12 passionerede beretninger om Berlin

Aarhus Universitetsforlag har udgivet en indsigtsfuld rejsebog om Berlin. Der trækkes lod om fem eksemplarer blandt abonnenterne på nyhedsbrevet fra vildmedberlin.dk.

De tider er for længst ovre, hvor bøger om populære rejsemål var noget, der højst blev opdateret og udgivet én gang om året. Og det kan måske undre, når der samtidig tales om en omsiggribende krise for de trykte medier, og når masser af tips og fakta i dag kan findes på nettet. En god guidebog i hånden er tydeligvis et rigtig godt supplement til de mange fragmentariske oplysninger på nettet.

Berlin Vide VerdenBerlin er ingen undtagelse. Det vælter frem med bøger om den tyske hovedstad, og en af de rigtig gode kom i 2012 i serien Vide Verden fra Aarhus Universitetsforlag. Bogens 12 kapitler har hver deres emne og forfatter, og i stedet for en opremsning af formelle fakta i et forsøg på at få det hele med er det altså den enkelte forfatters interesse og passion, der gør bogen interessant.

Berlins store mindretal
En af forfatterne er Henriette Harris, der har boet i Berlin siden 2004, og som i 2009 stod bag den fine bog ”Berlin Berlin”, hvor hun selv har skrevet alle kapitler om steder, skæbner og historier, som hun brændte for at berette om. I ”Vide Berlin – Berlin” fortæller hun om Berlins store mindretal, de 185.000 indbyggere med tyrkisk baggrund. Indvandringen blev for alvor sat i gang under det tyske ”Wirtschaftwunder”, hvor landet generelt manglede arbejdskraft, og hvor Vestberlin gjorde det i særlig grad efter opførelsen af Muren i 1961.

Vandposten oplyser både på tysk og tyrkisk, at vandet ikke bør drikkes (Foto: Henriette Harris (c))

Henriette Harris beretter indsigtsfuldt om tyrkerne, tyrkisk kultur og historie og sammenblandingen med Tysklands og Berlins historie, krydret med en række personhistorier om blandt andet den vanskelige kunst at være splittet mellem to kulturer i en vesteuropæisk storby.

I dag sætter tyrkerne et meget markant aftryk på Berlin, især omkring U-bahnstationen Kottbusser Tor i den fattige del af Kreuzberg, også kendt som Klein-Istanbul.  Dönerkebab er blevet en mindst lige så populær spise som Currywurst, hvilket skribenten bag dette indlæg finder fuldt fortjent.

Karrypølse i historisk kontekst
Currywursten har sit eget kapitel i bogen, fortalt lige så indsigtsfuldt af journalisten Jesper Vind. Ifølge ham bliver der årligt langet 70 mio. af slagsen over disken i byens pølseboder, hvoraf de to mest kendte er Curry 36 på Mehringsdamm i den pænere del af Kreuzberg og Konnopke’s Imbiss under den højtliggende U-bahnstation Eberwalder Strasse. Kapitlet sætter den berømmede karrypølse ind i en historisk kontekst og beretter blandt andet, at retten opstod i årene efter 2. verdenskrig, da man manglede sennep – pølsens sædvanlige følgesvend. Nationalspisens status blev slået helt fast i 2009, da currywursten fik sit eget museum i Berlin.

Pølsen som et kærlighedssymbol! (Foto fra bogen)

Ifølge Jesper Vind er der berlinere, der foretrækker currywurst frem for andet fastfood, fordi den serveres lynhurtigt. Når man kommer frem til disken, forventes det, at man hurtigt afgiver sin bestilling, og det kan for eksempel ske ved hjælp af forkortelserne ”CPM”, ”CWP” eller ”CWPZM”, hvis det skal gå rigtigt hurtigt.

To meget interessante kapitler undlader jeg at omtale, for dem kan du selv læse. Forlaget har nemlig lagt dem ud som smagsprøver. Det er Robin Engelhardts nøgterne, nuancerede og underholdende beskrivelse af sin opvækst i kvarteret ved Museumsøen i 70’erne, hvor hans familie blev overvåget af Stasi. Den anden smagsprøve er Peter Tudvads ”Nazismen – sporet efter det tredje rige”, der beretter så medrivende om vigtige begivenheder i Berlin efter 1933, at man indimellem får en følelse af selv at være til stede. Kapitlet rummer også en lille introduktion til Ebba Mikkelsen, som Tudvad har skrevet en murstenstyk, faktamættet og fascinerende beretning om i bogen ”Sygeplejerske i Det tredje Rige”.

Hvert kapitel i bogen afsluttes med noter om en række steder eller yderligere læsestof i relation til kapitlets emne. Der er også links til steder på nettet, og i e-bogsudgaven kan man bare klikke på linket, når man vil se mere på de forskellige hjemmesider. Steder og monumenter er markeret med et tal, og til sidst i bogen er 79 af de omtalte steder afmærket på et overskueligt kort.

Hele indholdsfortegnelsen kan ses her, hvorfra man også kan købe bogen til 249,95 (bog+e-bog) eller 159,95 (kun e-bog).

Bogen om Berlin er den mest populære i serien Vide Verden. Siden marts 2012 er der trykt to oplag og i alt 7.000 eksemplarer. Forlaget har været så venlig at donere fem eksemplarer af bog+e-bog til brugerne af vildmedberlin.dk. Det foregår rent praktisk ved, at der trækkes lod blandt abonnenterne på nyhedsbrevet, så hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, kan du gøre det her senest 4. september 2013: http://vildmedberlin.dk/nyhedsbrev/

Og bare rolig: Vi garanterer, at vi kun belaster din elektroniske postkasse med nogle få nyhedsbreve om året.

På tur med teenagere i Berlin

Tidsrejsepanorama, dinoskeletter og byens bedste kebab er ingredienser til en vellykket tur med teenagere til Berlin. Og smid så en Ritter Sport efter egen opskrift, et teaterloppemarked og en bilbrand oven i, så er succesen hjemme.

Berlin blev målet for årets ferie af flere grunde. Jeg ville gerne vise byen frem for min datter på 15 og min søn på 13, men prisen spillede også ind. DSB tilbyder billige orange billetter til Berlin og en fælles europæisk ordning betyder, at en voksen kan tage op til fire børn under 16 år gratis med.

Jeg har kun to, men jeg synes stadig, det er i orden at komme til Berlin og hjem igen for 1.700 kroner på første klasse med en kop gratis kaffe, en snack og god plads til benene.

De to teenagere ved Brandenburger Tor

De to teenagere ved Brandenburger Tor

Koldkrigspanorama gik lige i maven
En tur rundt i Berlin er en levende historietime, hvor gadenavne, mindesmærker og små detaljer i byen lægger op til beretninger om varme og kolde krige. Museer er der også masser af, men hvilke skal man vælge? På opfordring fra en ven besluttede vi at besøge kunstneren Yadegar Asisis 15 meter høje panorama i den runde bygning lige ved Checkpoint Charlie. Værket viser et sceneri ved muren på en fiktiv efterårsdag i begyndelsen af 80erne.

Min søn er ikke den store fan af traditionelle museer med stenøkser, brunlige fotografier og masser af ord, men da vi stod på platformen i fire meters højde og kiggede “ind over muren”, sagde han: “Nu forstår man næsten, hvordan det har været”.

Han havde ret. Jeg nåede heller ikke at besøge Berlin, mens muren stod, men Asisis tidrejsepanorama går lige i maven med en knugende fornemmelse af, hvordan det må have været, da muren skar ned gennem byen og delte familier, gader og kvarterer.

Asisis Panorama

Asisis Panorama

Dinosaurer i loftshøjde
Vi nåede kun et museum mere: Det naturhistoriske i Invalidenstrasse, hvis store slagnummer er nogle dinosaurskelletter i forskellige størrelser. Også naturfagstimen gav anledning til erkendelse hos både voksne og børn. Når man står i gulvhøjde er der godt nok langt op til brachiosaurens lille hoved lige under glastaget i det højloftede rum.

Museet gør sine gæster den tjeneste at placere hovedattraktionen ved indgangen. Er man kun kommet for at se dinoer, behøver man ikke slæbe sig gennem utallige sale med sten, udstoppede dyr og opstillede naturscenerier.

Der er nu god grund til at se det hele – eller så meget, man magter af det store museum. Sært fascinerende er et rum med – ja der må være tusindvis – af fisk, slanger og alt muligt andet i større eller mindre beholdere med formalin, eller hvad man nu bruger i vore dage. Af hensyn til præparaterne er rummet desuden forholdsvis køligt, hvilket var ganske behageligt i den hede, centraleuropæiske sommer.

I kø efter byens bedste kebab
Trods varme og sol valgte vi en ”attraktion”, som næsten med sikkerhed ville betyde lang tids venten i en udendørs kø. Vi er alle store kebab-fans, så vi var enige om, at vi ville besøge Mustafas lille gadekøkken på Mehringdamm, som har fået omtale i flere rejseguides og artikler og efterhånden har opnået kultstatus. Angiveligt serverer Mustafa Berlins – ja, måske Tysklands bedste – gemüsekebab, og det betyder lang kø foran butikken. Dagen før, vi tog derud, læste vi om to timers ventetid for at få sin mad, så vi var overraskede over de forholdsvis få mennesker, der ventede, da vi stillede os op. 32 minutter sagde stopuret, da manden i vognen spurgte, hvad vi skulle have.

Mens han lavede tre med det hele, funderede jeg lidt over, hvad han mon tænkte. Måske, at det nu gælder om at nyde succesen og tjene pengene, inden en anden lille madbod bliver det nye in-sted med kødannelse og omtale i internationale medier. Ingen tvivl om, at Mustafa laver fremragende gemüsekebab. Børnene var begejstrede, meeen den gamle skeptiker skal nok smage en hel del flere, før han stemmer for, at det rent faktisk er den bedste i Berlin eller Tyskland.

Ritter Sport på den klamme måde
Noget skeptisk var jeg også, da vi besøgte Ritter Sports kombinerede butik og udstilling Bunte Schokowelt i Französische Strasse. Her er hittet at lave sine egne chokoladekvadrater af forskellige ingredienser efter eget valg samt lys eller hvid chokolade. Jeg elsker chokolade, men kun hvis den er kraftig, mørk og uden noget i, så jeg fravalgte eksperimentet, mens børnene havde en fest med at finde tre ting at putte i, se dem blive hældt i en form og dækket med lysebrun smeltet chokolademasse. Resultatet blev en “klam” og en “lad-gå”.

Min datter mixede chili, hindbær og hasselnødder, og efter hendes egen mening burde Ritter Sport sætte den i produktion. Til gengæld vil ingen savne min søns blanding af vingummibamser, chokoladeknapper og jordbærstykker i Ritters sortiment. Sammen med den lyse chokolade blev det direkte kvalmende.

Rittersport-butikken "Bunte Schokowelt" i Französische Strasse

Ritter Sport-butikken “Bunte Schokowelt” i Französische Strasse

Min datter blev en attraktion
Vi osede i KaDeWe, på lørdagsmarkedet på Kollwitzplatz, i et indkøbscenter lidt ude af byen, samt i nogle af Kreuzbergs sjove gader uden at købe det store. Vores bedste shoppingoplevelse fik vi ved et tilfælde.

I Mauerstrasse stod to grønne damedukker og viste ind til et slags loppemarked med kostumer og rekvisitter fra teaterforestillinger og filmproduktioner. Vi brugte lang tid på at prøve frakker, hatte og parykker, samt at fotografere hinanden i kulisserne.

Min datter købte en officerskasket, og at den klædte hende, fik vi et bevis for lige efter, vi var kommet ud på gaden igen. En mand fra USA stoppede og spurgte med vanlig amerikansk frimodighed, om han måtte fotografere hende. Ingen yderligere forklaring, blot et bredt amerikanergrin, og selvfølgelig fik han lov til det.

På jagt efter spændende ting blandt kostumer og rekvisitter.

På jagt efter spændende ting blandt kostumer og rekvisitter.

Berlins nye hippe kvarter
Vores manglende lyst til at købe ting og sager hang måske også sammen med ønsket om at holde en billig ferie. Ud over togbilletter på tilbud havde vi holdt udgiften nede ved at leje en privat lejlighed gennem udlejningsportalen Airbnb.

Lejligheden lå på Herrfurthstrasse i bydelen Neukölnn, som vist nok er det nye sted, hvor de unge og de hippe rykker ind. I gaden ligger mange små cafeer og spisesteder med personale og gæster, der efter deres sprog at dømme kom fra mange steder i verden.

Vi boede også nabo til den gamle lufthavn Tempelhof, som lukkede i 2008 og nu er et stort offentligt areal, Tempelhofer Freiheit, hvor man kan løbe, cykle eller stå på rulleskøjter på de gamle start- og landingsbaner, tage på picnic eller dyrke sin byhave i et af de områder, der er lagt ud til det.

Mange kunstnere har også fundet vej til kvarteret og sælger deres ting fra små gallerier og butikker. Lige overfor hvor vi boede, lå The Scallywag Studio, hvorfra kunstneren Mateo Dineen solgte sine tegneserieagtige billeder. Det var lige noget for os, så vi købte fem tryk med hjem.

Mens vi var inde i det lille galleri, blev vi mindet om, at vi var i en storby. En kvinde sad, måske i en rus, på fortovet og virkede fortumlet. Ambulancen kom, og det blå udrykningslys fejede hen over butikkens vægge, mens vi kiggede på billeder.

Drama uden fare
Det var turens andet drama. Det første oplevede på vej fra U-bahn-stationen mod lejligheden. Foran os steg grå røg op bag en stor gruppe mennesker, som stod samlet på fortovet. Røgen kom fra en Mercedes, der holdt skråt op på fortovet. Under motoren lyste tydelige orangerøde flammer.

Folk af mange nationaliteter kiggede på, en afrikaner og en mellemøstligt udseende mand trak et øjeblik en del af opmærksomheden væk fra branden, da de kom i højlydt skænderi. Om hvad stod ikke helt klart. Nogle kom til med brandslukkere, men ilden blussede op igen.

Efter et stykke tid dukkede poltiet op og spærrede gaden af, og meget senere kom brandvæsnet også. Brandmændene baksede længe for at få motorhjelmen op. Inden det lykkedes for dem, forlod vi sceneriet.

Det blev aldrig rigtigt farligt, men vi havde fået en af de ferieoplevelser, som man ikke kan finde i nogen rejsebog.

Turens første drama, der aldrig blev rigtigt farligt

Turens første drama, der aldrig blev rigtigt farligt.

Skribent
Freelancejournalist Bjarne Jensen, bjarnejensen.dk

Berlin i krig – et dansk øjenvidne

Historien bliver meget nærværende, når man bevæger sig rundt i Berlin. Hvis man som dansker vil have den endnu tættere på i form af en landsmands øjenvidneberetning, er der en oplagt mulighed i den lidt oversete bog, Helge Fjeldes ”Berlin 1945 – En dansk frivilligs øjenvidneberetning”, der udkom i 2001. Via netlydbog.dk er det endda muligt gratis at hente bogen som lydbog, så man kan lytte til den under et ophold i Berlin.Helge Fjelde Berlin 1945

Helge Fjelde (1919-1967) var medlem af DNSAP og frivillig soldat i Waffen-SS på østfronten. Han deltog i de sidste kampe om Berlin i april 1945, og derom handler bogen, der bygger på hans håndskrevne manuskript. Det blev angiveligt skrevet cirka fem år efter krigens afslutning, hvor Helge Fjelde først havde været to år i russisk fangenskab, som han flygtede fra og siden – da han blev pågrebet i Danmark – i dansk fængsel fra 1947, til han bliver benådet i 1950.

Ingen hjælp fra de rige i Grunewald

Bogen er mestendels en nøgtern beretning om den kaotiske kamp om Berlin, uden at afslutningen dog er med, for bogen slutter nogle få dage før tyskernes kapitulation. Den efterfølgende tid skulle være beskrevet i et bind 2, der desværre er bortkommet. Som læser følger man dog krigshandlingerne så sent, at tyske og sovjetiske styrker kun er et par boligblokke fra hinanden. Bogen er mest beskrivende, men også lejlighedsvis reflekterende og kommenterende. Forfatteren nærer skepsis over for de fanatiske nazisters racisme. Han viser anerkendelse over for både de russiske styrkers ihærdighed på den ene side og de heltemodige 14-16-årige medlemmer af Hitlerjugend på den anden.

Til gengæld udtrykkes der en vis misbilligelse over dem, der svigter. Det gælder i særlig grad ”det rige, fornemme berliner-bourgeoisi ” i de store villaer i Grunewald, hvor SS-soldaterne mødes med kulde og afvisning, da de den 24. april 1945 har brug for indkvartering på flugt fra de fremrykkende russere, der er ved at omringe Berlin. En kulde, der står i skærende kontrast til imødekommenheden hos de jævne tyskere, især kvinderne, der både deler mad og bløde senge med de sultne og udmattede soldater. Helge Fjelde beskriver modsætningen med blandt andet disse ord:

”Jo mere fattige og sammenstuvede befolkningen levede, desto mere opofrende og hjælpende kom de os i møde. … Og nu her … møder vi ligefrem fjendtlig, isnende og uforskammet optræden. … Har man ikke netop i disse kredse været den egentlig drivkraft bag Hitlers magt og ekspansions epoke?”

Da der ikke er tid til diskussion med de pæne folk i Grunewald og i øvrigt masser af plads i en stor villa med fire saloner, 36 større værelser og seks badeværelser, lader Helge Fjelde kammeraterne strømme ind i huset, hvor soldaterne snart bliver friske og veloplagte og dufter af fyrrenåle, badesalte og fede cremer.

Både et eventyr og en tragedie

Som i dette eksempel er bogen troværdig og godt fortalt med mange interessante detaljer, der dokumenterer en tragisk periode af Europas historie fra frontsoldatens synsvinkel. Helge Fjelde beskriver det indledningsvist som sit eventyr , senere ”Måske mere en tragedie”. På intet tidspunkt lægger han for alvor afstand til den nazistiske ideologi eller udtrykker medfølelse med nazismens mange ofre. Måske/måske ikke var flere af disse nuancer med i det bortkomne bind 2 af de håndskrevne erindringer.
Forfatterens søn, Jens Fjelde, født 1953, sætter i et meget åbenhjertigt efterskrift fortællingen ind i en interessant ramme, som bygger på den omfattende research, han foretog efter faderens død.

Helge Fjelde: Berlin 1945 – En dansk frivilligs øjenvidneberetning
Ekstra Bladets Forlag, 2001

Bogen findes som nævnt også som lydbog og kan – hvis man er oprettet som låner på et dansk bibliotek – gratis hentes på netlydbog.dk

”Jeg er en berliner”

I de seneste 100 dage op til 50-årsdagen for Kennedys berømte Berlin-tale med ordene ”Ich bin ein Berliner” har avisen Der Tagesspiegel dagligt bragt et lille interview med nutidens berlinere om, hvad disse ord betyder for dem, og hvordan de oplever byen i dag. Det er en sand guldgrube af spændende fortællinger fra byens indbyggere, der sætter ord på deres kærlighed til byen. Når det handler om de lidt mere modne berlinere, er beretningerne også jordnær historieformidling.

“Ich bin ein Berliner”. Det var på balkonen her på Rathaus Schöneberg, at John F. Kennedy holdt sin berømte tale 26. juni 1963 foran 400.000 begejstrede vestberlinere.

Et eksempel er den 41-årige slagtermester, der kalder sig en vaskeægte ”Prenzelberger” – altså fra Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin. Han oplevede ikke Murens fald, fordi han sov for at være frisk til næste dag på jobbet. Han opdagede først den historiske begivenhed, da en af svendene i slagterforretningen næste morgen ringede og fortalte, at han nu stod ved Gesundbrunnen på den vestlige side af Muren. Senere på dagen drog han til Kurfürstendamm, men der var alt for mange mennesker. Han tænkte, at han bare kunne besøge Vesten senere, for han var overbevist om, at når Muren først var faldet, ville den aldrig komme tilbage.

Og så præsenterer slagtermesteren et lidt alternativt syn på den ”Gentrifizierung”, der ellers er så udskældt. Han bor stadig på Prenzlauer Berg og betragter det som en stor lykke, for mange har måttet forlade den trendy, østberlinske bydel på grund af voldsomme huslejestigninger. Det er en skam, synes han, men til gengæld har han fået en ny kundekreds, der værdsætter kød af høj kvalitet og derfor går til slagteren for at købe det!

I interviews med de ældre berlinere er der som nævnt mange spændende historiske detaljer. I 60’erne kunne man for eksempel slippe for værnepligten, hvis man flyttede fra den vestlige del af forbundsrepublikken til Berlin, der pga. sin isolation var ved at blive affolket, og hvor der manglede arbejdskraft. En mand, der flyttede til byen i 1966, kan fortælle om, at man som tilflytter fik betalt flytteudgifter, fire årlige flybilletter og et særligt berlinsk løntillæg.

I serien optræder også den nu 44-årige skuespiller fra det nordøsttyske Rostock. Han var allerede før Murens fald tiltrukket af den alternative scene i Østberlin, som stod i kontrast til snævertsynetheden i provins-DDR. Han gjorde dog først alvor af at søge lykken i storbyen i 1991 og opsummerer sit indtryk af byen i dag med ord som hundeefterladenskaber, tæt trafik, snavs, grim, vulgær … og griner.

Flere interviews er med til at beskrive den særlige berlinske mentalitet. Berlinerne klager over alt, men de er også åbne over for nyt, siger en ældre mand, der i 1970 flyttede til Berlin for at studere og i øvrigt stadig ikke har vænnet sig til berlinernes velkendte frækhed, ”Die Berliner Schnauze”, men dog har fundet ud af, at den ikke er så alvorligt ment.

En yngre tilflytter fra Hamborg tilkendegiver, at hun ligefrem holder af frækheden, fordi hun har erfaret, at den også rummer ”utroligt meget hjerte”.

Serien slutter med den 63-årige Owen Davies. Han er født i Berlin af engelske forældre, der mødtes i Berlins ruiner efter 2. Verdenskrig. De havde uafhængigt af hinanden søgt job på de allieredes hovedkvarter. Han fortæller om den frygt, han oplevede som barn på grund af Muren, Cuba-krisen og andre facetter af den kolde krig. Han var på pladsen foran Rathaus Schöneberg, da Kennedy holdt sin tale, og beretter om, hvordan talen skabte håb om, at tingene kunne bliver anderledes på et eller andet tidspunkt. Når han i dag kommer på pladsen og hører klokkerne ringe kl. 12, kan han næsten ikke holde tårerne tilbage.

Se alle interviews via dette link. Du skal ikke lade dig afskrække af det tyske sprog, for alle interviews rummer både tekst og video, der supplerer hinanden fint, og sidstnævnte er med engelske undertekster.

Berlindk på vej til Jette, Lea og Michael

BerlindkVi har nu udtrukket vinderne af de tre eksemplarer af Berlindk, som forlaget People’s Press har doneret til Vild med Berlin.

Og de heldige er: Jette R, Lea Enslev og Michael Frederiksen.

Stort tillykke herfra. Bøgerne bliver fremsendt direkte fra forlaget en af de nærmeste dage.

Tak til alle, som har deltaget i konkurrencen. Det har været en stor fornøjelse at læse om jeres gode oplevelser i Berlin. Kommentarsporet er jo én lang hyldest til byen og rummer masser af søde, sjove og spændende historier, for eksempel disse:

“Mit bedste minde fra Berlin, er fra december 2011, hvor min søn, der dengang var 4 år gammel, og jeg var på juletur. Vi hygger på Friedrichstrasse, da min søn pludselig lægger sig på maven, kysser fortovet og siger “Jeg elsker jorden og Berlin”.”

“En af de (utallige) dejlige oplevelser (som lærer) i Berlin, var, da jeg havde en gymnasieklasse med til Berlin et koldt forår. Pigerne havde ikke varmt nok tøj med!! Vi tog til “Garage” på Ahornstrasse 2 – et mega-kæmpemarked med genbrugstøj, hvor man kunne fylde en sort sæk med tøj – for ingen penge: alt fra fjerboaer over støvler til læderjakker!!!!! Der gik en hel formiddag med at vælge ud og klæde sig på – og hvor så eleverne festlige ud – i deres gamle, nye varme tøj!!!!”

“Løb Berlin Marathon sidste år. Alle, der gennemfører får en medalje, og jeg var så glad for min, at da jeg efter løbet skulle ind og købe kage hos en bager ved Hackescher Markt selvfølgelig havde den hængende om halsen. Bagerjomfruen udbrød på flydende engelsk ved synet af mig og min medalje: “Did you win the marathon?” Jeg måtte storgrinende skuffe hende ved at sige, at jeg vist fik i omegnen af 12.345. plads. Hun grinede heldigvis også og gav mig en kop kaffe på husets regning!”

“Skønne Berlin… min bedste oplevelse – hidtil – havde jeg da, jeg i 1998 var på 5 ugers sprogophold. Jeg blev indlogeret privat hos en dejlig flippet kvinde i en gammel og meget lidt moderne lejlighed på Prenzlauerberg. Jeg husker især badeværelset, hvor forfaldet var camoufleret på smukkeste vis, ved at en af kvindens venner, der var teatermaler, havde udsmykket det som et græsk tempel. Der var selvfølgelig et kæmpe badekar og masser af stearinlys i høje stager.”

Hvis ikke du allerede har læst de mange historier og tips i kommentarsporet under konkurrenceindlægget, så gør det. Lav en god kop kaffe eller te, læn dig tilbage og sug til dig af al den smittende begejstring for dejlige Berlin.

Til dem, der ikke var så heldige at vinde et eksemplar af Berlindk, kan vi fortælle, at bogen både kan købes i trykt udgave hos boghandlere og som e-bog via iTunes.

Berlin – fra rød løber til dunkle undergrundsklubber

”Berlin har en utrolig dynamik. Jeg er vild med dens forskellighed. I Berlin pleaser man ikke nogen. Her er attituden: Tag mig, som jeg er.”

Citatet af operasanger Peter Lodahl er fra den nye bog Berlindk, hvor elleve danske kulturpersonligheder fortæller om, hvordan det er at arbejde og bo i Berlin og om, hvordan byen har præget dem. Ud over Peter Lodahl er det blandt andet skuespiller Thure Lindhardt, Duné-forsanger Matthias Kolstrup, håndboldspiller Torsten Laen og kunstner Kirstine Roepstorff.

Operasanger Peter Lodahl fotograferet i Komische Oper i Berlin Mitte. Som den eneste by i verden har Berlin tre operahuse, og operascenerne besøges af berlinere fra alle samfundslag. (Foto: Rasmus Funder ©)

Operasanger Peter Lodahl fotograferet i Komische Oper i Berlin Mitte. Som den eneste by i verden har Berlin tre operahuse, og operascenerne besøges af berlinere fra alle samfundslag. (Foto: Rasmus Funder ©)

Som læser får du i Berlindk en virkelig interessant og inspirerende guidet rundtur i Berlins kulturelle landskab og historie. Til gengæld skal du ikke forvente at få en række dybdegående portrætter af kendte kulturpersonligheder. Du kommer ikke med hjem i privaten hos Thure Lindhardt, Matthias Kolstrup eller de andre medvirkende.

Berlin er hele tiden i centrum i bogens kapitler. Og det fungerer rigtig godt. Forfatterne Ole Blegvad og Rasmus Funder tager udgangspunkt i de elleve danskeres personlige Berlin-historier og bruger dem som afsæt til at formidle en masse viden om Berlin som filmmekka, operaby, sportsmetropol m.m samt om byens historie og udvikling. Bogen tager dig med vidt omkring, fra den røde løber ved filmfestivalen Berlinalen, bag scenen i Berliner Philharmonien og til technofester i dunkle undergrundsklubber.

Duné-forsanger: Berlin sætter gang i så mange tanker

Et kapitel i Berlindk rummer beretninger fra 24-årige Mattias Kolstrup, forsanger i bandet Duné, som samlet flyttede til Berlin i 2009. Han bor der stadig og hylder byens mangfoldighed og mentale frihed: ”Berlin er en stor vitaminpille af oplevelser og muligheder … Jeg lever jo af at udtrykke mig, og Berlin har hjulpet mig, fordi byen sætter gang i så mange tanker,” fortæller han blandt andet.

Mattias Kolstrup ved klaveret på et af sine alternative udflugtsmål, det forladte sanatorium Heilstätte Grabowsee. (Foto: Rasmus Funder ©)

Mattias Kolstrup ved klaveret på et af sine alternative udflugtsmål, det forladte sanatorium Heilstätte Grabowsee. (Foto: Rasmus Funder ©)

Inspirationen finder den historieinteresserede musiker på cykelture fra boligen tæt på Volkspark Friedrichshain og rundt til steder, der markerer byens vigtige plads i historien, fx langs den monumentale Karl-Marx-Allee og ved Brandenburger Tor. Til trods for de kraftfulde, historiske symboler betragter han byen som ret ung, fordi den konstant udvikler sig.

Som mange andre, der er vilde med Berlin, nyder han den uhøjtidelige tone, der blandt andet kommer til udtryk ved, at unge og gamle, businessfolk og bumser alle kan bevæge sig rundt i byen med en flaske øl i hånden. Og så alligevel. Omgangstonen kan også virke formel med ”Sie”, ”Herr”, ”Frau” og efternavn, men det er i hans øjne bare endnu en af de charmerende kontraster.

Byens blanding af arkitektoniske stilarter giver han denne karakteristik: ”Manglen på byplanlægning gør Berlin uendelig grim, men indimellem er det så grimt, at det pludselig får en mærkelig skønhed.”

Interviewet er spækket med en lang række af Mattias Kolstrups anbefalinger af spændende steder at udforske. Steder, hvor strømmen af turister sjældent finder hen.

Berlindk er en meget velskrevet bog, krydret med smukke fotos og i et lækkert layout. Den er et must for Berlin-elskere. Uanset hvor godt du kender Berlin i forvejen, vil bogen give dig masser af inspiration og tips til dine kommende ophold i byen.

Antallet af berlinere er nedjusteret

En ny folketælling opgør antallet af berlinere til 3.292.365, hvilket svarer til 5,2 pct. færre end hidtil antaget. Der er generelt færre tyskere, end man har regnet med indtil nu, men især færre indbyggere i Berlin.

(Bemærk, at denne artikel er fra 2013, og det angivne indbyggertal gælder ved udgangen af 2011. Fire år senere er der 3,5 indbyggere i Berlin. Læs mere i denne artikel fra januar 2017: “Berlin har rundet 3,5 mio. indbyggere”.)

Tallet er kommet frem ved en ny folketælling for hele Tyskland. De hidtidige folketællinger forud for denne dato blev foretaget før Murens fald, nemlig i DDR i 1982 og BRD i 1987. I de mellemliggende år har man opgjort befolkningstallet ved at fratrække fraflytninger og dødsfald og tillægge fødsler og tilflytninger. Statistikere har i mange år givet udtryk for, at disse beregninger sandsynligvis har været upræcise.

For hele Tyskland er indbyggertallet nedjusteret fra 81,7 mio. til 80,2 mio. indbyggere. Når reduktionen har været forholdsmæssigt højere i Berlin, skyldes det formodentligt, at især hovedstaden har været ramt af den kilde til fejl, som fremkommer ved, at mange udlændinge lader sig registrere ved tilflytning, men ofte glemmer at give besked, når de igen flytter fra byen.

Den nye statistik får sandsynligvis økonomiske konsekvenser, for den tyske udligningsordning mellem delstaterne, Länderfinanzausgleich, udregnes på baggrund af indbyggertallet. Dermed kan Berlin komme til at miste 500 mio. euro om året.

Den nedlagte og nu fredede lufthavn Tempelhof indgik i Hitlers storladne drømme om Berlin som verdenshovedstaden ”Germania” med ti millioner indbyggere. Efter en ny folketælling er antallet af indbyggere i Tysklands hovedstad i nu reduceret til knap 3,3 millioner.

Den nedlagte og nu fredede lufthavn Tempelhof indgik i Hitlers storladne drømme om Berlin som verdenshovedstaden ”Germania” med ti millioner indbyggere. Efter en ny folketælling er antallet af indbyggere i Tysklands hovedstad nu reduceret til knap 3,3 millioner.

I det historiske lys har Berlin ikke oplevet den samme vækst som mange andre hovedstæder. Adolf Hitler syslede med planer om at ombygge byen til den store verdenshovedstad ”Germania” med 10 mio. indbyggere, hvilket ville være mere end en fordobling fra toppunktet i 1942, hvor der boede knap 4,5 mio. i byen. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig var der mindre end 3 mio. indbyggere i den ødelagte by. Ved genforeningen i 1989 blev tallet opgjort til 3,4 mio., men om det reelt er faldet siden da, er altså vanskeligt at vide på baggrund af de usikre beregninger i de mellemliggende år.

Vind Berlindk med personlige beretninger og tips om Berlin

BerlindkDen 3. juni udkommer bogen Berlindk med beretninger fra 11 danske kulturpersonligheder, der har levet og arbejdet i Berlin og er blevet præget af byen. Blandt fortællerne er skuespiller Thure Lindhardt, Duné-forsanger Matthias Kolstrup, håndboldspiller Torsten Laen og billedkunstner Kirstine Roepstorff.

Berlindk tager dig blandt andet med bag kulisserne i Berliner Philharmonien, til eksklusiv fest under filmfestivalen og bag muren i DDR. Du får masser af ny viden om byens historie og kulturliv samt en række personlige tips til gode spisesteder, alternative udflugtsmål og hippe klubber.

Bag den utroligt velskrevne og lækkert designede bog står kulturjournalist Ole Blegvad og grafisk designer Rasmus Funder. De har begge besøgt Berlin et utal af gange og har sammen ejet en lejlighed i Friedrichshain siden 2008.

Vind et eksemplar af Berlindk

Forlaget People’s Press har doneret tre eksemplarer af Berlindk, som udloddes her på siden.

Du får et lod i konkurrencen ved at lægge en kommentar ved dette indlæg. Fortæl – kort eller langt – om din bedste oplevelse i Berlin. Kommentarfeltet finder du lige under indlæggets overskrift.

Konkurrencen løber til og med den 14. juni 2013. Vinderne får direkte besked og deres navne offentliggøres her på bloggen.

Læs mere om Berlindk på bogens Facebook-side

Få Vild med Berlins nyhedsbrev

Vil du have direkte besked om fremtidige konkurrencer og nye indlæg på Vild med Berlin, så meld dig til vores nyhedsbrev. Vi lover, at vi hverken overbelaster din indbakke eller udleverer din mail-adresse til andre. Og du kan altid melde fra igen, hvis du ikke gider høre fra os mere.

Vild med Berlin har også en Facebook-side, hvor der er masser af hurtige og aktuelle tip og god inspiration fra både os og andre ”berlinervilde”.

 

Tre bud på gode vegetarrestauranter i Berlin

Berlin har et kæmpe udvalg af cafeer og restauranter. I alle prisklasser og inden for alle køkkenretninger. Selvfølgelig også mange vegetarrestauranter, og sidst jeg var i Berlin, dumpede jeg indenfor hos tre af slagsen. Ikke fordi jeg er vegetar. Engang imellem får jeg bare nok af kød og trænger til at få noget mere let og grønt indenbords. Et af stederne var det så ikke lige det grønne, der fristede. Mere om det senere.

Hjemmefra havde jeg læst rigtig gode anmeldelser af La Mano Verde – en vegetarisk gourmetrestaurant, som viste sig at ligge få minutters gang fra mit hotel.

Vegetarrestauranten La Mano Verde ligger i et hyggeligt gårdmiljø.

Vegetarrestauranten La Mano Verde ligger i et hyggeligt gårdmiljø.

Den hyggelige restaurant ligger tilbagetrukket fra gaden i et roligt gårdmiljø i Ulandstrasse 181, tæt ved Kurfürstendam. Menukortet frister med et godt udvalg af spændende grønne retter, hvoraf flere udover at være vegetariske også er raw food og/eller glutenfri. La Mano Verde har også et godt udvalg af økologiske vine, smoothies og cocktails.

Til hovedret bestilte jeg en Spaghetti de la Mer. Spaghettien af rigtig god kvalitet var kogt helt perfekt og vendt med blandt andet forskellige tangplanter, soltørrede tomater, sesam, chili, koriander hvidløg og pinjekerne-parmesan. Uhm.

Superlækker spaghettiret på La Mano Verde i Berlin

Superlækker spaghettiret på La Mano Verde i Berlin

Til dessert skulle jeg selvfølgelig prøve restaurantens mest populære af slagsen, en Triple chokolade fudge. Hold nu op en dessert. Chokoladekage med chokoladecreme, overhældt med varm chokolade og pyntet med stykker af mørk chokolade.

Triple chokolate fudge på La Mano Verde i Berlin

Triple chokolate fudge på La Mano Verde i Berlin

Selv en chokoladeelsker som jeg kan få nok. Den var vildt lækker, men det var helt umuligt for mig at spise mere end halvdelen af desserten, så den søde tjener foreslog at pakke resten i en boks til at tage med hjem. Og sådan blev det.

Det er ikke sidste gang, jeg besøger La Mano Verde. Næste gang vil jeg prøve deres frokostmenu. Det gør også besøget lidt billigere, for ligesom andre Berlin-restauranter i den bedre ende har La Mano Verde rigtig gode frokosttilbud. Her kan man få dagens hovedret til €7,50 (under halv pris i forhold til øvrige hovedretter) og man kan få en to eller tre retters menu til henholdsvis €10,50 og €14,50 (mindre end prisen for en hovedret).

God vegetarmad til lave priser

Senere i ferien spiste jeg frokost på vegetarrestauranten Seerose, der ligger i Mehringdamm 47 i Kreuzberg. Seerose er en af Berlins meget populære billigere restauranter med et fint udvalg af salater og varme vegetarretter.

Vegetarrestauranten Seerose i Kreuzberg.

Vegetarrestauranten Seerose i Kreuzberg.

Man sammensætter selv sin tallerken fra en buffet bag en glasmontre. Restauranten er indrettet med antikke møbler, og hvis er vejret til det, kan man spise udenfor og følge med i gadelivet på Mehringdamm.

Udvalget af kolde og varme vegetarretter er stort hos Seerose i Berlin.

Buffet med salater og varme vegetarretter hos Seerose i Berlin.

Maden er rigtig god til prisen og et godt og sundere alternativ til mange af byens øvrige madtilbud i den billigere ende.

Man sammensætter selv sin tallerken på Seerose i Berlin.

Man sammensætter selv sin tallerken på Seerose i Berlin.

Fældet af en djævlekage

Min tredje vegetaroplevelse var på cafeen Rootz, der ligger på Skalitzer Strasse tæt på East Side Gallery i Kreuzberg. Cafeen serverer udelukkende vegetarmad – flere af retterne er også veganske.

Vegetarcafeen Rootz i Berlin.

Vegetarcafeen Rootz i Berlin.

Her er det så, at jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg faktisk ikke fik smagt på nogen af deres frokostretter. Jeg fik kigget grundigt på deres pænt store og indbydende udvalg af bagels, sandwiches og wraps. Men så blev jeg fældet af en kage med navnet ”Peanut butter frosted devils food cake”.

Peanut butter frosted devils food cake på vegetarcafeen Rootz i Berlin.

Peanut butter frosted devils food cake på vegetarcafeen Rootz i Berlin.

Jeg kiggede på menukortet – og på kagen i montren – og igen på menukortet. Og valgte så at nappe en chokoladekage til frokost. For pokker, er man på ferie eller ej? Og jeg kunne godt se på kagen, at det var enten-eller. Der var ingen plads til både kage OG mere lødig frokost.

Og djævlekagen var det hele værd. Den smagte ganske forrygende.

Her finder du andre gode vegetarrestauranter:

Cookies Cream, Behrenstraße 55, Mitte

Hip og innovativ ”undergrunds” vegetar gourmetrestaurant, hvor der kræses for både maden og den visuelle oplevelse.

Læs mere om Cookies Cream i indlægget: “En ekskursion i vegetarisk nydelse“.

Lucky Leek, Kollwitzstrassse 54, Prenzlauer Berg

Populær 100 procent vegansk gourmetrestaurant med en menu baseret på sæsonens gode råvarer.

Foodworld Vego, Lychener Strasse 63, Prenzlauer Berg

Vegetarisk/vegansk fastfood restaurant med både burgere, wraps og pizza på menuen.

Find endnu flere vegetarrestauranter

Berlin.de

 

 

 

Bücherbogen – slikbutik for bogelskere

Er du en af dem, der elsker at gå på opdagelse i en boghandel og som altid er på udkig efter nye, spændende og lækre bøger til samlingen derhjemme? Så er butikken Bücherbogen på Savignyplatz et must for dig, når du er i Berlin.

Bücherbogen på Savignyplatz.

Bücherbogen på Savignyplatz.

Bücherbogen har et kæmpestort udvalg af litteratur om Berlin, historie, kunst, kultur, design, arkitektur, fotografi, haver m.m. Hovedparten af bøgerne er på tysk, men der er også enkelte engelsksprogede imellem.

Her kan du blandt andet finde nye bøger om fænomenet Urban Farming.

Her kan du blandt andet finde nye bøger om fænomenet Urban Farming.

Bogbutikken strækker sig over fire lokaler, som ligger under den forhøjede S-bane. Så det rumler lidt over hovedet på én, når man snuser rundt mellem bogreolerne. Men det glemmer man hurtigt, når først man er blevet opslugt af det spændende bogunivers.

Fire lokaler spækket med bøger.

Fire lokaler spækket med bøger fra gulv til loft.