Tag-arkiv: 1945-1989

Berlinmuren faldt i et kaos af forvirring og glæde

Den 9. november 1989 sørgede Østberlins borgere for, at Berlinmuren brød sammen. Journalist Gitte Merrild beretter om sine egne oplevelser på den mindeværdige dag.

I dag samles nogle berlinere som altid ved Bornholmer Strasse for af mindes den historiske dag. I 1989 var her tæt på kaos.

Kl. 18. den 9. november blev det kundgjort på en pressekonference, at DDR lempede rejsereglerne for østtyskerne. I løbet af de kommende timer steg forvirringen til uanede højder, da det pludselig forlød, at Muren ville blive åbnet! Allerede en halv time efter begyndte østberlinere at valfarte til grænseovergangen Bornholmer Strasse og kræve udrejse. Få timer senere var menneskemængden vokset til flere tusinder berlinere, der ville ud. Nu! De var kommet for med egne øjne at se, om det var sandt, at de frit måtte krydse grænsen.

Grænsebetjentene giver efter for folkemængdens pres i Bornholmer Strasse. Muren er åbnet!

Grænsebetjentene giver efter for folkemængdens pres i Bornholmer Strasse. Muren er åbnet!

Timerne gik, og det var mørk aften, før skrækslagne grænsesoldater gav efter for presset kl. 23.30 og åbnede de strengt bevogtede porte for menneskemasserne. Til fods og i propfyldte Trabbier væltede østberlinerne vestpå og blev mødt med cola, øl, sekt og glade omfavnelser af deres vestberlinske naboer. Og midt i mylderet på den vestberlinske side stod jeg som journalist for DR’s P1 og interviewede de lamslåede, men begejstrede, østtyskere.

I gruset på den historiske plads viser denne tidslinje, at Muren blev åbnet kl. 23.30. "Wir fluten jetzt" betyder i fri oversættelse: Vi slipper floden løs. Citat fra en grænsesoldat om den flodbølge af berlinere, der pressede på for at få portene åbnet til Vestberlin.

I gruset på den historiske plads viser denne tidslinje, at Muren blev åbnet kl. 23.30. “Wir fluten jetzt” betyder i fri oversættelse: Vi slipper floden løs. Citat fra en grænsesoldat om den flodbølge af berlinere, der pressede på for at få portene åbnet til Vestberlin.

”Tager du ikke hjem igen??!”

Især husker jeg to gode venner omkring de 30 år som med hver sin cola berettede om, hvordan de var sprunget op fra sofaen, da nyhederne viste, at Muren var åbnet.

”Vi skulle da bare af sted. Jeg fik hverken slukket for tv eller for lyset. Vi for ud af døren og løb herop,” sagde den ene.

”Ja det ville vi opleve. Det er ufatteligt, ikke til at tro. Det er vanvittigt. Tænk at vi står her i Vesten,” sagde hans ven.

Jeg spurgte dem, hvad de nu ville gøre?

”Vi skal da blive her hele natten og ind og kigge i byen, så skal vi hjem igen,” sagde nummer to.

Nummer et forblev tavs. Så tavs, at hans kammerat puffede til ham for at få et svar.

”Jeg tager ikke tilbage. Vi aner ikke, om de lukker Muren igen. Jeg bliver her og søger om asyl,” kom svaret tøvende.

”Hvad gør du??! Tager du ikke hjem igen??! Jamen for fanden … (pause) … så bliver jeg her også!”

Som disse to kammerater anede ingen af os, hvad der ville hænde efter denne forrygende nat, da der gik hul på grænsen mellem øst- og vestblokken i Europa. Ville DDR rette ”fejlen”? Men alle anede, at dagen og natten ville gå over i historien som endnu en af en lang række omvæltninger i Tysklands historie.

– – –

Læs om Berlinmuren i Vild med Berlins mest populære indlæg:

Berlinmuren – Vidste du at …

Artiklens forfatter Gitte Merrild på stedet, hvor den tidligere grænseovergang i Bornholmer Strasse er markeret med billeder og infotavler. Den officielle indvielse sted af "Platz des 9. Novembers 1989" finder sted i dag, 9. november 2013 kl. 20.30.

Indlæggets forfatter Gitte Merrild på stedet, hvor den tidligere grænseovergang i Bornholmer Strasse er markeret med billeder og infotavler. Den officielle indvielse af “Platz des 9. Novembers 1989” fandt sted 9. november 2013.

”Jeg er en berliner”

I de seneste 100 dage op til 50-årsdagen for Kennedys berømte Berlin-tale med ordene ”Ich bin ein Berliner” har avisen Der Tagesspiegel dagligt bragt et lille interview med nutidens berlinere om, hvad disse ord betyder for dem, og hvordan de oplever byen i dag. Det er en sand guldgrube af spændende fortællinger fra byens indbyggere, der sætter ord på deres kærlighed til byen. Når det handler om de lidt mere modne berlinere, er beretningerne også jordnær historieformidling.

“Ich bin ein Berliner”. Det var på balkonen her på Rathaus Schöneberg, at John F. Kennedy holdt sin berømte tale 26. juni 1963 foran 400.000 begejstrede vestberlinere.

Et eksempel er den 41-årige slagtermester, der kalder sig en vaskeægte ”Prenzelberger” – altså fra Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin. Han oplevede ikke Murens fald, fordi han sov for at være frisk til næste dag på jobbet. Han opdagede først den historiske begivenhed, da en af svendene i slagterforretningen næste morgen ringede og fortalte, at han nu stod ved Gesundbrunnen på den vestlige side af Muren. Senere på dagen drog han til Kurfürstendamm, men der var alt for mange mennesker. Han tænkte, at han bare kunne besøge Vesten senere, for han var overbevist om, at når Muren først var faldet, ville den aldrig komme tilbage.

Og så præsenterer slagtermesteren et lidt alternativt syn på den ”Gentrifizierung”, der ellers er så udskældt. Han bor stadig på Prenzlauer Berg og betragter det som en stor lykke, for mange har måttet forlade den trendy, østberlinske bydel på grund af voldsomme huslejestigninger. Det er en skam, synes han, men til gengæld har han fået en ny kundekreds, der værdsætter kød af høj kvalitet og derfor går til slagteren for at købe det!

I interviews med de ældre berlinere er der som nævnt mange spændende historiske detaljer. I 60’erne kunne man for eksempel slippe for værnepligten, hvis man flyttede fra den vestlige del af forbundsrepublikken til Berlin, der pga. sin isolation var ved at blive affolket, og hvor der manglede arbejdskraft. En mand, der flyttede til byen i 1966, kan fortælle om, at man som tilflytter fik betalt flytteudgifter, fire årlige flybilletter og et særligt berlinsk løntillæg.

I serien optræder også den nu 44-årige skuespiller fra det nordøsttyske Rostock. Han var allerede før Murens fald tiltrukket af den alternative scene i Østberlin, som stod i kontrast til snævertsynetheden i provins-DDR. Han gjorde dog først alvor af at søge lykken i storbyen i 1991 og opsummerer sit indtryk af byen i dag med ord som hundeefterladenskaber, tæt trafik, snavs, grim, vulgær … og griner.

Flere interviews er med til at beskrive den særlige berlinske mentalitet. Berlinerne klager over alt, men de er også åbne over for nyt, siger en ældre mand, der i 1970 flyttede til Berlin for at studere og i øvrigt stadig ikke har vænnet sig til berlinernes velkendte frækhed, ”Die Berliner Schnauze”, men dog har fundet ud af, at den ikke er så alvorligt ment.

En yngre tilflytter fra Hamborg tilkendegiver, at hun ligefrem holder af frækheden, fordi hun har erfaret, at den også rummer ”utroligt meget hjerte”.

Serien slutter med den 63-årige Owen Davies. Han er født i Berlin af engelske forældre, der mødtes i Berlins ruiner efter 2. Verdenskrig. De havde uafhængigt af hinanden søgt job på de allieredes hovedkvarter. Han fortæller om den frygt, han oplevede som barn på grund af Muren, Cuba-krisen og andre facetter af den kolde krig. Han var på pladsen foran Rathaus Schöneberg, da Kennedy holdt sin tale, og beretter om, hvordan talen skabte håb om, at tingene kunne bliver anderledes på et eller andet tidspunkt. Når han i dag kommer på pladsen og hører klokkerne ringe kl. 12, kan han næsten ikke holde tårerne tilbage.

Se alle interviews via dette link. Du skal ikke lade dig afskrække af det tyske sprog, for alle interviews rummer både tekst og video, der supplerer hinanden fint, og sidstnævnte er med engelske undertekster.