Tag-arkiv: Kollwitzstrasse

Mit Berlin #33 – Jeg er den sidste kunstmaler ved Wasserturm

Ulrik Møller er en succesfuld, dansk kunstner, der har boet i Berlin de seneste 18 år. Han ærgrer sig over de stigende priser og huslejer, der fortrænger kunstnerspirer og ødelægger det kreative miljø. Til gengæld er han vild med de lune aftener og berlinernes særlige udeliv på de brede fortove.

Hvad fik dig til at flytte til Berlin?
Jeg flyttede fra Fyn til København i 1992. Det år begyndte jeg at male. Indtil da havde jeg udelukkende lavet grafik, men jeg var blevet optaget i Kulturfabrikken – et værkstedshus, som var meget populært. I Kulturfabrikken var der ikke noget grafikværksted. Så tænkte jeg i min sædvanlige naivitet, at så begynder jeg bare at male, for det kan jeg selvfølgelig også. Det kunne jeg bare ikke. Men det danske fodboldlandshold havde vundet europamesterskabet i juni samme år. Når det kunne lade sig gøre, vidste jeg, at alt kunne lade sig gøre. Den sejr var i høj grad med til at inspirere mig.

Den stil, jeg har nu, fandt jeg i løbet af et par år. Jeg snublede ind i det. Jeg ved præcist, hvilket billede det var, hvor jeg tænkte, at der var den så. Det var et billede af Middelgrundsfortet og noget vand.

I midten af 90’erne begyndte mine malerier at komme på gallerier og blive solgt, men jeg fornemmede også, at der i Danmark var et netværk, man ikke bare kunne bryde ind i. Sidst i 90’erne var konceptkunsten på sit højeste. Jeg havde ikke gået på akademiet, malede oliemalerier med landskaber og var alt for uncool.

Så tænkte jeg, at jeg selv måtte gøre noget, hvis jeg skulle finde en vej. Jeg ville være nødt til at tage et andet sted hen og lave mit eget netværk. I første omgang tænkte jeg på London eller Berlin. Og det blev så Berlin.

Inspirationen fra Edward Hopper kommer tydeligt til udtryk i Ulrik Møllers malerier fra mindre provinsbyer. Her er det hjembyen Vester Åby på Fyn.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var heldig at få Jyllands-Postens legatlejlighed i Berlin i en måned i 1998 og igen i 2000. I anden omgang stod det klart for mig, at det var byen, jeg måtte flytte til. Mulighederne var enorme. Tusindvis af lejligheder stod tomme, og man kunne let få en fireværelses lejlighed med sildebensparket og balkon.

Det var det rene, skære Eldorado. Der var alle de her kvadratmetre, der bare stod og ventede på at blive taget i brug. Helt frem til 2006 var der 50.000 lejligheder, der stod tomme. I dag er det noget, man bare kan drømme om, for derefter kom investorfeberen. Nu er lejlighederne nogenlunde lige så dyre som i København.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Priserne er skruet helt urimeligt op. Nu opererer man kun med priser, som de mere velhavende turister kan betale. Der er restauranter, som jeg tidligere har haft stor glæde af at besøge, men som jeg nu boykotter, fordi de har skruet priserne alt for højt op. Jeg kan se i mit regnskab, at der er priser, der på et år er steget 25 procent. Og det er sket i en periode, hvor der næsten ikke har været inflation. Det betyder, at de lokale stamkunder forsvinder, og så er det kun turister, der kommer der.

Også de elendige forhold for cyklister kan være irriterende. Nogle gange har man det indtryk, at bilisterne ligefrem jager en, når man cykler. Der bliver i hvert fald ikke taget hensyn.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg føler mig hjemme her omkring Wasserturm, men jeg kan ikke sige, at jeg har et yndlingskvarter. Jeg rejser en del i forbindelse med mine udstillinger, og når jeg tager tilbage til barndomshjemmet i Vester Åby på Fyn for at hente inspiration der på egnen, men her i Berlin kommer jeg sjældent uden for det område, hvor jeg bor. Desværre måtte jeg flytte mit atelier til Wedding, så der cykler jeg dagligt til, men det er ikke et sted, jeg derudover har noget forhold til.

Jeg kan ikke engang sige, at Prenzlauer Berg er mit foretrukne kvarter, for det er indsnævret til området lige omkring Wasserturm. Her hilser jeg på og snakker med folk. Desværre er mange kreative mennesker skubbet ud af kvarteret på grund af de stigende huslejer. Jeg møder af og til en ældre tysk skulptør, der bor her endnu, og han kalder mig den sidste kunstmaler her i kvarteret.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
De gode steder vil man jo gerne holde hemmelige, så de ikke bliver overrendt af turister, hæ hæ. Men Jeg holder meget af at komme på Meierei i Kollwitzstraße, som drives af min ekskæreste Sandra. Det er et afslappet sted, hvor der serveres veltilberedte, men uprætentiøse retter til rimelige priser, blandt andet Leberkäse, Spätzle, gullasch, supper, gode pølser, ost – og havregrød.

Meierei, Kollwitzstrasse 42

Når jeg er på arbejde i mit atelier i Wedding, bruger jeg nærmest ”P” som kantine. ”P” står for ”Pfoertner”, altså portner på dansk. Stedet har et usædvanligt godt køkken, der er bredt europæisk og med rimelige priser. En daglig, velsmagende suppe koster 4,50 euro. Det ligger i Uferhallen i Wedding, som er et sted, der huser mange kunstnere. Stedet er desværre opkøbt af investorer, så det lever nok på lånt tid.

Et andet sted er den mellemøstlige Zweistrom på Danziger Strasse. Her har de en rigtig god kebab, som jeg tit køber på vej hjem fra arbejdet.

Schönhauser Allee - maleri ag Ulrik Møller

Ulrik Møllers malerier har ofte landskaber eller mennesketomme landsbyer som motiver, så dette motiv fra Schönhauser Allee i Berlin er lidt atypisk. Han har ikke malet storbymotiver i 15 år. Han siger selv, at han hurtigt bliver træt af at male alle de vinduer.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Brosten, Altbau og brede fortove. Den der summen af menneskers stemmer på de lune aftener. Temperaturen falder ikke på samme, hurtige måde som i Danmark, hvor det hele er tættere på vandet. Når jeg har været ude at rejse, bliver jeg stadigvæk helt eksalteret, når jeg vender tilbage til Berlin.

Ulrik Møller foran Wasserturm Prenzlauer BergUlrik Møller (født 1962) er en dansk kunstmaler, der er inspireret af bl.a. danske L. A. Ring og amerikanske Edward Hopper. Temaerne er moderne menneskers længsel og eksistentielle ensomhed. Han bruger vådt-i-vådt-teknikken på en særlig måde, der giver malerierne et sløret, hemmelighedsfuldt udtryk. ”Et dragende og udefinerbart rum åbner sig for os i Ulrik Møllers værker, og omslutter os som en orienteringsløs kappe. Vi bliver her bevidste om vores egen ensomhed i rummet, og en sitrende og til tider rungende stilhed rammer os,” skriver kunsten.nu i et portræt.

Ulrik Møller havde i 2017 en meget rost solo-udstilling på Brandts 13 i Odense med både malerier og videoinstallationer. På udstillingens hjemmeside kan man stadig se flere eksempler.
Det samme kan man på Ulrik Møllers egen hjemmeside.

Ulrik Møller havde i januar-februar 2019 en soloudstilling hos Galerie MøllerWitt i Århus, hvor titlen ”Love me do” spillede op til Ulrik Møllers kontemplative motiver. Husene her er fra Koldby i Thy.

Birkholms Echo på Faaborg Museum i 2019

Ulrik Møller er medkurator på en udstilling med værker af en række kunstnere, der bor og arbejder i Berlin. Den kan opleves på Faaborg Museum i perioden 14. juni-20. oktober 2019. Udgangspunktet er, at 2019 er 150-året for Faaborg-maleren Jens Birkholms fødsel. Jens Birkholm (1869-1915) boede i Berlin fra 1892-1902 og bevarede efterfølgende en tæt kontakt til byen.

Ulrik Møller er opvokset i Vester Åby kun 10 km fra Faaborg. På “Birkholms Echo” er han repræsenteret med fire malerier, og fra Berlin har han hentet yderlige seks kunstnere til udstillingen, heriblandt den danske kunstnerduo Camilla Sørensen og Greta Christensen, der arbejder sammen om spændende installationer under navnet “Vinyl -Terror & -Horror”.

Læs mere på Faaborg Museums hjemmeside.

 

Berlins bydele og kvarterer – en kort guide til byens nye gæster

Bezirk, Ortsteil, Kiez, Viertel. Som førstegangsbesøgende kan Berlins geografi virke ret uoverskuelig. Denne guide giver det hurtige overblik og en kort præsentation af populære bydele.

Berlins geografi forvirrer ofte byens gæster, og det hele bliver ikke mere overskueligt af, at der både findes officielle og mindre officielle inddelinger, at der kan være navnesammenfald, og at berlinerne har det med at dyrke deres eget nærområde og opfinde kælenavne for det.

Administrativt er Berlin sammensat af 12 forskellige distrikter (Bezirke), som igen er opdelt i 96 mindre bydele (Ortsteile). Nogle bydele bærer samme navn som distriktet, som det altså kun er en del af. ”Mitte” er for eksempel både en ”Ortsteil” og en del af et større ”Bezirk” med samme navn, hvilket godt kan give forviklinger, når man diskuterer, hvor noget ligger.

Kiez” er især en berlinsk betegnelse for et mindre lokalområde omkring en gade, fx Bergmannkiez omkring Bergmannstrasse i Kreuzberg, eller Kollwitzkiez omkring Kollwitzstrasse i Prenzlauer Berg. Begrebet ”Kiez” stammer tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet og bruges også i mere begrænset omfang i andre tyske byer. Ordet ”Viertel” er en mere moderne betegnelse for det samme, og dem er der også mange af i Berlin, fx Brunnenviertel omkring Brunnenstrasse i den Ortsteil, der hedder Gesundbrunnen i Bezirk Mitte. På dansk ville man om både Kiez og Viertel nok sige ”kvarter” eller det nudanske ”hood”.

Herunder får du en kort beskrivelse af de bydele (Ortsteile), der er mest kendte og populære blandt turister. Det er også her, du finder Berlins største seværdigheder (fremhævet i teksten).

Brandenburger Tor er et af Berlins mest kendte vartegn og en af de største turistattraktioner.

Mitte
er Berlins historiske centrum, hvor mange af de største turistattraktioner ligger i gåafstand fra hinanden. Her ligger også de store udenlandske kaffekæder og trendy mærkevarebutikker samt et utal af natklubber, caféer, restauranter, butikker og hoteller. Her kan du spadsere fra Brandenburger Tor ad af den smukke boulevard Unter den Linden til Berliner Dom. Videre ad Karl Liebknecht Strasse til Alexanderplatz med Berlins ikoniske fjernsynstårn.

Fra Unter den Linden kan du også vælge at slå vejen ned ad den eksklusive shoppinggade Friedrichsstrasse, forbi den smukke plads Gendarmenmarkt og videre til Checkpoint Charlie, koldkrigstidens mest kendte grænseovergang.

I bydelen ligger også Potzdamer Platz, Berlins gamle midtpunkt, der i dag er kendt for sine enorme højhuse og moderne arkitektur.

I den nordligste del, på kanten mellem Mitte og Gesundbrunnen (og kvarteret Brunnenviertel), ligger besøgs- og dokumentationscentret Gedenkstätte Berliner Mauer, en 70 meter lang rest af Berlinmuren langs Bernauer Strasse.

Et besøg i glaskuplen i Reichstag er et must. Herfra er der en forrygende udsigt over Berlin.

Tiergarten
er nabo til Mitte og har sit navn fra den store park, som dominerer bydelen. I Tiergarten ligger det tyske parlament, Reichstag, med den spektakulære glaskuppel, hvorfra man har et flot vue ud over Berlin.

Charlottenburg
er bydelen, hvor Berlins bedre borgerskab og de eksklusive mærkevarebutikker bor. Her er masser af spændende butikker, cafeer og restauranter. Både på bydelens langstrakte og kendte shoppingstrøg, Kurfürstendamm, og i de mange sidegader. I Charlottenburg ligger nogle af Berlins store attraktioner – Gedächtniskirche, Olympiastadion og Schloss Charlottenburg.

Markederne torsdag og lørdag på Kollwitzplatz i Prenzlauer Berg er populære blandt både berlinere og turister. Torsdagsmarkedet er økologisk.

Prenzlauer Berg
er en af Berlins mest populære bydele med kendte shopping- og cafégader som Kastanien Allee, Oderberger Strasse og Kolwitzstrasse. Bydelen er både hjemsted for velstillede børnefamilier, unge studerende, kunstnere og socialt udsatte. Her finder du Mauerpark, der om søndagen lægger plads til byens største loppemarked og gratis underholdning på amfiscenen.

Wedding
i den nordlige del af Bezirk Mitte er en bydel på vej frem. Flere og flere butikker og cafeer åbner i bydelen, der traditionelt har været et af byens indvandrerkvarterer.

Friedrichshain
er Berlins mindste bydel og bærer stadig synligt præg af en broget BZ-historie. Her bor mange studerende, og områdets mange barer og natklubber sørger for et festligt natteliv. I bydelen finder du den smukke Oberbaumbrücke, imponerende Karl-Marx- Allee og en af Berlins store turistattraktioner, East Side Gallery, bestående af 118 grafittikunstværker på en lang rest af Berlinmuren.

Kreuzberg
er en af byens mest farverige, populære og multikulturelle områder. Bydelen rummer i området omkring “Kotti”, U-bahnstationen Kottbusser Tor, den største tyrkiske enklave uden for Tyrkiet, og det sætter sit tydelige præg på gadebilledet. Her får du de bedste dönerkebab. Langs populære Bergmanstrasse i den mere mondæne del af Kreuzberg ligger hyggelige caféer, restauranter og secondhand-butikker side om side.

Klunkerkranich

Caféen, baren og udsigtsstedet Klunkerkranich på taget af et vare- og parkeringshus er blevet et populært sted i Neukölln.

Neukölln
har de seneste år udviklet sig til Berlins nye hippe bydel med alternative cafeer, butikker og gallerier. Ligesom Kreuzberg og Wedding bebos bydelen af mange indvandrere, hvilket sætter sit præg på gadebilledet i form af et stort udbud af etniske madtilbud og indkøbsmuligheder.

Schöneberg
er især kendt som bydelen, hvor John F. Kennedy leverede sit berømte ”Ich bin ein Berliner”-statement fra rådhusets balkon. Det var også her, David Bowie boede i nogle år sidst i 70’erne. Området omkring Nollendorfplatz er desuden kendt for sine mange caféer, barer og natklubber for bøsser og lesbiske.

Wikipidea kan man se et kort, der både angiver Bezirk og Ortsteil, og på den tyske udgave kan man finde en liste med alle Bezirke og dertilhørende Ortsteile. Det er også muligt at søge på nogle Ortsteile i Google Maps, fx Prenzlauer Berg:

Mit Berlin #12: Ich bin ein Prenzlauer Berger

 Jacob Egevang udgav tidligere i år den roste e-bog ’90files Berlin’, der er en anderledes rejseguide til voksne, der rejser med børn. Han deler her ud af sine tips om bl.a. en af byens bedst placerede barer, gribende mindesmærker og en uforglemmelig guidet street art-tur. 

Mit BerlinHvad er dit forhold til Berlin?
Berlin er et sted, hvor jeg føler mig hjemme, næsten ligesom jeg føler mig hjemme i København. De seneste knap 10 år har jeg været i Berlin omkring hver sjette til ottende uge. Jeg elsker byen året rundt og på tværs af dens vidt forskellige bydele. Der er så mange ansigter, udtryk og måder, livet leves på i Berlin, at jeg får nye impulser og ideer under hvert besøg.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Berlin er en storby med stort S. Der er højt til loftet og dejlig langt fra væg til væg. Jeg har svært ved at komme i tanke om andre metropoler, hvor der på samme måde er den her kombination af genuin rummelighed og livgivende nysgerrighed. Ingen behøver føle sig anderledes i Berlin, og det er på forunderlig vis med til at åbne verden op. Det, synes jeg, er vildt inspirerende.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Ich bin ein Prenzlauer Berger. Jeg kan simpelthen ikke få nok af denne bydel; dens tilbagelænede stemning, de hundredvis af kneiper, restauranter og cafeer, LSD Viertel, Kollwitz Platz, Bötzow Viertel, Kastanien Allee, Oderberger Strasse og Mauer Park om søndagen.

For mig er Prenzlauer Berg en varm og smuk oase, hvor jeg helt instinktivt bare får lyst til at nyde livet.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Jeg glemmer aldrig den guidede tur til Berlins street art, jeg deltog i for nylig. En graffitimaler fra The Hidden Path tog os i løbet af tre timer fra Spandauer Vorstadt til Kreuzberg. Han åbnede en dør til et veltalende rum af gadens kunst, som tiltalte mig meget. Det urbane moment, de farverige signaturer og gadekunstens uudslettelige trang til at råbe op for at vække os andre, var en eminent øjenåbner i selskab med The Hidden Path.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg har mange! Men jeg har for nylig ”opdaget” Monkey Bar, som ligger i Budapester Straße 40 på toppen af et hotel. Det må være en af byens bedst placerede barer, når det kommer til udsigt. Der hersker en international, men alligevel afslappet, berlineragtig loungestemning i baren, der med sit gulv til loft glasparti giver gæsterne en panoramisk udsigt over Großer Tiergarten og Zoologischer Garten.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin er en mester i mindesmærker. De fleste turister besøger Gedenkstätte Berliner Mauer i Bernauer Straße og Mindesmærket for Europas dræbte jøder. Det er begge gribende oplevelser, men der er to andre mindesmærker, som også har gjort stort indtryk på mig.

Det ene mindes Porajmos, som er romabetegnelsen for nazisternes udryddelse af Europas romaer og sintier. Det ligger på en eksklusiv adresse klods op ad Bundestag i Großer Tiergarten, hvilket i den grad er med til at understrege alvoren i dets budskab. Det andet ærer de homoseksuelle ofre for nazisternes forfølgelse og er ligeledes fornemt placeret i Großer Tiergarten lige over for Mindesmærket for Europas dræbte jøder.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Jeg skal helt sikkert på Tysklands Historiske Museum og se udstillingen ”1945 – Nederlag. Befrielse. Begyndelse.” i anledning af 70-året for krigens afslutning. For mig er museet en mester i formidling, og jeg har hørt og læst meget godt om den aktuelle udstilling.

Jacob_Egevang_BerlinJacob Egevang, 46 år, forfatter, bl.a. af e-bogen ’90files Berlin’, der henvender sig til voksne, som rejser med børn og unge i Berlin. Derudover kommerciel tekstforfatter og kommunikationsrådgiver.

Var i Berlin første gang i 1993 på studietur som lærerstuderende. Muren var faldet få år forinden, og vi unge studerende besøgte skoler i det tidligere Østberlin for at få indsigt i den enorme omstillingsproces, de befandt sig midt i.

Er i Berlin seks til 10 gange om året og tager af og til på arbejdsophold i byen.

Kollwitzstrasse – skøn, grøn og fuld af stemning

Når jeg er i Berlin og har brug for et pusterum væk fra den mere rå og upolerede del af byen, ved jeg, det er tid til at bruge en halv dag på at slentre rundt i min yndlingsgade i Prenzlauer Berg: Kollwitzstrasse.

Kollwitzstrasse og de omkringliggende gader kan bedst beskrives som Berlins svar på Østerbro i København. Området har en højere standard end resten af Prenzlauer Berg. Her bor de ressourcestærke børnefamilier og folk fra den kreative klasse med overskud i økonomien.

De fleste bygninger i Kollwitzstrasse er pæne og velholdte, og fortovene er meget brede med masser af platantræer. De mange træer skaber en helt særlig stemning i gaden, ikke mindst i hele forårs- og sommersæsonen. Når man sidder på en af gadens mange cafeer og restauranter og nyder et godt måltid eller en kop et-eller-andet under fyldige grønne trækroner, er det svært at undgå at blive bare en lille smule forelsket i livet.

Kollwitzstrasse

Kollwitzstrasse har brede fortove, som i en vis grad også bruges som cykelstier.

Pariserstemning på Kollwitzplatz

Kollwitzstrasse er en lang gade, der strækker sig fra Schönhauser Allee til Danziger Strasse. Gadens omdrejningspunkt er Kollwitzplatz, hvor syv gader mødes ud til en lille park med en stor legeplads.

Kollwitzstrasse

På Kollwitzplatz er der nærmest pariserstemning, når vejret inviterer til udendørsservering på de mange hyggelige cafeer og restauranter omkring pladsen.

Kollwitzstrasse Berlin

En af de mange restauranter ved Kollwitzplatz.

Sidst på dagen og i weekenden virker den store legeplads midt i alt det grønne som et fluepapir på gadens småbørnsfamilier.

Kollwitzplatz

Legepladsen på Kollwitzplatz er populær blandt områdets mange børnefamilier.

Kollwitzstrasse og pladsen er opkaldt efter den tyske tegner, grafiker og skulptør Käthe Schmidt Kollwitz (1867 -1945), som engang boede i området. Käthe Kollwitz var en meget socialt engageret kunstner, der beskrev især arbejderklassens kvinder og børns kvaler i de fattige kvarterer Berlin.

Käthe Kollwitz

Käthe Kollwitz-skulpturen på Kollwitzplatz er et populært klatrested for børnene.

En af hendes skulpturer står på Kollwitzplatz, og hendes arbejder, heriblandt en række selvportrætter, kan ses på Käthe Kollwitz-museet i Charlottenburg.

Masser af shoppingmuligheder i Kollwitzstrasse

Jeg besøgte senest Kollwitzstrasse i foråret 2013, hvor jeg især kiggede efter spændende shoppingmuligheder. Og dem er der mange af i gaden. En af de mest imponerende er det store økologiske supermarked LPG BioMarkt, der ligger i Kollwitzstrasse 17.

LPG Biomarkt Berlin

LPG Biomarkt er et af de største økologi-markeder i Europa. Butikken har også en økologisk café.

Supermarkedet er i to etager og har et kæmpe udvalg af økologiske varer, lige fra ost, kød, vin og grøntsager til børnetøj, hudplejeprodukter og legetøj.

LPG Biomarkt

To etager med alt, hvad et økologi-hjerte kan begære.

LPG Biomarkt har også en café med et lækkert udvalg af økologiske salater og varme retter.

Lidt længere oppe ad gaden ligger en af de bedste second hand-butikker, jeg er stødt på i Berlin. Hilly’s Secondhand i Kollwitzstrasse 39 har i forreste del af butikken masser af børnetøj og legetøj.

Hilly's Second hand Berlin

Hilly’s second hand i Berlin.

Bagerst i butikken er bøjlestængerne fyldt med tøj til voksne kvinder. Kjoler, bluser, nederdele, trøjer, jakker og frakker, som er både smart og anvendeligt i hverdagen.

Hilly's second hand Berlin

Hilly’s Secondhand har både tøj til kvinder og børn.

Gaden byder også på en række større og mindre tøjbutikker, flere af dem med mærker, jeg ikke kendte i forvejen. Prisklasserne svinger fra middel til de lidt dyrere tøjmærker.

En af gadens populære specialbutikker er Tukadu, der er et slaraffenland for smykkekreatører i alle aldre. Her finder du alle typer af perler, kæder, vedhæng, værktøj m.m. til smykkefremstilling. Man kan få hjælp til at lave halskæder og øreringe i butikken.

Tukuda Berlin

Tukadu sælger perler og tilbehør til smykkefremstilling.

Har du nu fået lyst til at besøge Kollwitzstrasse, så er det en god ide at lægge besøget på en torsdag eller lørdag. Torsdag finder du Berlins største økologiske marked med frisk frugt, grøntsager, ost, brød, fisk og masser af delikatesser på pladsen.

Marked Kollwitzplatz

Torsdage og lørdage er markedsdage på Kollwitzplatz.

Lørdagsmarkedet byder også på masser af friske råvarer og delikatesser samt på boder med tøj og kunsthåndværk.

Selvfølgelig kan man også købe østers og champagne på lørdagsmarkedet på Kollwitzplatz. Vi er jo i den mere velbeslåede del af byen.

Selvfølgelig kan man også købe østers og champagne på lørdagsmarkedet på Kollwitzplatz. Vi er jo i den mere velbeslåede del af byen.