Forfatter og illustrator Boris Boll-Johansen har boet i Berlin siden 2005 og skriver om sine oplevelser i byen på Bolls Berlinerblog. Som gæsteblogger på Vild med Berlin fortæller han bl.a. om sine første indtryk af byen og om oplevelserne med yndlingsklubben Hertha Berlin.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var 13 år gammel, og min mor syntes, jeg skulle opleve Vestberlin. Så vi tog derned sammen, bare hende og jeg, på en forlænget weekend i løbet af foråret. Vi plejede egentlig at rejse over til min mormor og morfar i Herning, når der var plads i kalenderen, men er du gal, hvor er jeg glad for, i dag, at hun besluttede sig for, at vi dette forår skulle prøve noget andet.

Vi tog toget fra København og kørte således over Gedser-Warnemünde og derfra igennem DDR til Vestberlin. I Warnemünde oplevede jeg så grænsevagternes gennemsøgning af toget og den trykkede stilhed i det, mens de gjorde det. Sådan noget glemmer man ikke lige.

Fra Vestberlin tog vi en dag turen til Check Point Charlie og ind i Østberlin, bare en sviptur, og min mor købte klassiske plader for de Ostmark, som man skulle veksle til.
Klassiske plader! Det var noget, de kunne finde ud af i DDR. (Ellers kunne de ikke finde ud af noget, hed det.)

Vi kørte også i sporvogn, og jeg kiggede på folk og syntes, det var synd for dem, at de boede i sådan et ufedt land. Men i det mindste forklarede det så, hvorfor de så så sure ud. For det gjorde de vitterlig.

Der skete sikkert en del mere – men over hele turen står det bøjet i neon, eller hvilken skrift det nu måtte være, at det dér, det gad jeg simpelthen ikke mere! Det var i dén grad passé at tage på aleneferie med sin mor. Og grænsende til det ulækre endda at sove på hotelværelse med hende.

Det er selvfølgelig en anden snak. Men det hører ikke desto mindre med til mit første indtryk af Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Der var engang, jeg var på Olympiastadion for at se en eller anden Hertha-kamp og hele Ostkurve – altså fanblokken – manglede. Der var ingen billetter til salg i almindelig handel, det var derfor kun os med årskort, og som vel at mærke ikke sad i Ostkurve, plus udeholdets fans, der måtte være til stede. Jeg tror, der var i alt 10.000 på hele stadion.

Ostkurve var blevet offer for det tyske fodboldforbunds berygtede (og forhåbentlig snart afskaffede) kollektivstraf, fordi nogen af ultra’erne i den foregående kamp ikke havde kunnet finde ud af at opføre sig ordentligt.

Jeg husker, at jeg sad der med min fodboldkammerat, og at vi tog os sammen og prøvede at råbe så meget, vi kunne, og jeg husker også, at udeholdets fans, de var vist fra Stuttgart, nægtede at sige noget i solidaritet med herthanerne de første 20 minutter. De holdt blot et stort banner frem foran sig, hvorpå der stod: “Nej til kollektivstraf!” Det sammenhold, syntes jeg, var meget rørende.

Rørende var det også, da der var hjemmekamp på Olympiastadion et par dage efter terrorangrebet med lastbilen på Breitscheidplatz, det ene minuts stilhed. Folk holdt deres mobiltelefoner op, med lommelygtefunktionen tændt, de fleste har åbenbart sådan en, indtrykket var i hvert fald meget fyldigt og meget stærkt. Men mest fylde i brystkassen gav vel egentlig det forhold, at terrorangrebet derefter ikke blev nævnt eller antydet på stadion. Herthanerne gav den gas, så snart kampen var fløjtet i gang, de svinede modstanderne til, som det sig hør og bør, og de blev så svinet til af de andre, som det sig hør og bør. Det var en ret øjeblikkelig tilbagevenden til normalen, og en massiv sådan, og det gjorde mig godt. Nej, stærkere ord er påkrævet: Det var en lise. Bagefter tog jeg på halvdruk med min fodboldkompis, og vi rundede senere på aftenen Breitscheidplatz, kiggede på de tusinde røde lys, blomsterne, men jeg kunne klare det, mentalt, psykisk, fordi jeg havde styrken med mig fra stadion.

Andre kulturoplevelser? Der var dengang, jeg på Volksbühne så Schottenstück, en iscenesættelse af Macbeth, som man aldrig kommer til at se mage til nogensinde. Også fordi den unge, labre og i øvrigt autodidakte skuespiller Lilith Stangenberg gav den fuld skrue som Lady Macbeth. Hun vred sine hænder for det imaginære blod, så man selv blev helt og aldeles hudløs af det.
Og endnu stærkere blev oplevelsen, fordi min nabo senere samme aften kastede sig ud fra sin altan. Ligesom Lady Macbeth jo ender med at kaste sig ud fra borgtårnet. Vi bor – eller vi boede, jeg bor – på fjerde.

Der var også dengang, jeg var til en indie rock-koncert i Kreuzberg, fordi en pige havde inviteret mig, og det gav jo et vist håb, når hun sådan ligefrem inviterede mig, men i løbet af aftenen gik det op for mig, at hun stadig kun var 1/75 så interesseret i mig, som jeg var i hende, uanset invitationen. Måske manglede hun bare følgeskab. Musikken blev leveret af Anna Calvi, som jeg stadig har svært ved at høre, selv om hun er brandgod, og koncerten vel også var det. Spillestedet var HAU2.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
En storby er ret afhængig af, at man tager hensyn til hinanden. Når det lykkes, når der ikke er for mange røvhuller, er storbyen i stand til at bekræfte, at vi godt kan sammen. Som mennesker. Alle sammen. På én gang. På tværs af etnicitet, sprog, alder, økonomisk formåen. Og på trods af alle de sære vaner, vi hver især har tillagt os.

(Jeg tror faktisk, tolerance er en muskel man kan træne, og deri ligger jo også, at den kan blive slap og indskrumpet, hvis den ikke bliver udfordret nu og da. Og her må man jo så sige, at storbyen leverer gode muligheder for lidt power fitness.)

Nå, men – når det så ikke fungerer, når der er for mange røvhuller, så kan byen virkelig gå mig på nerverne. Og det rammer dybt. For når folk parkerer SÅ idiotisk (midt på cykelstien, goddamit!), når U-bahn-musikanterne spiller SÅ højt lige ind i fjæset på folk, og når der bygges SÅ grimt og SÅ tæt, hvor der før var luft og skæve vinkler, fordi money talks SÅ højt, til nogen, så kan jeg blive helt mismodig på samfundets vegne. ‘Kan vi egentlig overhovedet noget sammen?’ må jeg spørge mig selv. ‘Ja, kan vi i det hele taget sammen?’

Men det kan vi jo det meste af tiden. Så mismodet går som regel hurtigt over. Og min skepsis for fx det tætte og nye byggeri slår over i den rimelige betragtning, at en storby for det første er organisk, og for det andet: Var det ikke for de nye, gode skatteydere, der flytter ind i de fine, nye lejligheder, var byen gået rabundus.

Men derfor går det selvfølgelig stadig ikke, at man parkerer midt på cykelstien. Slet ikke.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Det er vist almindeligt at sige, at der ikke er noget “ægte” Berlin, for metropolen er i konstant forandring. Der er ingen original kerne, dikterer denne holdning, og man ser for sig en sandbanke i et vadehav, der hele tiden flukturerer, skylles over, opstår nogenlunde samme sted blot i en anden form. Værsgo, dét er Berlin. Og vi har blot fået lov til at opholde os her en stakket tid og skal undervejs ikke gøre os kloge på, hvad det “ægte” Berlin er.
Det er sikkert alt sammen rigtigt nok. Men tilbage er jo stadig mavefornemmelsen.

Og hvis vi tager fænomenet “cafeen”, som jo er til at forholde sig til, så vil jeg sige: Det u-ægte Berlin finder jeg på de cafeer i Kreuzberg, Prenzlauer Berg og Mitte, hvor man har søgt at ramme forestillingen om det ægte Berlin. Det ægte Berlin derimod finder jeg, hvor cafeen ikke er småbaldret, fordi det er chikt, men fordi man har haft et reelt ønske om at spare penge på indretningen for at få møllen til at løbe rundt.

Hvilke cafeer jeg foretrækker i den forbindelse, vil jeg selvfølgelig ikke røbe. De fleste danskere vil sikkert også finde dem pænt uinteressante, så det går nok.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
At sætte tænderne i en vildsvinesteak eller at søbe i en fedtrig ragout lavet på det samme dyr, en vinterdag efter en lang spadseretur i knirkende sne langs søer og gennem skove – og en stor pilsner hertil – på en eller anden gammel (DDR-)restaurant sammen med de lokale, der sidder og kigger lidt – det er altså virkelig, virkelig anbefalelsesværdigt.

Naturen ligger forbløffende tæt på Berlin, selv om byen både er en industrinations hovedstad og en europæisk metropol, og naturen vil primært sige vældige skove og fine sølandskaber, og jeg vil egentlig tro, at en del danskere, der har besøgt byen mange gange, ja, som måske ligefrem har en lejlighed hernede, ind imellem har trang til at opleve noget andet, fx natur, og det finder man altså derude. På randen af Berlin, allerbedst et stykke ude i Brandenburg.

Man kan fx tage sin (lejede) cykel og smide den ind i et regionaltog og stå af oppe i Schorfheide eller nede i Spreewald. Men der er cirka tusinde muligheder, og der er ingen grund til ikke at gå i gang med at udforske Berlins grønne omgivelser.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Sensommer er ensbetydende med Bundesliga-start. Der igen for mit vedkommende er ensbetydende med udflugter til Olympiastadion, hvor Hertha Berlin (som bekendt) spiller deres hjemmekampe.

Jeg glæder mig med andre ord til, at den store, folkelige kulturbegivenhed, den tyske nationale liga, fra nu og frem til det sene forår trofast ruller gennem min kalender, weekend efter weekend.

Det er ikke så meget resultaterne, der interesserer mig, dem glemmer jeg alligevel hurtigt, det handler mere om de stridigheder, der opstår uden for banen, fx stridigheder mellem klubbernes direktører og trænere. De tyske medier svælger i det, og nogle af dem leverer ind imellem også analyser af det, og på den måde kan man faktisk få meget at vide om landet Tyskland. Om konflikten mellem Ruhr og Bayern, mellem de nordtyske byer indbyrdes, Bremen, Hannover og Hamburg, und so weiter und so fort. Og man kan selvfølgelig også få noget at vide om Berlin.

Da Hertha for ikke så mange år siden leverede en bemærkelsesværdig miserabel sæson, gav det nogle af de landsdækkende aviser anledning til tolke på den relativt nye hovedstads “identitetskrise”. Og sådan noget er da interessant. Aviserne i Berlin greb ikke overraskende den dybe, sportslige nedtur an på en lidt anden måde. De havde større fokus på detaljerne og på de lokale forhold, og det blev et sted formuleret på den måde, at klubbens ustabilitet blandt andet havde sin grund i en intern magtkamp mellem Wedding og Wilmersdorf. Wedding var jo de småbøllede Boateng-brødres hjemmebase, mens (den fimsede bydel) Wilmersdorf var (den fønede) anfører Arne Friedrichs hjemsted. I sådan en spids-analyse, der kan være rigtig eller forkert, får du meget af klubbens og byens konfliktpotentiale anskueliggjort.

Og nu er der så lige skudt en ny sæson i gang! Dermed skrives der lystigt videre i Bundesligaens store fodboldkrønike, og jeg glæder mig da til at se, hvad der bliver skrevet i den.

Boris Boll-Johansen fotograferet på Restaurant Zillemarkt, Bleibtreustraße ved Savigny Platz, Charlottenburg

Boris Boll-Johansen, født 1967. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, cand.phil. i kunstteori, forfatter til en håndfuld bøger for både børn og voksne. Har illustreret talrige bøger (egne og andres).

Boris flyttede til i Berlin i 2005 og bor i dag i Schöneberg. Han har skrevet afsnittet ”Berlinerbold – fodbold i øst og vest” i Berlin-bogen i Aarhus Universitetsforlags Vide Verden-serie.

Han skriver også historier om Berlin på sin blog Bolls Berlinerblog

Derudover står han bl.a. bag det eksperimenterende litteratursite Klørkonge.dk