Mikael Busch blev Berlin-fan efter en rejse i Christiane F’s fodspor i 1984. Siden var han på flere studieophold i Østberlin i midten af 80’erne og er under sine jævnlige ophold i byen stadig bevidst om Murens placering i forhold til, hvor han befinder sig. Læs her om hans relation til byen, der spiller en stor rolle i hans liv og i hans to bøger.
Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg var i Berlin med min mor og far i 1970. Jeg fik et slips i KaDeWe, som jeg havde på resten af turen. Ellers husker jeg ikke alverden. Mit store gennembrudsår som Berlin-fan var 1984. Jeg tog til Vestberlin med en gymnasiekammerat, en slags pilgrimsrejse i Christiane F’s fodspor. Her kommer en smagsprøve fra et essay, jeg har skrevet om turen (Vi kunne være helte, bare for en dag, Weekendavisen den 8.10.2007):
”Der var ikke tale om en erklæret pilgrimsrejse i Christiane F.’s fodspor – det var vi alt for generte eller blaserte til at ville vedkende os. Men selvfølgelig var den skjulte dagsorden – udover at besøge de gængse turistattraktioner i Berlin – at opsøge de hellige steder fra Christiane F. En tur med U7 – i retning mod Rudow – med stop undervejs i Gropiusstadt var således et uomgængeligt indslag i vores tur til Berlin. Vi fandt aldrig frem til ”Haus der Mitte”, ungdomsklubben i Rudow, hvor det hele begyndte, men atmosfæren i Neuköllns betonhelvede var uforlignelig. Vi måtte også en dag lige lægge vejen forbi Deutschlandhalle i Charlottenburg. Den virkelige Christiane F. havde overværet David Bowies autentiske koncert her den 10. april 1976.
Hvor utroligt det end kan lyde, var det et rent tilfælde, at vores vandrerhjem befandt sig under 100 meter fra det legendariske diskotek ”Sound” i Genthiner Straβe nr. 26. Men det var jo her, Christiane gik i byen som 13-årig i sommeren 1975. Hun havde forestillet sig ”Sound”, som kaldte sig selv ”Europas modernste Diskothek”, som et glitrende palads, men hun fandt en lurvet lavloftet kælder. Men det var ikke desto mindre her, hendes karriere som narkoman for alvor tog fart. Og det var her, hun mødte sit unge livs kærlighed, Detlef. Min gymnasiekammerat og jeg var selvfølgelig – i lighed med adskillige andre unge pilgrimsrejsende fra det nærliggende vandrehjem i Kluckstraβe – en tur på ”Sound”. Men ellers kunne man ikke ligefrem beskylde os for at være handlekraftige. I sammenligning med vores uudtalte identifikationsfigur, var vi rent ud sagt et par dødbidere. Vi holdt os til vodka og hinandens selskab.
Det allerhelligste, selve Bahnhof Zoo, ankom vi helt automatisk til den første dag. Det var jo her, nattoget fra København endte. Men den myteomspundne banegård kunne ikke leve helt op til vores forventninger. Det var der vel, hvis sandheden skal frem, ikke rigtigt noget, der kunne. Vi sagde det ikke højt, men stiltiende måtte vi erkende, at vores alternative dannelsesrejse, vores kunst-turisttur ud i død og ødelæggelse, ikke havde fået den karakter af eksistentiel epoché, vi måske havde forestillet os. Vi var stadig de samme generte/blaserte unge mænd, vi hele tiden havde været. I modsætning til en stærk lille pige fra Berlin havde vi slet ikke modet og kraften til at tage det afgørende spring, der kan føre til virkeliggørelsen af ekstatiske drømme og ufattelige mareridt. For os og Christianes andre åndelige disciple – utallige årgange af tyskelever over hele verden – er og bliver Christiane F. kun, en forjættende men uvirkelig drøm. En sindstilstand.”
Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
Jeg har stadig Muren oppe i hovedet. Formentlig på grund af min manglende fleksibilitet og omstillingsparathed. Jeg er altid meget bevidst om, hvorvidt jeg befinder mig i Vestberlin eller det gamle Berlin, Hauptstadt der DDR, altså Østberlin. Mine studieophold i midtfirsernes Østberlin i mine afgørende formative år gør sig nok stadig gældende. I virkeligheden er mine to biografier om danske Stasi-agenter på en underlig måde en form for genopdyrkning af min tabte ungdom. Af min egen østtyske fortid. Tillad mig her at citere det indledende afsnit af mit essay 22 år efter – på sporet af den tabte tid (Weekendavisen den 4.8.2006):
”Berlin. Jeg står af S-toget i Rummelsburg. Stationen hedder Betriebsbahnhof Rummelsburg. Billetautomaten er ny. Ellers ligner stationen sig selv. Jeg går hen mod Dolgensee Strasse. Selvom det er 20 år siden, jeg var her sidst, er det som om gåturen stadig sidder i benene. Plattenbau-bebyggelsen ligner også sig selv. Men højhusene har tydeligvis fået en gang maling for nylig. Der holder ikke længere trabanter og ladaer foran dem. Nu holder der tidssvarende og anonyme mellemklassebiler. Så er jeg fremme. En ejendommelig følelse af hjemkomst. Det var her, jeg boede i en kollegielejlighed to somre i træk i midten af 1980’erne, mens jeg deltog i et sommerkursus for udenlandske germanister ved Humboldt Universitetet inde i centrum.
Lejlighed er måske for meget sagt. Den havde snarere karakter af en belægningsstue, hvor vi boede 8 studerende sammen. Det var nu ikke noget problem. Vi var der alligevel kun, når vi sov. Hvad vi stort set ikke gjorde. Det meste af tiden opholdt vi os i ”Klubraum”. Her blev der ført endeløse diskussioner hver nat. Vi havde ungdommens gyldne håb. Vi var udødelige. Luften var tyk af røgen fra Cabinetcigaretter. Der blev drukket østtysk Club Cola og litervis af Neuzeller øl.
Vi var studerende fra hele verden. De fleste kom fra de socialistiske broderlande: mange polakker, tjekker og slovakker. En del bulgarer og russere. Enkelte rumænere. Og så var der os fra vesten. Den ”frie verden”. En del italienere, ikke så få englændere. Nogle skandinaver. Og en enkelt naiv amerikaner. Han var måske i virkeligheden den eneste rettroende marxist. For mit eget vedkommende var det i hvert fald ikke politiske bevæggrunde, der fik mig til at tage til Østberlin. På Aarhus Universitet oplevede jeg jo netop universitetsmarxismens sidste latterlige krampetrækninger. Ikke fordi der er nogen direkte sammenhæng mellem den danske universitetsmarxisme og det forstenede Honnecker-regime. Men min egen nå-generation har altid haft en instinktiv skepsis over for alle de fallerede politiske utopier, som man havde dyrket så intenst i 1970erne. Det var snarere en form for ungdommelig nysgerrighed og almindelig eventyrlyst, der fik mig til at drage til Østberlin. Og så var det selvfølgelig rørende billigt sammenlignet med lignende kurser i Forbundsrepublikken.”
Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Wilmersdorf, jf. min kronik Midt i en eksamenstid – øjebliksbilleder og refleksioner fra Berlin (Gymnasieskolen):
”Im wunderschönen Monat Mai. Det ene forsømte forår efter det andet. Jeg kan dårligt nok huske, hvornår jeg sidst har oplevet foråret og forsommeren så rent. Uden et eneste stik af dårlig samvittighed. Vel ikke siden min barndom. Senere, i skolen og gymnasiet, var maj og juni måned jo den store eksamenstid, dvs. melankoli og lidt dårlig samvittighed. Som studerende; weltschmerz og lidt dårlig samvittighed. Som adjunkt: vemod og slet samvittighed. Som lektor efter den store gymnasiereform: formentlig én stor vittighed.
Men hvad ved jeg om det? Jeg sidder jo her på den charmerende Rüdesheimer Platz i Berlin-Wilmersdorf. Pladsen er helt klædt i lysegrønt. Det er aften. Fuglene synger. Børnene leger. Nøjagtig sådan husker jeg min egen barndoms uendeligt lange sommeraftener. Før der var noget, der hed dårlig samvittighed. Børnene på legepladsen kommer mange steder fra. De fleste vel fra lokalområdet. Mange bor i IBZ (Internationales Begegnungszentrum der Wissenschaft) henne på hjørnet. Det gør vi også selv. Her er tyske børn, russiske børn, iranske børn, amerikanske børn, japanske børn. Børn fra hele verden. Mine egne børn kan efterhånden godt gøre sig gældende på tysk. To af dem går i Grundschule am Rüdesheimer Platz henne på det andet hjørne. Men sproget er ikke nogen barriere af betydning. Børnenes forskellige kulturelle baggrunde spiller ingen rolle overhovedet. Legens sprog er globalt. Dette er simpelthen realiseringen af John Lennons vision om en verden uden skel. Selvfølgelig kun i børnehøjde. Men alligevel. Imagine … ”
Hele artiklen: http://gymnasieskolen.dk/midt-i-en-eksamenstid-%C3%B8jebliksbilleder-og-refleksioner-fra-berlin
Hvilken kulturoplevelse i Berlin har gjort størst indtryk på dig?
Sommereventyret i 2006, hvor Berlin var værtsby for VM i fodbold, jf. min feature om Den Tyske Filmbølge (Filmtidsskriftet 16:9):
”Selvom Tyskland har vundet hele tre verdensmesterskaber i fodbold og dermed hører til i den absolutte internationale elite, har onde tunger hæftet betegnelser som ’maskinfodbold’ på den tyske fodboldkultur. Ikke nogen rar metafor. Men i sommeren 2006 blev dette billede med et slag ændret. Tyskerne snublede ganske vist i semifinalen mod de senere verdensmestre fra Italien, men det velspillende og fandenivoldske tyske fodboldlandshold fik pludselig fans i hele verden.
Tyskerne blev en slags ”Weltmeister der Herzen”. Men også folk, der ikke interesserer sig en døjt for fodbold, fik øjnene op for, at der var noget nyt i gærde i Tyskland. Tyskerne begyndte nemlig til manges overraskelse at vise flaget. I bogstaveligste forstand. På de officielle VM-arenaer, foran storskærmen på Brandenburger Tor, på bilerne, om halsen på teenagepigerne; overalt så man farverne sort, rød og gul. Tyskerne selv var nok de mest overraskede. En del ældre tyskere var faktisk også noget forargede. Gik det nu an? Der er trods alt udgået to verdenskrige fra Tyskland. Men selvom mange ældre europæere, som har oplevet Tyskland som besættelsesmagt på egen krop, formentlig heller ikke ligefrem var begejstrede for de mange millioner flag, må man alligevel sige, at den nyvakte tyske patriotisme intet har med tidligere tiders militarisme at gøre. Også tyskere har ganske enkelt lov til at være glade. 61 år efter den sidste verdenskrig og næsten 20 år efter murens fald skal Tyskland ikke længere opfattes som et særtilfælde. Landet skal helt ud af skammekrogen. Også i den tysklandsskeptiske omverdens bevidsthed. Hvis man vil danne sig et indtryk af den magiske sommer 2006, hvor solen skinnede hver dag og også tyskerne selv igen begyndte at opfatte deres eget land som normalt, bør man se Sönke Wortmanns fodbolddokumentar Deutschland, ein Sommermärchen (2006).”
Hele artiklen: http://www.16-9.dk/2007-04/side05_feature2.htm
Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Biografen Tilsiter Lichtspiele, jf. min Antidagbog fra Berlinalen 2010 (Filmtidsskriftet 16:9):
”Onsdag den 17.02. Filmen 13 Semester. Biografen ligger i Richard-Sorge-Strasse i Friedrichshain. I DDR-tiden blev gaden opkaldt efter spionen Richard Sorge, der under Den Første Verdenskrig virkede for Sovjetunionen i Japan. Jeg har selv et lille spionanliggende undervejs. I nummer 63 boede nemlig Knud Wollenberger, dengang han i 1970-erne arbejde på gadens gamle bryggeri – eller som det hed dengang: ”Getränkekombinat”. Ifølge de gamle Stasi-dokumenter havde Wollenbergers bolig to udgange, hvorfor den var velegnet som ”konspirativ lejlighed”. Men hvordan kommer jeg ind? Til mit store held er et ungt ægtepar med barnevogn netop ved at låse sig ind ved gadedøren. Jeg følger diskret med ind og føler mig som en tredjerangsagent. Men den er stadig god nok: der er to udgange.
Jeg går nu over på den anden side af gaden og fortsætter vejen mod min egentlige destination: biografen Tilsiter Lichtspiele i nr. 25a. Biografens navn er et vidnesbyrd om, at Richard-Sorge-Str. engang hed Tilsiter Strasse, men gaden er altså ikke blevet tilbagedøbt som så mange andre østberlinske gader.
Selve Tilsiter Lichtspiele må være det nærmeste, man kan komme en autentisk østberlinsk biograf fra tiden før 1989. I foyeren ligger adskillige eksemplarer af Junge Welt, det gamle FDJ-organ, som stadig udgives. Kaffen er næsten gratis og billetterne koster kun 4,5 Euro. Biografsæderne blev formentlig fremstillet før Murens fald. En sidste teknisk detalje: biografens fremviserudstyr kan ikke gøre krav på prædikater af nogen som helst art.
Hvad betyder teknik, hvis en film formår at røre? Men gør en tysk ungdomskomedie det? Helt ærligt: hvordan skulle en tysk ungdomsfilm om to venner, der bryder op fra en landsby i Brandenburg for at studere driftsøkonomi ved det tekniske universitet i Darmstadt på nogen måde kunne røre? Det kan ”13 Semester” bare. Jeg føler mig ikke bare godt underholdt men også dybt berørt af denne charmerende Coming-of-Age film. Ærgerligt at den med en til vished grænsende sandsynlighed aldrig vil nå de danske biografer, selvom helten, Max Riemelt ikke er helt ukendt i Danmark (Napola og Die Welle).”
Hele artiklen: http://www.16-9.dk/2010-04/pdf/16-9_april2010_side04_feature1.pdf
Mikael Busch, født 1962. Cand.mag. i tysk og fransk med sidefag i mediefag. Lektor på Kolding Gymnasium, boganmelder ved Jyllands-Posten.
Forfatter til ”Knud og Vera – Et Stasi-Drama” (2012) og ”Lenz – Stasi-agenten, der blev fanget af fortiden” (2015), begge på forlaget People’sPress.
Carsten Grubach, født 1955. Journalist på JydskeVestkysten. Er i gang med at udvikle en applikation om gode ølsteder i Berlin. Han har lovet at give Vild med Berlin besked, når den er færdig, og vi vil selvfølgelig straks sprede budskabet 🙂