Et markant mindesmærke fylder 10 år

”Mindesmærket for Europas myrdede jøder” i hjertet af Berlin blev indviet 10. maj 2005. I sin åbningstale viderebragte forbundsdagspræsidenten sit håb om, hvordan monumentet ville blive modtaget. Det fortjener en gentagelse her ti år senere.

Denkmal für die ermordeten Juden Europas

“Mindesmærket for Europas myrdede jøder” fotograferet ved nedgangen til det underjordiske dokumentationscenter med Tiergarten i baggrunden

”I dag åbner vi et mindesmærke, der minder os om Nazitysklands værste og mest rædselsvækkende forbrydelser: Forsøget på at tilintetgøre et helt folk. Dette monument er dedikeret til de myrdede jøder i Europa.”

Sådan indledte forbundsdagspræsident Wolfgang Thierse sin tale 10. maj 2005 ved åbningen af ”Denkmal für die ermordeten Juden Europas” (”Mindesmærket for Europas myrdede jøder”) tæt på Brandenburger Tor. Han tilføjede, at ingen anden nation nogensinde har påtaget sig at bygge et monument til minde om nationens forbrydelser midt i sin egen hovedstad, og at det derfor var forståeligt, at der var kommet en strøm af indvendinger i løbet af de 17 år, fra ideen til mindesmærket blev præsenteret allerede før Murens fald, til monumentet stod færdigt i 2005.

Beslutningen om placeringen i det tidligere ingenmandsland mellem Øst- og Vestberlin – tæt ved Brandenburger Tor – blev taget i 1999 som en af de sidste vedtagelser i den gamle forbundsdag i Bonn.

Begynd besøget under jorden
Som kunst er den amerikanske arkitekt Peter Eisenmans værk åbent for fortolkning. Det er nærliggende at sammenligne de 2.711 betonsteler fordelt på 19.000 kvadratmeter med kister eller gravsten. Mellem stelerne er der gange i en bredde på 0,95 cm. Det er så smalt, at man kun kan gå der en og en, og mellem de højeste af stelerne er det muligt at føle sig ret alene, selv om der ofte er mange turister på stedet.

I sin åbningstale anbefalede forbundspræsidenten, at man som gæst begynder sit besøg i det underjordiske dokumentationscenter i den østligste ende, dvs. længst væk fra Tiergarten, og derefter går alene mellem stelerne og tænker over de indtryk, som besøget efterlader.

Vil man ned i dokumentationscentret, skal man væbne sig med tålmodighed eller finde et tidspunkt uden al for megen kødannelse, for sikkerhedskontrollen er en lufthavn værdig, og der lukkes ikke så mange besøgende ind ad gangen. Det er ikke for sarte sjæle eller alt for små børn at blive vidne til nazisternes tiltagende fornedrelse af jøder og anderledes tænkende, som lige efter sikkerhedskontrollen vises i en lang billedfrise.

En formaning om plads til forskellighed uden frygt
De færreste forbliver upåvirkede af det efterfølgende møde med ansigter og navne på de jøder, der er fotograferet ved familiefester eller i gang med hverdagsagtige udfoldelser i tiden forud for Hitlers magtovertagelse, eller før forfølgelsen ramte dem. Deres skæbne bliver blandt andet fortalt gennem de overlevedes stemmer, og man kan have svært ved at løsrive sig fra de gribende beretninger. Den mest detaljerede leveres af den berlinske jøde Walter Frankenstein, men hvis man vil hele interviewet igennem, må det nok tages i mindre bidder, for det varer i ni timer.

Wolfgang Thierse sluttede sin tale ved åbningen i 2005 med at udtrykke en forhåbning om, at mindesmærket kan være en formaning – i særdeleshed til de unge – om den forpligtelse, vi har til at skabe en kultur af menneskelighed, anerkendelse og tolerance i et samfund, hvor vi uden frygt kan være forskellige.

Åbningstider
Man kan gå rundt mellem de 2.711 steler døgnet rundt. Dokumentationscentrets åbningstider varierer efter års- og højtider. I sommerhalvåret er der åbent kl. 10-20, men man skal ikke gøre sig håb om at komme ind, hvis man ankommer senere end en time før lukketid. Entréen er gratis, men for nogle få euro kan man deltage i en guidet rundvisning. Læs mere på mindesmærkets hjemmeside.

Mit Berlin #6: Jeg når aldrig at se, smage og opleve det hele

1 svar

Madblogger og kogebogsforfatter Ditte Ingemann fejrer hvert år sin fødselsdag og nytår i Berlin. Hun er især vild med området omkring Rosenthaler Platz og anbefaler bl.a. at opleve Berlin Unterwelten.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg faldt pladask for byen under mit første besøg – jeg kan godt lide stemningen i byen, og at der er så meget at udforske kulturelt. Det er en meget behagelig by med masser af muligheder for alle typer af mennesker. Derudover er jeg naturligvis meget interesseret i mad, og på den front byder Berlin også på masser af godt. Der er rigtig mange lækre restauranter, og så koster det knapt så meget som i Danmark.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg kender efterhånden Berlin rigtig godt, og jeg skal helst afsted en gang om året – Berlin er nok stedet, jeg ville flytte hen, hvis jeg skulle flytte fra København engang. Jeg når aldrig at se, smage og opleve det hele, og på trods af at jeg vender tilbage hvert år, er der altid meget nyt, som skal opleves.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Jeg er vild med området omkring Rosenthaler Platz – det er en fed del af Prenzlauer Berg. Her har jeg boet en del gange og kender derfor området rigtig godt. Der er masser af fine hoteller, caféer, kaffebarer, og det er nemt at komme rundt.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Jeg er ret fascineret af den tyske historie og så for nogle år tilbage en udstilling på Deutsches Historisches Museum, “Hitler und die deutschen”. Den gjorde stort indtryk på mig, og jeg husker den stadig meget tydeligt. Der er masser af gode og spændende museer i Berlin, og jeg kan bl.a. også anbefale at opleve Berlin Unterwelten.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Min favoritcafé i Berlin er Sankt Oberholz på Rosenthaler Platz. Umiddelbart tror man, det er en læsesal, da caféen altid er fyldt med arbejdende mennesker, som sidder med telefoner, iPads, hørebøffer og computere. Dette er nok på grund af deres superhurtige wifi og deres kaffe, kager og salater. Oberholz kan lidt af hvert, og jeg kommer der for at drikke kaffe, spise morgenmad eller sidde og arbejde et par timer.

Ditte Ingemann har samlet endnu flere café- og restauranttips i indlægget Min Berliner-guide på sin blog, The Food Club.

Ditte Ingemann, 34 år, er bachelor i sundhed og ernæring. Hun arbejder som selvstændig med kogebøger, madfotografi, styling og blogger på The Food Club.

Har indtil videre udgivet to kogebøger: “Salater fra The Food Club” og “Sunde søde sager”.

Ditte besøgte Berlin for første gang i 2007 – har siden været tilbage hvert år og fejrer fødselsdag og nytår i byen hvert år sammen med sin mand.

Mit Berlin #5: Berlins historie trækker mest

1 svar

Dan Reedtz har besøgt Berlin over 20 gange og følger hver gang nye spor i byens fascinerende historie. På Facebook-siden Berlin Wartourist deler han ud af sin store viden om blandt andet 2. verdenskrig og den kolde krig.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Min kærlighed til Berlin er af relativ ny dato, så jeg nåede desværre aldrig ned til den delte hovedstad. Berlin er imidlertid for mig blevet stedet, hvor jeg tager hen to-tre gange om året, oftest en uge ad gangen, for at traske omkring i byen, opsøge sporene, fordybe mig i historien, fotografere og skrive.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Som historie-aficionado på det amatørmæssige plan er det, der trækker mest, naturligvis den plads og betydning, Berlin har haft i verdenshistorien: Fra Frederik den Stores prøjsiske hovedstad over Bismarcks nationale samlingsprojekt og Hitlers ”Welthauptstadt” til den kolde krigs brændpunkt.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg er en stor fan af traditionel tysk mad og en Schweinehaxe på Mutter Hoppe i Rathausstrasse eller en Schnitzel på Zur Letzten Intstanz i Weisenstrasse er blandt mine favoritter. Er man mere til det italienske, og gerne vil kombinere det med lidt historie, så kan man jo besøge Mola på Wittenbergplatz, der engang hed Alois og var ejet af Hitlers halvbror.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Jeg foreslår altid mine venner at tematisere deres oplevelser og forberede sig hjemmefra. Det kan for eksempel være, at man vil genopleve Stauffenbergs mislykkede kup den 20. juni 1944, hvor det vil være relevant at besøge Bendlerblock, Lichterfelde Kaserne og Plötzensee Fængsel.

Eller man vil gå i fodsporet af udbruddet fra Førerbunkeren den 2. maj, 1945, følgende ruten, som Brigadeführer Mohnke og hans gruppe tog: Over Mohrenstrasse og Friedrichstrasse U-Bahn, Weidendammer Brücke, Charité, Chausseestrasse og Humboldthain Flaktårn for at ende op ved Schultzheiss-bryggeriet på den gade, der i dag hedder Indira-Ghandi-Strasse.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Hvert år i september holdes der Tag des offenen Denkmals, hvor normalt utilgængelige steder åbnes for offentligheden. Det skal jeg opleve i år, og jeg sigter blandt andet på at komme ind i det, der engang var Görings domicil: Luftfartsministeriet (nu Finansministeriet) i Wilhelmstrasse.

Dan Reedtz, 64 år, med godt 40 år i marketing og technical writing bag sig. Bor i Nordjylland (men ville af og til ønske, det var Berlin).

Blogger på Facebooksiden Berlin Wartourist om Berlin med specielt fokus på 2. verdenskrig og den kolde krig og har besøgt byen +20 gange. Skriver også på en Berlin-relateret bog – men om dét projekt nogensinde afsluttes, vides endnu ikke.

Dan Reedtz i selskab med gode venner på et af hans favoritsteder i Berlin, Mutter Hoppe i Rathausstrasse.

Mit Berlin #4: Berlin er min anden hovedstad

1 svar

Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet, er i Berlin 3-4 gange om året. Hun ved ikke noget bedre end at dykke ned i nye facetter af byen, hader dens mange hundelorte og anbefaler et besøg i det gamle stasifængsel, Berlin Hohenschönhausen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Mit første indtryk er fra 1986. Den klassiske gymnasietur. Jeg glemmer aldrig den knugede fornemmelse, vi alle havde i maven, da vi skulle igennem grænseovergangen ved Friedrichsstrasse og vores store forundring, da vores guide i KZ-lejren lige uden for Berlin gjorde os opmærksomme, at det skam var vesttyskerne, der havde slået jøderne ihjel og ikke østtyskerne. Da vi kom tilbage, forstod vi den løsslupne stemning, der herskede i Vestberlin. Glæden over at bo på den ”rigtige” side, men også det paradoksale i at feste på Ku’Dam lige op ad mennesker, der var buret inde.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Berlin er min anden hovedstad. Jeg ved intet bedre end at glemme alt omkring mig ved at dykke ned i nye facetter af Berlin. Selvom jeg kommer i byen 3-4 gange om året, udvikler byen sig så hurtigt, at jeg altid ser noget nyt hver gang. Jeg er historienørd, og hvilken by har så meget historie som Berlin?

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Friheden! Berlin er et symbol på frihed – ikke kun i forbindelse med murens fald men også fordi det er en by, hvor der plads til forskellighed. I Berlin er der ingen ”Zwangsjakke” og snærende normer.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Ligesom Berlin ændrer det sig hele tiden. I lange periode var jeg mest fascineret af Mitte og Prenzlauer Berg. I dag er mit favoritområde Neukölln, hvor min bedste veninde bor, og som er en en global smeltedigel. Alle nationaliteter er repræsenteret.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
25-året for Berlinmurens fald. Den gamle ”mur-rute” var markeret med balloner og pludselig kunne man igen se helt præcist, hvor muren gik. Berlinerne valfartede langs muren og om aftenen havde jeg fornøjelsen af at høre det tyske rock-ikon Udo Lindenberg – bl.a. med sangen ”Sonderzug nach Pankow”, som handler om det gamle DDR.

Har du en yndlingscafé og/eller restaurant i Berlin?
Ständige Vertretung på Schiffbauerdamm 8. Et symbol på genforeningen med alle billederne af primært vesttyske politikere på væggene.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Tempelhofer Park. Det er jo typisk Berlin. Lufthavnen lukker, og så omdannes den til en giga-park. Mit favorithjørne er den improviserede ”schrebergarten”, hvor berlinere planter blomster i gamle fodboldstøvler og hygger sig i gamle møbler. Her får man altid en god snak med echte Berliner.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Berlin Hohenschönhausen. Det gamle stasifængsel. Lej en cykel og kør langs den gamle mur. Gå ikke glip af rundvisningen, der foretages af gamle fanger.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
De mange hundelorte. Tyskere er altså ikke så gode til at samle op som danskere.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Lidt kækt kunne jeg jo svare Champions League-finalen i juni, hvor Bayern M forhåbentligt er med. Men mere seriøst: Jeg glæder mig til den nye udstilling om 1945 på det historiske museum på Unter den Linden. Jeg er stort set på museet hver gang, jeg er i byen. For hvor er tyskerne gode til udstillinger. Sidst så jeg én om Baader-Meinhof.

Lykke Friis, 45 år og prorektor på Københavns Universitet. Klima-, energi- og ligestillingsminister (V) 2009-2011. Er sine lærere i gymnasiet evigt taknemlig for, at hun i 1986 nåede at oplevede det delte Berlin, for “Har man én gang gået igennem ”Tränenpalast”, kan man ikke undgås at fascineres af, at Berlin i dag er én samlet by.”

Lykke Friis’ officielle Facebook-side.

Mit Berlin #3: Berlin vil altid være mit hjem

1 svar

Den 26-årige sanger i bandet Duné, Mattias Kolstrup, boede i Berlin i fem definerende år. Han elsker at vende tilbage til festens by, nyde en utraditionel burger eller en Döner – eller bare en øl i Görlitzer Park.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg boede i Berlin fra jeg var 20 til 25. Det var nogle helt igennem definerende år i mit liv. Derfor vil byen altid stå mit hjerte meget nært. Jeg har mange gode venner i byen og elsker at besøge dem dernede. Berlin vil altid være et hjem for mig.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin for første gang tilbage i midten af 90’erne med min familie. Jeg kan huske, at jeg synes det hele var meget ødelagt, og at byens rige og blodige historie var enormt fascinerende.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Det er stemningen. Jeg elsker den afslappede atmosfære og den spraglede befolkning. Det skal opleves.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
På klub. Som ung er Berlin frem for alt festens by. På klubberne møder du høj som lav. Skæve, høje og fulde.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Der er en del, men sidst jeg var dernede blev jeg anbefalet ”Saigon Street Kitchen.” Det er ikke just traditionel tysk mad, men de har Berlins bedste utraditionelle burgere. En Döner med alles Gemüse und extra Zwiebeln på Döner Dach (Simon-Dach-Strasse) er ikke til at komme uden om. Specielt ikke for dem, der skal lugte din ånde bagefter. Ellers bare nyde en øl i Görlitzer Park på en varm forårsdag.

Dune-pressefoto-udsnit Mattias Kolstrup, født 1988, er forsanger i bandet Duné. Boede fra 2009 til 2014 midt mellem Prenzlauer Berg og Friedrichshain, med øvelokale i forstaden Marzahn, hvor der i DDR-tiden blev bygget 3.000 ens lejligheder, og som Mattias Tolstrup betegner som “gråt i gråt” og “virkelig grimt”. Om sit forhold til Berlin er han tidligere blevet interviewet til en udsendelsesrække på DR om danskere i Berlin og sammen med en stribe andre kultur-personer til bogen Berlindk.

Her taler han om det fascinerende ved “de miljøer, der vokser ud af nedslidte bygninger”, bl.a. RAW-Gelände ved stationen Warschauer Strasse, hvor der stadig her i 2015 er spille- og spisesteder, barer, klubber, klatrevæg, skaterbane og hverdagsmorgen-rave-party, selv om den private investor er begyndt at lufte andre ideer for det tidligere værkstedsområde for de tyske jernbaner.

Den trykte udgave af Berlindk omtalte vi meget rosende her på vildmedberlin.dk, da den udkom i 2013. E-bogsudgaven til iPad rummer alt fra den fysiske bog og en masse ekstra materiale, fx links til mere end 50 spændende videoer, kortmateriale og 123 lokaliteter. Den kan købes for 99 kr. via dette link:

Foto fra bogen Berlindk: Mattias Kolstrup ved klaveret på et af sine alternative udflugtsmål, det forladte sanatorium Heilstätte Grabowsee. (Foto: Rasmus Funder ©)

Mit Berlin #2: Berlin er fotogen som bare pokker!

Skriv et svar

Fotografen Klaus Holsting er i Berlin tre-fire gange om året. Han bruger kameraet til åbne og forstå byen og dens historie, men anbefaler også en pause i naturen, som kan nås med S-Bahn.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Med en skolekammerat tog jeg som 13-årig toget gennem DDR til Berlin i midt-70’erne for at besøge hans onkel, der var politibetjent i Vestberlin. Det var selve rejsen, der gjorde størst indtryk. De mange grænsekontroller, hele toget blev endevendt flere gange undervejs med hunde og spejle, de bryske grænsesoldater bladrede vores Anders And-blade igennem med et fnys, inden vi temmelig beklemte fik lov at trille over grænsen og ind til Bahnhof Zoo i Vestberlin.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Til august afholder jeg et fotokursus i Berlin. Det bliver intenst og sjovt, der er intet redskab, der er bedre end kameraet til at åbne og forstå en by. Vi skal fotografere fra morgen til aften og udnytte byens endeløse muligheder og enorme diversitet. Der er ingen by, jeg hellere ville gøre det i, jeg glæder mig rigtig meget!

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Byens utrolige historie er i særklasse spændende. Selv efter mange års jævnlige besøg opdager jeg hver gang lommer af ukendte dramaer, man kan dykke ned i. Berlin er samtidig enestående åben over for sine gæster. Jeg føler mig velkommen fra det øjeblik, jeg ankommer, på en måde, man ikke oplever andre steder i Europa. Og den er fotogen som bare pokker. Det til sammen gør byen til noget særligt.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Hver gang jeg er i byen, spadserer jeg en lang tur i en af de mange skove eller rundt om en af søerne, der ligger uden for byen. En god ven har ligefrem et menukort med gode velafprøvede gåture, som jeg frit kan vælge fra. Så tager vi gerne S-bahn derud og går 15-18 km. Halvvejs støder vi tilfældigt på en hyggelig skovrestaurant, hvor vi snupper lidt frokost, og hvad dertil hører. Grunewald og Tegeler See er gode steder, men også Schwielowsee ved Potsdam er værd at gå efter.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Den nye Hauptbahnhof er et sted, jeg lige må forbi, hver gang jeg er i byen. Jeg har noget med banegårde, og denne her slår altså alle andre. Sporene, der krydser hinanden på forskellige niveauer. Der er hele tiden små kig ned på andre etager og perroner, hvor det vrimler med mennesker i alle retninger. Her eksploderer storbyen. Det er en nydelse for øjne, der kan lide at blive brugt.

Klaus Holsting, 53 år, er fotograf og har været det i næsten 30 år, bl.a. ved Information og Politiken. Han har flere gange vundet priser. Bor i København og har en part i en lille lejlighed i Wedding, som han besøger tre-fire gange om året. Han drømmer om at vågne op en morgen og tale fejlfrit tysk.

I august afvikler Klaus Holsting to fotokurser á fem dage, hvor Berlin indtages, og hvor man får mulighed for at komme tæt på berlinere, man normalt ikke ville møde – og endda fotografere dem. Læs mere på Klaus Holstings hjemmeside.

Foto: Klaus Holsting ©

Mit Berlin #1: Berlin har fascinerende meget at byde på

1 svar

Selv efter seks år med bopæl i byen er journalist og fagrejsearrangør Mathias Irminger Sonne imponeret over Berlins store udbud inden for kultur, historie, fest og gastronomi. Her svarer han som den første i Vild med Berlins nye serie, ”Mit Berlin”.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har to små børn med min tyske kæreste, så mine veje rundt i byen er meget præget af gentagelse – med Tempelhofer Feld som et af de fantastiske omdrejningspunkter. Men uanset om jeg er ude i et journalistisk ærinde, om jeg arrangerer fagrejser, eller om jeg af sted privat, så bliver jeg helt vildt fascineret af, hvor meget Berlin har at byde på: Kultur, historie, fest og efterhånden også kulinarisk. Men også i forhold til fx forskning, medier, byudvikling og det politiske/ lobbymæssige landskab bliver Berlin mere og mere til Tysklands centrum og Europas hovedstad. Så i dag er Berlin mest af alt én stor faglig legeplads for mig, hvor jeg oven i hatten kan vade rundt i kulturelle oplevelser på højeste plan. Hvad mere kan man ønske sig?

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Frihed. Trods et tungt bureaukrati oplever jeg en stor frihed. Jeg lavede engang en artikel om reglerne for fortovscafeer i Berlin og København. Her var de ved at falde bagover ved de berlinske myndigheder, da de hørte, hvor meget man ikke må i København. Selvom 1990’ernes wild-west-mauerfall-stemning langsomt er ved at fordufte, så er her stadig masser af frirum og en stemning af bare at prøve ting af og se, hvor længe festen holder.

Hvad irriterer dig ved Berlin?
Det ny Berlinerslot. Og at vi valgberlinere er så forkælede og alligevel brokker os i ét væk over gentrificering, huslejestigninger og turister. Vil vi være en verdensby eller en nostalgisk tilstand?

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Ha – selv 25 år efter genforeningen er der stadig intet i Berlin, der findes i ental. Men det mest ægte Berlin, jeg kender, må være nede ved min frisør, der knævrer fanden et øre af med berlinsk dialekt og tyrkisk accent og i øvrigt klipper ret sløjt selv efter 30 år i faget. Ellers parkfodbold bag Rigsdagsbygningen eller at cykle på opdagelse i uophidsende områder af fx Tempelhof eller Schöneberg. Eller at opleve de mange byplanmæssige eksperimenter som Gropius-Stadt, Siemens-Stadt eller Karl-Marx-Alllee. Radikale tanker bygget i mursten, sehr berlinerisch.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
I sommerhalvåret er jeg tosset med at gå i Biergarten og få Flammkuchen og fadøl. Hvis man er af sted med børn, er Jockels Biergarten i Kreuzberg et herligt sted, til at se fodbold og feste er Golgatha på toppen, mens Schönbrunn i Volkspark Friedrichshain har en herligt afsondret atmosfære og østtysk flair på den lækre måde.

Mathias Irminger Sonne, journalist og fagrejsearrangør i Berlin, født 1977, vokset op i Silkeborg, cand.mag. i tysk og filosofi fra RUC og Universität Potsdam ved Berlin.
Var i Berlin første gang i 1990, studerede her i 2001-2002 og har boet her fast siden 2009. Skriver fra Berlin/ Tyskland for en række skandinaviske dag- og især fagblade.

Læs mere på Mathias Irminger Sonnes hjemmeside: http://www.mathias-sonne.com/

Berlin-begejstringen bare stiger og stiger

Skriv et svar

Danskernes trang til at besøge den tyske hovedstad voksede igen i 2014. På otte år er danskernes registrerede overnatninger i Berlin mere end fordoblet.

Danskere tilbragte i 2014 tilsammen 660.770 nætter på berlinske hoteller og hostels, viser den nyeste statistik fra “Amt für Statistik Berlin-Brandenburg”. Dermed konsoliderer vi os som den meste Berlin-begejstrede befolkning i hele verden, når vi lige ser bort fra de indenlandske gæster fra det øvrige Tyskland.

Danskerne er mest vilde med Berlin, når man sammenligner antallet af turister med indbyggertallet i de lande, de kommer fra. Foto: Klaus Holsting (c)

Når man sammenligner antallet af turister med indbyggertallet i de lande, turisterne kommer fra, viser statistikken, at danskerne er det folkefærd, der er mest vild med Berlin. Foto: Klaus Holsting (c)

Væksten i danskernes overnatninger er på 3,6 procent, hvilket er lidt mindre end stigningen sidste år, men kurven er uafbrudt gået opad siden 2006, hvor byens turisme-statistik for første gang blev offentlig tilgængelig via internet. I 2006 var der 325.795 danske overnatninger i Berlin, så i dag bliver der altså registreret mere end dobbelt så mange i den officielle statistik.

Og der er vel at mærke tale om de officielle registreringer. Mange danske gæster i byen bor som bekendt i private lejemål under deres ophold, og disse overnatninger indgår ikke i byens statistik.

I sammenligning med de øvrige lande, der i stort tal er afsender af turister til Berlin, markerer Danmark sig på en klar førsteplads, når man tager højde for indbyggertallet i de forskellige lande. 119 overnatninger pr. 1.000 indbyggere blev det til i 2014 – med et stort spring ned til de efterfølgende lande i denne statistik.

Historien om Berlins 9.000 japanske kirsebærtræer

1 svar

Foto taget 21. april 2017 på den tidligere “dødsstribe” ved Bornholmer Strasse.

Gennem flere år har jeg fået planlagt min forårsferie i Berlin sådan, at jeg er der, mens byens over 9.000 japanske kirsebærtræer folder sig ud i al deres pragt. Førhen skete det typisk inden for de første tre uger af april, men i takt med at vejret ikke længere opfører sig “typisk”, og varmen sætter ind tidligere, rykker også blomstringen frem. I 2019 sprang de først kirsebærtræer således ud allerede i weekenden 23./24. marts.

Det er så smukt, så smukt, så smukt. Træerne står overalt. Langs gader og stræder. På byens små pladser. Og i hobetal i parker og langs kanalerne.

Kirsebærblomstringen er for mig den tid på året, hvor Berlin fremstår allersmukkest. De overvældende, lyserøde kirsebærblomster giver et utroligt klædeligt modspil til især Berlins rå, nedslidte og grafittibemalede bykvarterer, men også til byens mere velholdte gader og ejendomme.

Også historien bag Berlins mange japanske kirsebærtræer er ganske smuk. Hovedparten af træerne står der nemlig takket være en stor donation fra det japanske folk.

Foto taget den 8. april 2014.

I 1990 fik begejstringen over murens fald den japanske tv-station TV Asahi til at igangsætte en landsdækkende indsamlingskampagne. Formålet var at samle penge til at plante japanske kirsebærtræer i og omkring Berlin som et udtryk for sympati for den tyske genforening og for at markere venskabet mellem Japan og Tyskland.

I alt blev der indsamlet mere end 140 millioner yen (cirka 1 million euro). Takket være kampagnen kunne der doneres godt 9.000 unge kirsebærtræer, som blev fløjet fra Japan til Berlin i flere omgange og gjort klar til udplantning henover de kommende år. Træerne blev hovedsageligt plantet i Berlin og delstaten Brandenburg, der ligger rundt om Berlin.

Kirsebærtræer på dødsstriberne

De første træer blev plantet i november 1990 ved Glienicker Brücke i Potsdam, som gennem årene med Berlinmuren var et markant symbol på Tysklands deling. Grænsen mellem Øst og Vest gik nemlig lige midt på broen. Glienicker Brücke er også kendt for at være stedet, hvor USA og Sovjet i tre tilfælde udvekslede spioner under den kolde krig.

Andre 1.100 kirsebærtræer blev plantet på den tidligere grænsestribe mellem Berlinmurens yder- og indermur (den såkaldte dødsstribe, hvor mange østtyskere blev skudt og dræbt under flugtforsøg) ved Teltow –Sigridshorst/Berlin-Lichterfelde. Alléen med kirsebærtræer fik i april 2012 navnet TV-Asahi-Kirschblütenallee som en hyldest til den japanske tv-station.

Plantningen af træerne foregik med støtte fra de lokale bydele i Berlin. Træerne er i stor stil plantet på de tidligere grænsestriber samt i parker, ved skoler, børnehaver, plejehjem, hospitaler og kirkegårde.

Her er flere eksempler på, hvor kirsebærtræerne står:

Foto taget 20. april 2013.

– I Landschaftspark Nord-Ost på den tidligere grænsestribe Lichtenberg /Brandenburg (cirka 1434 træer)

– På den tidligere grænsestribe Bornholmerstrasse/Norweger Strasse (215 træer)

– På den tidligere grænsestribe Wollankstrasse i Pankow (120 træer)

– På den tidligere grænsestribe Lohmühlenbrücke på Alt-Treptow /Neukölln (cirka 45 træer).

Kirsebærblomstringen fejres i mange lande

I Japan har kirsebærblomster (på japansk: sakura) gennem århundreder været symbolet på skønhed og livets forgængelighed, som er en grundlæggende idé i buddhismen. “Livet er smukt, men kort – som en kirsebærblomst, der folder sig ud og daler stille mod jorden.” For japanerne fik kirsebærblomstringen ekstra betydning under 2. Verdenskrig, hvor den blev et symbol for kamikazepiloternes korte, ”skønne” liv.

De 10-12 dage i slutningen af marts/starten af april, hvor kirsebærtræerne blomstrer, er en folkefest i Japan. I disse dage valfarter folk i alle aldre til parker med kirsebærtræer og holder picnic med mad og drikke under det lyserøde blomsterflor.

Det japanske ord for at opleve kirsebærtræerne blomstre er hanami, og hanami er også blevet en populær begivenhed uden for Japan. Blandt andet i USA’s hovedstad, Washington, DC. I 1912 forærede Japan 3.000 kirsebærtræer til USA for at markere de to landes venskab. Træerne blev plantet i Washington, hvor den første ”Cherry Blossom Festival” blev afholdt i 1935. Washingtons mange kirsebærtræer er blevet en populær turistattraktion, og hvert år afholdes National Cherry Blossom Festival, når træerne blomstrer i det tidlige forår.

I Berlin er der siden 2002 fejret Hanami under de cirka 1.100 kirsebærtræer på den tidligere grænsestribe ved Teltow –Sigridshorst/Berlin-Lichterfelde – også kendt som ”TV-Asahi-Kirschblütenallee”.

Ved Japanische Kirschblütenfest mødes berlinerne under kirsebærtræerne for at hygge sammen med mad og drikke, musik og underholdning. På festpladsen er der desuden 30-40 stande, hvor man kan købe kunsthåndværk, mad og drikke m.m. I 2019 foregår fejringen søndag den 28. april.

Også den store park Gärten der Welt markerer kirsebærblomstringen med en “Kirschblütenfest”. Det foregår i parkens japanske, kinesiske og koreanske haveområder, hvor de japanske kirsebærtræer står. Her vil der denne dag være en række kulturelle tilbud fra de tre asiatiske kulturer, bl.a. musik og teater fra optrædende i smukke originale japanske og kinesiske kostumer, kalligrafi- og tuschkunst, opvisning i forskellige kampsportsgrene m.m. I 2019 fejres kirsebærblomstringen her søndag den 14. april.

Kirsebærblomstringen fejres også i København. Her er der hvert år siden 2007 afholdt Copenhagen Sakura Festival på Langelinie, hvor der er plantet 200 japanske kirsebærtræer doneret af Andersen Institute of Bread & Life fra Hiroshima.

Foto taget 25. april 2017 ved Spree bag East Side Gallery i Friedrichshain.

Berlins populære döner kebab

1 svar

Nok er currywursten særdeles populær i Berlin, men for mange er döneren den ultimative fastfood.

Mustafa’s Gemüse Kebap på Mehringdam har nærmest fået kultstatus som Berlins bedste dönersted – men måske har du en anden favorit?

5 gode råd om at købe dönere:

Vil du have den bedste döneroplevelse, er det en god ide at følge disse fem råd fra Eberhard Seidl, der er forfatter til en bog om dönerkultur:

1. Køb helst din döner der, hvor tyrkerne også spiser.
2. Køb kun i butikker med en jævn afsætning – og kun direkte fra spyddet.
3. Læg mærke til kvaliteten på kødet – undgå spyd med hakket kød.
4. Undgå alt for billige dönere. En pris på 2,50 euro og opefter borger for god kvalitet.
5. Undgå kyllingedönere, for de består (ofte) af andenklasses kalkunkød.

10344280_582024538586219_4507991075765458427_o

Selv den tyske ordensmagt står gerne i kø hos populære Mustafa’s Gemüse Kebap på Mehringdam..

Hvem opfandt döner kebab?

Döner kebab’en (frit oversat: roterende grillet kød) blev efter sigende opfundet for 300 år siden i Anatolien, da man fandt på at rette det traditionelle grillspyd op i lodret stilling.

Senere udviklede den sig til en af Tyrkiets mest kendte tallerkenretter, og i 1960’erne holdt fastfood-döneren sit indtog i de tyrkiske storbyer.

Dengang serveret i en baguette med eksempel tomatsauce, syltede agurker og grøn peber.

Hvem der opfandt den tyske variant af döner kebab, ligger hen i det uvisse. Måske var det den tyrkiske immigrant Mehmet Aygun, der fandt på at putte kebabkød og salat ind i et fladt hvedebrød, så kunderne nemmere kunne tage maden med sig. Historien fortæller, at han serverede den første döner kebab i marts 1971.

Men også den tyrkiske immigrant Kadir Nurman nævnes som ophavsmand. Om ham fortælles, at han solgte det første fladbrød med kebabkød, grøntsager og dressing fra sin bod i det vestlige Berlin i 1972.

Under alle omstændigheder er döneren blevet en megasucces. Man anslår, at der i dag er over 1.000 dönerbutikker i Berlin, så du behøver ikke lede længe efter denne specialitet.