Efter en pause på næsten 20 år bor danske Alice Rose igen i Berlin, hvor hun lever af musikken. Hun stortrives i byen, selv om hun ser nogle bekymrende tendenser og er meget irriteret over den voldsomme biltrafik. Læs mere om hendes meninger og årstidsaktuelle anbefalinger i hendes svar på Vild med Berlins spørgsmål.

Hvad var dit første indtryk af Berlin?
Jeg kom til Berlin første gang i 1995. Det var i januar. Jeg ankom med nattoget fra København og kom ind i et S-Bahn-tog. Der sad en række kvinder med samme slags frakke, samme slags afblegede hår og guldøreringe. Jeg blev meget overrasket og tænkte: ”Sådan nogle kvinder har vi ikke i Danmark”. Det var jo få år efter Murens fald, og jeg kunne mærke, at der var en helt anden mentalitet.

I samme uge blev gamle DDR-gadeskilte skiftet ud i et forsøg på at få øst til at se ud som vest. Man begyndte også at skifte Ampelmann-trafiklysene ud. Det blev der et ramaskrig over, og det blev heldigvis forhindret.

Med de meget brede gader opfattede jeg Berlin som Europas New York. Jeg opholdt mig mest omkring Prenzlauer Berg, hvor bygningerne var forfaldne på en meget smuk måde. Der havde jeg min første lejlighed i Oderberger Strasse.

Jeg var 19 år og havde lyst til at komme ud og opleve verden. Når det blev Berlin, skyldtes det, at jeg ikke havde ret mange penge, at jeg talte folkeskoletysk, og at det ikke var langt fra København. I første omgang blev jeg der i halvandet år.

Alice Rose på Kollwitzplatz

Hvad er dit forhold til Berlin i dag?
I 2016 flyttede jeg tilbage til Berlin igen. I dag er næsten alle bygninger renoverede. Alligevel synes jeg, at den store forskel i forhold til tidligere er, at man ikke dengang havde internet, og mobiltelefonen var ikke særligt udbredt. Folk skrev beskeder til hinanden på dørene, enten direkte på træet eller med små sedler. Man var meget afhængig af sit nærmiljø, hvor man i dag nemmere kan finde rundt og kommunikere med hinanden.

I 1995 var byen heller ikke så international, og der var ikke heller ikke de der fest-kvarterer. Jeg boede en overgang i Simon Dach Strasse i Friedrichshain, og den gade var helt anderledes dengang. Der var kun en købmand, som solgte ”falsches Lachs”. Der var en meget øde og forladt atmosfære. I dag er det en festgade, hvor de fleste går på bar eller ud at spise.

Jeg synes, at der både er positive og negative sider ved udviklingen. På den ene side er det jo dejligt, at der er så mange fortovscafeer og steder, man kan sidde og hygge sig. Men den lokale kolorit har det med at forsvinde i alt det turistede, når det bliver den samme slags turisthalløj, som man har i alle mulige andre storbyer.

Men jeg kan stadigvæk rigtig godt lide Berlin. Både det grimme og det skønne. Det er vanskeligt at adskille. Byen er, som den er – og altid i en rivende udvikling. Det vil den blive ved med at være, tror jeg.

Jeg bryder mig ikke om, at velhavende mennesker flytter til byen og kræver, at den skal være pæn og reguleret. Det er jo netop friheden til at kunne gøre nogle skæve og skøre ting, der gør byen speciel. Det kræver rum til nogle folk, der ikke vil leve på den gængse måde. Byen har været billig at bo og leve i, og den er ved at blive dyrere. Det betyder, at mange kunstnere og andre kreative ikke længere har råd til at leve her. At en skæv lille butik ikke længere kan åbne nede på hjørnet. Markedskræfterne maser de skæve, innovative og sjove initiativer. Den udvikling går ret stærkt lige nu.

Der er nogle få personer, der vil have, at Berlin skal være ordentlig og regelmæssig som resten af det tyske samfund. Der er for eksempel en velhavende person, der er flyttet ind i nærheden af Mauerpark. Han vil have stoppet al gøgl og musik på stedet. Han går personligt rundt sammen med politiet og sørger for, at det bliver uddelt bøder til musikere og gadehandlere, og man kan jo spørge sig selv, hvorfor én person skal have lov til at ødelægge det for rigtig mange.

Ved East Side Gallery

Har du et godt tip til en Berlin-oplevelse, man ikke lige finder på de første 10 sider i turistguiden?
Der er en meget aktiv singer-songwriter-scene i Berlin, og der er mange åbne scener. Dem finder man ikke altid så nemt på nettet. Et eksempel er Kindl Stuben på Sonnenallee i Neukölln.

Hver søndag fra kl. 19.30 kan man komme og spille to-tre numre. Det gør rigtig mange fra hele verden, ofte også nogle danskere.

Kindl Stuben er også en typisk Berlin-knejpe med god, gammeldags tysk mad, fx Spätzle og bondesalat. Det er også vegetarisk eller vegansk, og de har en god ingefærøl, som de selv står og laver.

Hvilket kvarter i byen er dit foretrukne?
Lige nu bor jeg i Warschauer Strasse, men hvis jeg frit kunne vælge, ville jeg foretrække det område, man kalder Kreuzkølln. Gerne i det hyggelige kvarter omkring kanalen ved Kiehlufer. Det er helt klart mit yndlingskvarter. Området er meget grønt og urbant, samtidig med at det er industrielt og roligt. Der er noget rigtig Vest-Berlin-flair over det.

I Mauerpark dengang, hvor det stadig var muligt at optræde der om søndagen uden at få en bøde.

Hvad irriterer dig mest ved Berlin?
Bilerne! Tyskland er bilens land, og man er tydeligvis fuldstændig blind for, hvor dødsensfarlig biltrafikken er, og hvor meget den forurener og støjer. Vi får stress af det. Der burde være et loft over, hvor mange biler der kan være i en by. Jeg er sikker på, at det også har en negativ betydning for menneskers mentale helbred, når man sidder der i hver sin blikdåse i tæt trafik.

Hvis jeg gik ind i politik, ville jeg have mindre biltrafik som programpunkt.

Hvad “rykker” i Berlin lige nu?
Det er generelt smadderhyggeligt bare at gå rundt i gaderne, især her i oktober, hvor vejret stadig er godt. Der er mange, der spiller gademusik, og der er loppemarkeder og andre markeder. Tirsdag og fredag er der tyrkisk marked i Kreuzberg. Det er helt vildt hyggeligt.

Og så er der det på Kollwitzplatz om torsdagen og om lørdagen. Der spiller jeg også selv, med min harpe, når jeg har mulighed for det. Jeg har også spillet i Mauerpark om søndagen, men nu kommer Ordnungsamt i civil og siger, at man ikke må, og hvis de ser én igen, får man en bøde. Også selv om man som jeg spiller stille musik. Det er kun ham, der arrangerer karaoke, der kan få en tilladelse til at spille i Mauerpark.

Alice Rose, født 1975. Dansk musikalkymist, sangskriver, gademusiker, danser, DJ, poet og improvisationskunstner med instrumenter, trommemaskiner, sampler og violin.

I første omgang boede hun i Berlin i halvandet år 1995-1996. Derefter har hun blandt andet boet i Prag, Amsterdam, Köln og siden 2016 igen i Berlin.

Da hun vendte tilbage til byen, troede hun, at hun ville komme til at udfolde sig som DJ og musiker inden for club-musikken, da hun allerede havde en fod indenfor. Det modsatte blev dog tilfældet. Hun begyndte at træffe på folk-musikere, spillede på gaden for at tjene til dagen og vejen, til bryllupper, i Bierhaller, til moderne dans og yogafester og åbne scener.

Hun er aktiv udøvende inden for avantgarde, indie-pop, folk, tech, house og electronica, med stor fokus på sangskrivning. Hun har udgivet fem albums i eget navn samt en lang række EP’er og singler.

Hun udsender 9. november 2018 et nyt album ” ”What To Do In The Rain”, der betegnes som ”et blødt, harmonisk, ambient, råt og gennemført album, hvor 12 sange væver sig ind i hinanden og skaber et fuldendt værk.” Albummet er udelukkende spillet i hånden med akustiske instrumenter, køkkengryder, en gammel synthesizer og på en lille hip-hop-tromme-sampler. Det er skabt helt uden computerstyring og mastreret på båndmaskine.

Nummeret ”Berlin Is For Dreamers” havde videopremiere 29. september. Se videoen herunder.

Links:
www.alicerosemusic.com
www.facebook.com/alicerosemusic
www.instagram.com/alicerosemusic
www.soundcloud.com/alice-rose