler fordelt på 19.000 kvadratmeter med kister eller gravsten. Mellem stelerne er der gange i en bredde på 0,95 cm. Det er så smalt, at man kun kan gå der en og en, og mellem de højeste af stelerne er det muligt at føle sig ret alene, selv om der ofte er mange turister på stedet.

I sin åbningstale anbefalede forbundspræsidenten, at man som gæst begynder sit besøg i det underjordiske dokumentationscenter i den østligste ende, dvs. længst væk fra Tiergarten, og derefter går alene mellem stelerne og tænker over de indtryk, som besøget efterlader.

Vil man ned i dokumentationscentret, skal man væbne sig med tålmodighed eller finde et tidspunkt uden al for megen kødannelse, for sikkerhedskontrollen er en lufthavn værdig, og der lukkes ikke så mange besøgende ind ad gangen. Det er ikke for sarte sjæle eller alt for små børn at blive vidne til nazisternes tiltagende fornedrelse af jøder og anderledes tænkende, som lige efter sikkerhedskontrollen vises i en lang billedfrise.

En formaning om plads til forskellighed uden frygt
De færreste forbliver upåvirkede af det efterfølgende møde med ansigter og navne på de jøder, der er fotograferet ved familiefester eller i gang med hverdagsagtige udfoldelser i tiden forud for Hitlers magtovertagelse, eller før forfølgelsen ramte dem. Deres skæbne bliver blandt andet fortalt gennem de overlevedes stemmer, og man kan have svært ved at løsrive sig fra de gribende beretninger. Den mest detaljerede leveres af den berlinske jøde Walter Frankenstein, men hvis man vil hele interviewet igennem, må det nok tages i mindre bidder, for det varer i ni timer.

Wolfgang Thierse sluttede sin tale ved åbningen i 2005 med at udtrykke en forhåbning om, at mindesmærket kan være en formaning – i særdeleshed til de unge – om den forpligtelse, vi har til at skabe en kultur af menneskelighed, anerkendelse og tolerance i et samfund, hvor vi uden frygt kan være forskellige.

Åbningstider
Man kan gå rundt mellem de 2.711 steler døgnet rundt. Dokumentationscentrets åbningstider varierer efter års- og højtider. I sommerhalvåret er der åbent kl. 10-20, men man skal ikke gøre sig håb om at komme ind, hvis man ankommer senere end en time før lukketid. Entréen er gratis, men for nogle få euro kan man deltage i en guidet rundvisning. Læs mere på mindesmærkets hjemmeside.

Ni gratis fornøjelser ved regnvejr i Berlin

3 svar

Fortvivl ikke, hvis vejrudsigten forudsiger våde dage i den tyske hovedstad. Her er en stribe muligheder, som Berlin byder på, og som både er indendørs og gratis.

Denne side er tjekket og opdateret 28. juli 2019.

1. Museet Alltag in der DDR
Et nyt og moderne museum, der i november 2013 åbnede i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder. Den permanente udstilling med gratis entré er større og mere interessant end det overrendte DDR-museum i Mitte, som man skal betale seks euro for at besøge. Se blandt andet en Trabant med telt på taget, som på et tidspunkt var højeste mode i det østtyske, og oplev mange facetter af livet i DDR, som de kommer til udtryk i såvel afsavn, undertrykkelse og overvågning som kammeratskab og den stille modstand.
http://www.hdg.de/berlin/museum-in-der-kulturbrauerei/

2. Topographie des Terrors
Nogle af de vigtigste arnesteder for den nazistiske terror, bl.a. Gestapo, havde hovedkvarter på adressen i Niederkirchnerstrasse, hvor der i mange år efter Murens fald var en udstilling under åben himmel. I 2010 åbnede så et stort dokumentationscentrum i en helt ny udstillingsbygning. Her kan man tilbringe adskillige timer med de mange informative plancher og tekster på tysk og engelsk. Udendørs, men overdækket, er der en lang arkade langs den gamle indermur, hvor man bevæger sig kronologisk gennem udviklingen i Tyskland fra 1933 frem til en lille krølle om Muren og DDR. Et glimrende sted at tage teenagere med hen, hvis de skal lære lidt om i Berlins centrale placering i verdenshistorien for 70-80 år siden.
http://www.topographie.de/

3. Museet under ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (“Holocaust Denkmal”)
De fleste turister har set det store mindesmærke med 2.711 betonpiller tæt ved Brandenburger Tor, men alt for få af dem tager turen nedenunder i det 800 kvadratmeter store informationscenter, hvor man kan følge jødernes og andre forfulgtes skæbne under nazistyret, blandt andet illustreret ved udvalgte familiers fortællinger. Entréen er gratis, men forvent et sikkerhedstjek, som er en lufthavn værdigt.
https://www.holocaust-denkmal-berlin.de/

Indgangen til informationscentret under de 2.711 btonpiller finder man i den østlige ende længst væk fra Tiergarten.

Indgangen til informationscentret under de 2.711 betonpiller finder man i den østlige ende længst væk fra Tiergarten.

4. Alliierten Museum
Museet, der har til formål at dokumentere USA’s, Englands og Frankrigs engagement i Berlin efter 2. Verdenskrig, flotter sig også med gratis entré. Der er en permanent udstilling og langvarige særudstillinger. For tiden (2019) hedder særudstillingen “LITTLE AMERICA – Leben in der Militär-Community in Deutschland”. Det er en fotoudstilling om de udstationerede amerikanske soldaters liv i Tyskland i perioden efter 2. Verdenskrig.
http://www.alliiertenmuseum.de/

5. Manufactum
Det kan måske forekomme lidt ordinært at anbefale et besøg i en kædeforretning med varehuse i otte tyske byer, men en god ven fik solgt ideen så godt, at jeg for nylig besøgte butikken ved Ernst-Reuter-Platz (eller ”Erpl”, som berlinerne kalder den). Manufactums slogan er ”Es gibt sie noch, die guten Dinge”, og forretningen havde ganske enkelt et overvældende udbud af kvalitetsprodukter og flot design inden for en lang række områder, bl.a. køkkenudstyr, møbler, legetøj, cykeltilbehør, haveredskaber og kontorartikler. Er der så noget, der er gratis? Ja, kædens tykke varekataloger, men derudover kan man sige, at priserne matcher den gode kvalitet. Skulle man alligevel i gang med at lede efter en god og original gave, behøver der jo ikke at være ekstra udgifter ved at lede efter den hos Manufactum.
http://www.manufactum.de/manufactum-berlin-c-41/

Manufactum – butikken ved Ernst-Reuters-Platz med kvalitetsprodukter i to etager

6. KaDeWe
Det store, historiske varehus ved Wittenbergplatz fortjener et besøg, og hvorfor ikke lægge en frokostpause på den næstøverste feinschmecker-etage, hvor der serveres forrygende bouillabaisse i mange varianter og meget andet lækkert ved skranker med hurtig servering. Eller vælg selv fra buffeten i restauranten på den øverste etage, som blev indviet i 1996 og dermed gjorde KaDeWe til Europas næstestørste stormagasin med i alt 60.000 kvadratmeter indkøbsareal. Skulle man være så uheldig at befinde sig i varehuset i følge med personer, der kan tilbringe timer i tøjafdelingen, kan man måske have fornøjelse af den velassorterede afdeling med bøger, hvor man nemt kan få en time til at gå med at kigge i nye bøger om fx Berlin-relaterede emner. Det er ganske gratis.
http://www.kadewe.de/

7. En laptop-venlig café
Okay, helt gratis er det måske ikke, men til gengæld koster det kun en kop god kaffe at blive hængende, til bygen er ovre, mens du bruger det gratis wifi, som tyskerne kalder ”w-lan”. Her kan du sende mails og Facebook-beskeder hjem til vennerne, hvor du for eksempel fortæller, at Berlin er et gråt og trist sted, hvor tjenerne er uvenlige og tilmed forventer drikkepenge, og hvor beboerne ligefrem hader turisterne og den ”gentrifizierung”, som de er skyld i. Jo færre turister, jo mere plads til os, der er vilde med Berlin! (Ironi kan forekomme). Her på sitet kan du finde denne oversigt over “laptop-venlige” caféer. Du er velkommen til at supplere listen med en kommentar:
http://vildmedberlin.dk/her-finder-du-berlins-laptop-venlige-cafeer/

De gode cafeer med gratis wifi kan ses på et Google-kort.

8. AquaDom
Befinder man sig i Mitte tæt på Alexanderplatz, bør man besøge lobbyen på Hotel Radisson Blue, hvor det er muligt at se det kæmpestore, cylinderformede akvarium med 1.500 tropiske fisk. Man kan også tage elevatoren op inde i akvariet og opleve fiskene svømme rundt om én.

9. Kuplen over Reichstag
Det er gratis at besøge det tyske parlament, og kuplen, der blev indviet i 1999, er en stor arkitektonisk oplevelse. Man kan gøre det spontant ved at henvende sig i besøgstjenestens servicestation i nærheden af Reichtagsbygningen ved siden af Berlin-pavillonen på den sydlige side af Scheidemannstraße. Hvis der er ledig plads, udstedes tilladelser til personlig adgang op til to timer før besøget. Bemærk, at man skal kunne identificere sig, og at tilladelserne er personlige. Servicestationen er åben hver dag fra kl. 8 til 18.

Brug online-formularen, hvis du på forhånd vil bestille tid til et besøg.

Du kan også på forhånd reservere bord i tagterrassens café, hvis du vil kombinere besøget i kuplen med lidt kaffe og kage eller andet mundgodt. Det kræver, at man sender en mail. Se mail-adressen nederst på denne side.

De penge, man sparer ved de gratis glæder, kan man jo passende spendere på rundhåndede drikkepenge på barer og restauranter, så vi danskere kan forbedre vores ry som turister i denne fantastiske by.

Én sten. Ét navn. Ét menneske. Historien om Stolpersteine – snublesten i Berlin

1 svar

”Her boede Irma, Karla og Ellen Rosenthal. Deporteret i 1943. Myrdet i Auschwitz”
Den korte og gruopvækkende historie fortælles af tre små messingsten. Såkaldte Stolpersteine – på dansk: snublesten. Mindesmærker for nazisternes ofre. Placeret mellem brostenene ud for den bordeauxrøde hoveddør til adressen Neue Schönhauser Strasse 12. En lidt slidt tre etagers ejendom i et af de mest populære shoppingkvarterer i Berlin Mitte.

De tre messingsten fortæller også alderen på de tre jødiske kvinder, da de blev hentet af nazisterne. Irma var 33, Karla var 14 og Ellen 10 år. Vel en mor og hendes to døtre. Brutalt revet ud af deres hjem og hverdag til rædslerne i en af Hitlers koncentrations- og udryddelseslejre, hvor de blev dræbt. Sandsynligvis i et gaskammer, som det skete for millioner af jøder, romaer og sintier under 2. Verdenskrig.

På mig giver det et stik i sjælen, hver gang jeg giver mig tid til at dvæle ved de små snublesten, som findes overalt i Berlin. For pludselig bliver et eller flere af ofrene fra nazitidens Holocaust-tragedie nærværende: Lige her, i en af lejlighederne over mig, boede Karla, Ellen og Irma. Indtil de en dag i 1943 blev hentet af bevæbnede mænd i uniformer.

Historien bag Stolpersteine – snublesten
Ideen med at lægge navnesten og mindes nazisternes ofre foran deres sidst valgte bolig er født af den tyske kunstner Gunter Demnig (født i Berlin i 1947). Han fik ideen efter mødet med en indbygger i Köln, der havde oplevet krigen og var overbevist om, at der aldrig havde boet sintier eller romaer i hendes nabolag.

På Gunter Demnigs website siger han: ”Et menneske er først glemt, når dets navn er glemt”. Med stenene foran husene holdes mindet om de mennesker, der engang boede der, i live. Én sten. Ét navn. Ét menneske.

Den allerførste Stolperstein blev lagt i Köln i december 1992. Anledningen var markeringen af 50-året for, at Heinrich Himmler underskrev dekretet om at deportere romaer og sintier til udryddelseslejre. I 1994 udstillede Gunter Demnig 250 Stolpersteine for myrdede sintier og romaer i St. Anthony Kirke i Køln. Stenene – 10 x 10 cm blokke – blev i januar 1995 lagt i fortovene rundt om i Köln.

Berlin har over 7.600 Stolpersteine
I Berlin blev de første 50 snublesten lagt i maj 1996 i forbindelse med udstillingen “Künstler forschen nach Auschwitz”, arrangeret af Neue Gesellschaft für Bildende Kunst. De 50 sten blev lagt i Oranienstrasse og Dresdner Strasse – uden tilladelse fra de lokale myndigheder.

Snublestenene gjorde dog så stort indtryk, at de lokale distrikter i Berlin ret hurtigt tog projektet til sig. I dag organiseres udlægningen af snublesten af et koordineringsbureau med 12 lokale afdelinger, der fungerer som bindeled mellem Gunter Demnig og hans stab, sponsorer og pårørende til ofrene.

Snublesten nummer 75.000 nedlagt i december 2019
Stolpersteine-projektet har indtil videre bredt sig til over 1.200 kommuner i Tyskland samt til mange andre lande. I december 2019 blev snublesten nummer 75.000 nedlagt. Det skete ved en ceremoni i byen Memmingen i den tyske delstat Bayern. I dag (februar 2020) findes der snublesten i 26 lande i Europa.

Ud over Tyskland ligger der snublesten i blandt andet Norge, Finland, Belgien, Holland, Frankrig, Italien, Schweiz, Østrig, Luxemburg, Grækenland, Ungarn, Polen, Rusland, Ukraine, Kroatien, Letland og Rumænien.

Snublesten er ikke kun mindesmærker for jøder, men for alle nazisternes ofre, det vil sige også romaer, sintier, homoseksuelle og systemkritikere.

I juni 2019 blev de første 12 snublesten nedlagt i Danmark, nemlig i København og på Frederiksberg. Læs mere om projektet og om, hvordan man for 120 euro kan blive fadder for en snublesten, hos snublesten.org.

Snublesten for Liselotte Schlachcis, der døde i Auschwitz 30. januar 1943, 33 år gammel. Hun var blevet udvist fra Danmark i august 1941 efter at have levet her i syv år. Snublestenen ligger ud for nummer 4A i gaden Borgmestervangen tæt på Nørrebro Station.