Mit Berlin #20: Berlin har givet mig så meget

Journalisten Carsten Grubach kalder sit forhold til Berlin for ”betingelsesløs kærlighed”. Med udgangspunkt i fødebyen Kolding besøger han byen fem-seks gange om året og opdager altid noget nyt.

Mit Berlin Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Overvældende. Det var med skolen i 1972, der var stadig ruiner fra krigen, den kolde krig var stadig kold, og muren var massiv. Og jeg fik 20 DM af en ældre dame, fordi jeg holdt døren for hende på en U-Bahn-station …

Hvad er dit forhold til byen i dag?
Betingelsesløs kærlighed. Berlin har givet mig så meget gennem årene. Jeg har forsøgt at give noget tilbage ved at skrive en del artikler om byen og gøre reklame for den, når jeg kunne.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
De store forskelle på folk, bygninger og infrastruktur. Der er altid noget, der er forandret – selv når jeg kommer der fem-seks gange om året, kan jeg altid opdage noget nyt.

Hvilken kulturoplevelse i byen har gjort størst indtryk på dig?
Da jeg var med til at fejre både 20- og 25-året for Murens fald. Det var stort, og det rislede ned ad ryggen … Desværre var jeg i Danmark i 1989, da Muren faldt.

Har du en yndlingscafé og /eller restaurant i Berlin?
I høj grad. Vil du drikke en velskænket fadøl i rene, hyggelige omgivelser med god betjening, så skal du vælge Treffpunkt Berlin i Mittelstrasse, en sidegade til Friedrichstrasse tæt på Unter den Linden. Skråt over for bogparadiset Dussmann, som jeg også gerne anbefaler …

Hvor tager du hen, når du vil opleve det ”ægte” Berlin?
Så tager jeg på et værtshus et stykke væk fra centrum og væk fra de mange turister, der altid på godt og ondt er i Berlin. Eksempelvis Strassenbahn på kanten af Wilmersdorf og Friedenau.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første ti sider i turistguiden?
Tag cyklen og oplev parkstemningen i Tiergarten, Volkspark Friedrichshain og Treptower Park. Det gjorde jeg i sommeren 2015, og det var så herligt.

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, du glæder dig til?
Jeg har hvert år siden 1995 været til filmfestival i Berlin i februar, og den ser jeg frem til igen i år. Her får jeg set masser af kvalitetsfilm. Mange af dem når desværre aldrig til Danmark.

Carsten Grubach, født 1955. Journalist på JydskeVestkysten. Er i gang med at udvikle en applikation om gode ølsteder i Berlin. Han har lovet at give Vild med Berlin besked, når den er færdig, og vi vil selvfølgelig straks sprede budskabet 🙂
5. februar 2016 medvirkede han på TV Kolding i programmet ØLmanden, hvor den halve times interview – ud over øl – især kom til at handle om Berlin.
Se interviewet herunder.

Mit Berlin #19: Første gang var dramatisk og overvældende

Skriv et svar

Teddy Petersen, manden bag den nyeste Berlin-guide på dansk, besøgte Berlin for første gang i 1963 – og gik straks i gang med at formidle sin fascination, da han kom hjem. Det gør han stadig 52 år senere. Han opfordrer til, at man kaster sig ud i de ukendte sider af byen.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var lige fyldt 16 år, og Muren var ikke to år endnu. En gruppe på 25 unge fra Århus var inviteret på tre ugers ophold med alt betalt – rundvisninger, foredrag og lommepenge – af venskabskommunen Charlottenburg. De andre var nogle gamle nogle på 20 år eller mere. Dramatisk, overvældende. I Bernauer Strasse lå der blomster på fortovet endnu. Man fik så meget at vide, sikkert også indoktrineret – og øl var billigt. Bagefter bestilte jeg 16 mm-film og fotos hjem fra Berlin og fortalte om byen i boligforeningens ungdomsklub.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Den amerikanske mand, der optrådte som Marlene Dietrich – i herretøj – oppe under taget på en beboelsesejendom? Den tidligere østtyske mesterbokser, der sang Jaques Brell på en brun café i Østberlin for et par år siden? At ligge på en måtte i øvelokalet på danseteatret Radialsystem V, mens fire musikere fra symfonien spillede inde midt på gulvet i halvanden time – alle tilhørere lå ned? Jeg ved det ikke … VM i fyrværkeri i september på Olympia Stadion? Hertha Berlin samme sted med 41.000 tyskere – og Hertha vandt! Jeg ved det ikke …

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Jeg kører rundt hvorsomhelst på cykel og glor. Farer vild. Begynder at snakke til folk, hvis jeg synes det.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Ja: Kig efter flyers og plakater og små sedler på gader og cafeer. Det står ikke andre steder – og vigtigst: Tag derhen! Der kan ikke ske andet, end at det er uinteressant – men det er svært at finde i Berlin!

Er der en kulturoplevelse i den nærmeste fremtid, som du glæder dig til?
Ja, men jeg kender den ikke endnu!

Teddy Petersen, født 1947. Har som journalist arbejdet på blandt andet ungdomsprogrammet P4, Weekendavisen, TV2 Syd og som underviser på Danmarks Journalisthøjskole. I dag forlagschef på Journalisthøjskolens forlag Ajour. Arrangerede her i efteråret en foredragsrække om Berlin på Folkeuniversitet og er også rejsearrangør på Berlin-rejser.
28. oktober 2015 udkom ”111 steder i Berlin som du skal se”, som Teddy Petersen har oversat og tilpasset et dansk publikum. Bogen kan købes hos forlaget Frydenlund.

Ny guide til den skæve, skøre og modsætningsfyldte by

121 svar

Hvis man vil lære Berlin at kende, skal man bare begynde. Og blive ved. Du kan passende gå i gang ved at læse om – og opleve – de 111 specielle steder, der omtales i en ny dansk guidebog.

Europas smukkeste undergrundsstation, det berlinske Eiffeltårn, den tidligere jødiske pigeskole …

Tre tilfældige nedslag i ”111 steder i Berlin som du skal se” beviser endnu engang, at der ikke er nogen ende på den tyske hovedstad. Selv om du har besøgt byen mange gange, er der fortsat utallige steder at opdage, fængslende historier, betagende arkitektur eller sjove anekdoter.

Den nye guidebog på dansk er et udvalg af de to bind, der findes på tysk af ”111 Orte in Berlin die man gesehen haben muss”. Journalist Teddy Petersen, der tidligere har bidraget med et gæsteblogindlæg på Vild med Berlin, har stået for udvælgelsen, oversættelsen og tilpasningen til et dansk publikum.

Det er der kommet en meget interessant og smuk bog ud af. De 111 steder har fået hvert sit opslag med en overskuelig tekst på venstresiden og meget varierede billeder på højresiden. Bagerst i bogen er der fire bykort, der ret præcist viser placeringen af de udvalgte steder. Hvis man befinder sig på et nyt sted i Berlin, kan kortene også bruges til inspiration, så man lige kan få et par oplevelser med, mens man alligevel er i området.

Forfatteren er freelancejournalist Lucia Jay von Seldeneck, født i Berlin i 1977. Hendes opvækst i byen har på ingen måde svækket hendes blik for de spøjse detaljer i de mere ukendte kringelkroge, og hendes tekster emmer af kærlighed til byen. Også fotografen Verena Eidel og reseacheren Carolin Huder er berlinere.

I samarbejde med forlaget Frydenlund udlodder Vild med Berlin tre eksemplarer af bogen. Du kan vinde dit eksemplar ved – i kommentarfeltet under nedenstående uddrag fra bogen – at skrive lidt om et særligt sted i Berlin, som du holder af eller gerne snart vil opleve. Vi udtrækker tre vindere blandt bidragene på bogens udgivelsesdag 28. oktober 2015.

Forlaget har stillet nedenstående fire eksempler fra bogen til rådighed for Vild med Berlin.

Et forsøg, der vejer tungt

Storhedsvanvid man kan røre ved

I årevis var den runde kolos en gåde. Der var mange bud på, hvad betonklodsen inde midt i et område med kolonihaver var: en bunker, et vandtårn eller et forsvarsværk af en slags? Men ingen af buddene var helt troværdige. Forklaringen på disse 12.650 tons betonmonstrum kunne ingen forestille sig. Men så fandt man planerne: Dette overdimensionerede korpus skulle teste jordbunden før et vildt mammutprojekt!

Albert Speer var Hitlers foretrukne arkitekt, og efter hans planer skulle på dette sted stå den 117 meter høje triumfbue, der var en del af projekt Germania, som var Berlin bygget om til ny hovedstad i nazisternes verdensrige. Den gamle øst-vest-akse, der i dag er Unter den Linden og Straße des 17. Juni, skulle udvides til 50 kilometers længde. Vinkelret på den skulle en ny nord-syd-akse på 40 kilometer ende i »Folkets hal«, verdens største bygning med plads til 180.000 mennesker. Da Albert Speer viste sin far modellen af Germania, skulle han have sagt til sin søn: »I er blevet fuldstændig sindssyge«.

Men galskaben resulterede også på dette punkt i realiteter, og Speer overlod ikke noget til tilfældighederne. Fra april til oktober 1940 kom betonklodsen derfor til verden – for at afprøve undergrundens stabilitet på stedet. Triumfbuen skulle være så stor, at den parisiske triumfbue i sin helhed kunne stå under den.

Det viste sig at være umuligt at sprænge denne testbygning i luften eller på anden måde fjerne den, så den står tilbage som et monument og erindrer om de uhyrlige planer for Berlin. Den har selvfølgelig fået nogle øgenavne – »Champignon« og »Naziklodsen«.

Fra et udsigtstårn på området lader vanviddet sig overskue i hele sin udstrækning. Op i 14 meters højde skulle en vold danne denne akse gennem Berlin. Forsøgsprojektet her skulle have været fjernet, og al beboelse mellem Tempelhof Feld og Hauptstraße skulle have veget for dette storhedsvanvid.

Huset David Bowie boede i

”Heroes” fra en toværelses i Berlin

Huset står på en gade, der skråner – det oplever man ikke mange steder i Berlin. Men ellers er det en helt gennemsnitlig ældre bygning, malet i en trist grå-hvid-gullig farve. En indisk restaurant, et forsikringskontor, en tatovør og en lægepraksis kæmper om pladsen i stueetagen, og mellem dem er indgangsdøren klemt inde – den dør i Hauptstraße 155, som David Bowie i 1976 gik ind ad og besluttede at leje en toværelseslejlighed på første sal. Hans nabo blev Iggy Pop.

Da Bowie kom til Berlin, hed det sig, at han var færdig. Et narkotikavrag. Men i Berlin kom han sig. Han kom for at indspille, og han blev her i tre år. I Hansastudierne blev lp’erne »Low« og »Heroes« indspillet, og sammen med Iggy Pop lavede han nogle fælles sange.

Kun to huse derfra i Hauptstraße 157 har indehaveren af baren »Neues Ufer« stillet stole og borde ud på fortovet. På Bowies tid hed baren »Anderes Ufer« og var for musikerne fra nummer 155 deres andet hjem. De kom for at få morgenmad, og om aftenen var det whisky.

Det var den første åbenlyst homoseksuelle café i Schöneberg. Man kunne kigge ind i den, og enhver kunne – også uden at ringe på og uden hemmelighedskræmmeri – bare gå ind. Hvilken whisky Bowie drak, er der ingen på stedet, der ved i dag. Men det siges, at når David Bowie i dag er i Berlin, skal han altid lige forbi huset i Hauptstraße. »En by, fuld af barer for sørgmodige, skuffede mennesker. Den elsker jeg«, sagde David Bowie engang om Berlin.

Der er også folk, der stadig elsker David Bowie. Beviset: Der er jævnligt fans, der skruer skiltet med husnummeret af for at få et stykke af David Bowies liv med hjem.

Det dyreanatomiske teater

Et vindue til videnskaben

Kort før floden Panke munder ud i den større Spree, snor den sig i skyggen af Charité-højhuset og Humboldt-Universitetets veterinærmedicinske murstensbygninger. Det gamle campusområde ligger fuldstændig gemt bag husene i de omliggende gader, men derinde under de ældgamle træer fører små højryggede broer over den lille flod, som på dette sted næsten er nemmere at springe over. Nogle huse står tomme, og gennem de støvede vinduer kan man ane, at de fleste er gamle stalde.

Midt på det store område ligger det nyrestaurerede Dyreanatomiske Teater. Kong Friedrich Wilhelm II lod det bygge i 1787 for at kunne uddanne dyrlæger til hestene i sin hær, fordi så mange af dem døde af epidemier.

Kuplens indre ligner ikke et auditorium, som man ellers kender det. Det minder mere om et amfiteater med sine stejle, afrundede sider og hvide bænke, der løber hele vejen rundt. Det var på en vis måde også hensigten: Så kunne alle se den forestilling, der udspillede sig nede i midten. Ved hjælp af et bord, der kan sænkes og hæves, blev det døde dyr nede fra kælderen hævet op i lokalet – en ren teateroplevelse – og så blev det dissekeret for øjnene af de studerende. De antikke vægmalerier med letpåklædte mænd og deres dyr plus det tilbagevendende motiv med blomstersmykkede dyrekranier virker overdrevet og alt for mytologisk i de videnskabelige omgivelser.

I dag er salen under kuplen igen i brug. Tværfaglige udstillinger, møder og foredragsrækker med temaer, der er tilgængelige for alle, gør det videnskabelige teater til et udstillingsvindue for forskningen.

Uret, hvor tiden flyder

Mere Vestberlin bliver det ikke

Alt flyder. I det mindste i Europa-Center – her er tiden siden 1982 i form af en grøn neonfarve løbet gennem glasrør, boblet videre i store reagensglas, inden den bliver pumpet ovenpå, samlet og på ny ledt videre.

Små flade glasbobler ude til højre viser minutterne, store runde timetallet ude til venstre – det aflæses af, hvor den grønne væske står lige nu. Al den flyden og boblen driver et stort pendul, som så igen styrer åbningen af de forskellige kanaler. Men helt forstå alt det kan man ikke!

Fædrene forklarer børnene det tekniske, men alle, der bliver stående for at kigge på tidens op- og nedstigen, har deres egen teori om, hvordan uret fungerer. Og det er ikke så mærkeligt – forklaringen på det skilt, der er sat op, er ikke nem at forstå.

Da Europa-Centret blev åbnet i 1965 som indkøbs-, kontor- og boligcenter, var det virkeliggørelsen af en drøm for hele Vestberlin. En Mercedes-stjerne drejede uden pause højt oppe over byens tage, i den overdækkede gård nedenunder kunne man sidde på små terrasser mellem planter, og man kunne sidde ved springvandet udenfor og bestille is med parasol. Det kan man i øvrigt stadig.

På trods af det – eller netop på grund af det – er der fyldt af mennesker på den neonbelyste rulletrappe og på gangene mellem Irish Pub og Mövenpick. Den ene gæst ser ud til at være fast gæst, den næste formodentlig Berlin-turist. Der er indimellem nogle, der nok allerede som børn i Vestberlin har stået ved uret og måbet. Og uret står der stadig og viser næste time, mens de gamle et øjeblik synes, at det er som om tiden er gået i stå et eller andet sted mellem 1960’erne og 1980’erne. Eller som det bliver sagt i en reklamefilm på internetsiden: »Mere Vestberlin bliver det ikke«.

Mest bevægelse er der i det sindrige system, når klokken skifter ved hele klokkeslæt.

Vindere af lodtrækningen
Bidragsyderne til teksterne i kommentarfeltet herunder skriver om et særligt sted i Berlin, som de har opdaget eller gerne vil opdage. De indgik i en lodtrækning om tre eksemplarer af bogen. 29. oktober 2015 trak vi tre vindere: Steen Karstensen, Helsingør, Pia Möller-Light, Århus C og Bente Toft, Knebel.

Bogen kan købes hos Forlaget Frydenlund for 199 kr.

Mit Berlin #18: Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!

Skriv et svar

Lene Tymoshenko har boet fast i Berlin i 23 år, hvor hun har været en del af byens blomstrende bz-miljø og bl.a. har stiftet bekendtskab med Berlins russisktalende miljø. Hun har netop startet eget guidefirma i byen under navnet “Berlin på vrangen”.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I 1992 flyttede jeg som 23-årig til Berlin for at blive en del af det store bz-miljø, der opstod i Østberlin efter Murens fald. Det betyder, at jeg i dag har boet i Berlin præcis halvdelen af mit liv plus fire måneder. Jeg kunne ikke forestille mig at bo noget andet sted.

Hvad er efter din mening det bedste ved Berlin?
Mangfoldigheden er helt sikkert det, jeg bedst kan lide ved Berlin. Jeg synes, det er en utrolig berigelse at bo i en by, hvor cirka 26 procent af befolkningen har udenlandske rødder, og hvor der findes så mange forskellige miljøer og alternative kulturer.
Jeg regnede engang ud, at jeg har haft venner, bekendte og arbejdskolleger fra mindst 35 forskellige lande. Der er kommet en del til siden. Min eksmand kommer fra Ukraine. Gennem ham har jeg stiftet bekendtskab med en del af Berlins russisktalende miljø. Der bor omkring 300.000 mennesker med russisk som modersmål i Berlin.

Min seneste kæreste var berlinsk tyrker. Man bruger på tysk betegnelsen Berliner Türke.
I 1980’erne og 1990’erne var han en del af Vestberlins hiphop- og graffitimiljø. Muren gav dem jo optimale muligheder for at udfolde sig. Han er født i Berlin og voksede op i ”Sozialpalast” i Schöneberg. Et stort højhuskompleks med 514 lejligheder. Huset ligger der, hvor Berliner Sportpalast tidligere lå. Det var der, Joseph Goebbels i 1943 holdt talen med den berømte sætning: ”Wollt ihr den totalen Krieg?”, hvor han bl.a. fastslår den ariske races overlegenhed over østeuropæiske og mellemøstlige folk. Nu bor der på samme sted over 2.000 mennesker, hvoraf mellem 60 og 80 pct. har rødder i Mellemøsten. Det kan man vist kalde skæbnens ironi.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Hvis man har lyst til at gå på opdagelse i det alternative bz-miljø, der opstod i Østberlin i sommeren 1990, kan jeg anbefale Supamolly i Jessner Str. 41 i Friedrichshain. Det er et lille hyggeligt værtshus med billige drikkevarer. Der er åbent tirsdag til søndag fra kl. 20 til open end. I baghuset er der en mindre, men meget hyggelig koncertsal, hvor der i weekender holdes koncerter med alt fra world music til punkbands – til billige priser.

Vil man opspore det russisktalende Berlin, kan man besøge Der Deutsch-Russisches Museum Berlin-Karlshorst, Zwieseler Straße 4.D,10318 Berlin. Museet omhandler 2. Verdenskrig og har til huse i netop den bygning, hvor kapitulationsdokumentet, som betød den endelige afslutning på krigen, blev underskrevet. Salen, hvor dette foregik, er bevaret. Mærk historiens vingesus. Der er åbent tirsdag til søndag kl. 10-18. Der er gratis adgang.

Det sovjetiske mindesmonument for 2. verdenskrig i Treptower Park er storslået.

Det store russiske supermarked, Intermarkt Stolitschniy, Landsberger Allee 116, er også et besøg værd. Jeg bliver altid lidt nostalgisk, når jeg køber ind der, da der lugter præcist som i supermarkederne i Kiev, som jeg har besøgt en del gange. De har alt i levnedsmidler fra landene i det tidligere Sovjet: madvarer, drikkevarer, masser af kaviar og mindst 20 forskellige vodkasorter. Man kan finde spændende ting og indsnuse atmosfæren, når luften summer af russisk, især i weekenden, hvor de tidligere sovjetborgere køber stort ind. Indkøbsturen afsluttes gerne med en portion Schaschlik, marineret kød på spyd tilberedt på trækulsgrill, med salat og brød, der sælges foran supermarkedet. Der sludres hyggeligt med bekendte og drikkes et par øl eller et glas vodka – trods skiltet med alkohol forbudt.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Mit yndlingsmadsted er helt sikkert Takka Fishhouse, Adalbert Str. 97, der ligger direkte på Kottbusser Tor. Det er en lille tyrkisk fiskegrill med et helt enkelt menukort: fiskesuppe og forskellige sorter grillet fisk serveret med salat i brød eller på tallerken. Det hele er super lækkert og rørende billigt. Man kan sidde udendørs om sommeren og betragte det brogede multikulturelle Kreuzbergerliv.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Berlin har en lang tradition for protestbevægelser. I sommer opstod der en spontan protest- og støttebevægelse, da en tyrkisk grønthandler, der har haft sin forretning, Bizim Bakkal, i Wrangelstrasse i Kreuzberg de sidste 28 år, blev sagt op, fordi en spekulant havde købt huset og havde planer om at indrette luksusejerlejligheder. Kvarterets beboere var solidariske, og meget hurtigt opstod der en protestbevægelse, hvor omkring 500 mennesker samledes til protestdemonstration hver uge. Opsigelsen blev trukket tilbage, dog nægter husejeren at give ham en ordentlig kontrakt, så protesterne forsætter.

En anden ting er den spontant opståede store bevægelse af frivillige, der er trådt til og hjælper de mange flygtninge, der er ankommet til Berlin de seneste måneder. Det, synes jeg, er rigtig stort, og det er det, jeg elsker ved denne by: protestbevægelser og solidaritet når det brænder på. Berlinerne finder sig sgu ikke i noget!

Lene Tymoshenko, 46 år. Er vokset op i Helsingør og har som ung boet en årrække i København. Er uddannet kok. Har boet fast i Berlin siden 1992 og bor i dag i Friedrichshain.

Lene har netop startet eget guidefirma: Berlin på vrangen. Her tilbyder hun en række forskellige guidede ture i Berlin, hvor hun dykker ned i og skildrer forskellige strømninger i Berlins fortid og nutid.

Burgere, tapas, mexicansk m.m. – Madtips fra Berlin-kendere

Skriv et svar

For overblikkets skyld får du her en samling af en stribe kulinariske anbefalinger, som Vild med Berlins følgere har delt eller kommenteret på Facebook-siden. Så er de lidt lettere at finde frem en anden gang, hvor du står og er sulten i Berlin. Brug søgefeltet eller klik på kategorier og tags som “Mad”, “Burger” og “Tapas”.

Burgere er det store hit, når Vild med Berlins Facebook-side har opslag om emnet. Disse to opslag er samlet vist 14.000 gange og er skrevet af to danske burger-eksperter, der begge bor i Berlin:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/790584777730193

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/747888455333159

Mange bud på god tapas
En sommer-forespørgsel efter gode tapas-restauranter gav en hel stribe bud i kommentarfeltet – følg linket:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/756030827852255

Otte mexicanske restauranter
Restauranterne Neta, Dolores, Santa Maria, Chaparro, Ta’Cabrón, Maria Bonita, Paella og Tin Tan blev nævnt, da Peter efterspurgte god, mexicansk mad i Berlin. Du får alle superlativerne med, hvis du følger linket til Facebook-kommentarerne:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/787894117999259

Anbefalinger af gode bøffer
Berlin er også stedet for kødelskere. Der er flere gode tips i kommentartråden under dette opslag:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/758037500984921

Tyrkiske delikatesser
Berlin har den største koncentration af tyrkiske statsborgere uden for Tyrkiet – og derfor byder byen selvfølgelig også på meget tyrkisk mad. Der er ikke så mange kommentarer til dette opslag, så har du en anbefaling på en god tyrkisk restaurant, må du gerne tilføje den:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/756614351127236

Morgenmad og brunch
Skal morgensulten stilles, er der masser af gode tips under det opslag:

https://www.facebook.com/BidtBerlin/posts/756243477830990

Mit Berlin #17: Ingen skal definere det ægte Berlin

Skriv et svar

Peter Tudvad flyttede til Berlin for ni år siden og tabte sit hjerte til det støjende og spraglede Kreuzberg. I dag er byen hans arbejdsplads, når han da ikke er på farten, hvad han næsten hele tiden er. ”Det ægte Berlin” er for ham ”det ustadige, uslebne, uortodokse” – og altså nærmest umuligt at definere.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Der gik akkurat ni måneder, fra jeg første gang var i Berlin, til jeg bosatte mig i byen. Men de ni måneder røber intet om, at jeg under mit første besøg blev så begejstret, at jeg straks undfangede idéen om at flytte til Berlin. Tværtimod var mit første indtryk af den tyske hovedstad ikke et, der gav anledning til hovedkuls forelskelse. Den forekom mig dengang – i december 2005 – grå, trist, flad, stor, rodet. Og dog var der så mange, der forinden havde lovet mig kærlighed ved første blik. Ak, den indfandt sig ikke! Men tak, den lod blot vente på sig! For da jeg anden gang kom til Berlin – i september 2006 for at underskrive en lejekontrakt og for endelig at slippe for København – tabte jeg prompte mit hjerte. Nå ja, måske ikke som sådan til Berlin, men til Kreuzberg, mit støjende og spraglede kvarter. Her taler man ikke om mangfoldighed, men lever den. Ikke så meget pis!

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Snart ti år i Berlin. Og snart halvtreds år gammel. Så kan det godt være vanskeligt at holde begejstringen i live for en by, der ter sig som en teenager. For mig er byen ganske enkelt min arbejdsplads. Det er her, jeg bor, og det er her, jeg sidder og skriver. Men det er også herfra, min verden går, meget bogstaveligt endda, for jeg er bestandigt på farten. Tyskland er mere og andet end Berlin, og mine bøger tilrettelægger jeg gerne så fikst, at jeg lige må undersøge noget i Frankfurt am Main eller Hohnstein i Sächsische Schweiz, i Lutherstadt Wittenberg eller Annaberg-Buchholz i Erzgebirge, i Nürnberg, Köln, Leipzig – eller Torgau an der Elbe, hvorfra jeg i skrivende stund netop er kommet hjem. Fra Berlin er det så vidunderlig let at sætte over grænserne, grænserne til andre forbundslande, grænserne til andre lande. På en time kan jeg med tog være hinsides Oder-Neisse og således i Polen. Dér kunne jeg godt bo, også i Tjekkiet eller Slovakiet, men også bare i Sachsen eller Thüringen. Tilmed kunne jeg dér let få den ro, jeg ofte savner i Berlin.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Svært at sige. Jeg benytter mig efterhånden alt for lidt at det store kulturudbud her i byen. Når jeg er hjemme, arbejder jeg. Men tidligere gik jeg en del ud. Og da var en af de helt store oplevelser i Staatsoper at høre den lettiske sopran Elīna Garanča. Jeg havde ikke hørt om hende før, men med ét sang hun sig langt ind i sjælen på mig. Hun havde en bukserolle i Mozarts La Clemenza di Tito, en af mine favoritoperaer, som jeg ville præsentere nogle venner for. Og så var det mig selv, der gik hjem som den mest berigede og belærte. Det er jo noget af det skønne ved et scenisk overflødighedshorn som Berlin: at man til sin store overraskelse kan møde stjerner, som man ikke kendte, og som ingen havde gjort sig den ulejlighed at markedsføre som verdens ottende vidunder. Kommer en anden operastjerne som mezzosopranen Cecillia Bartoli til København, pryder hendes kontrafej forsiden på alle kulturtillæg – inden hun giver en enkelt optræden i Tivolis koncertsal, hvor mange så kommer blot for at vise sig som en del af den københavnske beaumonde. Men i Berlin kommer de igen og igen, stjernerne, optræder aften efter aften. Og berlinerne kommer, igen og igen, aften efter aften, fordi de ikke kan trække vejret uden kultur. Dét er himlen over Berlin.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Min yndlingscafé er afgjort Café Übersee på Paul-Lincke-Ufer, få skridt hjemmefra og med udsigt til Landwehrkanal. Man kan tilmed sidde helt nede ved kanalen, ovre på den anden side af vejen, forår, sommer og efterår – hvis ikke lige det var for de skide turistbåde, der med deres alt for høje og bølgeskvulpende fart har undermineret bredden, så det aktuelt er for farligt at sidde der. Men caféen er skøn, og ejeren en rigtig berliner, nemlig med tyrkisk baggrund. Ikke for ingenting kaldes Kreuzberg også for Kreuzstanbul. At sidde på Café Übersee og se »die Nationalelf« VM-tæske Argentina er en fest. At spise »Frühstück« på Café Übersee kl. fire om eftermiddagen bekvemt. At få et vildt fremmed menneskes krigstidshistorie på Café Übersee dramatisk og gribende – og oplagt at skrive en bog om, hvor første kapitel hedder »Café Übersee«, som det gør i min biografi Sygeplejerske i Det Tredje Rige. En danskers historie. Min yndlingsrestaurant er Crêperie Bretonne, der ligger skråt over for min lejlighed i Reichenberger Straße. Rigtig fransk køkken, rigtig god mad, rigtige berlinerpriser. Hyggeligt, afslappet, berlinsk.

Hvor tager du hen, når du vil opleve det “ægte” Berlin?
Ha, jeg bliver da hjemme, for ægte berlinsk er noget, man selv skaber. Berlin er aldrig det samme, Berlin er altid noget andet, Berlin er aldrig stilstand, Berlin er altid bevægelse. Ergo kan man ikke definere noget som ægte berlinsk – hvis man altså lige ser bort fra det ustadige, uslebne, uortodokse. »Es gibt nur ein Berlin, und das ist mein Berlin«, som kabarettisten Claire Waldoff sang, lige før de gyldne tyvere druknede i de brune tredivere. Så ingen skal komme og definere, hvad der er ægte Berlin!

"Ha-ho-he, Hertha BSC!" Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over FC Köln på det historiske Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var det i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

“Ha-ho-he, Hertha BSC!”
Tirsdag aften vandt Hertha Berlin 2-0 over 1. FC Köln på den historiske hjemmebane, Olympia Stadion. Efter billedet at dømme var resultatet i høj grad til Peter Tudvads store tilfredshed.

Peter Tudvad, 49 år, filosof og forfatter til flere bøger om bl.a. Søren Kierkegaard samt storværket “Sygeplejerske i Det Tredje Rige” – en fascinerende beretning om den unge Ebba Mikkelsen, der gik ind i Tysk Røde Kors og endte i centrum for 2. Verdenskrigs afsluttende fase på et lazaret på Pariser Platz ved Brandenburger Tor.
Bogen er dramatiseret i forestillingen “Mit Mørke”, der frem til 3. oktober 2015 opføres på Bådteatret i København og senere kommer på turné i resten af landet. Dagbladet Information omtalte “Mit Mørke” som “stærk scenekunst”.
I 2014 udgav han bogen “I krig og kristendom – en biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer“, der er første del af et tobindsværk om en af de største skikkelser i den protestantiske teologi i det 20. århundrede. Bonhoeffer var også en af Det Tredje Riges første og mest konsekvente modstandere, og han blev hængt af nazisterne så sent som 9. april 1945, altså mindre end en måned før Tysklands kapitulation.
Peter Tudvad har også bidraget til bogen “Vide Verden – Berlin” fra Aarhus Universitetsforlag. Kapitlet fra hans hånd, Nazismen. Sporene efter Det Tredje Rige, kan hentes gratis (pdf).

Smag på Berlin med Eva og Eat-the-world

Skriv et svar

Eva B. Lau er vild med Berlin og holder en lang ferie i byen hvert år. På sine seneste besøg har hun været med på en række guidede madture med Eat-the-world – læs hendes personlige anbefaling af turene her:

Eat-the-world er efter min mening et kanon koncept. Turene tager tre timer, finder sted uafhængigt af vejret og foregår til fods i overskuelige områder og med maks. 16 deltagere. Ud over at høre om områdets historie og få information om, hvad man ser undervejs i bydelene, får man syv forskellige smagsprøver fra små lokale spisesteder.

Jeg opdagede konceptet i 2014 gennem Vild med Berlins blog og nåede her at prøve fem af turene. Jeg besøgte bl.a. en delikatessebutik i Schöneberg, hvor olivenolien kommer fra familiens egen plantage, en græsk restaurant i Charlottenburg, der afholder månedlige danseaftener og stedet i Kreuzberg, hvor man får DEN bedste döner. I Prenzlauer Berg var vi bl.a. forbi en butik, hvor en del af maden laves i henkogningsglas, og i Friedrichshain besøgte vi et sted, hvor indehaveren elsker 50’erne så meget, at det afspejles tydeligt i indretningen.

Siden dengang er der kommet en ny tur til Neukölln – den og turen til Potsdam nåede jeg her i efteråret 2015.

På rundtur i Neukölln.

Libanesisk pizza i Neukölln og delikatesser i Potsdam
Den nye tur rundtur i Neukölln var rigtig interessant. Man kunne sagtens glemme, man var i en storby, da guiden førte os ad en ikke særlig kendt vej rundt i området. Vi smagte bl.a. forskellige typer kager, libanesisk pizza, og fik smagsprøver fra det arabiske køkken, inden vi sluttede af med kager på en musik-kunst-cafe.

Eat-the-worlds tur til Potsdam var også god. Potsdam er meget mere end Neues Palais og Sanssouci (selvom begge slotte altid er et besøg værd).

Vores guide, Fr. Damm, var virkelig dygtig og vidende. Vi startede ved Nikolaikirche, hvor vi fik informationer om både kirken og det nye byslot, der er genopført, så det udefra fremstår som det udbombede slot. Indvendigt er slottet til gengæld helt nyt og skulle i enkelte kontorer være indrettet med meget lave vinduer for at få det til at passe med den udvendige væg.

På turen besøgte vi bl.a. en delikatessebutik, der gør sig i sennep, chutney, pestoer, marmelader m.m. i alle mulige udgaver og styrker. Vi smagte bl.a. på en sennep med wasabi og på en hindbærmarmelade med mørk chokolade.

Vi besøgte også en chokoladebutik – sådan én indgår næsten altid i eat-the-world-turene. Butikkens indehaver var af den mere specielle type. Hun havde ”set lyset”, da hun for nogle år siden så et tv-program om en fairtrade chokoladebonde, og havde så besluttet sig til at åbne en chokoladebutik. I hendes butik kan man finde chokolade med gede-, kamel- og fåremælk og andre spændende sager.

Smagsprøve på russiske specialiteter.

Da Potsdam også har en stor gruppe beboere med russisk baggrund, var vi selvfølgelig også forbi et sted, hvor vi smagte på russiske specialiteter. Vi stak også hovederne indenfor i en spændende økologisk butik, der var indrettet i det tidligere svømmebassin i Potsdams nu nedlagte badeanstalt.

Gem en god portion appetit til turen
En Eat-the-world rundtur koster 33 euro per person, og der er ikke drikkevarer med i prisen.

Ved hver tur får man udleveret en trykt guide med markering og omtale af de lokale samarbejdspartnere. Det er rigtig godt, at turene foregår til fods, for så kan man nå at få oparbejdet en smule appetit fra det ene sted til det andet. Min erfaring er, at det ikke kan anbefales at spise den helt store morgenmad, inden man tager af sted på en af turene.

Hvis Eat-the-world kommer med nye guidede madture i Berlin, bliver jeg “nødt” til at tage afsted igen

Eva B. Lau er speditør og oplevede Berlin første gang som au pair i 1987-88. Siden 2009 har hun været i Berlin to uger hvert år, og hun planlægger sine besøg efter de arrangementer, hun har lyst til at opleve. Hun har bl.a. deltaget i de årlige begivenheder Lange Nacht der Museen (i august) og Tag des offenen Denkmals (i september).

Men ligesom hun hvert år opsøger nye steder og begivenheder i Berlin, har hun også favoritsteder, som hun vender tilbage til. Hun besøger f.eks. altid det gamle Stasi-fængsel Hohenschönhausen og fortæller, at hun altid kommer derfra med nye indtryk.

LÆS OGSÅ
vores tidligere blogindlæg “En vandring gennem verden og Berlin”, hvor Teddy Petersen fortæller om sine oplevelser på Eat-the-world rundturen i Kreuzberg.

Mit Berlin #16: Moabit rummer alt, hvad man behøver

1 svar

Brit Merrill Kjærulff flyttede til Moabit i juni 2014 for at udleve drømmen om at drive butik med eget smykkedesign. Hun og hendes mand er faldet rigtig godt til i Moabit, som er en af Berlins mere oversete bydele.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg besøgte Berlin første gang i marts 2007 sammen med min mand Jakob, efter at flere af vores venner havde foreslået, at vi besøgte den fantastiske by. Jeg opdagede, at Berlin består af flere mindre bydele med hvert deres centrum og ikke er én storby, som jeg troede, før jeg selv besøgte byen. Hver kiez/bydel har sin helt egen charme, og jeg var rundt og mærke stemningen og forskellen på de mennesker, der bor der.

Efter første besøg havde jeg appetit på at suge mere af Berlin til mig. Jeg kunne lide stemningen, de billige priser, det bedre vejr, al kreativiteten, historien og kunsten i byrummet. Det blev til tre besøg alene det første år. Året efter var jeg i Berlin fire gange. Jeg måtte hele tiden derned og var utilfreds, når jeg skulle hjem.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har nu boet i Moabit og haft egen butik “Merrilldesign” i lidt over et år, og jeg vil sige, at jeg stadig elsker alt ved Berlin. Jeg finder meget inspiration i mine omgivelser – Ich bin verliebt in diese Craziness. Moabit er en meget overset bydel. Der er mange gallerier og designbutikker, hvor kunstneren selv står bag disken. Jeg er selv lidt crazy og føler, her er plads til alle slags mennesker. Man kan være sig selv og bliver ikke puttet ned i en skuffe. Alt er tilladt.

Da jeg åbnede butikken i Beusselstrasse, syntes folk her i Moabit, at vi var modige, da det var byens værste gade, hvor alt kunne ske, og vi blev kaldt kongerne af Beusselstrasse und dann aus Dänemark. Man har taget godt imod os, og mange kunder er kommet med gaver og skulderklap til os. Folk er meget personlige, men ikke så materialistiske som i Danmark, og penge er ikke noget, man taler om. Vores butik er helt anderledes, end hvad der ellers findes i Moabit.

Hvilket kvarter i byen foretrækker du?
Jeg kan bedst lide Moabit. Det er en ø i Berlin. Her er utrolig mange broer – man kan ikke forlade Moabit, uden at man skal over en bro. 25 styk er der. Jeg nyder, at der er kort afstand til kanalen, som ligger for enden af Beusselstrasse, hvor vi bor. I Moabit bor der cirka 75.000 mennesker af meget forskellig nationalitet, hvilket gør, at man finder alle slags køkkener i området.

Moabit blev inkorpereret i Berlin i 1861, men har rødder tilbage til det 13. århundrede.
Efter Berlinmurens fald er Moabit ikke længere et grænseområde på kanten af Vestberlin, men et centralt område i det samlede Berlin. Grundet nærheden til Reichstag er der blevet opført mange nye bygninger i Moabit, blandt andet det tyske indenrigsministerium, Bundesministerium des Innern. Én af Berlins ældste stationsbygninger, den nyklassicistiske Hamburger Bahnhof opført i 1847, ligger også i Moabit. Banegården er i dag et af delstaten Berlins mange museer. Der er også mange positive ting ved byens andre kvarterer, men efterhånden er det lidt som et teater/facade, og det ægte Berlin er lidt forsvundet.

Hele Moabit er i rivende udvikling, og der renoveres meget overalt. For eksempel er der ved at blive bygget et nyt butikscenter i Turmstrasse.

Har du en yndlingscafe og/eller restaurant i Berlin?
Jeg kan anbefale Ya-Man Caribbean Soul Food i Gotzkowskystraße og de italienske restauranter La Trattoria i Waldstrasse og Osteria dell’Arte i Bochumer Strasse. Det er steder med super personlig betjening.

Jeg kan også anbefale at besøge den skønne markedshal Arminiusmarkthalle, som ligger bag Rathaus Tiergarten. Arminiusmarkthalle blev bygget i 1891 og ombygget i 2010, hvor alt fik et løft, så den i dag fremstår hyggelig, moderne og gammeldags på den fede måde. Her er gode restauranter, vinbar, fisk, is, bagere, forskellige slagtere, gavebutik, supermarked, traditionel tysk mad samt et kreativt marked cirka en gang om måneden. Man glemmer tit at forlade Moabit, da den rummer alt, hvad man behøver.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Det er svært at sige, for her er altid masser af kunst, design, musik eller et godt marked. Berlinerne er gode til at lave gratis musikoplevelser, især ved Brandenburger Tor til nytår og den 3. oktober. Den 3. oktober 2015 er det i øvrigt 25 året for genforeningen mellem øst og vest efter Murens fald.

Jeg har desuden deltaget med mine smykker i to modeshows i Moabit, hvoraf det ene var på rød løber foran vores butik i Beusselstrasse den 5. juli i år. Her var der 40 grader – pyha, det var varmt. Den weekend var der 300 gallerier, der deltog i Ortstermin åbne gallerier i Moabit.

Brit Merrill Kjærulff er 43 år og smykkedesigner. Oprindeligt fra Svendborg, nu bosat i Moabit i Berlin sammen med sin mand, Jakob.

Brit forelskede sig i Berlin i 2007 og begyndte efterfølgende at sælge sine smykker på et marked i byen. I 2013 måtte hun sygemeldes gennem længere tid fra sit job på Svendborg Bibliotek på grund af dårlig ryg. I den periode kredsede hendes tanker om at åbne egen butik, og sammen med sin mand traf hun beslutningen om at søge et års orlov fra jobbet for at give butiksdrømmen en chance. Sidst i juni 2014 flyttede parret til Moabit, og to måneder senere åbnede de Merrilldesign i Beusselstrasse 74.

I butikken sælger Brit sit eget smykkedesign samt kunst fra forskellige Svendborg-kunstnere, dansk nips, danske møbler, sin mors strik, tasker samt lidt genbrugstøj.

Mit Berlin #15: Efter nogle dage i byen begynder jeg at drømme på berlinsk

1 svar

Hosea Dutschke blev født i Berlin i 1968, men få år efter et skudattentat på hans far, studenterlederen Rudi Dutschske, slog familien sig ned i Århus, hvor kun Hosea Dutschke er blevet boende. Når han jævnligt besøger sin mor og bror i fødebyen, er Fjernsynstårnet, Treptower Park og den italienske restaurant i Rudi-Dutschke-Strasse blandt de steder, han vender tilbage til.

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Tæt og tidligt. Jeg besøger Berlin flere gange årligt. Jeg er født på hospitalet Walfriede i Berlin i 1968. Min far blev skudt på Kurfürstendamm i 1968 og blev i 1979 begravet ved den smukke kirke i Dahlem Dorf, hvor præsterne gjorde oprør mod nazisterne.
Efter store politiske og juridiske kampe ligger Rudi-Dutschke-Strasse, så den støder op til hjørnet ved Check Point Charlie. Rudi-Dutschke-Strasse og Alex-Springer-Strasse støder op mod hinanden. Studenterlederen, der bekæmpede den højreorienterede pressemogul og vice versa. Min bror og jeg har kaldt hjørnet ”Ecke der Versöhnung”.
Min mor og bror med familie bor i Friedrichshain.
Og når jeg har været i byen i nogle dage, begynder jeg at drømme på berlinsk.

Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Igennem et helt liv er der Fjernsynstårnet. Jeg skal op og nyde Berlin fra oven og helst en gang om året. Altid i restauranten og så bare kigge, snuse, mærke at man drejer rundt, følge flyene, s-togene, der bugter sig, og hele Berlin i 360 grader.
Som barn var det en helt særlig fornøjelse. Ikke mindst at opleve DDR-bureaukratiet og en kommunistisk planlægning og fryden ved, at elevatoren suste mod himmelen.

Har du en yndlingscafe og/eller -restaurant i Berlin?
Der er mange, og de er billige, og de flytter sig, så jeg følger min brors råd. Men at spise på den italienske restaurant Sale e Tabacchi i Rudi-Dutschke-Strasse i TAZ-huset er skønt. Og til frokost sidder der en række mere eller mindre venstreorienterede journalister og redder verden.
Og så er der naturligvis Zur Kleinen Markthalle i Kreuzberg, hvor kyllingerne får mine indre organer til at synge.

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første ti sider i turistguiden?
Treptower Park har jeg en særlig forkærlighed for, men også den jødiske kirkegård midt i Berlin. Treptower Park er russisk, brutal, voldsom og alligevel smuk og poetisk, når efterårsbladene daler ned på mindesmærket for de faldne russiske soldater.
Og når man nu er i Treptower Park, er der ikke langt til Øst-Berlins zoologiske have, hvor rovdyrhuset, parken og dyrenes græsningsenge er enorme, og hvor Stasi fulgte i hælene på os og tog hemmelige billeder, når vi spiste dryppende grillstegt kylling, men kun kunne få et stykke meget tynd serviet til.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Berliner Schnauze, når den viser sig fra sin mest uhøflige side. Og at man bygger et nyt slot, som en tro kopi af det gamle midt i Berlin. Spild af penge. Milliarder. Tag dog ud til Slot Sanssouci og Neues Palais og den skønne muslingesal. Og synd at man ikke længere kan opleve Palast der Republik og det absurde DDR-systems højborg for såkaldt demokrati.

Hosea Dutschke er 47 år og direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. Hans far Rudi Dutschke (1940-1979) var berlinsk studenterleder. Han voksede op i DDR, men flygtede i 1961 til Vestberlin. 11. april 1968, da sønnen var tre måneder gammel, blev Rudi Dutschke udsat for et skudattentat fra en mand, der angiveligt skulle være motiveret af Springer-pressens hetz mod tyske venstreorienterede. Juleaftensdag i 1979 døde han i Århus af senfølger af attentatet.
Læs mere om Rudi Dutschke på dansk wikipedia.

Efter at familien Dutschke havde slået sig ned i Århus i 1971, var den jævnligt på besøg i Berlin. Her var Stasi meget aktiv i overvågningen af “Quelle”, som var Rudi Dutschkes Stasi-kodeord. Da Stasi-arkivet blev åbnet, fandt man blandt andet billeder af Rudi og Hosea Dutschke fra en augustdag i 1973. Siden 1990 har en mindetavle markeret stedet på Kurfürstendamm, hvor Rudi Dutschke blev udsat for et skudattentat i 1968.

Konkurrence: Vind den politiske thriller Berlin 404

9 svar

Vild med Berlin har rundet 5.000 følgere på Facebook. Det skal fejres. Derfor har du nu chancen for at vinde god sommerlæsning i form af Thomas Clemens anmelderroste politiske thriller “Berlin 404”, som udkom tidligere i år. Vi udlodder 3 eksemplarer af bogen i samarbejde med Forlaget Modtryk.

Berlin 404 leger med spørgsmålene: Hvad var der sket, hvis Berlinmuren ikke var faldet. Hvad nu, hvis Østtyskland havde isoleret sig endnu mere, hvordan havde Vestberlin så udviklet sig?

Bogen begynder med, at DDR’s partisekretær Günter Schabowski omkommer i en bilulykke på vej til den pressekonference, hvor han ellers ville have annonceret, at nye udrejsebestemmelser trådte i kraft ”ab sofort”.

Schabowskis død forpurrer Berlinmurens fald, og i de efterfølgende årtier lukker Østtyskland sig mere og mere om sig selv.

En dag kolliderer et vesttysk tog med et DDR-tog i ingenmandslandet under Muren. De to lande beskylder gensidigt hinanden for bevidst at stå bag ulykken. It-eksperten Jacob Blau fra den vesttyske U-bahn-administration sendes mod sin vilje til Østtyskland for at finde årsagen til ulykken og forhindre en krig i at bryde ud. Med sig har han efterretningsofficeren Berendine Wachner – og i hælene på dem følger Jacobs uberegnelige brødre.

Jacob og Berendine finder chokerende ting bag Jerntæppet. Og et spil om verdens fremtid er i gang.

Berlingske Tidendes anmelder gav bogen 4 stjerner og skrev blandt andet:

»Berlin 404« er en effektiv, politisk sci-fi-thriller – en slags futuristisk koldkrigsroman, der opstiller et billede af verden, som den kunne have set ud, hvis nu sådan noget som et simpelt biluheld havde gjort, at Muren ikke var faldet i 1989.

Thomas Clemen har et godt greb om både den politiske thrillers konspirationsbaserede spændingsopbygning og om science fiction-genrens skildring af rutiner og muligheder i en teknologiforstærket virkelighed.

SÅDAN DELTAGER DU I KONKURRENCEN:
Du deltager ved at lægge en kommentar om, hvad du glæder dig mest til ved dit næste besøg i Berlin.

Du kan skrive din kommentar i svarfeltet under dette blogindlæg ELLER i svarfeltet under konkurrenceopslaget på Facebook – følg dette link til Facebook-opslaget.

Konkurrencen løber til og med søndag den 26. juli 2015. Vi kontakter vinderne direkte og offentliggør de 3 vindernavne på Vild med Berlins Facebookside.

Forlaget Modtryk har sponsoreret 3 eksemplarer af Berlin 404. Bogen er på i alt 398 sider og den vejledende udsalgspris er 299,95 kr.

Hvis du ikke kan vente med at få fingre i Berlin 404, kan den købes her på Modtryks website.