Det er godt at bo i Berlin, bedre at fortælle, at det er i Kreuzberg (eller en anden bydel), men vigtigst at kunne definere sig som: Jeg bor i Gräfekiez (eller en anden mindre bydel). Nogle gange er det kun en enkelt blok, som her opkaldt efter en af de gader, der ligger i området.
Det var en af de berlinske oplysninger, den lille fortællende kvinde gav på en af de vandringer, man kan købe sig til i Berlin og en del andre tyske byer. Men mest Berlin, hvor der er vandringer i Friedrichshain, Kreuzberg, Prenzlauer Berg og Schöneberg.

Det er på sådan en tur, man bliver bedt om at lægge mærke til, at en del af de små brosten på Kottbusser Tor er lysere end de andre. Her var for mange år siden så voldsomme optøjer 1. maj, at politiet et bestemt år i flere timer trak sig væk – de kunne hverken begrænse eller nedkæmpe tumulterne. Et stort Kaiser´s supermarked blev ryddet – og brostenene altså brugt som kasteskyts. Derfra de lyse pletter.

Og hvorfor er der så meget Altbau i Gräfekiez? Fordi en byplanlægger i 1860-80´erne valgte at bygge brandmure i karreerne, både dem til de rige ud mod gaden og dem til de mere ydmyge i baghusene. Derfor holdt de bedre til bomber og brande under bombardementer i 2. verdenskrig! Og vidste du, hvorfor …?

Syv kulinariske pitstop

Vandreturen, der varer tre timer, hedder noget så tysk som ”Eat the World”. Og mens de fortællemæssige perler fæstner sig undervejs, stråler andre dele af turen af helt andre grunde. Meget praktisk – turen begyndte kl. 11.30 og varede tre timer, så syv steder undervejs skulle vi smage på hele verden, der jo også er i Berlin. Vi var hos den unge sudaneser, der tog til Berlin for at læse til ingeniør. Det blev han også. Men han finansierede studierne ved at lave sudanesisk mad til folk, så han har indtil videre ikke fået brugt sin uddannelse – han har i stedet nu to små restauranter i Berlin, der serverer mad, som vor mor lavede den. Vi smagte Halloumi, en slags pitabrød med en ost, lavet af fritteret ko-, fåre- og gedeost, hældt over med – en jordnøddesovs. Næste perle var en lille portion linsesuppe, serveret på fortovet uden for en indisk restaurant, hvis kokke er uddannede og præmierede hjemme i Indien. Videre til den unge kvinde, der var ked af, at et bageri i ejendommen lukkede, så hun fik den helt naturlige berlinske tanke, at hun da så kunne … – og det særlige berlinske består i, at så gjorde hun det sgu!

”back.art” er økologisk og nærmest et konditori. En ganz bette butik, hvor kunderne kan stå i en enkelt række i butikken og videre ud på gaden. Om søndagen anbefales det at bestille sit brød – ellers kan hylderne godt være tomme!

Kiez-netværk giver indflydelse

Videre til en is-cafe, via Admiralbrücke over Landwehrkanal til Hasir, der er en større tyrkisk restaurant, gennem mange år ejet af en gruppe tyrkiske storfamilier. At det også kun er familiemedlemmerne, der arbejder på stedet, er med til at give det sin særlige stemning. Tyrkisk er også den næste restaurant – vi er jo i Kreuzberg, hvor cirka 40 procent af beboerne har tyrkisk baggrund. Denne kultur- og madvandring gennem bydelen slutter hos Kuchen Kaiser på Oranienplatz, grundlagt for snart 150 år siden. Herfra blev kager på køl (helt ukendt fænomen!) sendt med luftskib helt til New York.

Som det eneste af stederne kan man her betale med kreditkort.

Der er også historien om Landwehrkanal og dengang for ikke så mange år siden, hvor byen bestemte, at alle træer og bevoksning langs kanalen på grund af nogle problemer skulle fældes.
”Men som I kan se, står de her endnu”, peger guiden glad. Og fortæller, hvordan ånden og netværket i en kiez også har magt og indflydelse: 25.000 underskrifter på kort tid – og problemerne blev løst på en anden måde.

Maden var fin at prøve, og man vil utvivlsomt vende tilbage til nogle af stederne. Men fortællingerne – de var vidunderlige. Levet berliner-liv og -historie, fortalte indefra.
En sidebemærkning om, at ”hvis I lægger mærke til det, så løber undergrundsbanen på lange strækninger mærkværdigvis over jorden. Det er fordi, det er meget billigere end at skulle grave den ned, og så skidt med, at den larmer meget. Netop dette sidste faktum gør dog, at den i de rigere bydele er lagt under jorden!

Som jeg ved turens afslutning sagde til guiden – jeg skal her spare jer for mit tyske: Vi havde forventet meget – men vi fik mere. Hun forstod det!

Flere af turene findes også i engelske udgaver, og hvis du vil vide, hvor du finder disse herligheder, så kigger du bare her: www.eat-the-world.com.

Gør det!

Skribent
Teddy Petersen, forlagschef, Forlaget Ajour