Den tyske hovedstad er i stigende grad mål for besøg fra Danmark. Byens nyeste statistik viser fortsat fremgang i antallet af overnattende danskere.
Danmark befæster sin position som nationen med de mest Berlin-glade indbyggere. 115 registrerede overnatninger pr. 1.000 indbyggere blev det til i 2013. Dermed holder vi danskere det solide forspring foran Schweiz (74) og Norge (58) på 2. og 3.-pladsen.
Væksten er for danskernes vedkommende på fem procent sammenlignet med 2012. For alle udenlandske turister er den på ni procent, så på det punkt ligger vi ikke i front. Det er så forskellige lande som Rusland, Israel, Storbritannien og Polen, der især øger antallet af turister i Berlin, mens der er tilbagegang hos særligt kriseramte lande som Spanien og Italien.
Målt på totale tal har vi i løbet af 2013 overhalet befolkningsrige nationer som Frankrig og Spanien og ligger nu på femtepladsen. Trods Danmarks lidenhed fylder de danske gæster altså godt op på hoteller, hostels og campingpladser, og som vi for fire måneder siden oplyste i artiklen ”Danskerne er mest vilde med Berlin”, er overnatninger i private ferielejligheder ikke inkluderet i de officielle tal fra “Amt für Statistik Berlin-Brandenburg”. På det område dominerer danskerne sandsynligvis også.
Statistikken viser desuden, at forår og efterår er tidspunkter, hvor det er populært at rejse fra Danmark til Berlin, ud over selvfølgelig feriemåneden juli. Januar i Berlin er normalt isnende kold, og da holder vi os i højere grad væk. Kun 22.000 registrerede overnatninger blev det til i januar 2013 for danskernes vedkommende. Som et lille kuriosum kan nævnes, at januar var den mest populære måned blandt russerne. Berlin er trods alt varmere end Sibirien på den årstid.
Meldinger fra brugere af ”Vild med Berlin” på Facebook tyder på en voksende interesse for Berlin i julemåneden, og det bekræfter statistikken. Danskere tilbragte i alt 51.000 nætter i berlinske hotel- og hostelsenge i december 2013. Det er godt seks procent flere end i samme måned året før.