Hvis man vil lære Berlin at kende, skal man bare begynde. Og blive ved. Du kan passende gå i gang ved at læse om – og opleve – de 111 specielle steder, der omtales i en ny dansk guidebog.

Europas smukkeste undergrundsstation, det berlinske Eiffeltårn, den tidligere jødiske pigeskole …

Tre tilfældige nedslag i ”111 steder i Berlin som du skal se” beviser endnu engang, at der ikke er nogen ende på den tyske hovedstad. Selv om du har besøgt byen mange gange, er der fortsat utallige steder at opdage, fængslende historier, betagende arkitektur eller sjove anekdoter.

Den nye guidebog på dansk er et udvalg af de to bind, der findes på tysk af ”111 Orte in Berlin die man gesehen haben muss”. Journalist Teddy Petersen, der tidligere har bidraget med et gæsteblogindlæg på Vild med Berlin, har stået for udvælgelsen, oversættelsen og tilpasningen til et dansk publikum.

Det er der kommet en meget interessant og smuk bog ud af. De 111 steder har fået hvert sit opslag med en overskuelig tekst på venstresiden og meget varierede billeder på højresiden. Bagerst i bogen er der fire bykort, der ret præcist viser placeringen af de udvalgte steder. Hvis man befinder sig på et nyt sted i Berlin, kan kortene også bruges til inspiration, så man lige kan få et par oplevelser med, mens man alligevel er i området.

Forfatteren er freelancejournalist Lucia Jay von Seldeneck, født i Berlin i 1977. Hendes opvækst i byen har på ingen måde svækket hendes blik for de spøjse detaljer i de mere ukendte kringelkroge, og hendes tekster emmer af kærlighed til byen. Også fotografen Verena Eidel og reseacheren Carolin Huder er berlinere.

I samarbejde med forlaget Frydenlund udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af bogen. Du kan vinde dit eksemplar ved – i kommentarfeltet under nedenstående uddrag fra bogen – at skrive lidt om et særligt sted i Berlin, som du holder af eller gerne snart vil opleve. Vi udtrækker tre vindere blandt bidragene på bogens udgivelsesdag 28. oktober 2015.

Forlaget har stillet nedenstående fire eksempler fra bogen til rådighed for Vild med Berlin.

Et forsøg, der vejer tungt

Storhedsvanvid man kan røre ved

I årevis var den runde kolos en gåde. Der var mange bud på, hvad betonklodsen inde midt i et område med kolonihaver var: en bunker, et vandtårn eller et forsvarsværk af en slags? Men ingen af buddene var helt troværdige. Forklaringen på disse 12.650 tons betonmonstrum kunne ingen forestille sig. Men så fandt man planerne: Dette overdimensionerede korpus skulle teste jordbunden før et vildt mammutprojekt!

Albert Speer var Hitlers foretrukne arkitekt, og efter hans planer skulle på dette sted stå den 117 meter høje triumfbue, der var en del af projekt Germania, som var Berlin bygget om til ny hovedstad i nazisternes verdensrige. Den gamle øst-vest-akse, der i dag er Unter den Linden og Straße des 17. Juni, skulle udvides til 50 kilometers længde. Vinkelret på den skulle en ny nord-syd-akse på 40 kilometer ende i »Folkets hal«, verdens største bygning med plads til 180.000 mennesker. Da Albert Speer viste sin far modellen af Germania, skulle han have sagt til sin søn: »I er blevet fuldstændig sindssyge«.

Men galskaben resulterede også på dette punkt i realiteter, og Speer overlod ikke noget til tilfældighederne. Fra april til oktober 1940 kom betonklodsen derfor til verden – for at afprøve undergrundens stabilitet på stedet. Triumfbuen skulle være så stor, at den parisiske triumfbue i sin helhed kunne stå under den.

Det viste sig at være umuligt at sprænge denne testbygning i luften eller på anden måde fjerne den, så den står tilbage som et monument og erindrer om de uhyrlige planer for Berlin. Den har selvfølgelig fået nogle øgenavne – »Champignon« og »Naziklodsen«.

Fra et udsigtstårn på området lader vanviddet sig overskue i hele sin udstrækning. Op i 14 meters højde skulle en vold danne denne akse gennem Berlin. Forsøgsprojektet her skulle have været fjernet, og al beboelse mellem Tempelhof Feld og Hauptstraße skulle have veget for dette storhedsvanvid.

Huset David Bowie boede i

”Heroes” fra en toværelses i Berlin

Huset står på en gade, der skråner – det oplever man ikke mange steder i Berlin. Men ellers er det en helt gennemsnitlig ældre bygning, malet i en trist grå-hvid-gullig farve. En indisk restaurant, et forsikringskontor, en tatovør og en lægepraksis kæmper om pladsen i stueetagen, og mellem dem er indgangsdøren klemt inde – den dør i Hauptstraße 155, som David Bowie i 1976 gik ind ad og besluttede at leje en to­værelseslejlighed på første sal. Hans nabo blev Iggy Pop.

Da Bowie kom til Berlin, hed det sig, at han var færdig. Et narkotikavrag. Men i Berlin kom han sig. Han kom for at indspille, og han blev her i tre år. I Hansastudierne blev lp’erne »Low« og »Heroes« indspillet, og sammen med Iggy Pop lavede han nogle fælles sange.

Kun to huse derfra i Hauptstraße 157 har indehaveren af baren »Neues Ufer« stillet stole og borde ud på fortovet. På Bowies tid hed baren »Anderes Ufer« og var for musikerne fra nummer 155 deres andet hjem. De kom for at få morgenmad, og om aftenen var det whisky.

Det var den første åbenlyst homoseksuelle café i Schöneberg. Man kunne kigge ind i den, og enhver kunne – også uden at ringe på og uden hemmelighedskræmmeri – bare gå ind. Hvilken whisky Bowie drak, er der ingen på stedet, der ved i dag. Men det siges, at når David Bowie i dag er i Berlin, skal han altid lige forbi huset i Hauptstraße. »En by, fuld af barer for sørgmodige, skuffede mennesker. Den elsker jeg«, sagde David Bowie engang om Berlin.

Der er også folk, der stadig elsker David Bowie. Beviset: Der er jævnligt fans, der skruer skiltet med husnummeret af for at få et stykke af David Bowies liv med hjem.

Det dyreanatomiske teater

Et vindue til videnskaben

Kort før floden Panke munder ud i den større Spree, snor den sig i skyggen af Charité-højhuset og Humboldt-Universitetets veterinærmedicinske murstensbygninger. Det gamle campusområde ligger fuldstændig gemt bag husene i de omliggende gader, men derinde under de ældgamle træer fører små højryggede broer over den lille flod, som på dette sted næsten er nemmere at springe over. Nogle huse står tomme, og gennem de støvede vinduer kan man ane, at de fleste er gamle stalde.

Midt på det store område ligger det nyrestaurerede Dyreanatomiske Teater. Kong Friedrich Wilhelm II lod det bygge i 1787 for at kunne uddanne dyrlæger til hestene i sin hær, fordi så mange af dem døde af epidemier.

Kuplens indre ligner ikke et auditorium, som man ellers kender det. Det minder mere om et amfiteater med sine stejle, afrundede sider og hvide bænke, der løber hele vejen rundt. Det var på en vis måde også hensigten: Så kunne alle se den forestilling, der udspillede sig nede i midten. Ved hjælp af et bord, der kan sænkes og hæves, blev det døde dyr nede fra kælderen hævet op i lokalet – en ren teateroplevelse – og så blev det dissekeret for øjnene af de studerende. De antikke vægmalerier med letpåklædte mænd og deres dyr plus det tilbagevendende motiv med blomstersmykkede dyrekranier virker overdrevet og alt for mytologisk i de videnskabelige omgivelser.

I dag er salen under kuplen igen i brug. Tværfaglige udstillinger, møder og foredragsrækker med temaer, der er tilgængelige for alle, gør det videnskabelige teater til et udstillingsvindue for forskningen.

Uret, hvor tiden flyder

Mere Vestberlin bliver det ikke

Alt flyder. I det mindste i Europa-Center – her er tiden siden 1982 i form af en grøn neonfarve løbet gennem glasrør, boblet videre i store reagensglas, inden den bliver pumpet ovenpå, samlet og på ny ledt videre.

Små flade glasbobler ude til højre viser minutterne, store runde timetallet ude til venstre – det aflæses af, hvor den grønne væske står lige nu. Al den flyden og boblen driver et stort pendul, som så igen styrer åbningen af de forskellige kanaler. Men helt forstå alt det kan man ikke!

Fædrene forklarer børnene det tekniske, men alle, der bliver stående for at kigge på tidens op- og nedstigen, har deres egen teori om, hvordan uret fungerer. Og det er ikke så mærkeligt – forklaringen på det skilt, der er sat op, er ikke nem at forstå.

Da Europa-Centret blev åbnet i 1965 som indkøbs-, kontor- og boligcenter, var det virkeliggørelsen af en drøm for hele Vestberlin. En Mercedes-stjerne drejede uden pause højt oppe over byens tage, i den overdækkede gård nedenunder kunne man sidde på små terrasser mellem planter, og man kunne sidde ved springvandet udenfor og bestille is med parasol. Det kan man i øvrigt stadig.

På trods af det – eller netop på grund af det – er der fyldt af mennesker på den neonbelyste rulletrappe og på gangene mellem Irish Pub og Mövenpick. Den ene gæst ser ud til at være fast gæst, den næste formodentlig Berlin-turist. Der er indimellem nogle, der nok allerede som børn i Vestberlin har stået ved uret og måbet. Og uret står der stadig og viser næste time, mens de gamle et øjeblik synes, at det er som om tiden er gået i stå et eller andet sted mellem 1960’erne og 1980’erne. Eller som det bliver sagt i en reklamefilm på internetsiden: »Mere Vestberlin bliver det ikke«.

Mest bevægelse er der i det sindrige system, når klokken skifter ved hele klokkeslæt.

Vindere af lodtrækningen
Bidragsyderne til teksterne i kommentarfeltet herunder skriver om et særligt sted i Berlin, som de har opdaget eller gerne vil opdage. De indgik i en lodtrækning om tre eksemplarer af bogen. 29. oktober 2015 trak vi tre vindere: Steen Karstensen, Helsingør, Pia Möller-Light, Århus C og Bente Toft, Knebel.

Bogen kan købes hos Forlaget Frydenlund for 199 kr.