Berlinmuren – Vidste du, at …

Den ”antifascistiske beskyttelsesvold” blev bygget
fordi der i årene efter DDRs grundlæggelse i 1949 flygtede over tre millioner mennesker fra DDR til Vesttyskland. Alene i juli 1961 flygtede flere end 30.000. Mange flygtede over de åbne sektorgrænser i Berlin, der lå som en vestlig enklave langt inde i DDR.

Noget måtte gøres for at forhindre østtyskerne i at flygte til vesten. DDR valgte derfor at spærre Vestberlin inde bag en mur af beton, pigtråd og elektrisk hegn.

De første konstruktioner af den 45,1 kilometer lange mur langs grænsen mellem østsektoren og de tre vestsektorer begyndte natten mellem den 12. og 13. august 1961. Den ”antifascistiske beskyttelsesvold” – på tysk: “Antifaschistischer Schutzwall” – som DDR kaldte den, blev suppleret af en 112 kilometer lang betonmur rundt om hele Vestberlin.

Se kortet, som er vist ovenfor, i fuld størrelse på berlin.de – de røde streger viser den ydre mur, mens de blå streger viser indre mur.

Grænsen blev skarpt overvåget fra vagttårne
Der var 302 vagttårne placeret langs Berlinmuren. Tårnene stod med cirka 250 meters mellemrun, så vagterne nemt kunne overskue arealerne mellem dem.

Nogle tårne var runde, mens andre var kantede. I dag eksisterer kun fire af disse tårne.

Et af dem står på Erna-Berger-Straße, tæt på Leipziger Platz, og det er åbent for besøgende.

Hundredevis af hunde patruljerede ved muren
Den indre tyske grænse blev ikke kun patruljeret af bevæbnede grænsevagter. Man brugte også vagthunde, som slog alarm, hvis nogen forsøgte at flygte. Alene i Berlin var omkring 480 hunde med til at vogte grænsen.

Muren havde mange ofre
Mindst 138 mennesker mistede livet under flugtforsøg eller ophold ved Berlinmuren i perioden mellem 1961 og 1989. Derudover døde mindst 251 mennesker under eller efter kontrol ved Berlinmurens checkpoints – mange af hjertestop.

Murens første offer var sandsynligvis 58-årige Ida Siekmann. Hun blev dræbt i 1961, da hun sprang fra soveværelsevinduet i sin lejlighed på tredje sal i øst ned på fortovet i vest. Hun omkom, selv om hun på forhånd havde kastet tæpper og madrasser ned på gaden for at afbøde faldet.

Det sidste offer for Muren blev 20-årige Chris Gueffroy. Han forsøgte sammen med en kammerat at flygte over Berlinmuren natten mellem den 5. og 6. februar 1989. Vagterne opdagede de to unge og åbnede ild. Chris blev skudt og dræbt, mens han med ryggen til Muren forsøgte at hjælpe sin ven over hegnet. Mere end tyve skud blev affyret.

Den berømte flygtende politimand hed Conrad
Ved Bernauer Strasse står en skulptur af en politimand iført hjelm, militærstøvler og maskinpistol, der i et spring over pigtråd tager flugten fra Østberlin til Vestberlin.

Skulpturen er en gengivelse af et af de mest berømte fotografier fra Berlinmurens første dage. Det forestiller den 19-årige Conrad Schumann, som var politimand i det østtyske Volkspolizei.

Han blev i august 1961 sendt til Bernauer Strasse, hvor grænsen mellem øst og vest endnu kun bestod af et lavt pigtrådshegn. Den unge politimand valgte efter nogen overvejelse at springe henover pigtråden og ind i vesten. Flugten blev fanget af en fotograf, og billederne gik verden rundt.

Visse U- og S-Bahn-linjer kørte gennem ”spøgelsesstationer”
Efter delingen af Berlin fortsatte byens U-Bahn og S-Bahn-linjer med at køre – også de tre linjer, der passerede gennem Østberlin (i dag linjerne U6, U8 og den nord-sydgående S-Bahn). Stationerne i Østberlin, som disse linjer passerede, blev i Vestberlin kaldt for ”spøgelsesstationer”, for deres indgange var muret helt til. Indenfor blev platformene overvåget af bevæbnede grænsevagter, og togene kørte meget langsomt igennem spøgelsesstationerne.

På Nordbahnhof S-Bahn station kan ses en udstilling om de stærkt bevogtede spøgelsestationer. Indgang fra Gartenstrasse.

Berlinmuren blev åbnet helt uventet
om aftenen den 9. november 1989. Begivenheden blev udløst af politbureaumedlemmet Günter Schabowski under en pressekonference, som blev transmitteret direkte på tv. Et par minutter i syv om aftenen, hvor pressekonferencen var ved at være slut, læste Schabowski op fra en ministerrådsbeslutning om et nyt rejsereglement (som senere viste sig ikke være formelt vedtaget). Af hans oplæsning fremgik, at der var vedtaget en bestemmelse “der gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDRs grænseovergange”.

En journalist spurgte, hvornår reglen trådte i kraft, og Schabowski svarede lidt forfjamsket “ab sofort” (med det samme). Nyheden om, at “muren er åben”, bredte sig som en løbeild, og  østberlinere i tusindvis søgte til grænseovergangene i løbet af aftenen. De pressede på for, at grænsen skulle åbnes. Grænsevagterne ved Bornholmer Strasse var de første til at give efter for det stigende pres. Her blev porten åbnet klokken 23.32, og efterfølgende åbnede flere grænseovergange.

Med Berlinmurens fald forsvandt fundamentet for DDR, som officielt blev opløst den 2. oktober 1990. Den 3. oktober 1990 blev Østtyskland og Vesttyskland formelt genforenet.

Der findes mange rester af Berlinmuren
Rundt om i Berlin findes der over 1.000 større eller mindre stykker af Muren, kontrolposter, installationer m.m.

Et af de større bevarede stykker af Berlinmuren står i Bernauer Strasse i Prenzlauer Berg. Her kan man også kigge ind i det brede stykke ingenmandsland, der også blev kaldt for ”dødsstriben”. Overfor ligger Dokumentationszentrum Berliner Mauer, hvor man fra tårnet kan kigge over muren. I dokumentationscentret – hvor der er gratis adgang – er der en udstillling med sort-hvide film, fotografier og dokumenter, der fortæller om Muren og dens menneskelige omkostninger.

East_Side_GalleryDet længste bevarede stykke af Muren er 1.316 meter langt og står i Mühlenstrasse, hvor det lægger væg til en af Berlins mest populære turistattraktioner, East Side Gallery.

Murgalleriet, der består af en lang række kunstværker malet direkte på den østlige side af Muren, blev skabt i 1990 af 118 kunstnere fra 21 lande.

Læs også om den danske journalist Gitte Merrilds oplevelser i Berlin 9. november 1989.

Vind e-bogen BerlinDK til iPad

På Vild med Berlin vil vi gerne være med til at markere 25-årsjubilæet for Murens fald den 9. november 2014. Det er lykkedes os at overtale parret bag en (desværre lidt overset) perle, e-bogsudgaven af bogen BerlinDK, til at donere tre eksemplarer af udgivelsen til en lodtrækning blandt alle, der ligesom os er vilde med Berlin.

FireShoSkærmbillede fra Berlindk som e-bogt Screen Capture #101 - 'iTunes - Bøger - Berlindk af Ole Blegvad & Rasmus Funder' - itunes_apple_com_dk_book_berlindk_id655608257_l=da&mt=11

Den trykte udgave af Berlindk tildelte vi ubetinget ros ved udgivelsen sidste år, men e-bogen er bare endnu bedre! Man får alt fra den fysiske bog plus en masse ekstra materiale, fx links til mere end 50 spændende videoer, kortmateriale og selvfølgelig alle de fordele, en e-bog giver, herunder klikbare links og ekstra billeder, der kan forstørres til skærmstørrelse. 123 lokaliteter er oplistet i bogen, og i den elektroniske version er der selvfølgelig en afsluttende oversigt, så du med et prik med en finger kan finde tilbage til omtalen af stedet, hvor der også er links til et kort med placeringen og stedets eventuelle hjemmeside.

Sidder du i Danmark på en regnfuld novemberdag og længes efter Berlin, er der mange timers hygge i selskab med de 11 danske kulturpersonligheder, der fortæller om deres forhold til Berlin, og ikke mindst de to engagerede forfattere, Ole Blegvad og Rasmus Funder, der så smukt binder det hele sammen ved hjælp af deres store indsigt i Berlins historie og kultur. Selv os, der mener, at vi efterhånden kender Berlin ganske godt, kan finde masser af inspiration til vores næste tur.

Sådan deltager du

Du kommer med i lodtrækningen om bogen ved at tilmelde dig det gratis nyhedsbrev fra Vild med Berlin. Er du allerede tilmeldt nyhedsbrevet, deltager du automatisk i lodtrækningen.

Nyhedsbrevet er i øvrigt også lidt af en overset sjældenhed, for det seneste blev udsendt for mere end et halvt år siden! Dermed holder vi, hvad vi lover, når vi skriver, at vi ikke overbelaster din indbakke. Det har dog længe været planen at skrue lidt op for udgivelsesfrekvensen, så vi kan samle op på de seneste blogindlæg og ikke mindst al den inspiration og de mange anbefalinger, der kommer fra de mere end 3.300 følgere af Vild med Berlins Facebook-side.

Vi trækker lod om e-bøgerne 14. november 2014. Vinderne får direkte besked via deres e-mailadresse, og navnene offentliggøres på Facebook-siden.

Vinder du ikke …

Er du ikke blandt de heldige vindere – eller ved du allerede nu, at e-bogen er den oplagte (jule)gave-idé til en anden, der er vild med Berlin – kan den købes på iTunes til den lave pris af 99 kr., hvilket er mindre end halvdelen af prisen på den trykte udgave:

Berlindk på iTunes

Sammlung Boros – kunstsamling i Berlin-bunker

Sammlung Boris BerlinEn af Berlins helt særlige kunstoplevelser er Sammlung Boros – en privat samling af moderne kunst i en gammel betonbunker fra Anden Verdenskrig.

Det er samtidig en af de Berlin-oplevelser, som du skal planlægge i god tid.

Der er nemlig kun adgang til bunkermuseet, hvis du på forhånd har booket plads på en af de guidede rundvisninger (12 personer pr. gang). Pladserne reserveres via nettet, og der er rift om dem!

Kunstværkerne og betonbunkeren ejes af kunstsamleren og reklamemanden Christian Boros og hans hustru, der bor i en penthouselejlighed øverst i bygningen.

Rå betonvægge med aftryk fra Berlin-bunkerens fortid

Christian Boros har samlet nutidskunst siden 1990 og har nu over 700 kunstværker (heraf udstilles omkring 130 værker). I samlingen er blandt andet den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson stærkt repræsenteret, både med nyere værker og med kunst fra før han slog igennem internationalt. Derudover tæller samlingen værker fra den tyske kunstner Anselm Reyle, thailandske Rirkrit Tiravanija, engelske Damien Hirst og en lang, lang række andre kunstnere.

Sammlung Boros BerlinUdstillingslokalerne – betonbunkeren – er en oplevelse i sig selv. Den enorme overjordiske bunker er bygget i 1942 tæt ved Friedrichsstrasse station.

Oprindeligt fungerede den som beskyttelsesbunker under Anden Verdenskrig. Her søgte op til 3.000 mennesker tilflugt under de allieredes talrige bombninger af Berlin.

Efter krigen brugte Den Røde Hær bunkeren som fængsel, og i 1950’erne blev den brugt til opbevaring af frugt og grønt, hvilket dengang affødte navnet ”Bananbunkeren”. Efter Murens fald er bunkeren blevet brugt til blandt andet techno-, fetich- og fantasy-fester. Boros købte stedet i 2003.

Bunkeren havde oprindeligt 120 rum. I dag er den delvis ombygget og rummer 3.000 kvadratmeter udstillingslokaler fordelt på 80 rum med meget varierende loftshøjder. På de rå betonvægge er der stadig aftryk fra fortiden, blandt andet malede pile fra tiden som beskyttelsesrum og rester af graffiti fra nyere tid.

Boros’ samling er kun åben for rundvisninger med 12 personer pr. gang. Hver rundvisning varer halvanden time og foregår på både tysk og engelsk. Der er rundvisninger torsdag, fredag, lørdag og søndag.

Sammlung Boros ligger i Reinhardsstrasse 20 i Berlin-Mitte.

Nærmeste U-Bahn er Oranienburger Tor eller Friedrichsstrasse.

Original Unverpackt – Berlins nye emballagefri supermarked

Slut med miljøbelastende engangsemballage, overforbrug og madspild. Lad os i stedet satse på et mere bæredygtigt og bevidst forbrug, hvor vi har mulighed for at købe vores madvarer uden overflødig emballage og i præcis de mængder, vi ønsker.

Det er kongstanken bag Berlins første emballagefri supermarked – Original Unverpackt –  som forleden åbnede på adressen Wiener Strasse 16 i Kreuzberg, over for Görlitzer Park.

Original Unverpackt BerlinButikken på cirka 90 kvadratmeter er indrettet med store, neutrale glasbeholdere indeholdende ris, pasta, nudler, linser, bønner, korn, nødder, couscous, olier, eddiker, krydderier, vin m.m., som kunderne selv kan dosere i mindre beholdere. Også shampoo, deodorant, creme og rengøringsmidler kan købes efter vægt.

Frugt og grøntsager ligger i kasser, mens produkter som for eksempel grøntsagssaft, yoghurt, mælk, pesto, marmelade og tomatsauce sælges i returglas.

I en reportage fra åbningsdagen lørdag den 13. september i Berliner Zeitung vurderer kunderne, at butikkens priser er fair. Mange varer ligger prismæssigt på niveau med tilsvarende produkter i almindelige supermarkeder. Andre er lidt dyrere.

”Det gode er, at her kan man købe de dyrere ting i små mængder. Bare lige det, man har brug for,” siger en kunde.

Original Unverpackt-butikken har et sortiment på cirka 350 produkter. Heraf er omkring 80 procent økologiske, og en stor del af dem kommer fra lokale producenter.

Tag selv emballagen med til Original Unverpackt

Ideen er, at kunderne selv medbringer rengjorte glas og beholdere, som vejes inden påfyldning, så deres vægt ikke tæller med i den endelige afregning. Har man ikke selv medbragt beholdere, kan man købe genanvendelige beholdere i forskellige størrelser.

Produkter som kød og ost, der kræver særlig opbevaring, er der ikke fundet plads til. Men man har allieret sig med en ostemand, som sælger sine produkter i butikken en gang om ugen.

På madspildsfronten er der også tænkt i at minimere butikkens eget spild. Restprodukter fra butikken leveres til en hjælpeorganisation, der uddeler gratis overskudsmad til værdigt trængende.

Stor interesse for det nye supermarkedskoncept

Bag Original Unverpackt-konceptet står 31-årige Sara Wolf og 24-årige Milena Glimbovski. Sarah er kandidat i internationale relationer og har en baggrund inden for fairtrade, mens Milena er uddannet inden for design og kommunikation.

Ideen opstod en aften i vinteren 2012, hvor de to veninder mødtes for at lave mad sammen. Som flere gange tidligere slog det dem, hvor meget affald deres indkøb i supermarkedet genererede. Og efter nogen snak og et par glas vin besluttede de at gå i gang med at skabe et supermarked uden engangsemballage.

Sara og Milena ønskede at skabe et alternativ til nutidens supermarkedssektor, som i høj grad er kendetegnet ved engangsemballager, fokus på mærkevarer, overforbrug og madspild.

Interessen for deres projekt har vist sig at være ret overvældende. I maj 2014 igangsatte de en indsamling via crowdfunding på nettet for at skaffe penge til at åbne den første Original Unverpackt-butik, og i løbet af kort tid nåede de deres mål på 20.000 euro. Sammenlagt donerede folk omkring 115.000 euro til deres projekt.

Til Tagesspiegel fortæller de to iværksættere, at den største udfordring i projektet har været at finde leverandører til butikken. Samtalerne er ofte forløbet i stil med:

”Har I kaffe? Tager I emballagerne retur? Nej? Jamen, så hav en fortsat god dag,” siger Milena Glimbovski.

Ud over at droppe emballagerne har producenterne også skullet arbejde på at mindske brugen af plastic i forsyningskæden så meget som muligt. For eksempel bruge genanvendelige stropper i stedet for de sædvanlige engangsplast-strips, som bruges til at fastholde varerne på paller.

Går alt efter planen, vil Sara Wolf og Milena Glimbovski åbne endnu en Original Unverpackt-butik i Berlin i 2015.

Ni gratis fornøjelser ved regnvejr i Berlin

Fortvivl ikke, hvis vejrudsigten forudsiger våde dage i den tyske hovedstad. Her er en stribe muligheder, som Berlin byder på, og som både er indendørs og gratis.

Denne side er tjekket og opdateret 28. juli 2019.

1.    Museet Alltag in der DDR
Et nyt og moderne museum, der i november 2013 åbnede i Kulturbrauerei, Prenzlauer Berg, 100 meter fra U-bahnstationen Eberswalder. Den permanente udstilling med gratis entré er større og mere interessant end det overrendte DDR-museum i Mitte, som man skal betale seks euro for at besøge. Se blandt andet en Trabant med telt på taget, som på et tidspunkt var højeste mode i det østtyske, og oplev mange facetter af livet i DDR, som de kommer til udtryk i såvel afsavn, undertrykkelse og overvågning som kammeratskab og den stille modstand.
http://www.hdg.de/berlin/museum-in-der-kulturbrauerei/

2.    Topographie des Terrors
Nogle af de vigtigste arnesteder for den nazistiske terror, bl.a. Gestapo, havde hovedkvarter på adressen i Niederkirchnerstrasse, hvor der i mange år efter Murens fald var en udstilling under åben himmel. I 2010 åbnede så et stort dokumentationscentrum i en helt ny udstillingsbygning. Her kan man tilbringe adskillige timer med de mange informative plancher og tekster på tysk og engelsk. Udendørs, men overdækket, er der en lang arkade langs den gamle indermur, hvor man bevæger sig kronologisk gennem udviklingen i Tyskland fra 1933 frem til en lille krølle om Muren og DDR. Et glimrende sted at tage teenagere med hen, hvis de skal lære lidt om i Berlins centrale placering i verdenshistorien for 70-80 år siden.
http://www.topographie.de/

3.    Museet under ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (“Holocaust Denkmal”)
De fleste turister har set det store mindesmærke med 2.711 betonpiller tæt ved Brandenburger Tor, men alt for få af dem tager turen nedenunder i det 800 kvadratmeter store informationscenter, hvor man kan følge jødernes og andre forfulgtes skæbne under nazistyret, blandt andet illustreret ved udvalgte familiers fortællinger. Entréen er gratis, men forvent et sikkerhedstjek, som er en lufthavn værdigt.
https://www.holocaust-denkmal-berlin.de/

Indgangen til informationscentret under de 2.711 btonpiller finder man i den østlige ende længst væk fra Tiergarten.

Indgangen til informationscentret under de 2.711 betonpiller finder man i den østlige ende længst væk fra Tiergarten.

4.    Alliierten Museum
Museet, der har til formål at dokumentere USA’s, Englands og Frankrigs engagement i Berlin efter 2. Verdenskrig, flotter sig også med gratis entré. Der er en permanent udstilling og langvarige særudstillinger. For tiden (2019) hedder særudstillingen “LITTLE AMERICA – Leben in der Militär-Community in Deutschland”. Det er en fotoudstilling om de udstationerede amerikanske soldaters liv i Tyskland i perioden efter 2. Verdenskrig.
http://www.alliiertenmuseum.de/

5.    Manufactum
Det kan måske forekomme lidt ordinært at anbefale et besøg i en kædeforretning med varehuse i otte tyske byer, men en god ven fik solgt ideen så godt, at jeg for nylig besøgte butikken ved Ernst-Reuter-Platz (eller ”Erpl”, som berlinerne kalder den).  Manufactums slogan er ”Es gibt sie noch, die guten Dinge”, og forretningen havde ganske enkelt et overvældende udbud af kvalitetsprodukter og flot design inden for en lang række områder, bl.a. køkkenudstyr, møbler, legetøj, cykeltilbehør, haveredskaber og kontorartikler. Er der så noget, der er gratis? Ja, kædens tykke varekataloger, men derudover kan man sige, at priserne matcher den gode kvalitet. Skulle man alligevel i gang med at lede efter en god og original gave, behøver der jo ikke at være ekstra udgifter ved at lede efter den hos Manufactum.
http://www.manufactum.de/manufactum-berlin-c-41/

Butikken ved Ernst-Reuters-Platz med kvalitetsprodukter i to etager

Manufactum – butikken ved Ernst-Reuters-Platz med kvalitetsprodukter i to etager

6.    KaDeWe
Det store, historiske varehus ved Wittenbergplatz fortjener et besøg, og hvorfor ikke lægge en frokostpause på den næstøverste feinschmecker-etage, hvor der serveres forrygende bouillabaisse i mange varianter og meget andet lækkert ved skranker med hurtig servering. Eller vælg selv fra buffeten i restauranten på den øverste etage, som blev indviet i 1996 og dermed gjorde KaDeWe til Europas næstestørste stormagasin med i alt 60.000 kvadratmeter indkøbsareal. Skulle man være så uheldig at befinde sig i varehuset i følge med personer, der kan tilbringe timer i tøjafdelingen, kan man måske have fornøjelse af den velassorterede afdeling med bøger, hvor man nemt kan få en time til at gå med at kigge i nye bøger om fx Berlin-relaterede emner. Det er ganske gratis.
http://www.kadewe.de/

7.    En laptop-venlig café
Okay, helt gratis er det måske ikke, men til gengæld koster det kun en kop god kaffe at blive hængende, til bygen er ovre, mens du bruger det gratis wifi, som tyskerne kalder ”w-lan”. Her kan du sende mails og Facebook-beskeder hjem til vennerne, hvor du for eksempel fortæller, at Berlin er et gråt og trist sted, hvor tjenerne er uvenlige og tilmed forventer drikkepenge, og hvor beboerne ligefrem hader turisterne og den ”gentrifizierung”, som de er skyld i. Jo færre turister, jo mere plads til os, der er vilde  med Berlin! (Ironi kan forekomme). Her på sitet kan du finde denne oversigt over “laptop-venlige” caféer. Du er velkommen til at supplere listen med en kommentar:
http://vildmedberlin.dk/her-finder-du-berlins-laptop-venlige-cafeer/

De gode cafeer med gratis wifi kan ses på et Google-kort.

De gode cafeer med gratis wifi kan ses på et Google-kort.

8.    AquaDom
Befinder man sig i Mitte tæt på Alexanderplatz, bør man besøge lobbyen på Hotel Radisson Blue, hvor det er muligt at se det kæmpestore, cylinderformede akvarium med 1.500 tropiske fisk. Man kan også tage elevatoren op inde i akvariet og opleve fiskene svømme rundt om én.

9.    Kuplen over Reichstag
Det er gratis at besøge det tyske parlament, og kuplen, der blev indviet i 1999, er en stor arkitektonisk oplevelse. Man kan gøre det spontant ved at henvende sig i besøgstjenestens servicestation i nærheden af Reichtagsbygningen ved siden af Berlin-pavillonen på den sydlige side af Scheidemannstraße. Hvis der er ledig plads, udstedes tilladelser til personlig adgang op til to timer før besøget. Bemærk, at man skal kunne identificere sig, og at tilladelserne er personlige. Servicestationen er åben hver dag fra kl. 8 til 18.

Brug online-formularen, hvis du på forhånd vil bestille tid til et besøg.

Du kan også på forhånd reservere bord i tagterrassens café, hvis du vil kombinere besøget i kuplen med lidt kaffe og kage eller andet mundgodt. Det kræver, at man sender en mail. Se mail-adressen nederst på denne side.

De penge, man sparer ved de gratis glæder, kan man jo passende spendere på rundhåndede drikkepenge på barer og restauranter, så vi danskere kan forbedre vores ry som turister i denne fantastiske by.

Én sten. Ét navn. Ét menneske. Historien om Stolpersteine – snublesten i Berlin

Stolpersteine - snublesten i Berlin

”Her boede Irma, Karla og Ellen Rosenthal. Deporteret i 1943. Myrdet i Auschwitz”
Den korte og gruopvækkende historie fortælles af tre små messingsten. Såkaldte Stolpersteine – på dansk: snublesten. Mindesmærker for nazisternes ofre. Placeret mellem brostenene ud for den bordeauxrøde hoveddør til adressen Neue Schönhauser Strasse 12. En lidt slidt tre etagers ejendom i et af de mest populære shoppingkvarterer i Berlin Mitte.

De tre messingsten fortæller også alderen på de tre jødiske kvinder, da de blev hentet af nazisterne. Irma var 33, Karla var 14 og Ellen 10 år. Vel en mor og hendes to døtre. Brutalt revet ud af deres hjem og hverdag til rædslerne i en af Hitlers koncentrations- og udryddelseslejre, hvor de blev dræbt. Sandsynligvis i et gaskammer, som det skete for millioner af jøder, romaer og sintier under 2. Verdenskrig.

På mig giver det et stik i sjælen, hver gang jeg giver mig tid til at dvæle ved de små snublesten, som findes overalt i Berlin. For pludselig bliver et eller flere af ofrene fra nazitidens Holocaust-tragedie nærværende: Lige her, i en af lejlighederne over mig, boede Karla, Ellen og Irma. Indtil de en dag i 1943 blev hentet af bevæbnede mænd i uniformer.

Historien bag Stolpersteine – snublesten
Ideen med at lægge navnesten og mindes nazisternes ofre foran deres sidst valgte bolig er født af den tyske kunstner Gunter Demnig (født i Berlin i 1947). Han fik ideen efter mødet med en indbygger i Köln, der havde oplevet krigen og var overbevist om, at der aldrig havde boet sintier eller romaer i hendes nabolag.

På Gunter Demnigs website siger han: ”Et menneske er først glemt, når dets navn er glemt”. Med stenene foran husene holdes mindet om de mennesker, der engang boede der, i live. Én sten. Ét navn. Ét menneske.

Den allerførste Stolperstein blev lagt i Köln i december 1992. Anledningen var markeringen af 50-året for, at Heinrich Himmler underskrev dekretet om at deportere romaer og sintier til udryddelseslejre. I 1994 udstillede Gunter Demnig 250 Stolpersteine for myrdede sintier og romaer i St. Anthony Kirke i Køln. Stenene – 10 x 10 cm blokke – blev i januar 1995 lagt i fortovene rundt om i Köln.

Berlin har over 7.600 Stolpersteine
I Berlin blev de første 50 snublesten lagt i maj 1996 i forbindelse med udstillingen “Künstler forschen nach Auschwitz”, arrangeret af Neue Gesellschaft für Bildende Kunst. De 50 sten blev lagt i Oranienstrasse og Dresdner Strasse – uden tilladelse fra de lokale myndigheder.

Snublestenene gjorde dog så stort indtryk, at de lokale distrikter i Berlin ret hurtigt tog projektet til sig. I dag organiseres udlægningen af snublesten af et koordineringsbureau med 12 lokale afdelinger, der fungerer som bindeled mellem Gunter Demnig og hans stab, sponsorer og pårørende til ofrene.

Snublesten nummer 75.000 nedlagt i december 2019
Stolpersteine-projektet har indtil videre bredt sig til over 1.200 kommuner i Tyskland samt til mange andre lande. I december 2019 blev snublesten nummer 75.000 nedlagt. Det skete ved en ceremoni i byen Memmingen i den tyske delstat Bayern. I dag (februar 2020) findes der snublesten i 26 lande i Europa.

Ud over Tyskland ligger der snublesten i blandt andet Norge, Finland, Belgien, Holland, Frankrig, Italien, Schweiz, Østrig, Luxemburg, Grækenland, Ungarn, Polen, Rusland, Ukraine, Kroatien, Letland og Rumænien.

Snublesten er ikke kun mindesmærker for jøder, men for alle nazisternes ofre, det vil sige også romaer, sintier, homoseksuelle og systemkritikere.

I juni 2019 blev de første 12 snublesten nedlagt i Danmark, nemlig i København og på Frederiksberg. Læs mere om projektet og om, hvordan man for 120 euro kan blive fadder for en snublesten, hos snublesten.org.

Liselotte Schlachcis

Snublesten for Liselotte Schlachcis, der døde i Auschwitz 30. januar 1943, 33 år gammel. Hun var blevet udvist fra Danmark i august 1941 efter at have levet her i syv år. Snublestenen ligger ud for nummer 4A i gaden Borgmestervangen tæt på Nørrebro Station.

Gode restauranter og caféer i Berlin – tips fra madbloggere

Hvis Berlin var en kage, ville den nok være et overflødighedshorn. Både når vi taler om kultur, seværdigheder og livet i byen. Og i særdeles på madfronten.

Næsten uanset hvilket landekøkken og hvilken kulinarisk standard du er til, så finder du det i Berlin. Et eller andet sted. Byen har så mange restauranter, caféer og fastfood-tilbud, at det kan være svært at vælge. For hvor får man de bedste madoplevelser, og hvor får man mest for pengene?

Superlækker spaghettiret på La Mano Verde i Berlin

Spaghettiret på La Mano Verde i Berlin

Her er der i dag god hjælp at hente på nettet. Blandt andet hos de danske madbloggere, der har besøgt Berlin og givet deres vurdering af nogle af byens madoplevelser.

Vi har samlet en række madbloggeres anbefalinger til Berlin-restauranter og cafeér her – forhåbentlig kan det give dig madinspiration til dit næste besøg i byen.

 

The Food Club giver i dette indlæg en række personlige anbefalinger til blandt andet et godt burgersted – The Bird – samt flere asiatiske restauranter.

Lullaby & Lala skrives af en dansk kvinde med tre børn, bosat i Tyskland. Hun giver i denne miniguide til det gastronomiske Berlin en række anbefalinger til restauranter, hvor maden er god og lokalerne børnevenlige. De fleste restauranter i guiden ligger i Prenzlauer Berg.

God smag og søde sager giver en flot anmeldelse af den italienske restaurant Vapiano, som har afdelinger flere steder i Berlin.

Frk. Sveske har lavet en lille reportage om LCHF-venlige (Low Carb High Fat) restauranter i Berlin. Hun har blandt andet besøgt byens nye palæo-restaurant Sauvage.

Becauseitmatters har besøgt en af Berlins skønne tapasrestauranter – Bar Raval i Kreuzberg – som får en fin anbefaling. Bloggeren har også skrevet om et af Berlins bedste kaffesteder – Five Elephant i Kreuzberg. Og anbefaler i dette indlæg en portugisisk café i Mitte.

Mia Mad fortæller om sit besøg på den veganske gourmetrestaurant La Mano Verde, som både var en spændende oplevelse – og som skuffede lidt på nogle områder.

a la Bitten fortæller om en god madoplevelse på den asiatisk inspirerede gourmetrestaurant Tim. Bloggeren anbefaler også restauranten FACIL – både for den lækre mad og for en fantastisk beliggenhed øverst i et hotel med egen have.

Den veganske blog Månebarnet guider rundt blandt nogle af Berlins veganske restauranter og caféer. Hun anbefaler især den veganske fastfoodrestaurant Yellow Sunshine i Kreuzberg. Bloggeren anbefaler også et besøg i det veganske supermarked Veganz i Kreuzberg, som også har en indbydende lille café med forskellige typer mad og kager.

Frk. Kræsen fortæller om sine yndlingscaféer og kaffebarer i Berlin – her kan du blandt andet hente tips til tre gode brunchsteder, nemlig caféerne Entwerden Oder og Heimatlos i Prenzlauer Berg samt café Fleury i Mitte.

Danskerne er endnu vildere med Berlin

Den tyske hovedstad er i stigende grad mål for besøg fra Danmark. Byens nyeste statistik viser fortsat fremgang i antallet af overnattende danskere.

Danmark befæster sin position som nationen med de mest Berlin-glade indbyggere. 115 registrerede overnatninger pr. 1.000 indbyggere blev det til i 2013. Dermed holder vi danskere det solide forspring foran Schweiz (74) og Norge (58) på 2. og 3.-pladsen.

Danskernes lyst til at besøge Berlin er kun gået én vej i de senere år.

Danskernes lyst til at besøge Berlin er kun gået én vej i de senere år.

Væksten er for danskernes vedkommende på fem procent sammenlignet med 2012. For alle udenlandske turister er den på ni procent, så på det punkt ligger vi ikke i front. Det er så forskellige lande som Rusland, Israel, Storbritannien og Polen, der især øger antallet af turister i Berlin, mens der er tilbagegang hos særligt kriseramte lande som Spanien og Italien.

Danskerne har overhalet franskmænd og spaniere, når det handler om antallet af registrerede overnatninger i Berlin

Danskerne har overhalet franskmænd og spaniere, når det handler om antallet af registrerede overnatninger i Berlin

Målt på totale tal har vi i løbet af 2013 overhalet befolkningsrige nationer som Frankrig og Spanien og ligger nu på femtepladsen. Trods Danmarks lidenhed fylder de danske gæster altså godt op på hoteller, hostels og campingpladser, og som vi for fire måneder siden oplyste i artiklen ”Danskerne er mest vilde med Berlin”, er overnatninger i private ferielejligheder ikke inkluderet i de officielle tal fra “Amt für Statistik Berlin-Brandenburg”. På det område dominerer danskerne sandsynligvis også.

I januar er danskerne ikke tilbøjelige til at rejse til Berlin, men december er i stigende grad populær.

I januar er danskerne ikke tilbøjelige til at rejse til Berlin, men december er i stigende grad populær.

Statistikken viser desuden, at forår og efterår er tidspunkter, hvor det er populært at rejse fra Danmark til Berlin, ud over selvfølgelig feriemåneden juli. Januar i Berlin er normalt isnende kold, og da holder vi os i højere grad væk. Kun 22.000 registrerede overnatninger blev det til i januar 2013 for danskernes vedkommende. Som et lille kuriosum kan nævnes, at januar var den mest populære måned blandt russerne. Berlin er trods alt varmere end Sibirien på den årstid.
Meldinger fra brugere af ”Vild med Berlin” på Facebook tyder på en voksende interesse for Berlin i julemåneden, og det bekræfter statistikken. Danskere tilbragte i alt 51.000 nætter i berlinske hotel- og hostelsenge i december 2013. Det er godt seks procent flere end i samme måned året før.

Vind den nye roman Kirsebærtiden

Vind bogen KirsebærtidenPå vores Facebook-side har vi nu rundet 2.000 følgere. Det fejrer vi med en gave til tre heldige ”berlinervilde” – nemlig et eksemplar af den helt nye roman Kirsebærtiden, der tager afsæt i Berlinmurens fald.

Kirsebærtiden handler om en mand, der efter næsten 30 års landflygtighed i Danmark rejser tilbage til sin ungdomsby, Berlin, for at se sin fortid i øjnene.

Som helt ung var han i en periode i 1950’erne en lovende skuespiller i DDR’s førende teaterensemble. Her møder han sit livs store kærlighed i skikkelse af sin kvindelige chef, der også er ensemblets stjerne. De to har en hed kærlighedsaffære, som dog slutter brat.

Gennem alle årene i Danmark har kærlighedsmindet og hans flugt fra DDR ligget som en betændelsestilstand i hans sind. Derfor vælger han i sommeren 1991 at tage på et tredages besøg til Berlin for at genopfriske minderne og forhåbentlig endegyldigt lukke døren til fortiden.

Besøget udvikler sig dog noget anderledes, end han havde forestillet sig. Det er ikke kun fortiden, der venter ham i den forandrede by. Fremtiden byder sig også til – hvis han tør gribe muligheden for at begynde forfra.

Kirsebærtiden er en meget velskrevet, sanselig og medrivende bog. Og som Berlin-elsker bliver man ekstra grebet af handlingen, som for størstedelen af bogens vedkommende udfolder sig i Berlin i forskellige tidsaldre. Fortællingen indeholder fine beskrivelser af teaterlivet under DDR-tiden og af det liv og de frustrationer, som borgerne i Østberlin gennemlevede før og efter Murens fald.

Inspireret af Bertolt Brechts hustru

Kirsebærtiden er skrevet som en fantasi over skuespiller og teaterleder Helene Weigel, der var gift med den tyske dramatiker og systemkritiker Bertolt Brecht.

Forfatter Lis Vibeke Kristensen fik ideen til bogen under et besøg i Brechts hus i Berlin for nogle år siden. I et interview fortæller hun:

”Jeg vandrede rundt i de smukke rum, som fru Weigel havde indrettet så geniet, hun var gift med, kunne havde det bekvemt, når han arbejdede. Jeg kiggede indenfor i køkkenet, hvor hun lavede sin berømte mad, og jeg blev mere og mere interesseret i, hvad hun var for et menneske.”

”Jo mere research, jeg lavede, jo mere optaget blev jeg af to ubesvarede spørgsmål: Hvorfor blev denne kvinde i så mange år hos en notorisk utro mand? Og hvorfor blev hun i et utro system – et samfund, hvis ideologi var blevet til fraser, og som i praksis svigtede alt det, hun troede på?”

Sådan deltager du i konkurrencen:

Forlaget Modtryk har doneret tre eksemplarer af Kirsebærtiden til Vild med Berlin-læserne.

Du får et lod i konkurrencen ved at lægge en kommentar ved denne artikel. Fortæl – kort eller langt – om dine tanker om/oplevelser med Berlinmuren og dens fald i 1989. Måske har du en god personlig historie med afsæt i Berlinmuren, som du har lyst at dele med os andre.

Kommentarfeltet finder du lige oven over billedet af bogen .

Konkurrencen løber til og med fredag den 14. marts 2014. Vinderne får direkte besked og deres navne offentliggøres her på bloggen.

Læs mere om Kirsebærtiden:

Kirsebærtiden har fået flotte anmeldelser, som du kan læse her. På Modtryks website kan du også læse et uddrag af bogen ganske gratis.

Romanen er udgivet i februar 2014. Den er på 342 sider, koster 299,95 kroner og kan købes her.

Abonner på Vild med Berlins nyhedsbrev

Gå ikke glip af fremtidige konkurrencer, Berlin-guides og nyheder her på siden. Tilmeld dig Vild med Berlins nyhedsbrev og få besked direkte i din indbakke. Vi lover, at vi hverken overbelaster din postbakke eller udleverer din mailadresse til andre. Og du kan altid melde fra igen, hvis du ikke gider høre fra os mere.

 

Vild med Berlins blogguide (3)

En anti-stressende byguide, tips til slumromantikeren og en introduktion til kunsten at blive væk i en by. Det er emnerne for tredje udgave af Vild med Berlins blogguide.

Det er januar, det er post julemad og nytårsfester, og det nye år kalder allerede på vores opmærksomhed. De fleste kan sikkert mærke behovet for at komme op af lænestolen og få gang i bentøjet igen, og derfor er denne version af blogguiden dedikeret til blogs, der inviterer os til at opleve Berlin til fods. Om det skal være halsbrækkende og vovemodige ture ud i det forladte Berlin eller eftertænksomme gåture med akademisk tilsnit, er op til dig, kære læser.

Slow Travel BerlinDen brede
Slow travel er et fænomen ligesom slow food, der vil have os til at sætte tempoet ned og nyde byen og dens mange tilbud uden stress. Her finder du ikke en guide til at nå alt på 48 timer, men Slow Travel Berlins liste med 100 yndlingssteder er ikke til at komme uden om. Og så har de tips til steder at bo og et fint udvalg af ture med lokale guider, der med sikkerhed kan fortælle nyt om selv de mere velkendte dele af Berlin.

Abandoned BerlinDen smalle
Teknisk set er det vist ikke en blog, men en hjemmeside. Men Abandoned Berlin fungerer som en blog med dens opdateringer og aktive kommentarspor. Den er alt hvad hjertet begærer for berlinervilde med en slumromantiker gemt i maven. Siden er én lang liste over gamle, forladte bygninger som man – mere eller mindre lovligt – kan gå på opdagelse i. Der er med garanti noget for selv den bedst opdaterede læser, og hvis ikke man tør vove sig ud i virkeligheden, er det også en oplevelse i sig selv at læse om udforskningen af det forladte Berlin.

Strollology BerlinDen nørdede
Når det at gå en tur i Berlin ikke længere er hyggeligt tidsfordriv, men bliver til en videnskabelig øvelse. Næste gang du slentrer gennem Berlins gader uden noget særligt mål, kan du forsvare det hele med, at du er i gang med en vigtig videnskabelig disciplin ved navn ‘strollology‘: Kunsten at blive væk i en by. Den blev beskrevet af den tyske sociolog Lucius Burckhardt i 1970’erne og har det rappe tyske navn ‘Spaziergangswissenschaft’. Bloggen Strollogy Berlin bliver nogle gange lige lovlig lang i spyttet. Den forsyner os fx med ikke mindre end 25 (!) fodnoter, når den skal forklare, hvad fænomenet strollology er. Men til gengæld rummer den et væld af fine billeder og gode historier om Berlin, som man ikke støder på under turen fra TV-tårnet til Brandenburger Tor.

Andre blogguides fra Vild med Berlin:
Vild med Berlins blogguide 1
Vild med Berlins blogguide 2

Blog-anbefalingerne kommer fra Rasmus og Louise, der sammen har firmaet Dönerkind i Berlin. Dönerkind laver undervisning og guidede ture i Berlin. Læs mere her.