Vi har nu udtrukket vinderne af de tre eksemplarer af Berlindk, som forlaget People’s Press har doneret til Vild med Berlin.
Og de heldige er: Jette R, Lea Enslev og Michael Frederiksen.
Stort tillykke herfra. Bøgerne bliver fremsendt direkte fra forlaget en af de nærmeste dage.
Tak til alle, som har deltaget i konkurrencen. Det har været en stor fornøjelse at læse om jeres gode oplevelser i Berlin. Kommentarsporet er jo én lang hyldest til byen og rummer masser af søde, sjove og spændende historier, for eksempel disse:
“Mit bedste minde fra Berlin, er fra december 2011, hvor min søn, der dengang var 4 år gammel, og jeg var på juletur. Vi hygger på Friedrichstrasse, da min søn pludselig lægger sig på maven, kysser fortovet og siger “Jeg elsker jorden og Berlin”.”
“En af de (utallige) dejlige oplevelser (som lærer) i Berlin, var, da jeg havde en gymnasieklasse med til Berlin et koldt forår. Pigerne havde ikke varmt nok tøj med!! Vi tog til “Garage” på Ahornstrasse 2 – et mega-kæmpemarked med genbrugstøj, hvor man kunne fylde en sort sæk med tøj – for ingen penge: alt fra fjerboaer over støvler til læderjakker!!!!! Der gik en hel formiddag med at vælge ud og klæde sig på – og hvor så eleverne festlige ud – i deres gamle, nye varme tøj!!!!”
“Løb Berlin Marathon sidste år. Alle, der gennemfører får en medalje, og jeg var så glad for min, at da jeg efter løbet skulle ind og købe kage hos en bager ved Hackescher Markt selvfølgelig havde den hængende om halsen. Bagerjomfruen udbrød på flydende engelsk ved synet af mig og min medalje: “Did you win the marathon?” Jeg måtte storgrinende skuffe hende ved at sige, at jeg vist fik i omegnen af 12.345. plads. Hun grinede heldigvis også og gav mig en kop kaffe på husets regning!”
“Skønne Berlin… min bedste oplevelse – hidtil – havde jeg da, jeg i 1998 var på 5 ugers sprogophold. Jeg blev indlogeret privat hos en dejlig flippet kvinde i en gammel og meget lidt moderne lejlighed på Prenzlauerberg. Jeg husker især badeværelset, hvor forfaldet var camoufleret på smukkeste vis, ved at en af kvindens venner, der var teatermaler, havde udsmykket det som et græsk tempel. Der var selvfølgelig et kæmpe badekar og masser af stearinlys i høje stager.”
Hvis ikke du allerede har læst de mange historier og tips i kommentarsporet under konkurrenceindlægget, så gør det. Lav en god kop kaffe eller te, læn dig tilbage og sug til dig af al den smittende begejstring for dejlige Berlin.
Til dem, der ikke var så heldige at vinde et eksemplar af Berlindk, kan vi fortælle, at bogen både kan købes i trykt udgave hos boghandlere og som e-bog via iTunes.
Det er så vildt, jeg glæder mig til at læse bogen, og så kan jeg så frem til en uge i Berlin til oktober 🙂